C.H. Debois' salmer

Af
| DMT Årgang 10 (1935) nr. 06 - side 154-156

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

C. H. DEBOIS' SALMER

Paa Wilhelm Hansens Musikforlag og net i Forhold til Spørgsmaalet ombilagt »Samfundet til Udgivelse af samme Indholds Kvalitetom hvorvidtdansk Musik«s Publikationer for inde-værende Aar er udkommet en Samling»100 Salmer for Orgel« af G. H. Debois.Titlen forekommer en Smule misvisende.Det er jo ikke Salmer, Værkets Avtorhar skrevet, men Salmemelodier, og at Udsættelserne ikke udelukkende, ja velknap nok i første Række, er tænkt som Orgelledsagelse til Menighedssang, metiogsaa tager Sigte paa Nlotetsang og An-vendelse i Hjemmet, fremhæves udtryk-keligt i Forordet. Dette kun som enlille Forbemærkning, for selv om det velmaa kaldes et billigt Krav, at en Bogs Titelblad giver rigtig Besked om dens Indhold, er dette naturligvis underord-

det Stof, der foreligger, baade er værdifuldt i sig selv og - naar det som her drejer sig om udpræget Brugsmusik

titlige praktisk anvendeligt. Herom skal der i det følgende siges et Par Ord.

En af Svaghederne ved vore Dages Musikproduktion er dens fremtrædende subjektivistiske Baggrund. Medens man i ældre Tider saa godt som udelukkende skrev i den Hensigt at imødekomme et eller andet Behov ' saa er, siden Romantiken satte ind (og tro bare ikke, at Romantiken er død, dens mindre gode Sider i alt Fald eksisterer fremdeles), Nlusiken i saa Henseende paa. det nærmeste blevet uden Maal og Med. Komponisterne skriver, naar de har Lyst, og .hvad de har Lyst til, og saa har det mindre at sige, om de har et Publikum, og ,om samme Publikum har nogen virkelig Fornøjelse af det, der bydes det. Debois gør ingen Røverkule af sit romantiske Hjerte. Den foreliggende Samling er, siger han i Forordet, »opstaaet af en in-dre Trang til at arbejde med Tekster fra .Salmebogen«. Dertil er naturligvis intet at sige, det er et rent og skært Privatanliggende, det som ene interesserer os ~andre er, i hvilken Grad der med denne Samling er fremkommet noget anvendeligt - anvendeligt i den dobbelte Betydning af paa en Gang musikalsk vær,difuldt og praktisk brugbart.

En objektiv Begrundelse for Udgivelsen af nye Salmemelodier foreligger, saa vidt lader sig se, kun i to Tilfælde. Enten, naar det hidtil benyttede Stof er .blevet for snævert og derfor trænger til at suppleres rent kvantitativt (og hvem tør vel paastaa, at vi befnder os i en saadan Nødssituation?) - eller, naar der i Tiden selv i Kraft af kirkelig ~eller musikalsk Nyorientering rører sig ,en Trang til kvalitativ Fornyelse. En saadan Situation foreligger faktisk i vore Dage, men her er og bliver Laub -den eneste paalidelige Vejviser ind i Fremtiden. Man kan følge ham mere ,eller mindre doktrinært, hans Bogstav -vil maaske undergaa mere eller mindre indgribende Ændringer, men hans Aan( vil uvægerligt sejre, fordi den simpelt hen paa en Gang er i Pagt med den protestantiske Musiks Klassik og vor Tids Følernaade overfor Melodi, Samk-lang, Forhold mellem Tekst og Toner -etc. Her er det Punkt, hvor en Vurdering af Debois Samling først maa sætte ind. 4Gaar man den igennem, vil man imidlertid snart se, at den ingen som helst Fornyelse indeholder og tilsyneladende heller ikke tilstræher, den er (her tales ~alene om det afgørende: selve Melodierne) helt igennem traditionel - ogsaa i Kraft af sin stilistiske Brogethed. Der ~er nogle ganske faa. Forsøg å la Laub, knap nok gennemført (Nr. 4 og 39), men Hovedparten er dels Psevdo-Koraler i Berggreens Manér, dels Romancer og dels modernistiske Konstruktioner med Asger Juul som umiskendeligt Forbillede. Havde saa endda blot Gennemsnittet heraf rent musikalsk set ligget paa et antageligt Niveau, men saaledes er det ikke. Der er enkelte pæne Melodier, men de fleste er mærkelig slappe og fysio.gnomiløse. Ikke mindst paa Baggrund af

denne Mangel paa melodisk Oprindelighed forhavses man ofte over den Frimodighed, hvormed Komponisten øver sin »Bessermachen« paa det overleverede Stof. »Aleneste Gud i Himmerig«, hvis Melodi er et af den protestantiske Kirkes ældste og kosteligste Klenodier, kan der ikke laves ny Melodi til - selv ikke, naar en saadan ny Melodi i saavel Deklamation som Konturer ligger den gamle saa nær som den af Debols! Eller hvad med »Krist stod op af Døde«? Hertil har vi i Forvejen tre Melo~ dier, en ur-kirkelig og to u-kirkelige, alle tre meget udbredte, og nu kommer Debois med Nr. 4, som- bare er de to sidstnævnte lagt sammen og divideret med to - endog den for begge de ældre Melodier karakteristiske D-Dur-Fanfare gaar pietetstro igen. Rungs Melodi til »Kimer, I Klokker« er smuk, men rytmisk upraktisk. Her kan vi hjælpe os udmærket. med »Lover den Herre«, hvis vi da ikke tør binde an med Laubs ligesaa let syngelige som skønne Melodi. Men hvad vi skal med Debois' Melodi, der (se Eks.) ikke er stort andet end Rungs i ny, men alt andet end forbedret Udgave, er ikke let at begribe.

Og nu »Lyksalig, lyksalig -«, ja, maaske er Berggreens Melodi en Kende for »sjælfuld« for moderne ører, men det er nu alligevel ikke til at komme udenom, at den for uendelig mange Mennesker føles uløseligt knyttet til Ingemanns Ord - hvad man skulde vinde ved at søge den erstattet med Debois' totalt »afsjælede« Melodi, forekommer i alt Fald mere end uforstaaeligt. Saaledes kunde man blive ved - eventuelt Interesserede kan her henvises til særlig at sammenligne Nr. 7, 21, 60, 62, 76, 69, 72, 93 og 100 med de gængse 'NIelodier. Det vil formentligt være tilstrækkeligt til Paavisning af det dødfødte i hele dette Foretagende.

Musik Lil Salmer staar og falder med ,Melodierne, og Udsættelserne skulde I-ler være forblevet uomtalt, hvis ikke Komponisten i sit Forord netop havde præsteret en Art »Selbstbesprechung« i saa kategorisk Form, at den ikke kan staa uimodsagt. Naar han saaledes f. Eks. vil gøre gældende, at »den klassiske Melodiog Stemmeføring danner det absolute Grundlag for Harmoniseringen«, maa der bestemt protesteres. Overalt vrimler det med mere eller mindre grove Forsyndelser mod Stilen, især er Bassen mange Steder saa uroligt springende og uafbalanceret, at ingen klassisk -Komponist vilde vedkende sig den (se særlig: Nr. 17, T. 3-4, 55, T. 3. ff., 59, Slutn. og 62, T. 9 ff.). Og naar der endelig med Henblik paa de Friheder i Dissonansbehandling, der.snart. sagt forekommer i hver eneste Sats, som Forsvar herfor anføres, at »den Stemme, i hvilken Dissonansen forekommer, er saa afgjort melodisk ført, at det ikke føles generende hverken af Udøveren eller af Tilhøre

ren«, maa der igen nedlægges Protest. Meget klinger faktisk unødigt haardt,, ja flere Steder (f. Eks. Nr. 8, T. 6-7 og 19, T. 2-3) virker, ikke mindst paa Orgel, som det rene ørepineri. Nej, at føre samtlige Stemmer med smuk melodisk Profilering og samtidig opnaa klare, faste, naturlige Samklange, det er det klassiske Ideal.

Megen Tid og megen Flid har denne~ Samling sikkert kostet, og den er uden Tvivl blevet til under en ærlig, omend unægtelig noget naiv Tro paa Sagens Værdi. Saa meget tristere, at man nødes. til at beklage al denne spildte Møje.

Povl Hamburger.