Fra landet

FRA LANDET

AF THORVALD AAGAARD

NAAR man bor og i en Menneskealder har boet og haft sit Musikarbejde langt ude paa Landet og kun i Ny og Næ har hørt anden Musik, end hvad vi her selv har givet os i Lag med, vil man bestandig trænge til og længes efter de højst nødvendige Puf og Stød, den altid vaagne og levende Kritik, som man naturligt faar, naar man selv er ung og kritisk og har en ligesindet Omgangskreds.

Er man ikke helt kørt fast i sin lille Verden med det vanemæssige. Arbejdes regelmæssige Selvfølgelighed, kommer det nok af, at man bestandig føler Faren for den Selvtilfredshedens søde Søvn, Stilstand og Død, lure paa sig. Og man griber da enhver som er Hjælp, der tilbyder sig. Ikke mindst er »Dansk Musiktidsskrift« en saadan. Det bringer Bud fra en Verden, hvor man er ivrige og unge og saa opfyldte af Planer og Idéer, saa man ustandselig støder og puffer. kritiserer og forkynder. Men man glæder sig over at se, at bag det tilsyneladende Virvar er der en stor fælles Tanke, der synes at kunne forene de mange stødende og stridende: Vi vil finde os selv, være os selv, sige, hvad vi har at sige, paa vor egen Maade, i et for os naturligt Sprog. Ikke »tralle de gamle - Viser ef ler«. Denne Drift efter at finde og være sig selv forstaar man, og man glædes over, at den er vaagen og levende. Eksperimenterne,som følger med den, kniber det nok ofte med at forstaa, bl. a. fordi man kender for lidt til dem. Men Tidens Trang til. at finde hen til det enkle, faste og fortættede og dens Sans for de Værdier, sgm de forskellige Musikperioder har givet os, maa glæde En. Og tænk, at man i et saadant Tidsskrift virkelig interesserer sig for og beskæftiger sig med den Del af Musiken, som jævne Mennesker her ude dog virkelig har et Forhold til, den folkelige Sang. Her er vi mange, der stemmer i med Slutningen af »Blanke Meninger, V«: »Frem med den for Folket ukendte, kultureft uvurderlige gamle Musik« - ja ogsaa i det næste: »Frem med den ny Musik, der er skrevet til og for Folket.«