Bjarne Brustad

Af
| DMT Årgang 10 (1935) nr. 04 - side 83-88

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

BJARNE BRUSTAD

AF RICHARD HOVE

DET er sikkert karakteristisk for. vor Tid, at det, der først og fremmest vækker Interessen og skaber den umiddelbare Sympathi for en Kunstner, er det, at han er dygtig. Det er en Impuls af praktisk, ikke af følelsesmæssig Art, der faar os til at blive opmærksomme, saa vi søger, om nu ogsaa, denne Mand har noget at give os af aandelig Art. Det vil være meget svært for en Komponist, som godt kan være rig paa personlig indre Oplevelse, at naa ind til sine Medmennesker, dersom hans rent arbejdsmæssige Indstilling svigter. Til den rene sjælelige Affeet, som ikke underbygges af den sikre, blanke Form, hersker der kvalificeret Mistro, selvom den maaske er nok saa ægte; men er Formen sikker, lytter vi efter, om ogsaa. Aanden lever, fordi det dog bestandig er den, der er det væsentlige. Formen kan i Virkeligheden læres som alt andet Haandværk, selv om ikke alle har lige gode Anlæg for Faget.

Det var Dygtigheden i Faget, der straks slog os, der første Gang hørte Bjarne Brustad paa Musikfesten i Helsingfors, og fik os til at lytte, men det er den bevidste Skildrer af primitiv norsk Natur, der holder os fast, naar han i rent moderne Form faar Udtryk for sit følsomme Sind og sin dybe Hjemstedskærlighed.

Brustad er født i 1895 i Oslo og er altsaa nu en Kunstner, der staar ved Indgangen til sit Livs egentlige Modenheds Aar, hvor Frugterne skal lære os T'ræets stærke Stamme at kende.

(Jeg har altid ment, at det egentlig er en umulig Opgave at skrive blot nogenlunde tilfredsstillende, om en levende Kunstner, fordi netop det levende giver en saa stor Mangfoldighed i Mulighederne. Det bliver saa let for en Eftertid at slaa. Meninger og Domme overende med de uanede Værker, der maaske følger umiddelbart efter i Tiden, og som let ses i Sammenhængen, naar man ser tilbage, men bestandig er de store Overraskelser for den, der ser frem. Men har det hovedet en Berettigelse at skrive om Kunst, saa bestaar den vel i at gøre opmærksom paa Værdier, man har fundet, og i at søge at faa f lere til at følge, hvad der sker i en Kunstners Værk, selv om han er den første til at gøre alle de skrevne Ord til Skamme ved at finde sit Væsens Udfoldelse i helt andre og nye Baner. Jo yngre en Komponist er, jo mere er man henvist,til at holde sig til et enkelt Værks Indhold og Form, jo mere maa Summen af Betragtningerne blive, at dette er »lovende« - et Ord, som ikke er velhørt i visse Kredse, men som dog er det eneste rigtige. Det enkelte Værk er et Løfte om en Synthese, om et Resultat af et Menneskeliv opbygget af de enkelte Værkers levende Stene. - Men ved 40 Aars Alderen vil Eksperimenternes Tid oftest være forbi og bør være det, forsaavidt de kun skal være Midlerne til at finde den Vej, ad hvilken man bedst kan give Udtryk for et Livsindhold, der ogsaa kan berige andre Mennesker. Derfor vover jeg mig i Lag med at prøve paa at give en Orientering over Brustads Værk.)

Værkets Forudsætning er Manden, og i Brustads Liv og Udvikling er det af stor Interesse at vide, hvor naturligt han kommer til det artistisk prægede Hovedtræk, der karakteriserer hans Musik, efter den afgjorte Vending til den nutidige Stil, hvori hans senere Værker er skrevet. Brustad er nemlig fra Barnsben en udtalt Violinbegavelse. Allerede som 11-aarig optraadte han som Violinist og var »Vidunderbarn« paa en Mængde Koncerter i Norge, og som 14-aarig debuterede han som Dirigent for Konservatorie-Orkesteret. Det betyder, at han i disse Ungdomsaar, inden han som 20-aarig i 2 Aar kom til at studere Violin hos Professor Carl Flesch, var tilbunds bekendt med den eksisterende Koncert Musik, ogdet er af afgørende Betydning. Jeg har truffet mange Musikere, som trods den største tekniske Uddannelse har været mærkeligt eensidige i deres Kendskab til Musik - jeg ser rent bort fra Organister, der som oftest er Analfabeter udenfor deres Instrument, naar de kommer af Lære; men ogsaa andre Instrumentalister træffer man ofte med et uhyggeligt snævert Kendskab til den Musik, der ligger udover en halv Snes anerkendte Skolekoncerter for deres Instrument, og som derfor viser en ulykkelig Mangel paa Evne til at sætte sig ind i ny Komposition og derfor, i Kraft af deres Position, ofte bliver de store Hæmmere af Udviklingen.

Efter Studieaarene ude og hjemme blev Brustad i 1919 ansat i philharmonisk Orkester i Oslo - virkede en Aarrække som Theaterkapelmester og er fra 1928 Solobratschist i philharmonisk Orkester og en meget søgt Lærer baade i sit Instrument og i Komposition.

Det interessante ved denne Løbebane er det, at Brustad trods sin betydelige Kompositionsvirksomhed, som ikke alene i Norge har mødt stor Interesse i Fagkredse og hos Publikum, men ogsaa har vakt Opmærksomhed i de fleste europæiske Lande, har bevaret sin stærke Forbindelse med det praktiske Musikerarbejde. Brustad ved, hvad der foregaar i et Orkester, han laver ikke Skrivebordsmusik. Vil man lære at blive Dirigent, skal man se at faa Plads som anden Klarinet i et virkelig førsteklasses Orkester, saa skal Erfaringerne om, hvad det er, Dirigenten skal yde foran sit Orkester, nok fremgaa. af det, man praktisk opdager, der mangler hver enkelt nok saa stor Pultvirtuos. Brustad har den daglige Erfaring for det praktisk mulige i Orkesterets Ydeevne og ogsaa den intime Viden om Instrumenternes Muligheder i Ydergrænserne, som man kun faar ved at leve i det store Orkester, og han kender som absolut Virtuos baade paa Violin og Bratsch Strygeinstrumentets solistiske og kammermusikalske Muligheder, som faa.

Deri ligger Forklaringen paa en ejendommelig Velklang, der stedse findes i Brustads senere stærkt mod det atonale tenderende Musik. Det er sikkert af den største Betydning, at Komponisen selv er i Stand til at være udøvende Musiker. Det var i det attende Aarhundredes store musikalske Blomstringsperiode en Selvfølge, og det er vist ikke i Dag helt vurderet, hvad det betyder, at Komponisten selv bliver stillet overfor at skulle og i givet øjeblik kan forsvare sit Værks Værdi med Instrumentet i Haand. Det var Efterromantikkens Forfald, der udskilte denne vigtige praktiske Prøve af Komponistens Gerning - endnu en Brahms kendte baade, Sejren og Nederlaget som sin egen Solist og lærte af den mærkelige Oplevelse at mærke, baade Medspillende og Tilhørere med sig; og sikkert er det ikke uden Indflydelse paa Strawinskys skabende Intensitet, at han baade. som Solist og Dirigent kan bevise sine Værkers Leveret.

Komponisten Brustad debuterede 19. Februar 1921 med en Orkestersuite, som han selv dirigerede ved en af philharmonisk Selskabs Koncerter. Suiten gør nu et stærkt tidspræget Indtryk. Alene Titlerne paa de enkelte Dele: »Procession i Natten - Paa hellig Grund - Isis Slør - Indvielse« siger os, at vi staar paa den symphoniske Digtnings Grund, selvom der ikke findes det store og detaillerede Program for, hvad man skal høre og føle, som er det egentlige Kendetegn for denne Stil i dens tyske Udformning. Derimod viser baade Musik og Titler hen til en fransk Paavirkning, og det maa vist i det hele taget siges, at norsk Musik henter mere Paavirkning fra Vest end fra Syd og finder mere Forstaaelse i Frankrig og England end i Tyskland. Griegs Indflydelse naaede aldrig i Tyskland til den Betydning, som den havde i Frankrig, først og fremmest for Debussy, og navnlig i England, hvor store Dele af den Generation, der nu er paa 50-60 Aar, bærer stærke Spor af Griegs Paavirkning.

Orkestersatsen viser straks Herredømmet over det store Apparat - i Finalen forlanger Brustad: Fl. pice., 2 Fl., 2 Oboer, eng. Horn, 2 Kl., Baskl., 3 Fag., 4 Corni, 2 Tromb., 3 Tromboni, Tuba Timpani, Piatti, Tamb. gr., Triangel, Cast., Tambourin, Tam-tam, Xylophon, Carrillon, 2 Harper, Brummekor, Celesta, Klaver og Strygere - der mangler kun »die grosse Windmaschine«, men man maa lade den unge Mand, at han kan bruge Materialet - og, hvad der næsten er det vigtigste - han kan holde op. Det er knappe Satser. Og rent bortset fra Beruselsen i Klangen, som er en væsentlig Drivfjeder, ser vi allerede, hvorledes koncis Thematik-og rythmisk Prægnans interesserer ham. Men Stoffet og Stemningen er i det væsentlige internationale. Baade »Procession i Natten« og »Isis Slør« er delikate Klangstudier i den expressionistiske stil. Derimod kan man maaske se mere Selvstændighed i den ganske korte Sats »Paa hellig Grund«, hvis faldende Melodilinie virker egenartet, ligesom den pentatone, hymneagtige Melodi, der først i Horn og vocaliserende. Mandskor indleder og til sidst kroner Slutsatsen, har faaet, de mere lydhøre til at studse. Saaledes har Hjalmar Borgstrøm anmeldt Koncerten med bevidst Understregen af, at her var noget, man burde være. opmærksom paa - den unge Brustad var »lovende«.

Og han holdt Løfterne. I de nærmeste Aar derefter komponerer han sin første Violinkoncert, nogle Orkestersange og en stor symphonisk Digtning »Atlantis«, som han præsenterede ved en Kompositionskoncert i 1924. Alt dette er, trods det er Musik, der hører denne Periodes internationale Musik til - saaledes kpmponeredes der overalt i Europa - slet ikke Musik i den nye Stil. Det maa, vist siges at være ret sporløst. for denne Musik, at den er samtidig med Hindemiths Gennembrud og med Strawinskys Blæseroktet. Det er dygtig Musik, og den blev hørt, men det er endnu ikke Brustad. Det er ikke den afgørende Personlighed, som siger os noget, som ikke er sagt os af andre lige saa dygtigt. 1 1927 kommer saa d-en betydelige anden Violinkoncert, som blev prisbelønnet, af »Harmoniens premiefond« og uropført i Bergen samme Aar med Komponisten som Solist; næste Foraar spillede han den i G1,5teborg, der altid har haft et vaagent øje for, hvad der sker at Musik i Norden.

Men nu sker der en stor Omvæltning i Brustads Produktion. En dyb Sorg bragte det Stem i Personlighedens Udvikling, som saa ofte er nødvendigt for at finde nye Veje. Veje som altid har været latent tilstede, men kun kan findes, naar den jævne Livsstrøm af en pludselig og voldsom Hæmning tvinges i nyt Leje. Det er denne aandelige Proces, som Ludvig Feilberg sammenligner med Stødhæverten. Der skal en ydre Aarsag, et Stød, til at skabe Kunst. Dagliglivets Ligeløb, bliver maaske stadig afledet. Der skal dannes en haard »Kraftstand«, som saa befriende udløses.

Da Gennembruddet sker for Brustad, er det den norske Tone, der bliver det afgørende Element i hans Produktion. Han gik ud i Naturen, hvad der i Norge er noget andet end i Danmark, hvor vi gaar ud i Skov og Eng, hvor Naturen er den venlige Trøstermand, naar man har Sorg i Sinde. I Norge kan Naturens Indtryk netop være det umenneskelige, og den, som gaar ud i Fjeldet, kan blive borte og være ene mellem Stene, og ingen Rutebil gaar et Kvarters Gang borte parat til at tage sin Mand tilbage til Biografen, Kaféen, Avisen og Jazzorkesteret. Brustad søgte sig ind til sit Lands Folketone, hvor det er værd at lægge Mærke til, at det instrumentale Element spiller en større Rolle end i Danmark. Folket har forstaaet og vurderet Artisten - Felespilleren med den virtuose Teknik er en central Figur i norsk Folkemusik.

Der er af dette for Brustad blevet en Musik, der væsentlig adskiller sig fra den som »norsk« bedst kendte Kunstmusik i de to Hovedretninger Grieg og Sinding, og man kan ikke undgaa at bemærke, hvorledes Brustad faar en ejendommelig Særstilling overfor sine samtidige i Norge, som fortsætter disse Hovedlinier i norsk national Musik. Brustads senere Musik har et af ørende, men ikke paatrængende Indslag af Folklore, som netop Skyldes, at denne Tone ligger ham i Blodet og ikke behøver at forceres, den er der altid.

Nu kan det ofte for Modtageren af det færdige Kunstværk være ligegyldigt, hvad der skabte Udløsningen, men det er Overdrivelse at ville fornægte den orienterende Værdi, et Musikstykkes Titel kan have, og jeg vil belyse det med et Eksempel: Brustads Sonate for Soloviolin, som vi hørte i Fjor i DUT er i Virkeligheden en Suite med Titelsatser, idet den i første Manuskript hed:

»Det var engang -«. Suite for Violin solo.
I. Natur og huldrer - Fantasia.
II. Veslefrikk - Allegretto.
III. Sul - Andante.
IV. Trollkvenna - Allegro.

»Veslefrikk«, der staar paa Scherzoens Plads, er Eventyret om Gutten med Troldfelen, der spillede, saa alle maatte danse. »Sul« er en Vuggesang fra primitive Tider - ikke et Salonstykke, men en Moders Sang i de mørke Bjælkehytter i Vinterens Nød og haarde Tider. Og »Trollkvenna« til sidst er Troldkværnen, der maler som Grotte med hylende Vinter og salte Taarer, med Søndenvind og fimrende Hundehvalpe, som Johs. V. Jensen siger, men bestandig maler. Man hører Bankepindens Slag mod Tromlesigten og Kværnstenenes Snork hvis man altsaa hører det- ellers kan man godt lade være og kun høre Allegro og en til det yderste raffineret Violinteknik; inen dersom man med Titlerne kan faa, nogen af dem til at høre efter, som er bange for Opusser og Andanter, mon man saa skal være fornem og stryge dem? Det stemmer vist alligevel daarligt med den Bevægelse, der gerne vil have den menige Mand til at høre bedre efter den nutidige Musik, end han gør i Dag. Det er blevet Brustads kunstneriske Maal at fortælle om sit Land, og hans lykkelige Evne i en helt nutidig og artistisk frigjort Form at gøre det, saa Menigmand lytter til denne Musik. Det er efter den romantiske Periodes Afslutning en sjælden. Evne og en rig Gave.

Brustad opgiver mig sine Værker med følgende Kompositionsliste:

Norsk Suite for Viola og Piano.
Suite for Orkester.
Tre Orkesterstykker.
»Atlantis«, symphonisk Digtning.
To Violinkoncerter.
Concertino for Viola og Kammerorkester.
Rhapsodi for Violin og Orkester.
Musik til Eventyrkomedien »Snehvit«(Nationaltheatret 1929-30).

»Nature morte« for Strygekvartet.
Strygekvartet.
»Caprieci« for Violin og Viola.
Suite for Viola solo.
Divertimento f.Violin solo (Pezzi atonale).
Sonate for Violin solo.
»Kinderspiele« for Klaver.
Sange med Klaver og med Orkester særlig til Tekster af Gripenberg.

Brustads Værk er alt for lidt kendt i Danmark. Mig bekendt er der ikke spillet andet af ham end de to Værker, han selv spillede i DUT for over et Aar siden, medens hans Violinkoncert, Rhapsodien og andre Værker er spillet i Leningrad, Warschawa, Paris, New York og London. Concertinoen for Viola og Kammerorkester burde være selvskreven paa en af DUT's Koncerter i næste Sæson, og dersom Radioen havde haft mindste Trang til at forny sine forslidte Afdelinger af »nordisk Musik«, burde den for længst have fundet Brustad, men nu kommer det maaske med det planlagte Samarbejde mellem de nordiske Lande.

Jeg har desværre ikke haft Nodemateriale nok til at foretage en komplet Gennemgang af Brustads Værk, hvoraf intet er trykt, men som Afslutning sætter jeg her Begyndelsen af »Caprieci«, fordi jeg finder, at den paa en god Maade giver et Billede af Brustads Skrivemaade.

(nodeeksempel)