Opmuntrende Kændsgerninger

OPMUNTRENDE KENDSGÆRNINRER

* Abrahamsen og musikvidenskaben.

* Den forretningsmæssige leder af Wilhelm Hansens forlag, revyforfatteren Dan Folke, har i et interview udtalt, at de amerikanske refrainer er dårligere end de danske. Interessant er det, at forlagets unge direktør derefter på spørgsmålet om, hvordan et virkelig first class refrain da skal være, svarer: »amerikansk«!! Det forlyder, at forlagets kunstneriske konsulent, komponisten Walther Schrøder, er ganske enig med chefen i denne betragtning.

»Radiolytteren« meddeler, at Aksel Agerby har Per Knudsen til tandlæge.

* Bestyrelsen for Operaselskabet af 1932, hvis formand, komponisten Peder Gram, i henved et par år har nedlagt et energisk arbejde i selskabets fuldstændige uvirksomhed, har nu besluttet indenfor en uoverskuelig fremtid at undlade at give livstegn fra sig. Man afventer derefter oprettelsen af det af selskabets oprindelige stifter, pianisten Helge Bonnén, bebudede nye operaselskab for til sin tid at overtage likvidationen også af dettes ruiner.

* Forudsat at den hugo seligmannske udvikling fortsætter i samme barnlige retning, som den er begyndt, håber vi om få år at kunne bringe følgende anmeldelse i DMT:

Den lille stormester Hugomanse gav igår sin første koncert i København. Han havde korte fløjlsbukser på, der stumpede allerkæreste midt mellem de mutte, små bare knæ og den lille stramme hale. Når han rigtig tog fat, gabede bukserne, så man tittede til den hvide skjorte. Bukserne holdtes oppe om den struttende harnemave af et par tyrolerseler, på den ene var broderet en blå blomst, på den anden et rødt hjærte; »så kan jeg se, hvafor en jeg skal knappe op først,« fortalte han os. En hel mozartsk majestæt rugede over hans glade lille ansigt, da han lagde violinen under hagen til første nummer: Koppels

violinkoncert. ... Ikke så snart havde. den sidste lille engletone spiddet vort hjærte, før lille Hugomanse så hurtigt, som hans små hen kunde bære ham, løb ind i solistværelset. Henne i det ene hjørne stod en sirlig kurv, dækket af et lille rosenblåt silketæppe, hurtigt trak han det til side og klappede i de små hænder. »Næh, se!« råbte han, og virkelig - dér lå 5 små pebberfugle og baskede med vingerne.

* Den berømte negersanger og skuespiller Paul Robeson har under sit ophold i København erklæret, at jazzmusikken er en sørgelig degenereret udløber af negerens højt stående kultur. Poul Henningsen har derimod, inspireret af danske jazztilbedere, erklæret, at jazzmusikken er den højeste form for nutidens folkelige musikkultur. Paul Robeson har ganske vist aldrig været i Afrika

men Poul Henningsen har da nu for resten heller aldrig været i Amerika, så det kan vel gå lige op. Hvad skal man nu tro? Hvidt eller sort?

Den er af Quidring:

OLE. Pianist Ole Willumsen har ikke længe spillet i Radioen. I Aftes tog han gamle Seb. Bach med op i Radioen og spillede de sirlige og, Haanden paa Hjertet, ikke helt geniale fire Præludier og Fugaer af das woliltemperierte Klavier.

Med den største Ærbødighed for den gamle Mesters Værker spillede han sjældent stilfuldt.

Hvad siger ikke Grundtvig: »Om Danemarks Quidring der lød en sang så sørgelig.«

- »Forum«: Vor landsmand, klavervirtuosen Bjørn Erichsen, har gennem sin herværende impressario, hr. Alex Borowsky, ladet kundgøre, at han ikke foreløbig ser sig i stand til at imødekomme det danske musikpublikums ønske om at høre hans »helt igennem af poesi prægede, interessante anslag«.

Pebberfuglen.