Jazz-profetier

Af
| DMT Årgang 10 (1935) nr. 05 - side 114-116

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

JAZZ-PROFETIER

AF JØRGEN BENTZON

DET siges, at man forventer, at jeg vil imødegaa Hr. Møller Kristensens Artikel »Jazz og Folkemusik«. Det er virkelig lettere sagt end gjort!

Hr. M. K.s Udgangspunkt er, at der ikke findes nogen Folkemusik. At der aldrig har eksisteret nogen euro-pæisk Folkemusik. At der ikke kan opstaa nogen Folke-musik i dette øjeblik, da Samfundets nuværende Struktur udelukker det. Men at der, naar Samfundet engang i Fremtiden bliver omdannet paa den og den Maade, vil opstaa en Folkemusik, der maa have de og de Egenskaber. - Betragtningsmaaden er ikke uinteressant. Hvis Hr. M. K. kunde angive et Tidspunkt for denne Tilstands Indtræden, vilde hans Opfordring til ikke at lægge, Hænderne i Skødet, men i vor nuværende Tænken og Handlen at holde os dette Fremtidsperspektiv for øje vinde i Vægt. Hvis han mener at den øjeblikkelige Verdenssituation gør det sandsynligt, at den indtræder snart, vil ingen frakende ham Prædikatet: Optimist. - Endnu interessantere vilde det være, om der kunde siges noget virkeligt fyldestgørende om dette fremtidige Idealsamfunds konkrete Musikbehov. Efter Hr. M. K. synes det at være udsprunget af en Slags balinesisk Naturtilstand; den konsekvente Afindividualisering finder sit adækvate Udtryk i nogle melodisk- rytmiske Femtoneøvelser, hvori ethvert Spor af Harmoni dog ikke er forsvundet; Trangen til ældre saavel som mere kompliceret Musik er lykkeligt overvundet osv. - Jeg takker Hr. M. K. for den Nydelse, han har beredt os ved dette Udsyn; jeg tror næsten, der er gaaet en Romantiker tabt i ham! - Der kan af gode Grunde intet som helst indvendes mod hans Betragtningsmaade. Hvad nytter vel Argumenteren mod Profeteren? Det ligger fjernt fra mig at ville frakende Hr. M. K. Evner som Profet. Men jeg maa. desværre melde Pas overfor denne metodiske Side af Sagen og bede ham, søge sig en anden, bedre kvalificeret Modpart. Der maa sikkert blandt vore ældre Komponister kunne findes en, der har den fornødne Træning i transcendental Tænkning.

Skønt min af Sachlichkeit saa sørgeligt upaavirkede, i Luften frit svævende romantiske Personlighed saaledes vægrer sig ved at gaa mine Børnebørn og Oldebørn i Bedene, har jeg ikke noget imod at sige eller rettere gentage noget om de mere nærliggende af de berørte Problemer. Jeg har tidligere udtalt, at jeg ansaa øjeblikkets mest aktuelle musikalske Problemer for at være: 1) forsvarlig Likvidation af det sterile Artisteri, 2) Tilvejebringelse af Musiceringsformer og forhold, der værner mod en Udskriden i den rene Pladderpopularisme. I førstnævnte Henseende er mine Synspunkter ikke saa afvigende fra Hr. M. K.s, at der er Grund til Diskussion. I sidstnævnte Henseende tror jeg ikke saa meget paa Deduktioner udfra æstetiske Opstillinger efter ægte tysk Manér som paa Erfaringer vundet under et Arbejde med en interesseret og modtagelig Kreds. Jeg bestrider ikke og har aldrig bestridt, at et saadant Arbejde kan udføres paa andet stilistisk Grundlag end det, der ligger mig nærmest, bl. a. ogsaa. paa Jazz Grundlag. Jeg indser nemlig ikke det principielt skadelige i, at et Problem bearbejdes og belyses fra flere Sider. Som almindelig Betragtning vil jeg blot, nu da Lejlighed saa smukt gives, benytte migaf den til at slutte mig til Hr. M. K.s from= Forhaabning om, at Komponisternes kunstneriske »Samvittighed« maa afholde dem fra at skrive noget Skidt (1).

Begrebet Folkemusik lider vitterligt af visse Uklarheder. Det bruges vist i Almindelighed som en lidt vag Modsætning til det lige saa vage Begreb Kunstmusik. Hr. M. K., der jo ynder at slaa ned paa gammelt eller misvisende Ordgods bør efter min Mening undgaa det og konsekvent bruge Betegnelsen »Massemusik« for den Kategori, han kæmper for. Gid Heldet følge hans Fane! Fremtiden vil sikkert rejse ham og hans det Monument, de saa ærligt vil have fortjent, fordi de i det Herrens Aar 1935 banede den Vej ved dristigt at skrive af efter Duke Ellingtons Grammofonplader og foretage sig lignende nyttige, afindividualiserende Handlinger.

Men hør nu: Hvis Jazzen i det væsentlige har alle de Egenskaber, en Massemusik maa have, hvis den har den samlede Ungdom eller en overvældende Majoritet med sig, hvis det bare er lidt Tilvænning, Aarenes Gang, den naturlige Udvikling, der skal til for at gøre den almengyldig, gøre Diskussionen om ældre Musik overflødig, køre al anden Musikbestræbelse i Grøften osv. osv., hvad er der saa egentlig at snakke om? Hvorfor optage dette eller noget andet Blads Spalter? Hvad er det overhovedet, d'Herrer Jazzfolk ønsker at overdøve med deres haandfaste Propaganda? Er det os andre, hvis Bestnæbelser de klart og sachlich »beviser« er rent til Grin? Er det de gammelkonservative, traditionelt indstillede, der jo alligevel snart gaar Kødets Gang, besejret af den lyserøde Fremtid, der venter os hinsides og igennem Hot, Snot og Swing? Er det de Par faa lavmælte Moralister, der finder Jazzen »uartig«? Hvad er det?

Det skulde dog vel aldrig være d'Herrers egen Usikkerhed?

Fodnoter:
(1) à propos: faar vi ikke en fænomenologisk Analyse af »Mickey-mouse«-Visen til Godtgørelse af dens Kvalitet? Dens Popularitet bestrides ikke.

Årgang 10/1935, nr. 05