Vore folkevisemelodier

Af
| DMT Årgang 10 (1935) nr. 06 - side 149-151

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

VORE FOLKEVISEMELODIER

AF JENS PETER LARSEN

Danmarks gamle Folkeviser, Elvte Del, Melodier, udgivet af Erik Abrahamsen og H. Grüner-Nielsen med Benyttelse af Forarbejder af Hjalmar Thuren. 1. Hefte. København, Gyldendalske Boghandel, 1935.

LAD os straks slaa fast, at vi her staar overfor Begyndelsen til den mest monumentale og vel tillige mest betydningsfulde Udgave, af danske Folkevisemelodier, der nogen Sinde har set Dagens Lys. Som sidste Led i den berømte Udgave af »Danmarks gamle Folkeviser«, som Svend Grundtvig grundlagde omkring Midten af forrige Aarhundrede, fremlægges her det samlede Melodistof til de 539 Teksttyper i de ti Bind Tekster. Først hermed aabnes i Virkeligheden Muligheden for omfattende Undersøgelser over den danske Folkevises musikalske Problemer. Denne Udgave maa, nødvendigvis blive Grundlaget for kommende Studier over Visernes musikhistoriske Stilling og tillige for den praktiske Udnyttelse af det danske Melodistof.

Samlingens Omfang er bestemt ved dens Tilknytning til Tekstudgaven: det er kun Melodier til heri indeholdte Tekster, der kommer i Betragtning, men indenfor denne Begrænsning er Stoffets Fylde udtrykt i det Princip, Sv. Grundtvig angav som ledende for sin Udgivelse: alt, hvad der er, og alt, som det er. »En ny Udgave, der meddeler Stoffet i sin Helhed, og helt som det er, er derfor aldeles nødvendig som det første Grundlag for et videnskabeligt Studium af det danske Melodistof,« hedder det i Udgivernes »Foreløbige Bemærkninger«. Dette fundamentale Princip, der forekom ældre. samtidige af Grundtvig saa radikalt, at det nær havde væltet hele Udgaven, er forlængst knæsat som det eneste fuldt forsvarlige ved Udgaver af denne Art. Om dets Berettigelse kan der ikke diskuteres. Afgørende for hele Samlingens Værdi. er derfor først og fremmest Spørgsmaalet om, hvordan dette Princip er gennemført. i Praksis. Og her kan det heldigvis allerede af det foreliggende Hefte sesl at Udgivelsen er foretaget med stor Omhu og i det hele synes præget af en paa overordentlig Fortrolighed med Stoffet hvilende Fuldstændighed, som for den udenforstaaende - og uforstaaende - kan tage sig ud som helt ligegyldigt og latterligt Pedanteri, men som er nødvendig og i Stoffet og Overleveringsmaaden begrundet Detailnøjagtighed. Om Aflæsningen af de mange Fonogrammer og Tydninger af de talrige haandskrevne Viseoptegnelser (E. T. Kristensens Kladder og Skitser!) i eet og alt har truffet det uomtvisteligt rette, tør ikke fastslaas uden meget omfattende Kontraprøver, men der er gjort saa omhyggeligt Rede for rytmiske Afvigelser og melodiske Varianter og for de uundgaaelige Usikkerhedsmomenter, at man uvilkaarligt maa f aa, et stærkt Indtryk af den Samvittighedsfuldhed, hvormed denne Side af Arbejdet er udført.

Af stor Vigtighed er endvidere Ordningen af Stoffet. Her er atter Tekstudgaven lagt til Grund, idet Melodiernes Rækkefølge, er bestemt af deres Tilknytning til den enkelte Vise (Visetype) i Tekstsamlingen. Herved kan det ikke undgaas, at beslægtede Melodier tildels maa. søges spredt rundt i Samlingen, hvorved Overblikket i nogen Grad vanskeliggøres. Rent umiddelbart kunde det derfor synes fristende at ordne Stoffet først og fremmest efter Melodiernes indbyrdes Slægtskab, altsaa efter Melodityper i St. f. Teksttyper. Alligevel maa man sikkert ende med at mene, at Udgiverne ogsaa her har truffet det rigtige. En Ordning efter rent musikalske Synspunkter vilde - som fremhævet, i »Forel. Bem.« - dels blive meget lidt praktisk anvendelig, dels løbe Fare for ofte at komme til at bygge paa et rent subjektivt Skøn. Trods alt maa. derfor den mere mekaniske Ordning efter Tekster i første Omgang anses for ikke blot forsvarlig, men den mest forsvarlige.

I en som midlertidig betegnet Kommentar henvises til parallelle Melodier og Melodityper og til Litteratur om de enkelte Viser. Selve Melodierne ledsages af meget udførlige og nøjagtige Oplysninger om Overleveringsforhold, Aflæsningsproblemer m. m. Maaske havde det været mere overskueligt, hvis indenfor hver Vise alle Melodier var trykt sammen for sig og Oplysningerne fulgte bagefter i Nummerorden, især hvis man havde lettet Sammenligningen ved at bringe de sammenhørende Melodier i samme Tonehøjde, hvad der vist ikke vilde stride mod Grundprincippet, naar Originaltonearten - som jo iøvrigt, ofte maa antages ret vilkaarligt valgt - anførtes, i hvert enkelt Tilfælde.

De »foreløbige Bemærkninger«, som indleder Heftet, bringer foruden den nævnte Kommentar en meget omfattende Kildefortegnelse - tildels en Omarbejdelse og Udvidelse af Arkivar Grüner-Nielsens tidligere trykte Fortegnelse (»Aarbog for Musik« 1923) - og en Redegørelse for Udgavens Plan. Heri berettes bl. a. om Udgavens Forhistorie, om Indsamlingen af Melodier, om Forholdet mellem det faktisk sungne og Opskrifternes Gengivelse heraf, om Stoffets Redaktion, og endelig fremsættes nogle mere principielle Bemærkninger om den mundtlige Overleverings Egenart og Betydning og om Muligheden for at rekonstruere Melodiernes oprindelige Form.

Om Muligheden for en Rekonstruktion af Middelaldermelodier skal her ikke diskuteres, da dette Spørgsmaal først vil komme til egentlig Behandling i en bebudet anden Del af Melodiudgaven, som skal indeholde den musikvidenskabelige Behandling af Stoffet. Men det forekommer mig, at der i disse principielle Bemærkninger ytrer sig en lidt betænkelig Overvurdering af Almuetraditionens Betydning og Interesse. Det hedder bl. a.: »Som ved alt Folkemindestudium bestaar Formaalet og Glæden ved Undersøgelsen iøvrigt, ikke blot i Bestemmelsen af Typens Grundform, men lige saa meget i Klarlæggelsen af Typens Udviklingshistorie. Kun ud fra et ensidigt historisk Synspunkt bliver Melodivarianterne til lutter Forvrængning af en svunden Kunstperiodes Smag. Det maa aldrig glemmes, at en Melodis, Omdannelser i høj Grad kan give Anledning til Skabelse af nye Kunstværdier.«

Den udprægede Folklorist-Betragtning, der her skinner igennem, synes mig at rumme nogen Fare for en skæv Vurdering af Stoffet. Det folkepsykologisk ikke uinteressante Problem, hvordan en senere Tids Almuetradition har omdannet Tekster og Melodier, samtidig med at en Række gamle Melodier erstattes af nyere af helt anden Støbning, synes mig et absolut Bimotiv, som. kan gøre Skade, hvis det faar Lov at blive et Hovedmotiv. Naar Melediernes Overleveringsforhold, modsat Teksten, med Rette kan karakteriseres saaledes: »Hvad Udgaven belyser er jo først og fremmest den danske Bondealmues Melodiforraad i 19. Aarhundrede,« saa ligger heri efter: min Opfattelse ikke. en Betoning af Værdien af dette Stof, men tværtimod af Vanskeligheden for at naa til en tilfredsstillende Løsning af det centrale Problem: Danmarks gamle Folkevisemelodier! Med nogenlunde samme Ret, som den hvormed man har udskilt en Række færøske Melodier til danske Folkeviser af det samlede Stof, kunde man - Opgavens Vanskelighed ufortalt - frasortere »Nyere Melodier fra Almuetradition til Danmarks gamle Folkeviser.«

De sidst fremførte Betragtninger er dog, som det vil forstaas, mere af teoretisk Interesse og giver ikke Udtryk for nogen Kritik af de ovenfor omtalte Udgivelsesprincipper. En eventuel Sondring mellem ældre og nyere Stof forudsætter jo først og fremmest en fuldstændig og neutral Tilvejebringelse af hele det til Raadighed staaende Materiale. Det maa derfor oprigtigt ønskes, at det maa lykkes at føre denne saare betydningsfulde og saa vel paabegyndte Publikation til Afslutning saa hurtigt som muligt. Det drejer sig jo her ikke om en eller anden tilfældig Folkeviseudgave, men om Udgaven af vore danske Folkevisemelodier.

Årgang 10/1935, nr. 06