Arbejdet udadtil

ARBEJDET UDADTIL

AF KNUDÅGE RIISAGER

ALLEREDE to år efter foreningens stiftelse trak dens første formand sig tilbage, uformodet, ved en meddelelse på den årlige generalforsamling. Da jeg tilfældigvis var tilstede, for første gang overhovedet, formede begivenhederne sig således, at den alt for velvillige forsamling valgte mig til formand, uden at det i grunden rigtig gik op for mig, hvad der passerede. Måske faldt forsamlingens valg på mig, fordi jeg som den eneste i den tilstedeværende lille kreds var iført jaket og derfor havde et så højtideligt ydre, at man mente at kunne kaste det høje hverv over på en så fornemt udseende person. Det viste sig imidlertid dagen efter, at Hjalmar Bull og jeg begge mente, at vi var blevet foreningens formand, men efter venskabelig overenskomst enedes vi om, at jeg indtil videre skulde varetage forretningerne, der dengang ikke var af synderligt stort omfang.

Den foregående ledelse havde allerede indledet underhandlinger med den norske pianist Nils Larsen om et norsk gæstespil, og da det nye formandsvalg fandt sted i februar, medens den forestående »internationale« koncert skulde løbe af stabelen på stiftelsesdagen i april, gjaldt det foreløbig kun om at få den tilrettelagt. Planen var omfattende: koncerten skulde afholdes i Odd. Fellow Palæets store sal, og omkring besøget skulde arrangeres en række kammeratlige festligheder, hvis hovedformål naturligvis først og fremmest skulde være at knytte vore norske kolleger i nært samarbejde til os hernede.

Det hele foretagende endte meget vellykket, og der dannedes en søsterforening i Oslo, om hvis videre skæbne der ikke forlyder meget andet, end at den hurtigt deltes i to eller flere konkurrerende selskaber, således at den ene søster meget snart blev til en hel lille familie, der kymrede sig meget lidt om moderen og skændtes, indbyrdes.

Men tanken om international udvexling var opstået og havde vist sig frugtbar. Da jeg trådte til som formand, var det min bestemte hensigt, fortrinsvis at arbejde på det internationale samkvem kunstnerne imellem i alle lande, og jeg påbegyndte derfor strax arbejdet med at skabe programmer for de kommende koncerter, der kunde gøre det danske publikum bekendt -med en del af alle de indtil da fuldstændig ukendte unge komponister rundt omkring i verden, som efter krigen havde sat et helt nyt præg på musikudviklingen - navne, som nu er anerkendte koryfæer, men hvis værker dengang betød fuldstændig omvæltning af alle tidligere begreber om musik.

Parallelt med vort selskab arbejdede på den tid også foreningen »Ny Musik«, hvis opgave dog var begrænset til egentlig koncertvirsomhed, medens vi strax satte et væsentligt arbejde ind på den personlige forbindelse med udenlandske musikkredse og på udvexlingskoncerter mellem dansk og fremmed musik og musikere.

Da den norske koncert således var godt og vel overstået, gik vi igang med at foranstalte en svensk »broderkoncert«, som imidlertid først fandt sted noget senere. Gennem personlige bekendtskaber indenfor moderne franske musikkredse havde jeg mulighed for at få arrangeret en fransk koncert i København, og denne fandt sted allerede i -marts 1923, ved hvilken lejlighed Albert Roussel, den fortræffelige violinistinde Mme Yvonne Astruc og pianisten Motte Lacroix kom hertil og gav en koncert i palæets store sal, efterfulgt af en dansk koncert i Paris i efteråret samme år. Oprindelig havde det været bestemt, at Milhaud og nogle af hans kammerater skulde komme, men sex dage- før koncerten sendte han afbud. Det varen skrækkelig situation, alt var i orden, programmer trykte, billetter solgte, det kunde ikke aflyses. Ved den daværende franske ministers, Vicomte de Fontenays interpellation blev sagen bragt i orden i sidste øjeblik og æren reddet.

På den tid var jo foreningens økonomiske kræfter ikke særligt strålende, det hele hvilede på vort eget intensive arbejde med billetsalget, men alle var stærkt optaget af det nye og spændende i foretagendet, og enhver gjorde sit yderste.

Året efter kom så den svenske koncert istand, især takket være Ture Rangströms anstrengelser. Jeg glemmer aldrig en episode, der fandt sted under de forberedende forhandlinger til denne koncert. Rangström var kommet til København for at træffe aftale med os om koncerten, og Max Rytter og jeg skulde mødes med ham. Vi havde flot inviteret ham på middag på en restauration her i byen, og det forløb alt sammen så nydeligt, indtil det punkt kom, hvor vi skulde betale gildet. Jeg havde vist regnet med, at Max Rytter havde forsynet sig med det til traktementet nødvendige, men ak, hos os så sparsomt tilstedeværende mammon, og han på sin side havde stolet på mig. Jeg ventede, at Max skulde tage initiativet til flot at kalde på tjeneren oe gøre op, og han paa, at jeg skulde folde mig ud, men intet skete, og timerne gik, alt mens forhandlingerne skred frem, forøvrigt med gunstigt resultat. Da klokken var blevet så mange, at restaurationen skulde lukke, var der ingen vej udenom mere, og jeg måtte forlade selskabet.for at deponere mit ur hos den yderst forstående tjener, der næste dag fik rigtig valuta, hentet ud af selskabets tømte pengekasse.

Ved koncerten medvirkede Natanael Bromann, Hilding Rosenberg, Natanael Berg og sangerinden Maja Kinberg. Gengældelseskoncerten i Stockholm fandt aldrig sted.

Derimod indlededes der et udmærket samarbejde med Czekerne, der i 1925 sendte den nu så berømte Zika-kvartet og pianisten, prof. Jan Herman herop og det følgende år foranstaltede en dansk koncert i Praha. I det hele taget er Czekerne den nation, som samarbejdet har været bedst igang med - og dette skyldes, mener jeg, ikke mindst, at den czekiske stats udenrigske repræsentanter her i landet stadig har været stærkt musikalsk interesserede og personlig musikalsk begavede mennesker.

Ligeledes blev der afholdt en dansk koncert i Italien, i Napoli, og samtidig opførte foreningen her i stigende grad czekiske og italienske værker af unge komponister. På det tidspunkt var Launy Grøndahl imidlertid blevet formand for vort selskab.

Stor tak skylder D. U. T. foreningens utrættelige ven fra de første år, direktør Per Nielsen-Jexen, uden hvis fuldstændig opofrende idealisme det hele slet ikke vilde'være gået. Han var til enhver tid rede til at støtte os med alle praktiske anliggender og med at aabne sit smukke hjem for os og vore fremmede gæster. Hans kontor var i alle de første år foreningens kontor, og hans initiativ var urokkeligt. Hans godmodighed kendte ingen grænser. Da vi engang var kommen i den ubehagelige situation, at en »forhandler« angående et forestående koncertbesøg fra et af brørelandene ankom til byen ud på natten og ringede mig op for at få en samtale - han skulde rejse videre næste inorgen - og da jeg var gået i seng og derfor måtte ikllæde mig garderoben igen, alarmerede jeg strax Nielsen-Jexen, der ved en forunderlig trolddomskunst iscenesatte en nattefest med talrige gæster og et svimlende traktement, som varede hele natten, indtil vi fulgte vor gæst, til toget direkte fra dette uforglemmelige symposion. Forhandlingerne var gået i glemme, men vi havde moret os dejligt.

Den side af foreningens virksomhed, som her er skildret, var fra de første år igrunden den, der interesserede mig mest, og som der vistnok kunde være megen anledning til at tage op igen med fornyet styrke. Selv om koncertvirksomheden, både den der går ud på at fremme kendskabet til den nye musik herhjemme, og den der har til opgave at bringe unge talenter frem ved de cooperativt organiserede koncerter, er af stor betydning endnu, så tror jeg dog, at forbindelsen med fremmede nationers musikliv og førende personligheder er mindst lige så vigtigt et anliggende, som i nogen grad er gået i glemmebogen i de senere år.

Sådan som tiderne har udviklet sig i de sidste fire-fem år er der yderligere grund til stædigt at fastholde kravet om internationalt samarbejde imod reaktionens nationale afgrænsningspolitik. Et lille land som vort vil her med særlig virkning kunne gå i spidsen rnen det er jo ikke nok med, hvad man kan gøre - det, det kommer an på, er, at det bliver gjort.