Musiklogik

Af
| DMT Årgang 10 (1935) nr. 06 - side 142-142

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

MUSIKLOGIK

AF EBBE HAMERIK

HVIS det 18de Aarhundredes Mestre havde haft en Anelse om, hvilke ofte forekommende Uhyrligheder Tydningen af deres Notation skulde fremkalde kun et Par Hundrede Aar senere, vilde de sikkert have udvist mindre Skødesløshed, selv om de paa Grund af deres kompositoriske Frugtbarhed næppe havde haft Tid til at udvise tilnærmelsesvis den Pertentlighed, hvormed nutidige Komponister lovlig utvetydigt afslører Mistillid til de Udøvende. I det Store og Hele kan vist om Aarsagerne til de ofte forekommende Mistydninger i fx. J. S.Bachs og Händels instrumentale Værker siges, at Musikerne har haftfor lidt Kendskab til Teoretikerne og deres Teorier, og Teoretikerne har været lidt for ufølsomme overfor sundt Musikerinstinkt samt lidt for ivrige efter at lægge Tingene paa en for deres Teori bekvem Hylde. Et af Problemerne er fx. Spillemaaden af de samtidig noterede Rytmer: (nodeeksempel) Teoretikerne hævder her, at (nodeeksempel). i samtidig For-indelse med (nodeeksempel), altid skal udføres som (nodeeksempel) og f remdrager gode Eksempler quasi Beviser for Rigtigheden af deres Postulat.

Hvem der blindt tror paa Teoretikerne heri, vil uvægerligt begaa mange Forbrydelser imod Barokkomponisterne, især Bach og Händel.

Medens (nodeeksempel) i klar og præcis Udførelse af to selvstændige Instrumenter har en inciterende rytmisk Virkning, fremkaldt ved Spændingen mellem de to - indbyrdes irrationelle - Nodeværdier, virker (nodeeksempel) monotont og tungt, ja undertiden ligefrem dovent og slattent.
Men i deres instrumentale Værker bringer Bach og Händel - omend ikke mange - saa dog enkelte markante Eksempler, der klart modbeviser Teoriens uangribelige Gyldighed overalt. Et slaaende Bevis i denne Henseende findes fx. hos Händel i hans Concerto grosso Nr. 12 i h-moll, sidste Sats. Den Musiker eller Teoretiker, der her vilde vove at rokke Hovedmotivets rytmiske (nodeeksempel) Støbning nogetsteds i Satsen, fordi Sidemotivet indfører Triolen og gennemfører denne, maa efter min Mening være ikke alene umusikalsk, men musikulogisk.

Hvor Barokmestrene anvender to-, tre- og firefjerdedels Taktarter, i hvilke Triolen er primus motor, saaledes at Taktarten i Grunden er seks-, ni- eller tolvottendedels, staar Teorien sin Prøve. I alle andre Tilfælde bør derimod Musikinstinktet, helst i Forbindelse med lidt Musiklogik, raade.

Årgang 10/1935, nr. 06