Om sangundervisning

OM SANGUNDERVISNING

AF PAUL G. METHLING

EN Trang til at skabe lidt Klarhed og pege paa nogle positive Retningslinier i Sangundervisningen baade for de Unge, der skal begynde deres Studium og for Forældrene, som har Krav paa, at deres Børn faar noget at vide om det Fag, de vil studere, er Anledning til denne Artikel. Naar man arbejder med syge og overanstrengte Stemmer og har oplevet det Spild af Tid og Kræfter, der har fundet Sted i de Unges allerbedste Arbejdsaar, maa man alvorligt advare mod en Undervisning, der ikke fra første Time gaar ud paa en for Eleven bevidst Uddannelse og Udvikling af selve Sahgtonen. - Der er nemlig stor Forskel paa at instruere Sange og at lære Mennesker at synge. - En Ung, der skal lære at spille et Instrument, eller Vedkommendes Forældre, er i Regelen indstillet paa, at der skal gaa en vis Aarrække, inden han kan faa. sit Instrument til at lystre og give Udtryk for det, han gerne vil; men i al Almindelighed betragter man ikke det at synge paa samme Maade. - Her gælder det om at faa de Unge til at forstaa, at Sanginstrumentet først skal bygges op, førend man kan spille paa det, og heri ligger det vanskelige Arbejde. Naar man læser, hvad der fremkommer af Literatur om Sang, mangler man i høj Grad Oplysning om det rent elementære nemlig denne Opbygning af Instrumentet. Her kan der for de Studerende navnlig henvises til et Par gamle Sangskoler, nemlig: Garcia's og Panofka's, som er de grundigste og største Værker paa dette Omraade. Garcia var selv Søn af en berømt Sanger og havde tilegnet sig dette Stof, inden han skrev sin store Skole, og da han uddannede Verdens første Sangere og Sangerinder for ca. 100 Aar tilbage, har han selvfølgelig haft en stor Erfaring; det er denne, vi alle burde øse af, og den er heldigvis tilgængelig for os.

Tyskland, som jo er det musikalsk førende Land, og som det er naturligt for os at studere i, staar i sanglig Henseende ikke paa Højde med de romanske Lande; f. Eks. er en italiensk Sanger tonemæssigt af bedre Kvalitet end en tysk, og dette kan ligge i, at han fra ung er vant til rent talemæssigt at bevæge sig paa langt flere Toner, d. v. s. at hans Instrument fra Starten er mere bøjeligt, og elastisk. Det er dette, vi maa forstaa og tilegne os og som de omtalte Skoler kan hjælpe os med. - Vi har jo i de senere Aar ogsaa heroppe haft Lejlighed til at beundre den italienske Sangkunst, og naar man hører om disse Sangeres Uddannelse og Arbejde for overhovedet at komme i Betragtning, og at de slet ikke regner med Stemmer, der ikke er instrumentalt uddannede, maa vi indrømme, at vi heroppe endnu har lang Vej til Maalet. - Den Kunst at frembringe smukke Toner i inderlig Forening med Teksten, er det, man først maa. arbejde paa. - Spørgsmaalet om Tonedannelse, d. v. s. en Forening af Tone og Tekst, det, som er Basis for en Sangers Eksistens, bliver ofte i høj Grad forsømt, og dette maa nødvendigvis føre til Usikkerhed i Fremstilling og Gengivelse af Komponistens Mening. - For en god Menneskealder siden skrev Komponisterne ud fra et virkeligt Kendskab, til de forskellige Stemmearter, og de dramatiske Stemmer sang ikke lyriske Partier og omvendt. Italienerne regner f. Eks. med føl, gende Inddeling af Tenorstemmen: den lette, den lyriske og den dramatiske. Denne Brug af Stemmen er selvfølgelig Resultatet af stor Erfaring, og her gælder det netop i Undervisningen fra første. Færd at blive klar over, hvor Stemmen hører hjemme; der kan begaas store Fejl; f. Eks. kan en dramatisk Sopran eje saadanne Brysttoner, at Vedkommendes Lærer kan tro, hun er Altstemme, og en Mandsstemme, som ved forceret Arbejde i Dybden spaaes en Fremtid sorn Bas, viser sig i Virkeligheden at være Tenor; her ligger det store og taalmodige Arbejde med at undersøge hver enkelt Stemme fra Begyndelsen og at faa bragt de misbrugte Stemmer ind i deres naturlige Leje igen. - Et musikalsk Menneske, der tilmed har Fremstillingsevne, kan ofte paa Basis af disse Evner faa. sit Publikum til at tro, at de hører Sang, men en Instrumentalist eller en uddannet Sanger lader sig ikke narre heraf. - Vi er herhjemme ikke indstillede paa en Uddannelse som f. Eks. Italienernes, der koster Tid og Penge, men vil gerne hurtigst muligt naa Scene og Tribune, og dette straffer sig senere. - Naar man beskæftiger sig med de gamle Sangskoler, og disse er dog tilgængelige for Enhver, oplades der en Verden for Een, og man undrer sig over, at disse er saa lidt kendte; i et hvilketsomhelst andet Fag kan inan dog ikke tænke sig, at dets Udøvere ikke har sat sig ind i, hvad de første Fagfolk har skrevet paa dette Omraade; kun i Sangundervisningen, der jo er et Fag saa godt som ethvert andet, er det hele i Tidens Løb blevet rent tilfældigt. - Hvor mange Sangere begynder nu deres Uddannelse kun med at skabe Toner paa rene Vokaler og gennemtræne Stemmen i Løb og lette øvelser saaledes, som man gjorde tidligere? Hvor mange Sangere forstaar de vanskelige Registerovergange, som.enhver Stemme er en nødvendig Betingelse, for for Egaliteten? Der er uendelig meget at lære for den, der vil lytte til Italienerne; - den Farve- og Nuancerigdom, de er i Besiddelse af, alt det, der udgør Sjælen i Musikken, og det, der koster det store Arbejde at naa, kender vi ikke meget til herhjemme. I Regelen synges der rned den samme store, mørke Klangfarve, og man kan nu engang ikke anvende den samme Klangfarve til et let Recitativ, som til en alvorlig Oratorie-Arie. - Efter de gamle Skoler begyndte en Elev sin Uddannelse med ca. 10-15 Minutters øvning om Dagen og under fuld Kontrol, og denne Øvelsestid udvidedes i Løbet af et Aar til ca. en Time; Eleven fik ikke, som ofte nu, en Arie eller Sang for i den første Time og skulde synge den ved Efterligning af Læreren, nej, han byggede sin Skala op Tone for Tone og fik ikke Tilladelse til at holde denne Tone, før hele Stemmen var gennemtrænet; i de gamle Øvelser vil man se, at først, naar man var naaet, de 2 /3 af Skolen igennem, naaede Man til Øvelserne med at holde en Tone. - Det, at en Sanger er musikalsk og kan frembringe nogle Toner, der tilfredsstiller et tilfældigt Publikum, er ikke nok, thi Tekstbehandlingen, som er en tvingende Nødvendighed, og hvorpaa. al virkelig Sangkunst gennem Aarhundreder har hvilet, maa, han først tilegne sig; denne Tilsidesættelse af Teksten beror udelukkende paa en mangelfuld Uddannelse af det rent sang-tekniske. Det er den gode Sanger, der skal opdrage Publikum saaledes, at dette reagerer overfor den slette Sang. Vi kan, som ovenfor sagt, lære umaadelig meget af de gamle Skoler og forøvrigt. ogsaa, af de mange ny Gymnastiksystemer, der tager Sigte paa Aandedrættets fulde elastiske Udvikling; uden at beherske dette, kan man ikke frigøre sin Hals og dermed sin Sangtone. Hvad de Unges Uddannelse angaar, er det en tvingende Nødvendighed, at Læreren er et samvittighedsfuldt Menneske, der har gennemlevet sit Stof og forstaar sit Ansvar samt har en glødende Interesse for sit Fag. - Det er en komplet Misforstaaelse at tro, at man kan lære at synge ved Efterligning, thi det, det gælder om, er jo netop at fremdrage og pleje det, der er det personlige for hver enkelt Stemme. Hvor meget Udbytte kan f. Eks. en Koloratursopran have ved at efterligne en Alt-Stemme? Det er ligeledes en Misforstaaelse, som er udbredt i vide Kredse, at Sangundervisning bestaar i at bibringe Eleven et »sjælfuldt Foredrag«; saa længe en Sangtone er ufri og ikke blevet et med. Personen, er al Tale om Foredrag fuldkommen omsonst. - Man kan ofte være Vidne til det mærkelige og for et Fag ganske enestaaende, at en Pianist eller Akkompagnatør hos en Sanger giver Undervisning i at synge; uden at ane det, kan han ødelægge Sanginstrumentet, da han jo i Regelen ikke selv har nogen Mulighed for at fortælle, Eleven alt det, der skal være i Orden, inden denne overhovedet kan og maa frembringe en Tone. Først efter flere Aars Studium af alle de tekniske Ting, d. v. s. et nøje Kendskab til hele Sanginstrumentet, er en Akkompagnatør paa sin Plads, og hvis han saa er en god Musiker, kan han hjælpe Eleven uhyre fremad. Et lille Eksempel ud af mange, som viser, hvorledes Sangundervisning kan opfattes, er følgende: En Pianistinde, som ogsaa gav Sangundervisning, fortæller engang, at hun i sine unge Dage ogsaa. havde studeret Sang, »men« - sagde hun - »jeg behøvede jo ikke at lære saa meget, jeg skulde jo ikke selv optræde, men kun undervise«!! Den eneste Undskyldning for dette er jo, at hun ikke selv anede, hvilke Forbrydelser, hun kunde begaa, - man vil se, at.der er rig Anledning til at sige til de Unge - »vær forsigtig«. - De Vanskeligheder, der ligger i enhver Stemme, kan kun behandles og overvindes af den, der selv har følt dem og arbejdet sig igennem dem; det er sørgeligt, at ofte de bedste Aar skal gaa, før Eleven opdager, at han har arbejdet negativt. Naar en saadan Stemme paa Grund af forkert Uddannelse maa. melde Pas, og Vedkommende maaske allerede har faaet en Stilling, er jo i mange Tilfælde hans Fremtid ødelagt, og hvilke Følelser maa, han da ikke nære overfor sin Lærer? Hvis en Sanglærer ikke fra den første, Time arbejder med Tonedannelse, d. v. s. en fuldstændig fri Ansætning af Toner paa rene Vokaler, baseret paa den rette Vejrtrækning og Strubehovedets frie Arbejde, er der noget galt fat med hans Viden, og Eleven skal da ikke slaa sig til Taals med hans Forsøg paa at undervise ham i Foredraget af Sange, thi dette er ganske simpelt Vanvid. Eleven maa, søge, til han finder den Lærer, der kan overbevise ham om, at Stemmeudviklingen ligger i de 2 Ting: Sanginstrumentets fysiologisk rigtige Arbejde og Aandedrætsmusklernes Gennemtræning; kun ved det Aandedræt, der udnytter hele Brystkassen og frigør Strubehoved og Hals, kan den fulde og rigtige Toneudvikling fremkomme; kun herigennem naaes den instrumentale Virkning af Stemmen, som betegner den fuldkomne Sangkunst. - Det gaar ofte saaledes, at en ganske ung Stemme kan lyde forbausende godt og dog være behandlet ganske forkert - unge Muskler lader sig misbruge en Tid - men Resultatet vil indfinde sig før eller senere; det maa. være en absolut Betingelse, hvor stor eller lille Stemmen er, eller hvor talentfuld Eleven, at denne lærer Tonedannelsen. - Det maa. udtrykkelig siges, at man ikke maa. begynde Uddannelsen, før Stemmeovergangen er forbi. Det at undervise er et Fag for sig, hvor det gælder om at kende alle Vanskelighederne; man maa, ikke tro, at en Sanger kan undervise alene, fordi han synger godt; Garcia, hvis Skole er nævnt ovenfor, siger, at netop fordi en Sanger synger godt (han tænker paa en Sanger med naturligt gode Anlæg og en god Uddannelse, og som kun kender sin egen Stemmes Vanskeligheder), egner han sig ikke til at være Lærer. - Disse Linier skal blot, som ovenfor sagt, virke lien til, at de Unge, der skal begynde deres Studium, ikke ganske kritikløst indlader sig paa en Undervisning, som i Løbet af nogle Aar ødelægger Stemmen, for saa enten at maatte holde helt op eller -ofre Tid og Penge paa at faa det ødelagte Instrument bragt i Orden igen - i mange Tilfælde viser det sig at være haabløst.