Højst besynderlig legatuddeling

HØJST BESYNDERLIG LEGATUDDELING

DET Anckerske legat, der som bekendt er det eneste legataf virkelig betydning for danske komponister, fordi det hidtil har sat indehaveren i stand til i studie Øjemed atrejse til udlandet for længere tid, er i efteråret blevet omdannet, således at det fra at uddeles hvert andet år med en sum stor nok til, at legatnyderen kunde anvende det efter dets oprindelige forudsætning, fremtidig uddeles hvert årmed den halve sum, idet rejsetiden samtidig er reduceret til det halve. Forandringen er motiveret med den danske krones ringe værdi i forhold til udenlandsk valuta. Forstå denne subtile fortolkning, hvemsom. kan!

Til den i december måned stedfundne uddeling knytter der sig im imidlerfid nogle momenter, som. ikke kan passere upåtalte. Som bekendt er det undervisningsministeriet, der officielt uddeler dette legat. Ministeriet har naturligvis ikke fundet det umagen værd at høre komponisternes egen organisation, Dansk Komponistforening, om det betimelige i den foretagne ændring, end ikke at underrette denne om, at ansøgningsterininen pludselig er rykket et år frem. Det er muligt, at offentliggørelsen af den nye ansøgningsfrist har fundet sted efter alle kontorkunstens bedste regler med opslag i ministeriets port etc. Men det er i hvert fald givet, at medens der normalt til dette legat indkommer en snes ansøgninger eller flere, indgik der i år kun to, siger og skriver to ansøgninqer. Burde dette ikke hos den høje legatbestyrelse have frenikaldt formodningen om, at alt ikke stod rigtigt til, at med andre ord den forandrede ansøgningstermin ikke var blevet de interesserede komponister tilstrækkeligt kundgjort?

Hvordan. vil det overhovedet kunne forsvares, at legatet uddeles på et så mangelfuldt grundlag? Undervisningsministeriet har vidst, at komponisterne måtte regne, med, at legatet normalt først skulde søges næste år. Vi kender alle danske komponistforhold så vel, at vi nogenlunde véd, hvem der »står for tur« til dette, jeg gentager, vort eneste betydende komponistlegat, og ministeriets tillidsmænd, sidder vel netop i legatbestyrelsen for at varetage komponisternes interesser.

I hvert fald gælder dette om den ene af disse tillidsmænd, formanden for Dansk Tonekunstnerforening, komponisten Hakon Børresen. Hr. Børresen er gennem sin forening talsmand - eller burde være det - også for komponistinteresser, og Tonekunstnerf'oreningen plejer da også altid at udsende til sine medlemmer en meddelelse, indeholdende en påmindelse om ansøgningsfristen for det Anckerske legat. Hvorfor har Tonekunstnerforeningens formand i år, hvor det var særligt påkrævet, undladt at give de interesserede medlemmer af sin forening underretning om denne så vigtige bestemmelse?

Det er fuldstændig utroligt, at der ikke er sørget for, at Dansk Komponistforening er blevet underrettet om den skete forskydning af ansøgningsterminen, men det er simpelthen skandaløst, at man ikke desto mindre, efter at have set, at der kun indkom to ansøgninger, og at den eller de komponister, som i den almindelige bevidsthed stod nærmest for tur, ikke havde søgt legatet, alligevel har tilladt sig at uddele det.

Det er så opmuntrende at vide, at sådan noget kan ske, netop samtidig med at undervisningsministeren ganske frejdigt fremsætter et lovforslag gående ud på, at det kgl. teater tilegner sig 10 % af danske komponisters fattige indkomster gennem Koda - uden at bekymre sig det mindste om komponistorganisationens mening om den sag.

Knudåge Riisager.