Lidt om forgængeren, tidsskriftet 'Musik'

Af
| DMT Årgang 10 (1935) nr. 03 - side 67-70

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

LIDT OM FORGÆNGEREN

TIDSSKRIFTET »MUSIK«

AF GODTFRED SKJERNE

MUSIKTIDSSKRIFTER har alle Dage fristet en trang Skæbne i Danmark. Og kun en stakket Levetid. A. P. Berggreens fx., fra 1836, tæller kun den ene Aargangs to første Kvartaler. Immanuel Rées fra Slutningen af Halvtredserne klarede sig i tre Aar. Andre er siden dukkede op, de kom og gik, undertiden som et Meteor, der futtede af og var borte. Firsernes bedste var norsk. Først Wilh. Hansens »Musikbladet« viste nogen Levedygtighed, men det havde jo rigtignok ogsaa et kapitalstærkt Forlag i Ryggen. Efter at det var gaaet til sine Fædre, gik der hele 23 Aar, inden det næste egentlige Musikblad tonede frem. Det var »Musik«, Tidsskrift for Tonekunst - glorværdige Ihukommelse, det var nemlig mit eget. Og det er det, jeg vil tale om.

Det saa Dagens Lys midt under Krigen, den 1. Januar 1917. Første Aargang trykkedes paa noget mærkeligt, gult Papir, »Krigspapir«, derforøvrigt klædte Illustrationerne ganske godt. Oplagene var i Reglensmaa, ja en enkelt Gang saa lille, at Bogtrykkeren maatte avettere i Bladet om Køb af Enkeltnumre for at stille Politiet tilfreds, der skreg paa manglende Eksemplarer til Pligtafleveringen til Bibliotekerne.

Baggrunden for dets Indhold var endnu hele den idylliske Tid, der ligger før 1914, og som Nutidens Ungdom til evige Tider vil savne al Mulighed for at forstaa. For os ældre er det jo, som om Verdenskrigen lig en vældig Faldøkse har kløvet Tilværelsen i to højst forskelligartede Dele saavel i Tid som i Livsopfattelse. Det klinger jo helt oldnordisk, naar man hører, at Karl Gjellerup hørte til de første Medarbejdere, hvilket forøvrigt ikke spændte af uden en bag Kulisserne ført national Holmgang mellem Germanernes Lærling og hans Redaktør. Mindelser herom spores endnu paa Det kgl. Bibliotek. Paa den anden Side er det ikke uden Interesse at notere, at en af Ungdommens Førere nu, Knudåge Riisager, allerede hørte til Medarbejderne i hin første Aargang. Han skrev en Monografi om Max Reger.

Gammelt og nyt mødtes idets Spalter fra den første Dag til detssidste Nummer i 1925. Men det endte med, at Ungdommen tog mægtig Overhaand, efterhaanden som Tiden gik. Der var, da vi begyndte,medens Kanonerne endnu tordnede og Grænserne var spærrede, nogetvist hjemmegjort over Musiklivet, og jeg følte snart en ubændig Trangtil at faa Vinduerne op paa vid Gab mod Omverdenen. Vi higede alleefter at faa at vide, hvad der egentlig i Mellemtiden var sket indenforde store Landes Tonekunst. Denne Tendens stimuleredes kraftigt af,den Omstændighed, at Danmark fra de Tider ikke havde altfor mange Penne, og da disse altid gik igen som Tordenskjolds Soldater, maatte der noget nyt og andet til for at faa Publikum til i Længden at holde Bladet ud.

Dette tvang mig ud i en kæmpemæssig Korrespondance med Fagfæller i Udlandet, og efter Krigens Slutning bragte »Musik« lange Serier af Monografier over alle de Navne, der var oppe i Tiden, foruden Korrespondancer fra en Række Byer i Ind- og Udland. Jeg sled med Oversættelse af disse Ting fra en 4-5 forskellige Sprog. Til alt Held kunde jeg lade svensk og norsk Landsmaal blive staaende. Et Hovedpunkt var, at disse Artikler skulde være skrevne direkte for »Musik«. Oversættelser fra andre Tidsskrifter taaltes ikke. Til Gengæld var der i disse talrige Monografier taget særligt. Hensyn til, at Læserne var Skandinaver, hvilket gav dem en særlig Charme. Det er ikke her Stedet at gaa i Detaljer, men det skal anføres, at for enkelte fremmede Komponisters Vedkommende var det overhovedet første Gang, danske Læsere fik nærmere Besked om dem. Dette gælder fx. Englænderne John Ireland, Vaughan Williams, Benj. Dale, Frank Bridge, Arn. Bax, Goossens, Fr. Delius, Italienerne Malipiero, Respighi, Pizzetti, Castelnuovo-Tedesco, Franskmænd som Alb. Roussel, Paul le Flem, Florent Schmitt, Max d'Ollone etc. foruden mange af de ældre samt ogsaa andre Nationers nye Navne. Det kan i denne Forbindelse erindres, at Introduktionen fx. af czekisk Musik for en stor Del foregik gennem Bladets Spalter. At Sverige, Norge og Finland heller ikke blev forsømt, siger sig selv. Og for Islands Vedkommende fulgtes samme Linie, ja selv min alderstegne Ven, Skaberen af den islandske Nationalhymne, Svb. Sveinbjørnsson, publicerede sin Selvbiografi indenfor disse Rammer.

Men bedre end alle Opregninger vil nogle Tal give et Indtryk af, hvad »Musik« dengang betød. Af de 197 Medarbejdere, Bladet sled gennem de ni Aar, repræsenterer 111 dansk, 11 norsk, 15 svensk, 4 islandsk, 2 finsk, 5 russisk, 3 polsk, 16 tysk, 3 hollandsk, 5 britisk, 4 fransk, 7 czekoslovakisk, 2 østrigsk, 1 ungarsk, 3 italiensk, 1 bulgarsk og 4 amerikansk Nationalitet. I Tilslutning hertil kan tilføjes, at »Musik« i disse Aar foruden sit løbende Stof bragte over 700 større eller mindre Artikler ledsagede af 7-800 Illustrationer samt talrige Nodeeksempler, Tabeller etc.

Mange og sære Ting udrugedes i Tidens Løb paa dets tospaltede, tættrykte Sider: Wedells 31-System, Kornerups Akustik, Hortense Panums Forsøg paa at indføre Langeleiken som dansk Folkeinstrument o. m. m. Men i denne Sammenhæng er det formentlig af Interesse at erindre om, at fra det øjeblik i 1921, det internationale Selskab for ny Musik - jeg husker endnu, at Oversættelsen af Contemporary ved ny var Dr. Jeppesens Opfindelse - var startet, havde Bladet en særlig Rubrik »Vore Samtidige« under Redaktion af Sv. Chr. Felumb til -særlig Varetagelse af denne specielle Interesse, ligesom vi slog til Lyd for UTS og dets hele Virke. Præsentationen af det foregik gennem en illustreret Artikel af Max. Rytter, og der ofredes megen Plads paa det franske Besøg i Marts 1923, hvor bl. a. Alb. Roussel var UTS's Gæst. Han skrev selv bagefter i »Musik« om sit Københavnerophold. Og Bladet er ligeledes det eneste Sted, hvor hele Materialet er samlet om det berømte Genbesøg i Paris samme Aar og dets stormende Efterspil. Siden da skiltes som bekendt UTS's Veje fra -den gamle Tonekunstnerforenings.

Det vilde da være ganske uretfaerdigt at tro, at der ikke før Dansk Musiktidsskrifts Eksistens har været nogen Interesse ogsaa for ung Tonekunst her i Landet. Noget andet er, at det er ganske forstaaeligt, at de unge kunde ønske deres egen Arena,- hvor de kunde udfægte deres, egne Kampe. I Sandhedens Interesse maa jeg dog tilstaa, at det ikke var dette Hensyn, der foranledigede mig til at afslutte »Musik«s Tilværelse. Men hele Arbejdet hvilede paa mine Skuldre - der var ikke Raad til Hjælp af nogen Art - og da det saa lakkede mod Enden saavel med Forlagets økonomiske Taalmodighed som med min personlige Arbejdsevne, der beslaglagdes paa anden Maade, fandt jeg det rigtigt at høre op. Paa Falderebet fik jeg et Tilbud om en betydelig økonomisk Støtte, hvis jeg vilde lade Bladet »skifte Karakter«, men da jeg ikke ønskede at give det fra mig som en Salgsvare, slog jeg resolut Bommen i og foretrak at lade det dø lige saa renlivet, som det havde levet.

Med »Dansk Musiktidsskrift« har der fundet et Generationsskifte Sted, og som venteligt har det vist sig, at Maal og Midler i mange Henseender er andre nu end før. Men hver Tid har jo sit Ansigt. Og trods alt forekommer det mig, at jeg ogsaa i det nye skimter Familieligheden, og -det er paa Grundlag af de fælles Træk, jeg føler min Berettigelse til at møde som Gratulant ved den første Milepæl paa Mærkedagenes Kongevej.

Årgang 10/1935, nr. 03