Siden sidst

SIDEN SIDST

Da den sidste Stærekassekoncert var slut Og Tannhåuserbasunerne forstummet efter at have rysten Bygningen under Malkos AEgide, blev alle Stærekassens Plakattavler overklistret med Plakater, der kategorisk forkyndte: Koncertsæsonen sluttet. - Ja, ja - der er nu ogsaa en Verden udenfor Skræppebladet. Selv om Stærekassekoncerterne er en meget væsentlig Faktor indenfor Koncertlivet, betyder de nu ikke alt - heldigvis. Efter denne Lukning af Koncertsæsonen har bl. a. Det kgl. Kapel givet sin store Jubilæumskoncert under Ledelse af Generalmusikdirektør Kleiber. Og man må heller ikke underkende den Indsats, der i Sæsonens Løb er gjort ved Kapelmatinéerne, Det unge Tonekunstnerselskabs Koncerter, Charlottenborg Musikforening etc.

Men det er tydeligt nok, at Sæsonen er ved at slutte af. Den forløbne Måned har været som en Slutspurt, hvor alle har taget sig sammen, for at det samlede Resultat skulde blive så smukt som muligt. Ved de sidste DUT-Koncerter er man blevet præsenteret for en usædvanlig stor Mængde ny Musik, både danske og udenlandske Ting. Men når man får så meget på én Gang og kun kender Værkerne fra deres eneste Opførelse, hvor mange Faktorer spiller distraherende ind, ligger det naturligvis over menneskelig Evne at fælde en fyldestgørende Dom over de enkelte Værker og gøre Rede for deres specielle Plads i Forhold til Samtidens Musik. De følgende Bemærkninger om de nyere Kompositioner maa derfor ikke tages som endelige Domme, men som de Indtryk, man har fået af dem.

Ved den sidste Folkekoncert i Thorvaldsens Museum hørtes »Musik for Obo og Strygere« af Franz Syberg. Syberg er i stadig Udvikling, men hvor hans Ud--; vikling fører ham hen er ikke godt at spå. Af de unge Komponister er Vagn Holmboe og han de sværeste at få fat i; - måske er de netop derfor så interessante. - Sybergs Obo-Musik var lang, ualmindelig lang af en moderne Komposition at være. Den blev smukt udført med Waldemar Wolsing som Solist. Om man først skal vænne sig til Sybergs Musik, eller om der virkelig var en Stigning i dette Stykke, vil jeg efter en enkelt Overhøring ikke udtale mig om, men Faktum er, at Interessen egentlig først fangedes henimod Midten af Stykket, hvorefter den holdt sig udelt indtil Slutningen. - Otto Mortensen er atter begyndt at skrive rigtig Musik igen, efter at han i nogle Aar har skrevet det, der hed Brugsmusik. Hans Ouverture for Kammerorkester var et velformet og godt Musikerarbejde. - Af Hermann D. Koppel hørtes en Sonatine for Blæserkvintet, Op. 16, -- spillet af Johan Bentzon, 11,1o1sing, Allin Erichsen, Lanzk U Otto og Kjell Roikjer. Som al Koppels Musik var det et velformet, dejlig knapt Arbejde. Hos Koppel er det sådan, at det, der skal siges, det bliver sagt og dermed Basta. Ingen Overflødigheder, ingen Udenomssludder, ingen unødige Gentagelser. Her kan Koppel tjene sorn et udmærket Forbillede for mange af sine samtidige. Den danske Musik har siden Kuhlaus Dage lidt af Formløshed. Romantikerne, ja Komponister helt op til vore Dage har ikke haft Sansen for den Form, der er nødvendig, for at et Musikstykke skal kunne hævde sig ved nærmere Bekendtskab og stadig interessere ved Gentagelse. Tænk hvor megen god Musik af Hartmann, der forringes ved den løse Form, fx. Klaversonaten i a-moll, Op. 80!

Hvad Formen angaar oplevede man den mest skærende Modsætning til Koppel i Erik Jørgensens Concerto Grosso for tre Soloblæsere og Strygeorkester, som fremførtes ved Koncerten den 29. Marts i Klerkegade, hvor Jens Schrøder dirigerede. Et mere rodet, formløst og tilsyneladende planløst Stykke Musik er vi aldrig før præsenteret for. Men saa vidt man kunde skønne gennem alt Roderiet, har Erik Jørgensen alligevel Talent, omend det er et noget sjusket Talent. - I hans Concerto Grosso vekslede gode Indfald med slemme Banaliteter, således er fx. Fagotrecitativer et noget letkøbt Virkemiddel; og det, han havde på Hjærte, kunde være sagt på en Fjerdedel af ~ Tid, han brugte til det. Sit Værk betegnede han meget pretentløst som Op. 1. - Ikke sandt, det lyder: Geniet kommer. Tænk paa Beethoven, Schumann, Gade og Carl Nielsen; - det var Folk, der kunde skrive et Op. 1. Erik Jørgensen har meget at lære, og vi håber, han lærer det, inden vi atter får et Op. I fra hans Hånd.

Om Vagn Holmboes Divertimento Nr. 2 for Fløjte, Obo, Klarinet og Strygere, som også hørtes ved den Koncert, vil jeg ærlig talt ikke sige andet, end hvad jeg har sagt om ham ovenfor. Holmboe er forfærdelig svær at f å fat i, hans Tonesprog er så utilgængeligt, men der er alligevel noget, der synger i ham. Om det så finder frem til os, eller vi med Tiden finder ind til det; - ja, det vil Fremtiden forhåbentlig vise. Holmboe er en af de hjemlige Komponister, jeg sidst vil tabe Troen på. Tidligere var han saa forfærdelig ubehjælpsom i sit Tonesprog, han maatte kæmpe stærkt med Udtryksvanskeligheder, men nu synes det, at han tildels har fået Bugt med denne Ubehjælpsomhed og er ved at finde sin egen Form.

Af den ofte oversete, men ingenlunde ubetydelige Komponist Laurids Lauridsen hørtes en Romance for Violin med Orkester - med Niels Borre som Solist. Lauridsen hører til den ældre Generation; hans Violinromance kendetegner ham som Romantiker. Ved Folkekoncerten på Thorvaldsens Museum havde man hørt hans smukke Klaverstykker »Fra mine Vandringer i det Frie«, som

Ena Schrøder gav en overordentlig nydelig Udførelse. - Af den helt gamle, forlængst afdøde, Johs. Fr. Frøhlich hørtes en Kvartet for fire Valdhorn. Frøhlich nævnes altid med Hæder, fordi han har skrevet Riberhusmarschen.

Stakkels Frøhlich, han har virkelig også skrevet anden og god Musik. Det meste af hans Musik er gået tabt, men af det lidet, der er tilbage, kan vi skønne, at han har været en stor Musiker, en af de største og i teknisk Henseende dygtigste, vi nogensinde har haft herhjemme. For om muligt at opspore og få fat i hans efterladte Manuskripter

Frøhlich har selv efterladt sig en fuldstændig Liste over, hvad han har skrevet - har jeg fulgt hans Bo efter hans Død, fulgt det fra hans Universalarvinger til disses Arvinger og deres Arvinger igen osv., - har opsporet gamle Damer, der har stået Frøhlich nær. - Men alt forgæves. Biblioteker og Arkiver har dem ikke. Hans Symfoni, hans Ouverturer, hans mange Værker for 1,1'iolin og Orkester, hans Kammermusik er og bliver væk. - Skulde det være, at nogen muligvis kunde give mig Oplysninger, vil jeg hede dem skrive til mig c/o DUT's. Kontor. - Tilgiv Sidespringet. - Hornkvartetten, som stammer fra 1827-1830, vidner om Frøhlichs store musikalske Egenskaber og Dygtighed.' Men det er ikke et Stykke for det lukkede Rum, det kneb med at høre Musikken for bar Klang. En stille Sommeraften - tværs over Eremitagesletten, da vilde den lyde godt.

Havde de to føromtalte Koncerter alene været helliget den danske Tonekunst, så bød til Gengæld Koncerten ved, Årsfesten udelukkende på udenlandsk Musik. Som en smuk Gestus overfor de nordiske Broderlande indlededes med Nordmanden Sparre Olsens »Kleine Ouverture« og Svenskeren Erik Larssons Sinfonietta for strygeorkester. Begge Værker blev dirigeret af Svend Chr. Felunib. - Erik Larssons Sinfonietta var et solidt Musikerarbejde. Midtersatsen var meget stærkt, passioneret, og - sikkert bevidst - arkaisk i den Måde, Stemmerne mødtes og opløstes på. Der var over Satsen en Tone, som man så godt kender fra det 17. Århundredes venetianske Stil og fra Corellis Adagio-Satser. Koncertens sidste Del blev ledet af Erik Tuxen, som fremførte tre 'små Symfonier af Milhaud og Bohuslav Martinus' Serenade for Kammerorkester. Det sidste Værk overraskede ved sin Elegance og den blændende Teknik, hvormed det var skrevet. Navnlig var Anden-Satsen - Andantino - interessant ved den stærke dynamisk betonede Skiften mellem 2- og -3-delt Takt. Og den sidste Sats var tourneret med et Vid, så man skulde tro, det ikke var en Tjekker, men en Franskmand, der havde skrevet den.

Det var den nye Musik, som den tegner sig for en, når man skal gøre Månedens Regnskab op. - Det er dejligt at konstatere, at man nu også udenfor Musikernes Kreds - altså blandt Publikum - har det Indtryk, at det går støt fremad, at den mederne Musik nu er ved at f å en sådan Form, at den også er ved at blive tilgængelig for Menigmand. De to sidste År har bragt en afgørende Klaring i Begreberne, Linierne ligger nu så fast, at man med Tryghed kan se Fremtiden i Møde. Det er muligt, at Tiden for ti År siden var interessant for Komponisterne, men for os andre - der- blot var Publikum - var det en harsk Periode. Først var den nye Musik kun en Reaktion. For enhver Pris vilde man væk fra det gamle. Det blev selvfølgelig et Kaos, så at man tog sig til Hovedet og spurgte: Hvad er Målet? - Og Svarene på dette Spørgsmål blev mangfoldige, yderst forskellige og hinanden modsigende! - Kunsten trives kun ved stadig Fornyelse. Først influerede den primitive Musik - den samme Kilde, som Jazzen har øst af - på den nye Musik. Den gav Rytmekraften og det motoriske, Bevægelsesmomentet i Musikken og forstærkede også Følelsen for det dynamiske; og samtidig gav den det heterofone Princip. - Så kom Brugsmusikken, det var stor Musik i lille Format. Den imødekom det Krav om lettilgængelig og letspillelig Musik, som den gængse moderne Koncertmusik ikke anerkendte. Brugsmusikken kan opfattes som en Reaktion mod denne artistisk betonede Musik, som kun var for den lille Kreds på de tyve trofaste. - Men nu synes der at ske en Sammensmeltning, og det er kun af det gode. Takket være Indflydelsen og Kravene fra Folkemusikbevægelsen bøjer de sig-selv-nok-værende artistiske Komponister sig for det Krav, at Folk i Almindelighed gerne vil forstå deres Musik og eventuelt spille med på den. Af foreløbige Resultater kan man pege på to af de værker, som blev opført ved Folkekoncerten i Thorvaldsens Museum: Otto

Mortensens Ouverture for Kammerorkester og Knudåge Riisagers Lille Ouverture for Strygeorkester.

Dansk Musik har været spillet af Pianistinden Karla Jensen, der bl. a. havde J. P. E. Hartmanns Sonatine, OP. 48, på sit Program. - Det er udmærket, lad os endelig få mere af den Slags! - Det er snart mange ' År siden, Hartmann har stået på en Pianists Program. Men han er for god til at blive glemt; mange af hans mindre Klaverstykker, hvor han har været Forbillede for Grieg, og hans Prissonate burde være stadige Gengangere på de hjemlige Pianisters Programmer. Johan Bentzon spillede et af de eneste Stykker Kammermusik, vi har fra Weyses Hånd, et nydeligt lille Arbejde for Fløjte og Klaver, ved den nystiftede Trio - Johan Bentzon, Alberto Medici og Otto Mortensens - første Koncert. - På Slotskirkens, fuldendt skønne Orgel - det som de tre største Orgelspillere blandt Danmarks Komponister: H. C. 0. Zinck, C. E. F. Weyse og J. P. E. Hartmann har .udtalt sig så rosende om - spillede Finn Viderø ved Drengekorets sidste Koncert Carl Nielsens pragtfulde Commotio. Vi har før hørt Commotio, men aldrig med smukkere Registrering, aldrig med større plastisk Rejsning og i. en så inderlig fordybet Gengivelse, hvor skjulte Skønheder strømmede én lysende i Møde, og hvor Værkets danske Tone i den Grad blændede én ved sin Dejlighed. Vi har Grund til at være stolte af Viderø. Han er vor største Orgelspiller.

Ældre Musik har været dyrket bl. a. ved den fjerde Studiekoncert i Borups Højskole, hvor man hørte italiensk Musik. De tre Arrangører - Jørgen Jersild, Otto Mortensen og Finn Viderø - synes at have haft Held med deres Foretagende, og man må håbe, det kan fortsætte til næste År. Der er virkelig Idé i dette Foretagende, hvor Publikum får den fornødne Vejledning gennem et instruktivt Foredrag, og Musikken fremføres af et alsidigt Amatørensemble. - Ved den afsluttende Koncert i Charlottenborg Musikforening spillede Waldemar Wolsing og Sverre Forchhammer Koncerten i c-moll for Obo og Violin med O~kester af J. S. Bach. Det er et vidunderligt Værk, noget af det bedste Bach har skrevet, og de to jævnbyrdige Kunstnere ._ydede her - støttet af det udmærkede Orkester - en musikalsk Præstation af højeste Rang.Sven Lunn.