DMT, DUT og provinsen

DMT, DUT OG PROVINSEN

AF RICHARD HOVE

EGENTLIG synes det mig noget af et Problem, om jeg er berettiget til at efterkomme Redaktørens Opfordring til at fejre DMT's 10 Aars Jubilæum med en Udtalelse om dette Blads Forhold til Provinsen. Jeg kender temmelig lidt til Bladets faktiske Udbredelse og ved endnu mindre om, hvad disse Provinsabonnenter mener om Bladet. Den eneste Vej, der er at gaa for mig, er følgelig at gøre mig selv til et Udtryk for Provinsen, og selvom dette Mandat vilde være meget ærefuldt for mig, vil jeg tvivle meget paa, at det blev mig givet, ved Anvendelse af den lige og almindelige Stemmeret.

Imidlertid, da jeg gerne efterkommer vor elskværdige Redaktørs Opfordringer, skal jeg gaa i Gang med mine rosende og kritiske Betragtninger om DMT - saa maa Læserne om, hvorvidt de kan generaliseres som specielt provinsielle og ellers gøre saa mange Indsigelser overfor Redaktøren som muligt, idet jeg ved, at han er meget lydhør overfor ønsker fra Læserne.

Dansk Musiktidsskrifts Historie falder jo i to skarpt adskilte Dele, den Bonnénske og den Heerupske, og det kan godt være, at vi her ude paa Landet med færre Forudsætninger end DUT's københavnske Medlemmer gerne saa, at de to Retninger i nogen Grad kunde-gaa op i en højere Enhed. DMT er blevet et godt sagligt Blad paa det pædagogiske Omraade, men det er ofte blevet vel specielt paa dette Omraade. Det vil sige, at Bladet i nogen Grad forsømmer at give en almen nutidig musikhistorisk Orientering. Man vil gerne, naar man tager en gammel Aargang af et Musiktidsskrift i sin Haand, i det kunde finde Betragtninger ikke alene over de faglige og tekniske Problemer, der interesserede i Perioden, men ogsaa, over dens Mænd og deres Værk. Jeg ønsker altsaa. Rubrikken »Musik og Musikliv« udvidet. Det er f. Eks. ikke nok, at der staar, at Edward Elgar døde i Forgaars - en Artikel om Elgar og engelsk Musiks nutidige Stilling var paa sin Plads, og vilde interessere mere hos den almindelige Læser end en specielt sangpædagogisk Artikkel.

Den fænomenologiske Analyse, som Hr. Sv. M. Kristensen syntes, jeg skulde have siddet og lavet i Pauserne i Oslo, er ogsaa forsømt. Kan Hr. Kristensen skrive den ligesaa god om Koppel, som Red. Heerup i sin Tid om Bartók, bør han ikke forholde Læserne sine Betragtninger over Fænomenet. Det er af Vigtighed at redegøre alment forstaaeligt for nutidige Fænomener. Var en Analyse af en Komponist som Hindemith ikke Umagen værd? Det er efter min Mening vigtigere at fortælle, hvad han har lavet, og hvad der er tilgængeligt for Selvstudium, end at bringe Lister over Nyudgaver af førklassiske Mestre. - Rækken af »Nulevende danske Komponister« bør fortsæftes og ikke være altfor snævert begrænset til DUT's Medlemmer. Vi kender altfor lidt til Navne og Værker herude, og selv denne skematiske Orientering er af Værdi; men det var endnu bedre, om den kunde gøres noget fyldigere og udstrækkes ogsaa til Norge og Sverrig.Vi kender i Realiteten intet til den samtidige skandinaviske Musikog de to andre Lande intet til vor.

Mon jeg tager fejl i, at det'første, der læses af DMT, er Pebberfuglens »Opmuntrende Kendsgerninger«? Ingenlunde alene fordi de ofte er virkelig vittige, men fordi de rammer centrale Punkter i dansk Musikliv, som vi herude ikke altid kan forstaa formummer sig i Pebberfuglens Næb i Stedet for at blive til »Blanke Meninger«. Der er for meget i dansk Musikliv, der er i Fare for at forfuskes i Foreningspolitik -- Politik og Kohandel -. Pebberfuglens Aforismer ætser nok, men de reformerer ikke Tilstandene. Vil DMT hævde sin Ungdommelighed, maa det slaa til, hvor Forholdene kræver det.

Saa er der Radioen, som DMT tilsyneladende ikke kender meget til - det er næsten Provinsens eneste Musikkilde. Ogsaa her trænger bitre Kendsgærninger til at blive til uforfærdede Meninger, der ikke hæmmes af, at Kammersangeren efter sin sædvanlige Taktik har stoppet Munden paa Kritikken ved en sjælden Gang at lade nogle af DUT's Medlemmer spille paa en Eftermiddagskoncert eller i en sen Nattetime.

DUT kender Provinsen i Virkeligheden slet intet til. Jeg husker, det havde en Aarhusafdeling, der demonstrerede sin Ungdommelighed ved at opføre Mallings Klaverkvintet, - at Afdelingen døde af det, kan man vist ikke forundres over. DUT har gjort en beundringsværdig Indsats ved at skabe et Orkester, der giver Muligheder for at opføre nye og sjældne Værker, men ogsaa her synes det for Tilskueren, som om der kunde være Grund til at interessere sig noget mere for skandinaviske end for ukendte slaviske Komponister. Vi beklager, at vi ikke finder Plads paa de internationale Musikstævner, men naar vi ser, hvor svært det er for en Nordmand eller Svensker at naa frem i København, kan det saa forundre os? - Hvormeget har DUT spillet af Lars Erik Larsson f. Eks.? - En Gang for Aar og Dag siden mindes jeg en Kvartet af Hilding Rosenberg, men intet siden - men det er maaske Provinsmanden, der husker forkert. - Prof. Dr. Hans Engel opførte i Vinter i Greifswald Høffdings Obokoncert, Sæveruds Variationer og Fartein Valens Pastorale. Det kan kaldes et Resultat af en Musikfest - herhjemme har jeg aldrig set Bestræbelser for at udvide et godt Bekendtskab, men det er maaske, fordi jeg er ene om at finde, at det er godt.

Ti Aars Levetid er noget af et Mirakel for et dansk Musiktidsskrift, og dog synes det, som om Tidsskriftet er i stadig Udvikling, som om det er i Stand til at løse nye og store Opgaver, men af det foranstaaende kan det ses, at jeg ikke synes, at det skal faa Jubilæumsfornemmelser allerede det skal bare arbejde videre. Ser vi paa Bladets egen Annonce, saa vil vi alle, ogsaa i Provinsen, indrømme, at det er »en uundværlig, lærerig Støtte for musiklæreren«, at det har en mægtig Opgave i »kulturelt og socialt at være musikerens aktive støtte.«, men vi vil med Interesse afvente det Tidspunkt, da det gaar op for visse Medarbejdere, at der kan være sociale Spørgsmaal, udenfor Storbyen, at der er Mennesker, der hverken er »Sjosjalister« eller »Burgøjsere«, men endda lever og har et Musikbehov, og at det netop er udefra dette Land - denne Provins, at Storbyen faar sin Vækst, saavist. som den ikke formaar at forny sig selv, saaledes at det maaske var langt vigtigere at komme derud og i Forbindelse med Rodknoldene til den Blomstring der maaske skal ske i Byen, og at det kan blive en endnu større Kilde »til åndelig berigelse for musikelskeren«.

Mon ikke DUT skulde prøve at komme i nærmere Berøring med Højskolen? Der er flere Bønder end Industriarbejdere i dette Land, og der er sikkert ikke mere end 10 To af Befolkningen, der er mere end 2 Generationer fjernet fra Bondelandet. Det er mellem Bonden og Byen Kløften gaber, naar vi mangler Bevillinger til de store Kulturopgaver paa Musikkens Omraade. Den bliver ikke mindre ved at fastslaa, at Bønder ikke forstaar sig paa Agurkeslat, og en fornem, artistisk Holdning skulde vel ogsaa være fremmed for denne Tid. Faa derfor Folkemusikskoletanken ud i Højskolen.

Men da DUT ikke naar ud i Provinsen som aktivt Fænomen, er Selskabets Indsats overfor Provinsen alene DMT. Vil man gøre en Indsats overfor Provinsen med Bladet, maa man regne med dens Mentalitet. Bladet maa kæmpe mod, at Provinsen bliver betragtet som musikalsk Mindreaarig, uden derfor at rive Grundlaget ned, hvorpaa Huset skal bygges. Den naturlige nationale Musikbevidsthed, som altid har haft onde Kaar i Danmark, trues nu mere end nogensinde af Jazzens golde Helvedeslarm, som gennem Tonefilmen daglig bidrager til en Forgrovning og Forsimpling af Musikopfattelsen. Der vil snart. vokse en Slægt op, som kun kender Musik gennem Tonefilmens Klangforvrængning som Celesta og Harpehulk til »Stjernernes« Sjælevrid. Red, hvad der reddes kan af det rene Væsen, selvom ogsaa den forkætrede Romantik skal kaldes til Hjælp. Lad mig sætte som Motto for Bladets fremtidige Virken, Konklusionen af Hermann D. Koppels fortrinlige Artikkel om Johannes Brahms (1933, 2):

»Bort med den ensidige reaktion mod romantiken, den har udspillet sin rolle. Menneskets følelsesliv er mere alsidigt end »reaktionisterne« tror det. Lad os finde og se værdierne i alle musikkens retninger, lad os ikke luske fladt hen ovet romantiken, men lad os trænge dybt ind i den og drage værdierne frem, saa kan vi lade de utvivlsomme svagheder, der findes i denne som i enhver anden retning, hvile blidt i ligegyldig fred.«