Samfundet til udgivelse af dansk musik, levering 1934

SAMFUNDET TIL UDGIVELSEAF DANSK MUSIK, LEVERING 1934

AF RICHARD HOVE

J. L. Emborg: op. 72. Concerto for Strygere og Piano.
Kaj Senstius: op. 5. Concertino for Fløjte og Orkester.
Ebbe Hamerik: Orkestervariationer over et gammel-dansk Motiv.
C. H. Debois: op. 21. 100 Salmer jor Orgel.

MELLEM den store Jubilæumsudsendelse, som jeg bredt omtalte i DMT 1932, og denne Udsendelse, som maaske kan kaldes en normal Udsendelse, ligger en anden extraordinær Udsendelse fra denne Forening, som i sin Udgiyervirksomhed udøver en for dansk Musik meget betydningsfuld Gerning. Det var Indledningen til den nye Række betitlet »Dania sonans«, der aabnedes med Dr. Jeppesens Udgave af Mogens Pedersøns Værker. Udgivelsen forekom mig saa betydningsfuld, at jeg havde ventet, at en af vore lærde Magistre havde taget Ordet til dens Berømmelse og gjort det paa vægtigere Maade, end jeg vilde have formaaet, som ikke har den akademiske Skoling i den ældre Musiks Historie og Natur(1). - Jeg tav derfor ogsaa om den mønstergyldige Udgave af Carl Nielsens Commotio og den sjuskede af Hartmanns Hakon Jarl Ouverture, men da ingen anden har syntes, at disse Værker var Omtale værd, kan jeg dog ikke dy mig for at nævne denne forrige Levering, som i sin Vægtighed netop viser, hvor meget Samfundet, til Udgivelse af dansk Musik« betyder.

Medens de døde ved Leveringen i Fjor saaledes langt overvejede de levende Komponister, der var repræsenterede ved Schierbecks smukke og sangbare Universitetskantate og Tarps lille, lette Serenade for Blæsere og Strygere, saa er det i Aar alene nulevende Komponister, der har Ordet, og vi prøver atter paa, om vi gennem de forelagte Værker kan erfare noget om dansk Musik i Dag, og det mener jeg, vi kan. Den Musik, vi her faar at se, siger os, at Eksperimenternes Tid er ved at være forbi, og at man nu søger i mere afklaret Form at drage sig den skete Landvinding til Nytte ved at skrive en praktisk anvendelig Musik i en Stil, der afviger radikalt fra den fra Aarhundredets Begyndelse, men ikke stiller Tilhører og Udfører overfor logiske Krav, som kun de færreste kan honorere, og som derfor forhindrer Tilegnelsen. -

Praktisk anvendelig Husmusik er Emborgs Concert for Klaver og Strygere. - Uden at stille store tekniske Krav klinger den fast og fyldig, og alle Stemmerne er fornøjelige at spille. Første Sats, som er afgjort den bedste, er opbygget som en Art Toccata. Et frejdigt C-Dur Stykke med gode rytmiske Idéer og et afvekslende hammerhaardt og lyrisk smidigt Klaverparti give. store Forventninger om Fortsættelsen.

Egentlig skal Toccataen indlede en Fuga, og den leder da ogsaa over til en Andante, der begynder med et sekstakts Solothema for 1. Violin, men ak, det bliver ingen Fuga. - Vi faar de seks Takter at høre et Dusin Gange, ekselusive en Tætføring i alle Stemmer, uden Ændring, men med forskellig, meget nydelig Ledsagelse i øe andre Stemmer, og det kan det lille Thema ikke rigtig bære. - Trods et Par kadenceagtige Trilleindskud i Klaveret kender vi straks det lille Thema alt for godt igen, der er for lidt Musik i det. Det er svært - at skrive et godt Thema til polyfon Behandling, det har aldrig rigtig villet lykkes for Emborg. - Men nu kommer Finalen. Nu skal vi slaa Gækken løs i D-Dur. - Ak, og igen ak! Det er svært at finde et Thema af polyfon Natur - det er næsten sværere at beslutte at være munter i Musik.

I Gerhard Lynges Bog om danske Komponister indledes Artiklen om Emborg med et Shakespeare Citat fra »Købmanden i Venedig«, hvor Jessica siger, at hun aldrig er ret munter, naar hun hører smuk Musik. Det er saa rigtigt. Den lystige Følelse kan støttes af Musiken, ligesom Dansen støttes af den, den kan ikke skabes af den. - Man kan blive øde og trist i Sindet af at høre paa munter Musik, mon det ikke er derfor, at Radioen aldrig kan tilfredsstille Folkets Krav paa lystig Musik?

Men altsaa, Finalen her er munter udi D-Dur, og det svageste af Koncerten; navnlig den Episode, der skal gøre det ud for Sidethemaet, er af stor Tyndhed, men det varer ikke ret længe, og i flyvende Tempo overstaaes, Finalen i en Haandevending. Værket udviser saaledes en faldende Linie, det er ikke noget Storværk i dansk Musik, men dog et forsvarligt Værk, og det er, som jeg begyndte med at sige, et praktisk Værk. Det lader sig med Held bruge ved Provinskoncerter af stedlige Kræfter. Det er ikke dybtgaaende, men ærlig ment Musik som alt, hvad Emborg har skrevet. - Emborg, som til næste Aar fylder de ærværdige 60, har i sin righoldige Produktion fulgt Musikens Bevægelser i en Menneskealder, og hvis hans Musik ikke netop havde det tilforladelige over sig, som er dens bedste Del, vilde man have kaldt ham en Vejrhane. - Der er meget langt fra »Efteraar« Kvartetten til denne Koncert; men her, hvor han nu staar, har han virkelig en Opgave, som kan siges at væ- re hans: at skrive for Provinsens Musikliv og Musikmuligheder. Han skriver redelig Musik, har et Talent, der Gang paa Gang har overrasket med smukke Udslag, og han kender Provinsens Mentalitet. Vi vil roligt lade Hovedstaden lave Jazz- Foreninger, naar Emborg vil skrive os en god Brugsmusik, som vi baade teknisk og aandeligt kan magte, og det har han, trods alle æsthetiske Indvendinger, gjort med den foreliggende Concert, som hermed være anbefalet til Opførelse fra Gedser til Skagen.

Efter Emborgs Concerto følger Senstius' Concertino. Ikke alene af Beskedenhed forsynet med Diminutiv i Betegnelsen, men virkelig et Stykke i Kabinetsform, saaledes som Fløjten naturligt byder. Den kan klangligt ikke tage det op med det store Orkester, derfor stiller Senstius den overfor 1 Obo, 1 Klarinet, 1 Fagot, 1 Horn og et beskedent Strygeorkester, og Fløjtetonen er ikke saa mangfoldig, som den er skøn, derfor varer Stykket det Kvarterstid, som det diverterer den kræsne Tilhører at lytte til Musik. Det er egentlig et mærkeligt fornemt lille Musikstykke i en demokratisk Tid - mon det kan akcepteres som Brugsmusik? Opførelsesmulighederne er ret faa, men Musiken er god, saa det burde naa ud, hvor de findes. Partituret burde altsaa høre til de Noder, Radioen efter Sigende sender ud til andre Landes Sendestationer som Propaganda for dansk Musik.

Concertinoen bestaar af 3 sluttede Satser: Allegro moderato - Andante - Allegretto og begynder i sirlig men lidt urolig Rokokkostil, med lidt for mange smaa, Imitationer - de ser fikst ud paa Noderne, men opløser Linien i Solospillet, som nu en Gang skal være det faste og samlende Punkt i en Koncert; men man overgiver sig hurtigt til den yndefulde Mangfoldighed af Motiver, som gør Satsen saare tiltrækkende. Andanten er en lille G-Moll Romance - aah. ja, ikke helt uden at man mindes Tschaikowsky, men køn og glat. Og saa Finalen, der energisk grundlægger et Indtryk af D-Dur, men staar lige saa fast i G - men det er ogsaa, den eneste harmoniske Overraskelse i hele Stykket. Selv om det er rart ikke at skabe sig i sin Harmonisering, behøver man vist ikke at være saa artig. Der er i dette lille lyse og fornøjelige Stykke, som jeg paa intet Punkt vil fornærme, brugt et saa dannet Sprog, at man næsten maa øve Vold paa sig for ikke pludselig at raabe et uartigt Ord. Det mangler Spænding og Spændthed. Det er absolut, neutral, lyrisk Musik. Det maa. som sagt være god Radiomusik. Den danske Radiofoni har opført det en enkelt Gang i en Udførelse, der understregede det lidt løse i Strukturen, men oversaa, det kultiverede i Tankegangen. Det maa. gøres, om nogle Gange, til det gaar bedre. Der er absolut en Klasse Lyttere, som vil faa. megen Glæde af denne Concertino, naar den kommer i en kræsen Udf ørelse.

Virkelig direkte rettet mod Radioens Musikformidling er Leveringens vægtigste Værk, Ebbe Hameriks Orkestervariationer over det danske Pausesignal. Komponisten har dristigt tilegnet Værket til Danmarks Lyttere, men Statsradiofonien har endnu ikke turdet betro, Dirigenten Hamerik at give os en authentisk og gennemarbejdet Udførelse af dette betydelige Arbejde. Straks man aabner Partituret, ser man, at man her har et Værk for sig, der er skrevet af en Musiker, der ikke alene har noget at sige, men ogsaa kan faa. det sagt. Det er et overordentligt interessant og klart Partitur, som byder Læseren de glædeligste Overraskelser i Kontrapunkt, Instrumentation og kompositorisk Opfindsomhed. Efter at være ført gennem de gamle enkle Danseformer, Pastorale, Chaconne, Bourre o. s. v. til den bredt klingende, klangmættede Sarabande, slutter første Afsnit med en Basunchoral som Coda. Saa lyder Pausesignalet atter, og Scherzodelens Vals og dobbelte Jazz-Sats udnytter med Held den moderne Dansesats i Variationens Tjeneste, derefter følger den store »Branle«, og gennem »Modulation« og »Fuguette« naar vi Slutfugaen, som virkelig er en moderne Fuga, fuld af levende Opfindsomhed og rhytmisk Spænding, udstyret med alle Fugateknikens Kunstfærdigheder, i Omvendinger og Nodeværdi- Fordoblinger, og dertil af et musikalsk Liv, der maa rive den interesserede Lytter med, selvom han intet ved om al den Videnskab, der er bag denne inciterende Musik.

Det er altsaa ren Koncertmusik, men Musik, der skal bruges til at høres, maa vel ogsaa være en Slags Brugsmusik. Gid Radioen vil gøre Brug af den, saaledes at de Lyttere, den er tilegnet, maa faa Glæde af den - for de fleste skal nok høre den et Par Gange, inden de er helt »med« - men der kunde saa udskydes et Par af de nederdrægtigste Gengangere i Stedet for.

Tilbage er Debois 100 Salmer. Komponisten skriver en meget dybtfølt Fortale, og efter at have læst den et Par Gange, for at nyde dens store Visdom, indser jeg det unyttige i at spilde flere Ord paa denne Samling (2). Derimod vil jeg bemærke, at det er en Skandale at bruge »Samfundet«s Midler til Udgivelsen af et saadant Værk, og at det overhovedet har kunnet ske, viser, at der er alvorlige Brist i denne Forenings Ledelse og dens Arbejdsmaade. Udgivelsen af denne Samling er ikke forsvarlig fra noget Standpunkt. At Komponisten gaar rundt med en indre Trang, der er vokset gennem mange Aar, er intet Forsvar for det Udvalg, der har vedtaget at udgive Resultaterne af denne Trang, naar de ser saadan ud, som Tilfældet viser. Dertil ligger der for megen god Musik utrykt. Gentagelser maa kunne forhindres.

Fodnoter:
(1) Se Mogens Wöldikes anmeldelse i dette hæfte (red.).
(2) Se Povl Hamburgers anmeldelse i dette hæfte (red.).