Kultur, primitivitet og jazz

Af
| DMT Årgang 10 (1935) nr. 06 - side 152-153

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

KULTUR, PRIMITIVITET OG JAZZ

I Majnummeret af DMT fremsatte Magister Povl Hamburger nogle musikkulturelle og -psykologiske Betragtninger, hvis Pessimisme har vakt den mig iboende Modsigelseslyst. Magister H. mener, at den evropæiske Kultur er i Forfald, og at vi maa regne med et kulturløst Interregnum paa et Par Aarhundreder. Grunden til denne triste Indstilling er sikkert den, at Magister H. ved Kultur forstaar det, man i gamle Dage kaldte: Aandsliv, d. v. s. Produktion og Reception af immaterielle Værdier. (Man se f. Eks. Udtryk som: moderne Lyntogsbaciller). Men det er en for ensidig Bedømmelse. Kultur er et Menneskes, et Samfundslags, et helt Folks Evne til at udnytte de af Naturen givne Muligheder til Frembringelse af materielle og immaterielle Livsgoder. Først naar de fundamentale Livsbehov: Ernæring, Bolig, Sundhed o.s.v. er helt tilfredsstillet, bliver der Kræfter disponible for den aandelige Kultur. Det er vist Georg Brandes, der har sagt, at man i mange Aarhundreder var saa optaget af at tænke paa det hinsidige Liv, at man ikke havde Tid til at indrette det nærværende paa en tilfredsstillende Maade, og der er noget rigtigt i denne Tanke. Man tænke blot paa den Forskel, der i Renaissancen var paa Aandslivets rige Udvikling paa den ene Side og den Afgrund af Nød, Sygdom og Overtro, som det knusende Flertal af Befolkningen levede i paa den anden Side.

I Begyndelsen og Midten af forrige Aarhundrede (den industrielle - Revolution) begyndte man at udligne dette Misforhold. Videnskab og Teknik muliggjorde en hidtil uanet Udnyttelse af Naturkræfterne, og Socialismen viste Veje og Metoder til, at de nye Livsgoder kunde komme alle tilllode, og det er denne Udvikling, vi endnu staar midt i. Det 19. Aarhundrede var den sidste Fase i den individualistiske Renaissancekultur (ogsaa musikalsk set), men samtidig var det Forberedelsen til den kollektive Kultur, som i vore Dage under vældige Kampe og kaotiske Samfundsforhold er ved at bryde frem. Hvis man accepterer den ovenfor givne Kulturdefinition, saa maa man indrømme, at der ikke er Tale om Forfald, men om Transposition af - Kulturen, og at den danske Bonde, i hvis Hjerne Tanken om Andelsmejeriet først opstod, er en lige saa stor Kulturbærer som H. C. Andersen. Og det kan ikke nytte udelukkende at vurdere Nutidsfænomenet Jazz kunstnerisk (individualistisk), da det mere er de sociale (kollektive) Vaerdier, der i vore Dage spørges efter.

Et Tegn paa Forfald ser Magister H. ogsaa i Jazzens Magt over Evropæerne, idet han mener, at det tyder paa Degeneration, at overkultiverede Mennesker søger Stimulans i primitiv Musik, som de paa Grund af deres Overkultur dog mangler Forudsætninger for. Men det er dog kun vor Hjerne, vort Intellekt, vor Forstand, der er præget af vor gamle Kultur. -Bagved ligger der Følelser, Drifter, Instinkter eller hvad man nu vil kalde det (Freud kalder det for: Es), og hele dette sjælelige Følelsesbundt er skam primitivt nok. I Smerte og Glæde, i Kærlighed og Had er der ingen Forskel paa os og en Sudanneger, Følelserne er de samme, kun deres Udslag i Handling kan være forskellige, fordi disse Udslag bestemmes af vor overkultiverede Forstand. Det er til disse primitive - sjælelige, Kræfter, Jazzen efter min Mening henvender sig, og den er derfor et musikalsk Sidestykke til den Kamp for Frigørelse, som Psykologer og Pædagoger i den sidste Menneskealder har ført. Naar Jazz virker saa ligefrem fysisk ubehagelig paa mange Mennesker, saa tror jeg, det er fordi disse paa Grund af Tradition, Opdragelse - eller lignende føler sig generet af at opdage, at de har noget i sig, som de mener, man bør skamme sig over, ja, hvis Eksistens de helst vil benægte. Mon ikke Sven Møller Kristensen træffer lige i Centrum, naar han i Josephines Vise i Trompetkvadet siger:

De er hvide paa Facaden,
men naar det er blevet mørkt paa Gaden,
saa bli'r de hvide ogsaa sorte,
deres Drømme faar en anden Klang

Walter Zacharias.

Årgang 10/1935, nr. 06