Jazz kontra europæisk musikkultur

Af
| DMT Årgang 10 (1935) nr. 05 - side 116-119

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

JAZZ KONTRA EUROPÆISK MUSIKKULTUR

AF POVL HAMBURGER

I et Skrift betitlet Jazz kontra europæisk Musikkultur (Levin &, Munksgaard, 1935) er den unge Organist og Komponist Olaf Söby gaaet i Leding mod Jazzmusikken og - vel - dens Forkæmpere herhjemme. Dette Felttog har han iværksat paa den strategisk set ikke uefne Maade, at han i Bogens første Trediedel lader aftrykke en Række nyere Dagbladsartikler, en - af Forfatteren Jakob Paludan - der fordømmer Jazzmusikken, og tre - af henholdsvis Knudåge Riisager, Erik Tuxen og Svend M. Kristensen -- hvori samme Kunstform mæsten blindt forherliges, plus et Interview (»Politiken«) med Tuxen. Den øvrige Del af Bogen udgøres saa af Forfatterens kritiske Kommentar, hvilket her er ensbetydende med Uddeling af Klap og Klaps, det første naturligvis til Hr. Paludan, det andet til de tre andre Herrer. Og det skal siges, at hvad det angaar at klapse, saa lægger Hr. Söby saa sandelig ikke Fingrene imellem. Med en Tempelrensers Nidkærhed svinger han Svøben, lader Foragt, Haan og Spot regne ned over de formastelige og rammer - i Reglen da - hvor han sigter. Man maa alvorligt haabe for Jazz-Pionererne, at de ligervis som Katten har mindst ni Liv, ellers vil det vist falde dem -svært at staa denne »grausame Salbe« igennem.

Naa, nogen ligefrem Heltegerning betyder dette Söby'ske Jazz Felttog nu ikke, dertil er Modstanderne lidt for svagt udrustede. Noget mere konfust end de Betragtninger, navnlig Tuxen og Sv. M. Kristensen anstiller, har man vanskeligt ved at forestille sig: hvis det havde været de Herrers Mening at angibe Jazzen, kunde de næppe have gjort det mere effektivt - man slaa blot efter paa Side 17, hvor Tuxen ganske vist indirekte, men alligevel u-misforstaaeligt bekræfter, at Jazz ikke er Musik: Det, Jazzen siger, kan kun siges med Musik, men Jazz vil slet ingenting sige (!) Ergo ... Ja, Fagfolkene maa jo -vide det, vi andre har længe anet det.

Staar Hr. S. saaledes med Palmerne i Hænderne i sin Fordømmelse af Jazzmusikken, selv om altsaa Sejren maa siges at være lovlig letkøbt, forekommer han knap saa sadelfast dér, hvor han forsøger at være positiv, nemlig i Forsvaret for det, han benævner »europeeisk Musikkultur«. Hr. S. synes saaledes slet ikke at have Øje for, at den europæiske Kunstmusik, saaledes som den fremtræder paa de senere Stadier i Form af Ekspressionisme, Atonalisme, Ny Saglighed etc., i Virkeligheden paa væsentlige Punkter er to Alen af et Stykke med Jazzmusikken, for saa vidt som begge Kategorier i lige Grad maa anses som Symptomer paa det almindelige Kulturforfald, der raader i vore Dage: hvis den saakaldte »Jazzkunstmusik« saaledes som Hr. S. hævder det, maa betragtes som en sidste Udløber af den romantiske Musikperiode, og som saadan ikke er et primitivt, men lige modsat et overforfinet, raffineret Kunstprodukt -- og heri har han sikkert Ret - saa er de nævnte »indfødte« europæiske Musikretninger det - sandelig ogsaa - Hovedparten af al den bundtriste »seriøse« Kammerrnusik af inden- og udenlandsk Nutidsoprindelse, som præsenteres os ved DUT's Koncerter, hvad er det vel til syvende og sidst andet, end fint forgrenede, men bladløse Kviste paa »Tristan«-Musikkens, engang saa mægtige altoverskyggende Træ, saa stærkt man end søger Befæstelse herfor i synkoperede Rytmer, »lineært Kontrapunkt«, »Polytonalitet«, og hvad man nu ellers griber til? Vi er oven i Købet ikke langt fra at foretrække Jazzmusikken, der dog kan kaldes »folkelig«, for saa vidt som den jo »forstaas af alle« (Tuxen), (hvad der naturligvis intet som helst siger om dens kunstneriske Værdi), medens den »fine« Musik næppe rækker en Tomme udenfor Fagmusikernes egen snævre Kres.

Hvor stærkt Hr. Söby i sin Iver for at forsvare sit eget kan komme til at fortale sig, kan man læse paa Side 49: »At den hvide Race, finder sig i en lavere Kulturs Indtrængen og Forsøg paa at dræbe. vor egen højt. udviklede Kultur turde være et- Bevis paa, at vor Race. er i Forfald«. Hvis vor Race er i Forfald - og det er der jo desværre. visse Smaating rundt om, der synes at tale for - saa kan vi ikke. samtidig besidde en »højt udviklet« Kultur. Det rette Ord bliver i denne Forbindelse »overudviklet«, og det er noget ganske andet. Uheldig er ogsaa Bemærkningen »en lavere Kulturs Indtrængen«; hvorfor dog føre saadanne, Begreber som »lavere« og »højere« i Marken her, hvor man i Virkeligheden staar overfor ganske heterogene Foreteelser? Den ægte Negermusik er primitiv, vor Musik er et forfinet Kunstprodukt, og taget hver for sig er de to Musikarter »lige gode« og lige gode Udtryk for hver sin Races Karakterejendommeligheder, Livsfølelse, Behov etc., de har bare intet at sige hinanden, intet at give hinanden. Men heraf følger - og det er det rigtige i Hr. Söbys. Betragtning - at Nutidseuropæerens Koketteren med primitiv eksotisk Musik slet og ret er et Degenerationstegn, et Udslag af den Trang til Stimulans, som er Følgen af fremskreden kulturel Træthedsfølelse, og aldeles ikke Bevis paa at han selv er ved at »udvikle« sig i primitiv Retning. Lad os en Gang for alle faa dette slaaet. fast: vi er ikke primitive, og vi er ude af Stand til at føle primitivt. Vi slæber om med en vældig tusindaargammel Kulturarv, som vi ganske vist ikke mere rigtig ved, hvad vi skal stille op med i dens overleverede Form, men som vi alligevel ikke saadan kan gøre os fri af fra i Dag til i Morgen.

Er alt i Nutidsmusikken da sort i sort? Er det herskende Kaos ikke blot en Overgangstilstand, en naturlig Følge af at vi befinder os paa rydningsstadiet mellem en gammel og en ny Stil, saaledes. som det dog tidligere har kunnet iagttages, f. Eks. omkring 1600 og 1750? Ingen véd det. Langt det sandsynligste er dog, at de Begivenheder, der nu foregaar omkring os, er af ganske anderledes dybtgaaende og skæbnesvanger Karakter. Den europæiske Musiks Historie, der maa regnes for at begynde i den homeriske Tid i det 9. Aarh. f. v. T. har kun to Hovedfaser at opvise: antik og vesterlandsk Kultur. Skillelinjen ligger ved det andet Aartusinds Begyndelse e. v. T., da Kontrapunktet og dermed en helt ny musikalsk Dimension, den vertikale, opstaar. Før var Musikken enstemmig, lineær, »klassisk«, nu flerstemmig, harmonisk, »romantisk«. Der gives mellem 1000 og 1900 ingen »Omvæltninger« indenfor europæisk Musik, alt er Evolution. De enkelte Stilfaser betyder i Virkeligheden blot Metamorfoser indenfor et og samme Udviklingsforløb, hvis Gang inderst inde er bestemt ved et vedvarende Spændingsforhold mellem de to Dimensioner: Linje og Samklang - et Kræfternes Spil, som først nu i vore Dage synes at være ved at ebbe ud. Alt det, vi benævner »op« og »ned« indenfor de enkelte Stilperioder, bliver faktisk kun svagere Bugtninger paa en -og samme Kurve, hvis Fodpunkter ligger henholdsvis ved 1000 og 1900. Det 19. Aarhundredes saakaldte »Romantik« betyder saaledes paa samme Tid 1750-Stilens Degeneration og den samlede vesterlandske Musikkulturs Forfald. Er dette da altings Ende? Vel næppe. Al Kultur behøver jo ikke at forsvinde fra Jordens Overflade, fordi -en enkelt gammel Kultur gaar sin Grav i Møde, en Gang vil det jo nok gaa opad igen. Men selv om ogsaa, en hidtil langsomt skridende Foreteelse som Kulturen skulde vise sig fra nu af at være inficeret med moderne Lyntogs-Baciller, maa vi dog veere belavet paa et »kulturløst« Interregnum et lilfe Aarhundrede eller maaske to endnu. De, som allerede i Dag taler om den nye Musik, beviser kun, at de intet virkeligt forstaar af Lovene for alt levendes og dermed ogsaa. Kunstens Udvikling. Den »moderne Polyfoni« - kald den »lineær« eller »polytonal« - Rytmemusikken, Kunstjazzen, altsammen hænger det nøje sammen med det hidtil bestaaende - og nu degenererende. Og skulde der trods alt alligevel dybest i det altsammen eller noget af det ligge Spirer til en ny Kultur, saa er de i alt Fald endnu saa godt gemt, at den, der kan paavise dem, i Sandhed fortjener Findeløn.

Årgang 10/1935, nr. 05