Foreningen Ny Musik

FORENINGEN ""NY MUSIK""

AF SVEND CHR. FELUMB

SE, »dengang vi var Drenge, da var der Drenge til«- ja, al Beskedenhed til Side, der skete nu noget i»NY MUSIK«. Det var en dejlig Forening, om ikkeandet saa da for os, der stod i Spidsen for den. Detvar jo et helt uopdyrket Land, vi tog os af . Da viindkaldte til Møde for at danne vor nye Forening, varder jo endnu ikke noget, der hed Radio, og vort Kendskab her paa Pladsen til vor egen Tids musikalske Strømninger var meget ringe.Vi syntes altsaa, at nu skulde der ske noget, og vi fik da ogsaatrommet en anselig Masse Mennesker sammen til Møde i Musik-konservatoriets Sal. (Samme Konservatoriums Ledelse faar jo ofte Skyld for sin ensidige Konservatisme. Bemærk at den nuværende Bestyrelse, Simonsen, Christiansen og Jeppesen, alle var i »NY MUSIK«s Ledelse, Christiansen Formand i 7 Aar. Disse Mænd, der menes at være saa reaktionære, har i ti Aar været. Pionerer for den moderne Musik i Danmark. Til Oplysning for Gershwin-Tilhængere skal jeg oven i Købet røbe, at Dr. Jeppesen engang foreslog os en Grammofonkoncert med »Rhapsody in Blue«, længe førend Københavnerne var begyndt at tænke i Synkoper.) Det var et i mange Henseender fornøjeligt Møde. Repræsentanter for bestaaende Foreninger kunde selvfølgelig ikke forstaa, at vi vilde aabne vor egen Forretning, men tilraadede os at slutte os til dem, - men vi var som sagt unge, og vi vilde ikke under Formynderskab, altsaa stiftedes Foreningen »NY MUSIK« den 4. Maj 1921 med det Formaal: »at. skabe et Hjemsted for de unge Musikere, hvor der gives dem Lejlighed Lil under eget kunstneriske Ansvar at gøre deres ' Indsats gældende i dansk Musikliv, bl. a. ved offentlige Koncerter, hvor der i den bedst mulige Udførelse fremdrages hidtil ukendt Musik fra Ind- og Udland.«

Et direkte Samarbejde med »Unge Tonekunstnere« paa dette Tidspunkt syntes os ikke hensigtsmæssigt, -- hos UTS lagdes Hovedvægten paa de unge, uprøvede Kræfters Optræden, hos os paa de nye Værker i den bedst mulige Udførelse. Og det tog da ogsaa. en halv Snes Aar, førend de to Foreninger naturligt fandt hinanden, og Adskillelsen indenfor UTS (DUT) mellem A- og B-Koncerter gav os de ønskede Garantier for vort Princips Gennemførelse.

Hvad blev der da opnaaet ved »NY MUSIK«s Virksomhed? Ja, kære Heerup, her kommer jo Vanskeligheden for mig ved at skrive denne Opsats, thi jeg kan jo ikke andet end remse op alle de gode Gerninger, jeg synes, vi har gjort - og saa maa de ærede Læsere se gennem Fingrene med den klædelige Beskedenhed.

Som de fleste nye Foretagender havde vi en straalende »første Sæson«. Glyptoteket aabnede sine Porte for os, og Peder Møller, Louis Jensen, Thorvald Nielsen, Poul Wiedemann, Victor Schiøler og Christiansen udførte Ouverturen, der bestod af Værker af Bartók, Ravel og Rangstrøm. Denne Sæson bragte ialt. 7 Koncerter, hvor en Præsentation af de,, fleste af vor Tids (undskyld den Tids) aktuelle Komponister fandt Sted. Arnold Schönberg (spillet af »Budapester Kvartetten«), Zoltan Kodaly, Darius Milhaud, Casella, Atterberg, Kallstenius etc. Og en dansk Aften fandt da ogsaa Sted; til denne havde Censurkomitéen antaget et Værk af en helt ny, ganske ung dansk Komponist, Jørgen Bentzon. Selvsagt blev Carl Nielsen heller ikke glemt.

Tilslutningen havde været udmærket, og vore førende Kunstnere havde stillet sig saa smukt og forstaaende overfor Tanken (Honorarerne var jo saa som saa), Glyptoteket, Konservatoriet og Charlottenborg gav os Husly, og der var endnu mangt og meget i den nyere Musiklitteratur, vi mente det kunde have Interesse at importere. Kort sagt - der var noget at bygge paa, og vi byggede videre efter bedste Evne. Nu er det jo klart, at alt ikke kunde være Perler, men Hensigten med vore Aftener var jo at føle vor egen Tid paa Pulsen og saa finde det bedst mulige. Jeg skal her nævne nogle af de mest interessante Opførelser i vor Forening. Vi præsenterede Paul Hindemith (der kom med Amar-Hindemith Kvartetten), inden han endnu var en »Kanone« i Tyskland, og flere af Strawinskys betydeligste V«ærker fik deres første, danske Opførelse i »NY MUSIK«. Med Stolthed tænker jeg tilbage paa Opførelserne af »Oktetten«, der blev dirigeret af Hye-Knudsen, og ikke mindst »Historien om en Soldat«, hvor Thomas Jensen tjente sine Riddersporer som Dirigent. »Historien om en Soldat« var Foreningens mest omfangsrige Indsats, og saa vidt jeg husker ogsaa dens Sortie som selvstændig Forening, og det foregik paa »Det ny Teater« i Svend Methlings Iscenesættelse. Kapital havde vi ingen af, alt var bygget paa de medvirkende Kunstneres ideelle, Interesse og paa den Imødekommenhed som disses glødende Begejstring for Sagen maatte fremkalde.

En anden »stor« Aften var Uropførelsen af Carl Nielsens Blæserkvintet. Hans »Præludium og Tema med Variationer« for Soloviolin (Telmanyi) fik ogsaa sin Daab i »NY MUSIK«. Og saa blev der spillet Honegger, de Falla, Debussy, Moussorgsky, Malipiero, Poulenc, Fl. Schmitt, Webern, Alb. Roussel, Skrjabin, Weiner, Weil, Bax, Respighi, Pizetti o. m. fl., ligesom en Række danske Værker blev holdt over Daaben.

Det var allerede ved Foreningens Start Meningen, at vi ved Siden af denne Virksomhed indadtil ogsaa skulde virke udadtil og søge at gøre Propaganda for dansk Musik i det Fremmede. Det var os da en Glæde at blive opfordret til at deltage i den første internationale »moderne« Musikfest i Salzburg, August 1922, hvor Grunden til det internationale Selskab blev lagt. Thorvald Nielsen, Christiansen, Wiedemann og Hammerich repræsenterede os, og Programmet bragte Værker af Schierbeck, Hammerich og Carl Nielsen. Aaret efter i Januar Maaned blev vi opfordret til - som dansk Sektion - at sende Repræsentanter til Selskabets første Delegeretkonference i London. Det var mig, der her, som senere ved flere andre Lejligheder, var »NY MUSIK«s Delegerede, - og vi var jo fulde af Forhaabninger om, hvad der nu kunde gøres for dansk Musik paa Verdensmarkedet. Paa dette Omraade fik vi nu ikke saa smukke Resultater at fremvise. De smaa Nationer havde svært ved at gøre sig gældende, og navnlig kunde vi aldrig opnaa at faa indvalgt et Medlem til den Jurykomité, der skulde lægge Programmerne til den aarlige Musikfest. Men - ved et Møde i Zürich rottede jeg mig sammen med Tjekkerne, Svenskerne og Nordmændene (disse sidste var for Resten Rachlew) og fik med en Del Besvær hejst Dannebrog. Vi fik Simonsen valgt ind i den kommende Musikfests Jurykomité. Det hjalp. Simonsen drog til London, og hans kendte Talegaver undlod selvfølgelig heller ikke der at gøre sin Virkning. Han kom hjem med et Program for Musikfesten i Frankfurt, der indeholdt Carl Nielsens 5. Symfoni og Bentzons Blæserserenade. Og Programmet blev til Virkelighed. I Frankfurt dirigerede Furtwängler Symfonien, og vore egne Blæsere, Gilbert Jespersen, Oxenvad og Lassen, forsvarede Bentzon.

Det var en Indsats, men saa gled vi atter ud. De havde faaet nok af Simonsen, og vi maatte vige for Stormagterne. Jeg vil ikke lægge Skjul paa, at det internationale Selskab blev os en stor Skuffelse. Dog, en anden Glæde havde vi, det var da den tyske Sektion inviterede os til Berlin, hvor »Blæserkvintetten« fremførte Carl Nielsens Kvintet og blev betroet Førsteopførelsen af Hindemiths »Kleine Kammermusik«. Men derved blev det, og derved synes det desværre at staa den Dag i Dag.

En Trøst er det, at »NY MUSIK«s indre Organisation blev lagt til Grund for flere andre Sektioner, og at Formandens Aarsberetning i flere Aar bragte en særlig rosende Omtale af den danske Sektions Initiativ. Som før sagt, der var virkelig Initiativ og ideel Stemning til Stede. Til Eksempel tillod vort Budget aldrig Udgifter til Administration etc., og adskillige er de Konvolutter, Bentzon og jeg i Tidernes Løb har skrevet udenpaa, og meget Spyt er leveret til Frimærker.

Dette Blads nuværende Redaktør tilbød sig som Bybud for Censurkomitéen og banede sig Vej gennem Frost og Slud fra Medlem til Medlem med Noder.

Men - det viste sig jo, som Aarene gik, at Publikum var for lille for en Forening med dette snævre Formaal, og da saa Unge Tonekunstnere efterhaanden havde faaet fremtryllet en Skare af unge, dygtige Musikanter, der stod rede til at løse vore Opgaver, fandt vor klare Hjerne (Bentzon) et Forslag til et Samarbejde, der en Sæson jo kun betød Overgangen ...... og saa blev Foreningen »NY MUSIK« et Led i »Det unge Tonekunstnerselskab«s Arbejde.

Naar nu en Gang Agerby bliver graahaaret, og Riisager og Bentzon helt har fuldbyrdet deres Forvandling til fuldblods Romantikere, saa kommer der nok en ny Generation med en splinterny »NY MUSIK« - den vil altid have sin forfriskende Berettigelse, navnlig naar den kommer i det rette øjeblik.