Stepan

STEPAN

I Grunden var det en ikke ubetydelig Skuffelse, der blev dem til Del, som ud fra et Forhaandskendskab til Ebbe Hameriks Debutopera havde ventet sig en Succes af lignende Dimensioner som den, der efter paalideligt Sigende skal være blevet dette Arbejde til Del i Udlandet.

Nu er her ikke Stedet til at udrede hvorfor ,,Stepan" kun blev en betinget Succes, mildt sagt. Aarsagerne var vist egentlig mangelunde. For det første var naturligvis Premierekritikens afgjorte Ugunstighed en stærkt medvirkende Aarsag til at Publikum svigtede det danske Arbejde til Fordel for Germanismens Triumf i ,,Stormen"s Sensations-Iscenering. Og for det andet gjorde vel nok den paa sine Steder unægtelig noget ufuldkomne Tekst sit til at mindske Heldet for Hameriks Musik. Som tredie og sidste Aarsag spillede sikkert ogsaa det andetsteds paapegede Misforhold imellem Dekorationer og Musikstil ind, og gav et afgørende Puf til den hældende Vogn.

Det kunde være fristende at undersøge lidt nøjere, hvorledes det nu egentlig forholder sig med dette Arbejde og dets Skæbne. Med flere Overhøringer bag sig og med hele Arbejdet lidt paa Afstand kan man nu bedre end i den første Forvirring overse Værket og skønne over dets Væsen.

Operateksten er i sin egentlige Natur af en uhyre skikkelig, næsten lidt gammeldags virkende Realisme. Handlingen i sig selv efter kendt Recept, ikke fri for at strejfe det banale. En Bonde-knøs, Stepan, med Fremdriftsinstinkter, elsker sin Plejesøster, Nadja, der dog kun kan love at være som en Søster for ham. Hendes Fader, Mickail, en haard og jordbunden Mand af den agerdyrkende Klasse, staar fremmed overfor Stepans vidtflyvende Ideer om et nyt og bedre Rusland i Frihedens tegn. Og Stepan forlader sit Hjem for, som han selv siger, ikke at vende tilbage, før han kan kalde Zaren selv sin Broder. Hvorpaa vi i Operaens anden Akt møder ham inkarneret som Sovjetkommissær med en ikke ubetydelig Popularitet bag sig, og en Modstanderklike under Ledelse af Kommisæren Leo imod sig. Godsejerdatteren Sonja Ikonikoff en Dame, der efter hvad man kan forstaa tidligere har indtaget en fremtrædende Plads i Stepans Hjerte, anklages for Revolutionstribunalet. Leo og hans Fæller lader Stepan lede Forhøret ene med den unge smukke anklagede, og Forhørelsen forvandles til en Forførelse, idet Sonja, tilskyndet af Leo frister Stepan til at skrive hende et Frihedspas, som giver hende Friheden, men sætter Stepan under Anklage for Forræderi. I tredie og sidste Akt vender Stepan tilbage til sit gamle Hjem under Forfølgelse af Sovjetsoldaterne og Leo. Han indhentes her af sin Skæbne, tages tilfange, skyder Nadja med sin Revolver medens han sigter paa Leo og bliver tilsidst korsfæstet.

Som man ser, saare dramatisk - og saare stilfærdigt i Virkeligheden. For det, der vist egentlig har foresvævet Forfatteren, og det som Komponisten tydeligt har arbejdet med, den sjælelige Konflikt, og den endnu større Konflikt, Rusland, Friheden, Morgenrøden for Folkene, - den er det kun lykkedes Forfatteren at antyde midt i alle de dramatiske Gebærder.

Medens derimod Komponisten arbejder for fuld Damp netop med det dramatiske Stof, der ligger ovenover det elementære sceniske. Hvor Forfatteren i let banale Deklamationer udtaler sig om Kammerater, Tapperhed, Kamp, zaristisk Aag og andre Revolutionstilbehør, der maler Hamerik med blodige Farver og ekstatiske Miner.

Hameriks Musik er i sit Grundlag af udpræget realistisk Typus Naar jeg ovenfor bruger Ordet maler, saa er det med Overlæg, for han eksisterer netop i streng Forstand i Realiteterne. Ikke saadan at forstaa naturligvis, at han udelukkende hengiver sig til Tonemaleri og andre Selvfølgeligheder, nej hans Musiks Væsen, dens Stilpræg er af real Art. Hans Satsopbygning er alt andet end ekspressionistisk farvet, jeg tror endda daarligt nok at man kan kalde ham Nyromantiker.

Hans Musik synger. Stroferne er melodiske og sangbart svungne - hvad der er et farligt og mistænkeligt Tegn i vore Tider, hvor en Komposition af sangbart og letflydende Udtryk nemt rager sig Betegnelsen ,,banal" til - gennemgaaende af skarp rytmisk Prægnans, stilende mod et bestemt Maal, Opbygningens Konklusion, opstemt til Tider i næsten ,, italiensk" Sving. Temaerne er prægnante, karakteristisk farvede og enkelte Episoder af en særpræget og stærkt stemt Opfindsomhed. For Eksempel er Sovjetmarchen, som indleder anden Akt, af en kærnefuld, fortættet og blodig Kraft. I anden Akts Midte, Elskovs- og Forførelsesscenen mellem Stepan og Sonja, kulminerer Sangbarheden i en ekstatisk melodiøs Eksplosion.

Instrumentationen er gjort med en mere end overlegen Haand. Saa let og sikkert haandterer Hamerik i dette sit første Scenearbejde det orkestrale, at det virker ret frapperende. Koloristisk sikkert manøvrerer han Stemmerne ind i hinanden, malende understøtter han sine musikalske Ideer.

I det hele taget er dette en mere end lovende Debut. Og det er Skade for Hamerik, at den ikke opnaaede mere end en halv Succes. Men forsaavidt lærerigt, som han vel i Fremtiden vil være mere kritisk i Valget af Tekst til et scenisk Værk end i dette Tilfælde, hvor Librettoen, adskillige gode Sider ufortalt, dog lagde ham nogle Hindringer i Vejen.

Opførelsen var bemærkelsesværdig allerede i Kraft af at der her var forsøgt et Skridt i Retning mod Fornyelse i det dekorationsmæssige. Et Led i denne Sæsons Bestræbelser mod Forbedring, der iøvrigt markeres af de saare vellykkede Dekorationer til ,,Pelleas og Melisande"" og ,,La serva padrona"", begge af den talentfulde Ove Chr. Pedersen. Stepans Dekorationer skal ikke omtales her, men undertegnede maa dog bemærke, at han beklager de i og for sig saa skønne spildte Kræfter, der lod en efter min Mening særdeles smuk scenisk Ramme - der for Eksempel i anden Akt var af storstilet Virkning - lægge sig hæmmende om et ypperligt Værk, netop i Kraft af sin, om man saa maa sige, paatrængende Neutralitet.

Sceneinstruktøren, Torben Krogh, havde efter bedste Evne søgt at stemme det dramatiske Realliv ind i Rammens Stilisme. Det var ikke fuldtud lykkedes, men var vist ogsaa i sig selv en umulig Opgave. Slutningsoptrinet var for Eksempel i og for sig rigtig billedmæssigt, stilmæssigt - men det virkede ikke i dramatisk Kraft saaledes som Hamerik malede det i sit Orkester.

Blandt de udførende husker man for Eksempel Albert Høebergs storliniede og ækle Kommissær Leo. En dramatisk Pragtpræstation, som det var morsomt at sammenligne med Per Bjørns Udførelse af samme Figur - en stik modsat Opfattelse, men dramatisk maaske rigtigere tænkt, omend næppe saa umiddelbart virkningsfuld. Man husker Ebba Wiltons stemmelige Charme og spage Ageren, og hendes ,,Alternant" Sylvia Schierbecks dito dito. Man husker næsten med Taarer i Øjnene Ingeborg Steffensen, der skabte et af Operaens skønneste Momenter som en Bondekone i anden Akt - blot en enkelt Scene, men uforglemmelig. Og man husker ikke mindst Wiedemanns dramatisk magtfulde Stepan.

Johan Hye-Knudsen dirigerede med Ild og Temperament. Hans uomtvistelige Talent er saa stort og saa fastslaaet, at man føler det som sin Pligt til at sige et advarende Ord til ham selv. Hvis han vil naa helt op paa den Højde som han skal naa til, som hans Talent og Popularitet fordrer at han skal naa til - saa maa han vogte sig for to Fejl, som andre store Dirigenter ogsaa lejlighedsvis er faldet for. For det første Fristelsen til at larme med Orkestret. Det er en Fristelse hvor Melodien, som i dette Værk, synger af fuld Hals i mættet Strygeklang, men det er nu engang Sangerne, der skal høres, og der var Steder i ,,Stepan" hvor det sanglige druknede. For det andet og værre, han maa vogte sig for de for hurtige Tempoer. Et Tema bliver ikke morsommere og ikke kvikkere fordi det bliver spillet for hurtigt. Det er en graverende, men i vore Dage ret hyppig Fejl, selv hos gode Dirigenter, og det kan være ret pinligt at høre paa. Her var et grelt Eksempel i Sovjetmarchen, der navnlig ved anden Opførelse blev jappet igennem, forceret og forpustet, baade klangligt og tempomæssigt. Der er Ild og Blod i den March, men i det Tempo bliver Blodet til Vand og Ilden til en uægte Belysningseffekt. Det er de for hurtige Tempoers Nemesis, at de karrikerer selve den Virkning, som den udførende vil fremhæve. Og det er Hye-Knudsen meget for god til at falde paa.

Iøvrigt er det at haabe, at man senere vil kunne faa Lejlighed til at genoptage dette Værk under gunstigere Vilkaar. Det er ihvertfald min private Tro at det maa og skal kunne hævde sig, naar det ikke bliver direkte modarbejdet.

Gustav Lehrmann.