Lidt mere om social musik - og socialt musikliv

LIDT MERE OM SOCIAL MUSIKOG SOCIALT MUSIKLIV

AF WALTER ZACHARIAS

AT Arbejderklassen staar fremmed overfor det musikkulturelle Arbejde er lige saa sikkert, som det er beklageligt. Gunnar Hecrup mener at finde Grunden hertil i det national-religiøse Musikmateriale, der hovedsagelig anvendes i dette Arbejde, inen mon.Aarsagen ikke ligger dybere? Selvfølgelig spiller Repertoiret en stor Rolle for Ele,,.,ernes Indstilling for eller imo(1, nien det gælder dog kun (le E'lever, inan har faaet, alle de andre, der slet ikke drømnier ()ni at nielde sig ind paa en Folkeinusikskole, er virkelig aldeles ligeglade med, hvad der synges paa et saadant Sted. Og (let er neto P Sagen: Arbejderne tænker slet ikke paa at gaa ind i det inusikkulturelle Arbejde, de holder sig paa deres egne Eneinærker, Fagforening osv. og betragter Folkeinusikskolerne som noget Overklassevæsen, der ikke kommer dein ved. Grunden hertil tror jeg er følgende:

1. Siden den franske Revolution har al Kultur - altsaa ogsaa Musikkulturen - været ihænde paa det besiddende Borgerskab. Marxismen var fra første Færd i bevidst Opposition til dette Borger-skab, og ganske naturligt kom dens Tilhængere til at se med Antipati eller i bedste Tilfælde med Ligegyldighed paa Borgerskabets privili-gerede Ejendom: Kunsten.

2. 1 forrige Aarhundrede gjorde sig den. Opfattelse gældende, at Kunst var noget, som kun de faa, de udvalgte kunde komme i Kontakt med. Det er jo typisk, at Wagner oprettede sit Festspilhus i en lille By, fjernt fra Alfarvej, saa kun en forholdsvis lille og udvalgt (og velhavende) Menighed kunde nyde godt af Forestillingerne. Saa eksklusivt som muligt var Tidens Ideal, den intime Salon med decadente matte Farver og sløret Belysning, det lille Kammerspielteater var de Steder, hvor Kunsten i de sidste halvtreds Aar før Verdenskrigen udfoldede sig. Den store Hob forstod og havde kun Trang til det middelmaadige (det daarligste), med hvilket den følte sig i Pagt (frit efter Schopenhauer). Og nu er Hævnen over os! Nu kommer Kunstneren til Folket og siger: Vi tog Fejl, Kunsten er forstaaelig og nødvendig for alle, Kunstsans er intet Privilegium, lad Kunsten være et Led i jeres Dagligliv. Men Folket er gennem Aarhundreders Vanrøgt blevet vænnet, til at opfatte Kunsten som noget, der kun kommer de fine ved, og Kunstneren er for Arbejderen intet andet end en Burgøjser.

3. Arbejderen kan ikke acceptere en upolitisk Bevægelse. Politik. (Klassekampen) er for ham og hans Kammerater en Livsbetingelse. Altid maa han være paa Vagt for - at bevare det allerede vundne eller erhverve nyt. En upolitisk Bevægelse er for Arbejderen meningsløs 'og uden Formaal, og praktisk, som han er, vender han sig ligegyldig bort fra den og helliger sig Opgaver, der mere kommer ham selv og hans Kammerater tilgode. Alle liberalistiske Fraser hjælper her ikke, den klassebevidste Arbejder er ikke og skal ikke være oversocial.

I disse tre Forhold - Kunsten sonm Borgerskabets Privilegium, .Myten om Kunstens Eksklusivitet og Arbejderklassens rent politiske Livsindstilling - tror jeg man maa søge Grunden til Arbejdernes passive Forhold til Musikken og Musikopdragelsen. Og jeg tror ikke det nytter, at vi nu kommer og beder om godt Vejr, den kunstneriske Vanrøgt, som Folket, takket være Kunstnernes eksklusive Snobberi har været ude for, lader sig ikke saa let gøre god.

Ved social Musik forstaar jeg ligesom Gunnar Heerup en Musik, der kan bruges af Folket i dets sociale Liv, paa Arbejdspladsen, i Fagforeningen, ved politiske Møder osv., og det er givet, at Tilstedeværelsen af en saadan Musik vil betyde en stor Gevinst for Musikarbejdet, men den Dag der er Brug for den, kommer den ogsaa. nok af sig selv. Trangen skal nok skabe Produktivitet, og forresten begynder den jo allerede at stikke Hovedet frem, den kære sociale Musik (Bernhard Christensen, Otto Mortensen).

Jeg kan ikke rigtig lide Tanken om at underlægge ældre Melodier nye Tekster. Melodi og Tekst hører jo som Regel sammen, og man kan næppe løse dem fra hinanden uden at gøre Fortræd. Hvis det skal gøres, maa den nye Tekst være af nogenlunde samme Stemningssindhold som de oprindelige Ord. Hvad de Lutherske Salmer angaar, tror jeg nok det skal vise sig, at de oprindelige verdslige Ord har lige saa lidt eller endnu mindre at sige en moderne Arbejder end de kirkelige Tekster.

Summa summarum mener jeg, at først den Dag, hvor der indenfor Arbejderklassen selv opstaar en Mand (eller Kvinde) med Interesse og Evne for musikopdragende Arbejde, først den Dag vil vi faa Gang i Tingene. Dette Væsen vil ikke staa soni en fremined blandt Arbejderne, han vil kende dem og deres Krav, og de vil møde ham med Tillid og Tryghed. Saa vil Musikken blive et naturligt Led i Arbejderens Liv, men upolitisk, ja --- det vil en saadan Bevægelse ikke blive, slige skønne Æstetikerdrømme om en oversocial. Musik, der forbinder alle Mennesker, inaa vi vist een Gang for alle sige Farvel til som saa mange andre Illusioner, der ikke holder Stik ude i den haarde, Virkelighed. Og mon vi egentlig skal være kede af den Ting?