Unge Tonekunstneres Selskabs Stiftelse

UNGE TONEKUNSTNERES SELSKABSSTIFTELSE

AF Hjalmar Bull

ENDSKJØNT 15 Aar ikke er et særligt imponerende Tidsrum for en Forenings Bestaaen, har vi ved vor Stiftelsesfest iaar dog ment at have en vis Ret til at jubilere - til at kaste et Tilbageblik over Foreningens Virken i de forløbne Aar og særlig dvæle ved de forskellige Forhold og personlige Impulser, der i sin Tid gav Stødet til »Unge Tonekunstneres Selskab«s Stiftelse 10. April 1920.

Under Verdenskrigens usikre Forhold 1914-18 var dansk Musikliv hovedsagelig henvist til musikalsk Selvforsyning. De udenlandske Kunstnere var af gode Grunde forhindret i at optræde paa vore Koncerttribuner, og nye Strømninger og Idéer kunde ikke i samme Grad som tidligere fange vor Interesse i Slagskyggen af de Rædsler, der daglig, gennem Dagspressens Ekstraudgaver, satte Sindene i Bevægelse. De unge Tonekunstnere, som i disse Aar fik deres afsluttende Uddannelse - det være sig som udøvende eller som skabende Musikere - kunde ikke som tidligere søge denne i de store europæiske Kulturcentrer. De blev paa denne Maade saa godt som udelukkede fra, hvad der europæisk set rørte sig i Tidens musikdyrkende Ungdom og var udelukkende henvist til all. forme deres Musikideal efter de hjemlige Musikautoriteters, som oftest temmelig konservative Indstilling. Vi dyrkede Klassikerne og Romantikerne med et lidet Sideblik til fransk Musik - César Franck. Debussy og Ravel var os undtagelsesvis en »moderne« Fjer i Hatten, og Wieneren Arnold Schónberg, som vi forøvrigt, næppe havde hørt noget af, var os Musikens store Nedbryder og Bussemand, ved hvis blotte Navns Nævnelse vi prompte fik musikalsk Gaasehud over hele Kroppen. Da Verdenskrigen derfor endte i 1918, og Landegrænserne igen aabnedes, følte vi det alle som en -vidunderlig Befrielse. Vi opdagede paany, at der var et Europa, at den musikdyrkende Ungdom derude selv i Skyttegravene havde formaaet at hejse nye Signaler. Disse Signaler maatte vi tage Stilling til. De interesserede os paa samme Tid, som de foruroligede og forvirrede os, rettet som de var mod det klassiske og særlig det romantiske Musikideal, som vi jo alle var opflasket med. Intet Under derfor, at vi, med Ungdommens Ret, følte en ubændig Trang til at udvide vor Horizont. Intet Under, at denne Trang gav sig Udslag i Dannelsen af en Forening, der paa en Maade i Protest gik udenom den ældre Generation. Vi mente, vi paa alle Omraader »kunde selv«, og vi vilde, paa Tværs af alt Autoritetstyranni, skaffe os førstehaands Kendskab til, hvad der musikalsk set skete i Tiden. Vejen til en saadan musikalsk Nyorientering var for os i første Instans Dyrkelsen af »nye eller sjældnere hørte Værker« indenfor -Musikliteraturen. Dette førte, som en naturlig Følge, med sig, at de udøvende blandt os senere gennem Koncerter ønskede at gøre dansk Musikpublikum delagtig i deres nye Musikoplevelser. Ved at invitere andre Landessunge Tonekunstnere til Danmark mente vi endelig at arbejde for en mere personlig og intim Vekselvirkning mellem dansk og udenlandsk Musik.

Ud fra disse Synspunkter er »U. T. S.« stiftet, og at Foreningen har haft sin store Berettigelse, viser det Faktum, at den i Dag, 15 Aar efter Stiftelsen, staar som en af Danmarks førende Musikorganisationer.

Det Hele begyndte med, at vi var nogle Kunstnerkammerater, der sammenknyttet af fælles Interesser, mødtes ved Koncerter og anden Selskabelighed og efterhaanden kom til at danne en mere sluttet Kreds. Jeg nævner her nogle Navne i Flæng, som jeg erindrer dem, uden at jeg derfor ønsker at blive draget til Ansvar, hvis jeg ikke har faaet alle med. Helge og Kamma Bonnén, Max Rytter, Grosserer P. Nielsen Jexen, (»Per«) - nuvnerende Direktør for Arcady Comp., Pianistinden Lillian Varnung - senere Fru Nielsen Jexen, Volinistinden Adda Varnung, Pianistinden Anna Veibell, Forfatterinden Tove Kjarval, Malerne Carl Trier Aagaard, Poul Rytter, Immanuel Ibsen samt UNdertegnede - Musikpædagog Hjalmar Bull. Rigtig Gang i Foretagendet blev der egentlig først, efter at »Per« -- Dir. P. Nielsen Jexen, gennem Maleren Immanuel Ibsen, blev optaget i Kredsen. I hans smukke Hjem var vi altid velkomne, det være sig til Diskussion efter Koncerterne, eller naar vi paa anden Maade trængte til en festlig Aften med Musikudøvelse eller Læsning af musikalske Værker. Da derfor Helge Bonnén, der altid var fyldt til Randen af Initiativ og Virkelyst, en Dag lod sin Idé om et »Unge Tonekunstneres Selskab« eksplodere i vor Midte, følte vi det alle som det forløsende Ord. Da Idéen paa Forhaand var gennemdrøftet, og nærmere udformet i Samtaler mellem Helge Bonnén, Lillian Nielsen Jexen og »Per«, havde vi kun at tage Stilling hertil, for derefter at skride til Handling. 10de April 1920 sammenkaldte vi derfor til et selskabeligt Møde hos Dir.P. Nielsen Jexen, hvortil ogsaa andre interesserede Kunstnere var indbudne. Med et Antal af ca. 22 Medlemmer blev den Aften underfælles Begejstring »U.T.S.« stiftet. Foreningens Formaal, som detforeløbig udtryktes i Lovenes § 1, var, at fremme Medlemmernes Udvikling gennem indbyrdes Belæring, væsentlig ved kammeratligt Samvær til Dyrkelse af de forskellige Kunstgrene indenfor Tonekunstens Omraade. »U. T. S.« var med andre Ord til at begynde medaf rent privat-selskabelig Art, og Møderne foregik da ogsaa undermeget beskedne Former i de private Hjem, som frivilligt stilledes til Disposition. I Foreningens første Bestyrelse, der valgtes samme Aften blev Helge Bonnén den selvfølgelige Formand. Til Viceformand valgtes Pianisten Max Rytter. De øvrige Medlemmer var: Henry Holst, Lillian Nielsen Jexen og Hjalmar Bull. Forretningskyndig Raadgiver blev Dir. P. Nielsen Jexen og vor juridiske Konsulent den elskværdige,Overretssagfører Aage Park.

Den første Saison stod, ifølge Foreningens rent private Karakter, i de senere saakaldte, »indre Aftener«s, Tegn. Den startedes med en Musikaften, hvor Kammersanger Paul Schmedes sang Sange af Alfons Blilmel, Victor Schiøler spillede Klaverstykker af Cyril Scott og Henry Holst afsluttede med Beethovens Violinkoncert. For de Medlemmer, der var med i de første Saisoner, staar netop disse private Mødeaftener i et næsten romantisk Skær. Hvor var de ikke intime og stemningsfulde! Hvor var vi ikke troende og begejstrede for vor Sag. Fremtiden syntes at tilhøre os, og vi troede paa den. Af de mere prominente Møder fra denne Periode kan jeg nævne: Paul v. Klenau's Foredrag om moderne Musik, Hugo Seligmanns om Carl Nielsen, en Louis Glass Aften, hvor Komponisten selv var tilstede, og ikke at forglemme en Lange-Müller Aften, hvor den aldrende Komponist, ledsaget af 2 af sine Døtre, blev hyldet af os Unge. Møderne foregik,
som tidligere nævnt, i private Hjem - som oftest hos »Per« eller i et pragtfuldt Atelier i »Grønnegaarden« (gamle Frederiks Hospital), hvor den musikalske Maler Carl Trier Aagaard var Vært.

Efter Foreningens første Generalforsamling, Foraaret, 1921, hvor Budgettet viste sig ikke at være større end 90 Kr., mente Bestyrelsen, med Helge Bonnén i Spidsen, at der maatte gøres noget for at konsolidere Foreningen - udadtil kunstnerisk overfor Offentligheden og indadtil ved at gøre et Forsøg paa at bedre vor økonomi. Med en ikke ringe Dristighed, naar man tager Foreningens økonomiske Risiko i Betragtning, besluttede derfor Bestyrelsen i Samraad med Dir. P. Nielsen Jexen, at leje Odd-Fellow Palæets store Sal til en Koncert 5te April 1921, hvor en Række af vore dygtigste Medlemmer skulde faa Lejlighed til at optræde. Nu begyndte et næsten fantastisk Arbejde for at føre Idéen lykkeligt igennem. Dir. P. Nielsen Jexens Kontor, der generøst var stillet til Disposition, arbejdede under Højtryk. Opraab paa Opraab sendtes til Medlemmerne med indtrængende Opfordring til at sælge Billetter. Pressen bombarderedes med Agitationsstof og de Optrædende sled med deres Prøver. Da vi indunder Koncerten mente, der trods alt ikke var nok Gang i Salget, fik vi den frække, men geniale Idé at sende Medlemmerne alle de resterende usolgte Billetter i Hovedet, ligesom »Per«, der var Diktator i disse Dage, beordrede Kassereren - i dette Tilfælde Undertegnede -- til at ringe rundt til Medlemmerne for at forvisse sig om, at Billetterne virkelig blev solgt. Jeg mindes endnu med Blusel min skaanselsløse Paagaaenhed ved denne Lejlighed. Resultatet blev dog næsten over Forventning - en saagodtsom udsolgt Sal og ca. 1500 Kr. netto i Kassen.

Hermed var Grundstenen lagt for Foreningens fortsatte Eksistens og forholdsvise økonomiske Uafhængighed. Men der var ogsaa sket. noget andet. - Vi havde vakt Offentlighedens og vore ældre Kollegaers Opmærksomhed. Man begyndte saa smaat at regne med os som ny Kraft, nyt Initiativ indenfor dansk Musikliv. Et eklatant Bevis herpaa var, at den nystiftede Forening »Ny Musik« paa et vist Tidspunkt, forsøgte at faa os til at slutte sig til dem, hvilket vi imidlertid ikke ønskede af forskellige Grunde. For det første mente vi - med Rette eller Urette -, at Foreningen »Ny Musik« var for stærkt indstillet i en bestemt Retning - Retningen Carl Nielsen. For det andet syntes vi, at »Ny Musik« ved sine Koncerter kun anvendte Kunstnere, der allerede havde et Navn - med andre Ord i givet Til fælde næppe os Ringe. Til syvende og sidst, og det var det afgørende, mente vi, at vi, der lige var begyndt at »kravle«, ogsaa vilde vise, at vi kunce »gaa«. At en Sammenslutning paa et langt senere Tidspunkt har vist et saa lykkeligt Resultat, anser jeg imidlertid for et ubetinget Gode - i Særdeleshed, da »Det unge Tonekunstnerselskab«, som Foreningen nu hedder, har formaaet at bevare de oprindelige Rammer og Ideer saaatsige ubeskaaret, hvorefter »Unge Tonekunstneres Selskab« var bygget op.

-Imidlertid laa Bestyrelsen ikke paa den lade Side. Opmuntret af vor første heldige offentlige Fremtræden, planlagde og gennemførte vi i den kommende Saison tre Abonnementsaftener i Odd-Fellow Palæets mindre Sal - en finsk (Sibelius), en russisk (M. Moussorgsky, Glazounow, Alex Winkler) og »en dansk (Rud Langgaard, Harald Agersnap, Helge Bonnén og Ad. Riis-Magnussen).

Desuden tog vi Initiativet til en Præmiekonkurrence om 800 Kr. for det bedste, danske Korværk med Orkester. Midlerne hertil fremskaffedes ved Bidrag fra Hornung & Møller, Wilhelm Hansen, Generalkonsul Johan Hansen og Foreningen, og Censurkomiteen kom til at bestaa af Komponisterne: Guslav Helsted, Vilhelm Rosenberg, Knudåge Riisager samt Foreningens Formand - Idéens Fader - Helge Bonnén. Den lykkelige Vinder af denne smukke Præmie blev i sin Tid Organist Alfred Strandquist med Korværket »Cato-s Død«.

Men ikke nok hermed. Paa dette Tidspunkt i Foreningens Historie følte vi os stærke nok til at skride til Udførelsen af de Idéer, der efterhaanden stod for os som Foreningens videre Formaal: at søge, intim Forbindelse med unge Tonekunstnere i andre Lande. Intet var naturligere, end at vi indledede dette med et interskandinavisk- Samarbejde. Allerede tidligt i Saisonen havde vi søgt, Forbindelse med Nordmændene gennem Pianisten Nils Larsen. Vi inviterede dem til at komme herned til vor 2 Aars Stiftelsesfest 10de April 1922, for med et udelukkende ungt, norsk Program at lade os høre norsk Nutidsmusik. For at lette Nordmændene Rejseudgifterne havde vi af Foreningens Kasse stillet 500 Kr. til Disposition. Det var ligeledes en Aftale, at de ved Hjemkomsten fra Danmark til Oslo skulde stifte en lignende Forening som U. T. S. At Nordmændene med Begejstring modtog Indbydelsen, behøver jeg vel næppe at bemærke, og Programmet ved denne Lejlighed blev Kompositioner af: Fridthiof Kristoffersen, Alf Hurum, David Monrad Johansen, Trygve Torjussen, Hjalmar Borgstrøm, Eyvind Alnæs, Arne Eggen, og Odd Grüner Hegge.

Før denne Koncert imidlertid løb af Stabelen, sker der en Forandring i Bestyrelsens Sammensætning. Paa Generalforsamlingen 3die Februar 1922 trækker flere af Bestyrelsens Medlemmer sig tilbage af private Grunde, og Foreningens Formand, Helge Bonnén, beder sig desuden fritaget for Genvalg. Det store anstrængende Arbejde at bygge Foreningen op fra en lille privat Musikforening til den omfattende Organisation, den efterhaanden var blevet, havde hovedsagelig hvilet paa to Mænds Skuldre - Helge Bonnéns og Dir. P. Nielsen Jexens. Helge Bonnén følte sig nu overanstrengt, ligesom han ønskede i nogen Tid at vie sin Energi til sin egen videre Uddannelse. Foreningens Basis var lagt, dens Retningslinjer trukket op, saa han mente, han med god Samvittighed kunde overlade Selskabets Videreførelse til nyt Initiativ - til nye Mænd. En saadan Mand mente vi alle, - og med Rette - at have fundet i den unge Komponist Knudåge Riisager. Denne valgtes da ogsaa som U. T. S.'s nye Formand paa Generalforsamlingen, og den øvrige Bestyrelse blev: Lili Gade, Kamma Jordan, Hjalmar Bull, Max Rytter, Carl Johan Grum og Ove Helsted. For at aflaste Bestyrelsen for en Del af dens efterhaanden overvældende Arbejde, nedsattes desuden et Udvalg paa fire Medlemmer for at varetage Tilrettelæggelsen af »de indre Aftener«. Dette Udvalg kom til at bstaa af: Carl Johan Grum (Bestyrelsens Repræsentant), Dagmar Samuel Hahn, Anna Veibel og Erik Rytter. Som det vil erindres, gik Helge Bonnén imidlertid ikke straks. Efter eget og Bestyrelsens ønske gennemførte han, sammen med Knudåge Riisager, Foreningens 2 Aars Stiftelsesfest - den norske Koncert. Denne blev den festlige Indledning til det senere internationale Samarbejde, som af Knudåge Riisager saa dristigt og konsekvent blev ført, videre.

Hermed slutter den første Etape i U. T. S.'s Historie. Den solide Grundvold var lagt, og det Hele var i sikker Gænge. Naar vi nu derfor, ved vor 15 Aars Stiftelsesfest, føler en naturlig Trang til at erindre eg vurdere den Indsats, der blev gjort ved Foreningens Start, maa vi først, og fremmest fordele Æren for det gode Resultat mellem de to Mænd, der sammen med Bestyrelsen saa at sige bar Foreningen

Helge Bonnén og Dir. P. Nielsen Jexen; men dernæst. maa vi heller ikke glemme de øvrige Medlemmers næsten utrolige Offervilje baade ved Billetsalg og ved gratis Optræden. Uden dette, intime Samarbejde mellem Bestyrelsen og Medlemmerne var »U. T. S.« næppe blevet til, hvad Foreningen i øjeblikket er - en i højeste Grad betydningsfuld Organisation for de Unge, og disse havde intet egentligt Forum haft for deres retmæssige og naturlige Foretagsomhed, udover hvad de personligt havde kunnet skaffe sig ad privat Vej.