Mekanisk musik / Jazz

MEKANISK MUSIK ved Jfirgen Balzer

// Carl Nielsen: Romance for violin og klaver. (HMV. DB. 2503. Kr. 6,50).

Den første Carl Nielsen-plade må ganske naturligt modtages med særlig opmærksomhed. Den er optaget i England, indspillet af Emil Telmanyi, der sjæl

dent har spillet skønnere end her. Hans gengivelse af Carl Nielsens lyrik finder ikke mange ligemænd selv i hans fødeland. Hans sunde, rene tone gør denne plade til en af de bedste violinplader overhovedet, og også Gerald Moores akkompagnement står meget smukt. Forhåbentlig følger flere efter!

De to små Sibelius-salonstykker: »Romance« og »Danse champåtre«, der optager bagsiden, kan kun betragtes som tilgiftsvare.

11 Sibelius-Society: volume 11. (3. og 7. symfoni) (7 plader å 6,50 kr.).

Det er et meget interessant bind, der her publiceres. Sammenligningen mellem 3. symfoni i c-dur (1908) og 7. do. i c-dur (1925) viser et interessant træk hos Sibelius: trangen til formel koncentration. Med de to første symfonier in mente møder vi den allerede i 3. symfoni, hvis finale åbenbart skal gøre det ud for både scherzo (jfr. begyndelsestemaet) og finale (bredt maestoso). Forsøget er ikke faldet heldigt ud, ligesom symfonien hvad indfaldenes originalitet angår er betydelig svagere end sine to forgængere. Den udføres her af Londoner symfonikerne under Robert Kajanus' ledelse.

Den 7. symfoni er i én sats og udleder hovedsageligt sit materiale af begyndelsens opadstigende skalamotiv. Den

er meget koncentreret og langt mindrenational-romantisk end de foregående. Den får her en ganske udmærket gengivelse ved B. B. C. symfonikerne under ledelse af Serge Kussevitzky.

11 Richard Strauss: »Der Nachtgang«og »Winterliebe«. (Pol. 30007. Kr. 4,50)..

Med alle deres dyder og lyder er disse. to sange typiske for deres komponist: digtenes stemning truffet på en prik, akkompagnementet pikant afvexlende,. men det hele gjort med midler, der altfor meget har tabt interessen i vor tid og det særlig gennem deres egen skabers udmarvende benyttelse af dem- Heinrich Schlusnus er den fortræffelige fortolker.

// Paganini: Caprice no. 13. Vecsey.Chanson nostalgique. (Pol.62720. Kr. 4,50) -

To småstykker i ypperlig gengivelse af den afdøde violinmester Ferene Veesey. Der findes musikalsk værdiful-dere optagelser af Vecsey, men næppe nogen der bedre har bevaret hans tone

JAZZ

De sidste måneder har bragt en række. ny ensembler frem på det danske mar-. ked. Valaida hedder en Syngende ogtrompetspillende negerdanserinde, som. har indspillet tre plader på Parlophone sammen med Billy Masons orkester. Hun synger godt, improviserer smukt ogsobert, og der er glans over hendes trompetspil. Den først udsendte plade, med »I can't dance« og »I wish I were twins«, er både teknisk og musikalsk langt den bedste, men den er også enestående.

HMV. præsenterer to orkestre,- vi ikke tidligere har hørt, Willie Bryants, som er sort, og Mezz Mezzrows, som er mixed. Det er fremragende ensembler, der begge spiller i rå improvisationsstil, og den eneste mangel ved pladerne ligger i en lovlig klangfuld optagelse. Bryants orkester, hvis idéer ikke er upåvirkede af Duke Ellington, har indspillet »A vi Pers moan«, »Throwin' stones at the sun« og »Chimes at the meeting«. Læg mærke til pianisten, Teddy Wilson, som er en af de fineste nulevende klaverteknikere. Mezzrows orkester spiller et godt nummer. »Apologies«, med en ren rytmisk slutning på kontrabas og tromme.

Ellington følger med »Delta serenade«

(HNIV.) stadig den artistiske vej, bort fra dansemusiken. Men det er en smuk komposition, enkel i melodi og harmoni, og arrangementet er denne gang ikke overeksponeret.

Mills brothers, indsyngning af »Someof these days« (Br.) er et mønster på jazzkorsang. Den er koblet med en ny - dog ikke meget «ændret - udgave af deres gamle »Tiger rag«. Armstrongs glansnummer »On the sunny side of the street« (Br.) er omsider kommet her til landet. Indspilningen tager begge sider af pladen, en vokal side, hvor han synger refrainet to gange og når sine rekordhøjder, og en trompetside med lidt for meget udenomssnak.