Louis Glass

Af
| DMT Årgang 1 (1926) nr. 08 - side 142-146

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

LOUIS GLASS

ENHVER Tid har sine Hedsporer, Talerør for Kliker og Særmeninger, Propagandister, der med en underlig Nærsynethed slaar ned til højre og venstre paa alt og alle, som anses for Kætteri over for ,,Troen paa Bjærget". Det gælder paa alle Omraader, ogsaa Musikkens. Parolen hedder: Nye Idealer! Men hvilke? Ja, derom er Meningerne meget delte. En skæver ømt til Verismen med dens sensuelle Svælgen i Realismer, en anden bandlyser alt, hvad der kommer uden for den tørre Tonematematik, én anerkender kun Rythmen som det fundamentale i Musikken, en anden Melodien, mens en tredie holder paa farven; nogle vil læse Partituret vandret, andre lodret, o. s. v., o. s. v.

Dog, vi Mennesker er heldigvis ikke alle skaaret over én Læst - og skal heller ikke være det. ,,Kræfternes frie Spil" er mere end en tom Frase; for, hvad der er ,,Sandhed" for den ene, behøver slet ikke at føles værende det ogsaa for den anden; kun de uselvstændige lader sig ,,Sandheden" bestemme af andre. Mindst af alt burde da saadanne Forhold gælde i Musikken, der i saa stærk en Grad appellerer til det ukontrolable i Menneskene, vor Følelse og Fantasi. Fornemmer jeg blot, at der banker et levende Hjerte bag Tonerne, en Personlighed, der ikke har tabt Treklangen ,,det gode, det sande og det skønne" af Syne, saa skulde da ,,Klæderne" være det secundære. ,,Skallen" drager eller frastøder kun de ydre Sanser, det er i ,,Kernen ", Næringen gemmes.

Det, man gør sig skyldig i, er, at man stiller ,,Typerne" op mod hinanden i Stedet for at se, hvorledes de netop supplerer hinanden ved at vise os Livets og Aandens Fylde hver efter sine Anlæg og paa sin Maade. ,,Typerne" lader sig heldigvis ikke støbe om, de har hver især deres Mission og burde jo dog anses for at være for gode til at blive brugt mod hverandre. Den kunstmodtagende finder nok selv den Kunsttype, hvori han bedst føler ,,Sandheden" komme sig i Møde, og er han forstandig og tolerant, vil han ikke med det samme forkætre anderledes tænkende og følende. Blandt Typerne inden for dansk Musik i Nutiden er ogsaa Louis Glass. Og han han har holdt sig rank og trofast mod sit sande Jeg og rendyrket sin Personlighed gennem Søgen og Kamp.

Kunsten er ham den ramme Alvor og den naturligste Udtryksform for Selvvirksomhed. Selv siger han derom: ,,Jeg har altid haft det saadan, at jeg ikke havde oplevet en Ting virkeligt, før jeg fik den indarbejdet i min aandelige Virksomhed paa den Maade, at jeg fik den omsat i Toner . . . derfor er alt, hvad jeg har skrevet, en Omsætning i Toner af Oplevelser, af selve mit Liv." Set udefra har Livet for Louis Glass formet sig som en jævn, bred og svulmende Strøm. Fra sin tidligste Barndom af har han, det eneste Barn i Hjemmet og født 23. Marts 1864, været viet til Tonekunsten, og omhyggelig, evnerig og virksom, som han var, kunde han i sit 18. Aar lade sig høre som Solist i Tivoli, baade som Klaverspiller med Schumanns A-moll Koncert og som Cellist med Goltermanns Koncert i samme Tonart. Foruden Faderen havde indtil da Rudinger, Fr. Neruda og især Niels W. Gade ledet hans Uddannelse; nu bragte et Ophold ved Konservatoriet i Brüssel ham under Indflydelse af Jules de Zarembski, Joseph Winiawsky og Joseph Servais, og med sin indvundne kunstneriske Ballast overtog han 1892 det af Faderen grundlagte Musikkonservatorium i København.

Men Lærergerningen blev kun én Side af Louis Glass' Virksomhed i dansk Musikliv. Og da han som Cellist og Pianist lidt efter lidt unddrog Offentlighed, blev det en Tid Stillingen som Kapelmester i ,, Dansk Koncertforening", men dog i første Række Virksomheden som Komponist, der kom til at føre og løfte Navnet.

En anselig Række Værker bærer alt hans Navn, og de omfatter næsten alle Omraader, undtagen Operamusik. Flertallet er imidlertid Klaverkompositioner, og da mange af disse er mindre Stykker musikalske Billeder, der er lige saa underholdende som karakteristiske og pædagogisk formaalstjenlige, er de meget anvendelige til Undervisningsbrug, saaledes Op. 4 ,,Seks Fantasi-stykker", Op. 9 ,,Foraarsstemning", Op. 20 ,,I det Fri", Op. 21 og 24 ,,Skitser", Op.26 ,,Lyriske Bagateller", Op. 41 ,,Variationer over danske Børneviser og Sange", Op. 45 ,,Stemningsbilleder", Op. 48 ,,Landlige Billeder, Op. 55 ,,Sange" (en forøvrigt mis visende Titel til Stykkerne ,,Julemorgen", ,,Under blomstrende Træer", ,,Scherzino", ,,Præludium" og ,,Pastorale") og Op. 58 ,,Aquareller". Af større Klaverting foreligger Op. 36 »Fantasi", tilegnet Alexander Stoffregen, og af denne fremført bl. a. i Københavri og Berlin, samt Op. 52 ,,Impromtu et Capriccio" og - utrykt - Op. 11 ,, Romance og Caprice" for venstre Haand, komponeret til en Velgørenhedskoncert, ved hvilken Komponisten medvirkede og p. G. a. Beskadigelse af højre Haand kun kunde anvende den venstre. Endelig skal fremhæves de to Klaversonater i E-Dur og As-Dur, af hvilke den første endnu er et Ungdomsarbejde, medens den sidste er mere ,, moderne" i sin karakteristiske Udnyttelse af Klaverets Klangevne.

Fra tilsvarende Perioder stammer Sonaterne for Violin og Klaver Es-Dur og C-Dur - og Cello-Sonaten i F-Dur, der med stor Succes er fremført af Emil Robert-Hansen og Henry Bramsen.

Af Kammermusik har Glass komponeret fire Strygekvartetter, F-Dur, Es-Dur, a-moll og fis-moll. Den sidste foreligger i Trykken og er ligesom Klavertrioen blandt de allerbedste Værker i den Genre, der findes i vor Litteratur. I Es-Dur Kvartetten forekommer en ,,Largo funebre", der er skrevet med Tanken paa Faderens Død 1893, og dette Stykke er senere arrangeret for Strygeorkester og bl. a. opført af Peder Gram. Fremdeles har han skrevet en Klaver-Kvintet (utrykt), et saare vægtigt Værk, der er opført ved mange Lejligheder og ogsaa udført af Stenhammar og Aulin-Kvartetten, og en Sekstet.

For Orkester komponerede Louis Glass tidligt et Par Festmarcher, senere - i Anledning af Christian den Niendes Død - en Sørgemarch til Dansk Koncertforening, hvis Protektor Majestæten var, Ouverturerne ,,En Folkefiende" og ,,Danmark" samt to Suiter, af hvilke især den sidste, »Sommerliv", kan glæde sig ved at besidde stor Yndest. Af senere Arbejder skal foruden »Livets Danse", en Fantasi for Orkester, og det mimiske Drama »Artemis", der kun fik en krank Skæbne paa det kgl. Teater, nævnes Op. 47 ,, Fantasi for Klaver og Orkester". Denne Komposition har vakt betydelig Opsigt, og Komponisten har med den tænkt sig en Skildring af Menneskelivets Udvikling og Kamp, af Opgøret med Verdenslivet, naar Mennesket begynder at forstaa ,,Verdens" Illusioner og derfor gennem et højere og finere Tankeliv søger at vinde indre Fred og Ligevægt. Et kort Motto:

,,Fra Aandens evige Boliger lyder Toner, der kalder paa Mennesket, og Mennesket vender sig bort fra Verden for i sit Indre at finde Freden.""

anslaar Værkets Stemning, men giver af nærliggende Grunde ikke dets egentlige Indhold.

Denne meget vægtige og ejendommelige ,,Fantasi"", i hvilken Komponisten f. Eks. ,,flytter" Taktstregerne og skriver i saa besynderlige Taktarter som femten-Ottendedele og syv-Halve, er komponeret 1913, og den har været spillet af Stoffregen med Peder Gram som Dirigent og af Komponisten i ,,Musikforeningen" under Carl Nielsens Direktion.

Ogsaa den femte Symfoni har et Idéindhold af abstrakt Natur, og den betegner sammen med ,,Fantasien" indtil nu Højde-punktet i Louis Glass' Kunst.

Komponisten benævner sit Værk ,,Sinfonia svastika"", Op. 57, C-Dur, og vil - idet Svastika er Benævnelsen for et Hagekors omsluttet af en Cirkelbue, et okkultisk Symbol for Kredsløbet, Livshjulet, - gennem de fire Satser ,, Dagvirke", ,,Hvile", ,,Skygger" og ,,Morgengry" give et Billede af Tilværelsens Forløb: Virksomhed, Død, Skyggerige og ny Dag, en Trosbekendelse i Toner. Et storslaaet Værk har han dermed skænket sin Samtid, ja, et, der er blandt Nordens ypperste. Dets Kraft, Alvor og Renhed i Tanke, Form og Instrumentation, dets stærke Personlighedspræg og store Skønhedsaabenbaringer har skaffet det Ørenlyd og Beundring i vide Kredse - ikke blot herhjemme, men ogsaa uden for Landets Grænser (bl. a. i Berlin, Stockholm og Helsingfors).

De fire forudgaaende Symfonier er heller ikke forblevet ubemærkede. Vel er de to første, E-Dur og c-moll, hidtil ikke trykte, men de er spillede med Held flere Gange, Nr. 2 bl. a. af Johan Svendsen, men Nr.3 og 4 er publicerede. Den tredie benævnes ,,Skovsymfonien« og er en Hymne til den danske Skov, ikke en direkte Skildring af den, naturligvis, men en Gendigtning af dens aandelige Fylde, af dens ordløse Tale til den medlevende Elskov. Ogsaa den fjerde Symfoni, e-moll, er et ægte Stykke dansk Musik; lyrisk Skønhed og fribaaren Højhed er dens Adelsmærke, og mere helstøbte og karakterbundne Satser end dens Adagio og Scherzo findes ikke indenfor de sidste Decenniers symfoniske Frembringelser.

Endnu er der en Side af Komponistens Virksomhed, som ikke bør forblive upaaagtet. Det er den sangkompositoriske; thi ogsaa her har han beriget dansk Musik betydeligt. Sange som ,,I Seraillets Have" og ,, Det har Seraferne" af Op. 16 eller ,,Midienat" af Op. 59 eller ,,Glæden, Sorgen og Lykken" og ,,Hymne" af Op. 56 eller ,,Det nye Foraar" af Op. 46 o. m. m. a. vil ingen Sanger forgæves fordybe sig i. Han giver her i ,, lille Form" det bedste af sig selv; og det skulde være underligt, om ikke mange af disse vocale Perler Tid efter anden formaaede at finde den almindelige Paaskønnelse, det hidtil i nogen Grad har skortet paa.

I sit Forhold til Samtiden har Louis Glass paa mange Maader stillet sin Person og sine Evner til Raadighed. Han er saaledes Medstifter af Musikpædagogisk Forening og fra Begyndelsen af i dens Ledelse, er i Bestyrelsen for Selskabet til Udgivelse af dansk Musik, har været Formand i Danske Tonekunstneres Forening og Koncertdirigent i Dansk Koncertforening, og han, der fra Ungdommen af har staaet som en Foregangsmand blandt sine Fæller og set dét blive udlet, som senere blev modtaget med uskrømtet Anerkendelse, han har aldrig svigtet Idealismen i sit Syn paa Livet og Kunsten. Allertydeligst har han dokumenteret det for alle som Skribent, som Kritiker og Musikæstetiker. Mangen Gang har han haft Lykke til at lade en frisk Brise bringe Røre der, hvor traditionel Hyldest og kritikløs Underkastelse havde gjort Luften saa lummer og tung, at ,,Sagkundskaben" var blevet sløv, og uden Frygt har han staaet Vagt der, hvor Nid, Misundelse og Uforstand vilde grave Grav til andre. Han skriver ikke alle til Behag - heldigvis -; men han er ridderlig, aaben og ærlig, dertil lydhør overfor nye Tanker uden derfor at ville slippe det gode i det gamle. Kontinuiteten, Sammenhængen i Tilværelsen som i Kunsten, er ham en Grundlov. Kunstnerens Kald og Pligt er ham at forløse de Mennesket iboende ideale Længsler, der i Dagens Hede sløves og afstumpes af Materialismens jordbindende Klæder.

,, Hvad Kirketaarnet er for Kirken og Bjergtinderne for Dalen, det maa Kunsten være for Menneskene. Hvor det vide Udsyn mangler, og Mysteriet ikke længer er til, der bliver Kunsten kun til tomt Jonglerie med døde Tanker."

Årgang 1/1926, nr. 08