Siden sidst

SIDEN SIDST

Kapelmester Robert Abrahams tredie og sidste koncert i Glyptotekets, festsal forbedrede på ingen måde det ugunstige indtryk, som man havde fået af ham ved hans tidligere koncerter. Hvis hr. Abraham er i besiddelse af musikalske egenskaber, så må jeg for min part sige, at jeg er fuldstændig ude af stand til at opdage dem. Det rent manuelt tekniske, han har lært som dirigent, er der ingen grund til at falde på maven for. Det kan enhver lære, uden at han behøver at være musiker; - det kender man andre eksempler på. Men derfra er der et langt spring til at være orkestret musikalsk overlegen, at kunne beherske det under sin vilje, at kunne føre det samlet og blot gennem sine bevægelser give det musikalske intentioner. - Det at dirigere er ikke blot at give indsatser og så iøvrigt slå en - to - tre -fire. At kunne give udtryk for musik gennem sine bevægelser er ikke enhver beskåret; det er noget, som man ikke kan Jære, det kan -""óp Qv'es, hvis de specielle egenskaber er tilstede. Dertil kommer, at der af en dirigent kræves personlighed, myndighed og et vist minimum af musikalsk format. Muligvis, kan Robert Abraham med tiden vokse sig myndighed og optræden' til, men det bliver et spørgsmål om legemets og personlighedens udvikling. - Programmet bød på Haydns symfoni nr. 86 og Beethovens nr. 2. At gå i detailler om udførelsen er der ingen grund til; - der vil blot komme til at stå det samme, som jeg skrev forrige gang.

Ind imellem symfonierne spillede seks unge blæsere - oboisterne Wolsing og Viggo Andersen, fagotisterne Kjell Roi L-jer og Berl Botschinski samt hornisterne Ehlers og Kaj Christensen - et divertimento af Mozart (K. V, 270). Det var da endelig musik.

Man må indrømme publikum, at det er vidunderligt langmodigt, når det gælder en dirigent. Hvis man betragtede dirigenten som pianist, orkestret som klaver og symfonien som sonate, hvem vilde så - ud fra en rent musikalsk betragtning - tolerere en præstation som Robert Abrahams?

Derfor var det en ren lise at komme fra Glyptoteket til Charlottenborg, hvor Sverre Forchhammer ledede orkestret og bl. a. spillede »La Reine«-symfonien af Haydn. Hvilken forskel fra Robert Abraham var det ikke! - Sverre Forchhammer er ikke dirigent, han aspirerer ikke engang til at være det og har sikkert heller ingen fremtid som sådan. Men han er en vidunderlig violinist, en af de fornemste vi har herhjemme. Og så er han en fuldblods musiker, og - det lyder måske som en paradox, men det er ramme alvor

han er musikalsk. Og det hjælper ham, når han dirigerer. Det er nemt at påvise tekniske brist i hans direktion, fx. kunde man ønske, at indledningen til »La Reine« stod mere sikkert og med større plastisk rejsning, men dette og andet var kun småting, der ikke for Måede at ødelægge det smukke helhedsindtryk. Det, de andre fremfører som døde noder, bliver hos ham til liv, og skal --man vælge mellem- en præst Aion, der er teknisk sikker uden at være musikalsk, og en der er musikalsk uden at være teknisk sikker, så vælger i hvert fald jeg den sidste. - Man må ønske, at Sverre Forchhammer stadig må være knyttet til Charlottenborg musikforening, således at der altid er et sted i byen, hvor man kan høre ærlig kunst. - Ved Charlottenborg-koncerten hørtes også Beethovens klaverkoncert nr. 2 i B-dur. Ganske besynderligt, så synes det at være første gang, denne meget smukke koncert høres her i byen. Solopartierne lå i de bedste hænder hos 1Vilhelm Lanzky Otto.

Som et led i koncerterne på Thor~

valdsens museum var der foranstaltet en aften med ældre og rotnantisk dansl( musik. Den indledende kvartet af ho4

steneren ti. ti. Zielelie - spillet at Sverre Forchhammer, Johan Bentzon, Berl Botschinsk U og Alf Petersen , - var et noget blegt, men ganske smukt værk -fra den- gode tid omkring 1790. Langt stærkere stod den blinde komponist Niels Peter Jensens fløjtesonate i G-dur, op. 18. Med fru Hånflein Hvidt ved klaveret og Johan Bentzon på fløjten fik den en aldeles ypperlig udførelse. Jensen er en overordentlig interessant komponist, i virkeligheden en af de mest interessante herhjemme fra begyndelsen af det 19. århundrede. Jeg håber ved lejlighed at kunne fremkomme med nærmere oplysninger om ham. Aftenen sluttede med, at den unge Lavard Friisholm spillede J. P. E. Hartmanns violinsonate nr. 3 i G-moll. Det er ganske forbavsende at tænke på, at dette friske, stejle og udpræget. mandige værk. er skrevet af en mand på 81 år. Friisholm, som spillede det, er i-et ny indenfor de unge violinisters kreds. Han har en god tone og et sikkert strøg og er stadig i god udvikling.

Ved den anden serie A-koncert - foranstaltet af »Det unge tonekunstnerselskab« - hørtes udelukkende ny musik. Roussel, som var repræsenteret med en smuk - meget melodisk - violinsonate, er ikke ukendt herhjemme. Han er sikkert et af de navne, der i de kommende år vil blive meget stærkt repræsenteret på koncertprogrammerne. Det samme kan man næppe sige om den heller ikke ukendte Milhaud,' af hvem man hørte seks ikke særlig spændende bearbejdelser af hebraiske sange. - Mon Milhaud ikke hører til de dalende stjerner? - Interessant var det at stifte bekendtskab med den unge russer Jury Arbatsky. Hans trio for klarinet, bratsch og fagot - spillet af Mogens Hartvig Sørensen, Gunnar Frederiksen og Botschinsky '. var et noget tungt, men absolut velformet værk med god linieføring. Førstesatsen endte med, at fagotten udstødte en uartig tone, men den gamle vittighed gider vi snart ikke høre mere. Ferrouds trio for obo, klarinet og fagot var et meget letflydende, men 'også stærkt, lineært. betonet arbejde.

Ved Hermann D. Koppels velbesøgte klaveraften nr. 2 hørtes bl. a. »Improvisations«, op. 20, af Béla Bartók. - Tyskerne har siden Wagners dage elsket at skrive dybsindig musik. Musik skal indeholde problemer og dybsindigheder, siger de, derfor er Carl Nielsen dem altfor glat. Bartók stod i dette værk helt på denne tysk-romantiske grund; værket var een lang kæde af dybsindigheder. Men sådanne dybsindigheder har så uendelig lidt bud til os nøgterne danske. Aftenens store oplevelse var klaverstykker af Svend Erik Tarp, koneertgiveren selv, og Bernhard Christen

sen. - Der er allerede løbet meget vand i stranden, siden triumviratet Tarp-Koppel-Christensen første gang optrådte offentlig sammen. Det var for ganske få år siden ved den vidunderlige koncert i Studentermusikforeningen,

hvor de tre nævnte herrer tilsammen havde komponeret en Jazz-suite, der virkede så eksplosivt på publikum, at en ældre forgrundsfigur blandt de hjemlige pianister i rædsel og harme over ungdommens udskejelser forlod lokalet midt under koncerten. Alle tre har de udviklet sig godt siden den tid. Koppel synes at holde sig til den vej, Stravinski har anvist. Bernhard Christensen er efter sine P. H.- udskejelser atter begyndt at skrive sund musik. Han er ved at finde sig en selvstændig stil, der har rødder hos Stravinski og i jazzen. Det er absolut ikke usundt for en komponist at orientere sig indenfor jazzen; - tværtimod. Og endelig Svend Erik Tarp. Han er mægtig i skuddet nu. Fremmed overfor virkemidlerne har han aldrig stået, men nu er han i sin ]beherskelse af dem nået overmåde langt. Han bliver mere og mere afklaret, mere og mere ren i sin form. Skal man tale om noget nationalt, så er han den mest danske i selskabet. Uden at være Carl Nielsen-Epigon så fører han Carl Nielsens stil videre 'paa moderne grundlag. - Men lad os ikke glemme pianisten. Også der har Koppel udviklet sig. Han har altid været en tekniker af *Guds nåde, nu er han kommet så langt, så at han giver afkald på de ydre virke

midler og fordyber sig inderligere i værkerne. Og så er han jo på den rette vej.

Det sidste, der skal omtales her, er de såkaldte studiekoncerter, arrangeret af Jørgen Jersild, Otto Mortensen og Finn Viderer. - Ved hjælp af et amatørkor - ledet af Jørgen Jersild - og et strygeensemble, der tildels også består af amatører, gør de nævnte herrer et stort arbejde for at fremføre ældre lettilgængelig musik. Den sidste koncert bød på engelsk musik fra tidsrummet ca. 1240 til ca. 1690 og viste, at også Englandi overgange har været det førende blandt musikydende lande. Foretagendet virker næsten som en studiekreds, og man kunde ønske sig, at det vilde danne forbilledet for andre lignende.

Sven Lunn.