Dania Sonans, I

DANIA SONANS, I

VÆ-'RKER AF NIOGENS PEDERSøN, UDGIVNE AF DR. KNUD JEPPESENAF MOGENS WóLDIKE

MELLEM den nordiske Folkevises Blomstringstid og Romantikens Guldalder i forrige Aarhundrede ligger ethalvt Aarhundrede, hvor Danmark indtager en beskeden Plads i Musikens Historie. Vor eneste virkelige Berømt-hed, Dietrich Buxtehude, udvandrede som ung, og deter et Spørgsmaal, om han ikke rettelig hører hjemmei Tysklands Musikhistorie, selv om Tyskerne undertiden af Høflighedkalder ham »Der grosse Dåne«. Dog har vi i det lange Spand af Tid,hvor i visse Perioder geniale Mestre i de store Lande kappedes om Stilarternes Fuldendelse, haft vore mindre Profeter, som uden at havenaaet de Stores Mesterskab endnu har noget at sige os. I Erkendelseaf de Forpligtigelser, vi har overfor disse vore faa. betydelige Kompo-nister fra ældre Tid, har Samfundet til Udgivelse af dansk Musikpaabegyndt en Serie gammel dansk Musik, »Dania sonans«, Kildertil Musikens Historie i Danmark, hvis første Bind indeholder Mogens Pedersøns Værker, udgivne af Dr. Knud Jeppesen.

Med Rette er man begyndt med Mogens Pedersøn, vel nok vor største Kunstner indenfor den ældre Vokalmusik, og hvad der foreligger fra hans Haand, er her optrykt: »Pratum spirituale«, hans, kirkelige Værker, og de verdslige Kompositioner, et Bind italienske. Madrigaler. Nyudgaven er saa meget mere paakrævet, som de to Samlinger kun findes i eet. fuldstændigt, Eksemplar hver af Originaltrykkene.

Hvad angaar Mogens Pedersøns verdslige Kompositionsvirksomhed kan man ikke tilbageholde et Suk over, at han levede saa sent - tænk. om han havde virket et Par Generationer tidligere og givet os Folkeviseudsættelser i Lighed med de tyske! Nu maatte han efter Tidens Mode i Skole i Italien - hos Giovanni Gabrieli, - og Resultatet blev fin Madrigalstil, Musik til Tekster, der var fælles for den daværendc Musikverden, men næppe noget, der er Udtryk for typisk dansk Musikkultur. - Saa meget mere maa man glædes over hans Kirkemusik. ik~ed Hans Thomissøns og Niels Jespersøns Samlinger havde vi allerede den tysk-lutherske og til Dels ogsaa, katolske Arv i god dansk Tradition; hertil kommer »Pratum spirituale« som det eneste større Værk med liturgisk Kunstmusik, et uundværligt. Led i den danske Kirkemusiks, og Gudstjenestes Historie.

Mogens Pedersøns Værk har før været behandlet af danske Musikhistorikere, først. af Thomas Laub, som i »Om Kirkesangen« (1887) siger: »Trods Fejlene i det enkelte er Mogens Pedersøns Harmonisering i Reglen baade levende, original og naturlig, paa enkelte Steder endogsaa forbavsende smuk. Jeg kender saaledes, ingen Udsættelse af »Aleneste Gud i Himmerig«, der kan maale sig med hans, baade Eccards og Hasslers staar tilbage for den; i sin frejdige Ubekymrethed med de lidt skarpe Klange minder den om det salte Havvand, der kan være for kraftigt for svækkede Individer, men hvis Bitterhed er styrkende for normale.« Senere i »Musik og Kirke« (1920) tager han Afstand fra Nlogens Pedersøn, regner ham til den begyndende Forfaldsperiode, som han vel maatte gøre det ud fra sit Syn paa den rene Stil i sin fuldendte Skikkelse som den eneste Kirkemusik. Jeppesen peger her med Rette paa det gamle Ord, »at det første Indtryk er det rigtige«~, og mener, det er ubilligt at vurdere Mogens Pedersøn ud fra det 16de Aarhundredes klassiske Vokalpolyfoni, men ser paa ham som hørende til den ti'dlige Barok og sammenligner ham ,med de tyske Komponister i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede. Han vurderer ham som »afgjort Kunstner og afgjort -Karakter«, og hævder, at den Opblomstring i dansk -Musik, i hvilken Mogens Pedersøn var en af Hovedmændene, »har skabt saa betydende Værdier, at ogsaa. denne Tid kan bestyrke Sandheden af Niels Schiørrings (1783) jævne, men i al deres Beskedenhed dog stærke og følelsesbaarne Ord om Musiken som en Kunst, i hvilken vore Naboer har bragt det vidt, men vi dog ikke ganske har f rasagt os! «

Her skal ikke forsøges nogen »Anmeldelse« i almindelig kritisk Forstand af Knud Jeppesens Arbejde. Det siger jo dog i Grunden sig selv, at naar Nutidens mest kyndige Mand paa den gamle Korkunsts Omraade har staaet for Udgivelsen, er denne i videnskabelig og. kunstnerisk Henseende i højeste Plan, hvad bl. a. den indgaaende Redegørelse for Mogens Pedersøns Stilprincipper vidner om. 'Man mærker tillige, at Jeppesen ikke alene skriver om noget, han som ingen anden har Forstand paa, men ogsaa, at det har været ham en Glæde at indleve sig i den gamle danske Komponists Værk, saa hans Indledning til Nyudgaven er blevet et sjældent smukt Stykke dansk Musikhistorie. Hensigten med disse Linier er da ogsaa, kun den at slaa til Lyd for Værket i vore Kirkemusiker- og Korkredse og pege paa den Omstændighed, at nu, hvor Dr. Jeppesen har indløst den Forpligtigelse, det var at udgive Mogens Pedersøns Værker paany, har vi danske Kirkemusikere af i Dag ogsaa. en Pligt: at udbrede Kendskabet til disse Værker, som jævnlig bør høres ved Kirkemusikaftner og som Motetter ved Gudstjenesten. Jeppesen har selv vist Vejen gennem et Udvalg af de smukkeste Satser i mere tilgængelig Form i 5te Hefte af »Folkeog Skolemusik«. Der er ogsaa andre Muligheder; ganske vist volder Teksterne undertiden Bryderi, men man kan hjælpe sig med vor Kirkesalmebog, eller med Salmeredaktioner fra den mellemliggende Tid, som staar os nærmere i Udtryk; eksempelvis skal nævnes, den skønne »Beklage af al min Sinde«, hvis Mie, Re og sidste Vers i Landstads Tekstredaktion er meget anvendelig til kirkelig Brug.

En Samling god dansk Kirkemusik, som ikke før har været tilgængelig, venter nu kun paa at blive brugt.