Musikalsk stilforvirring og æstetisk begrebsforvirring

Af
| Årgang 10 (1935) nr. 07 - side 185-185

MUSIKALSKSTILFORVIRRING - OG ÆSTETISKBEGREBSFORVIRRING

Mine Betragtninger i ,Majnummeret af DMT o-,rer Jazz og evropæisk Musikkultur har foranlediget Komponisten Walter Zacharias til at anstille nogle Modbetragtninger, som dog i en noget for fremtrædende Grad har faaet Karakter af: Goddag Mand - økseskaft. Thi bortset fra, at Hr. Z. paa lange Strækninger benytter Anledningen til at ride forskellige private Kæpheste, tilmed hentet i lovlig periferisk beliggende Stalde, er han, omend vel næppe af «Iaarlig Vilje, med Flid gaaet uden om ,det, som for mig er Sagens Kerne.

Denne Kerne berører Hr. Z. i Virkeligheden kun en eneste Gang, nemlig dér hvor han skriver: »Det 19. Aarhundrede var den sidste Fase i den individualistiske Renæssancekultur (ogsaa musikalsk set), men samtidig var det Forberedelsen til den-kollektive Kultur, som i vore Dage under vældige Kampe ~og kaotiske Samfundsforhold er ved at bryde frem«. Deri er jeg principielt _ganske enig med Hr. Z., kun mener jeg, at den nye Kultur, som endnu befinder sig paa et Stadium, der vel knap nok tør benævnes »embryonalt«, foreløbig li er saa try t gemt under Ruinerne af

-den gamle Kultur, at den kunstnerisk

set umuligt allerede er i Stand til at give sig positivt Udtryk. Og ser man paa Musiken af i Dag i dens forskellige, ja indbyrdes ofte modstridende Tilstandsformer, hvad møder man da faktisk andet end en højst forvirret Roden rundt i bemeldte Ruiner? Hvor er det ,egentlig muligt, at saa mange, selv indsigtsfulde Folk, slet ikke kan se, hvor 4fhængig hele den saakaldte »ny« Musik er af den gamle - afhængig i vel

at mærke den negative Forstand, at den blot er de fordums rene, klare, harmoni~ ske Træk forvandlede til en anstrengt forvreden Grimace? Jeg véd udmærket godt, at en Synsmaade som denne foragteligt vil blive kaldet »reaktionær«, men det er forkert. Jeg priser ikke Fortiden paa Nutidens Bekostning i den Forstand, at jeg kunde ønske »de gode gamle Dage« kaldt tilbage (det er vist ellers saa moderne nu!). Sligt vilde simpelt hen være Nonsens: Udviklingen gaar naturligvis sin Gang og skal holdes i Gang, og er det Vinteren, det gaar imod, har vi dog Lov til at haabe paa en ny, maaske ikke alt for fjern Vaar. Hensigten med mine musikalske Kulturbetragtninger var blot i den kritiske Ædrueligheds Navn at protestere mod den megen - altfor megen - Tale, der i den senere Tid har været ført om, hvor herligt vidt vi allerede har bragt det. Jeg skal blot henvise til Riisagers »lineære« og »polytonale« Systemer, om hvilke han (DMT 1934, 6) har villet give os sort paa hvidt for intet mindre end at »hermed er hele Grundlaget skabt for den ny Musik«, - samt til Hoves glædelige Meddelelse i forrige Nummer, at »Eksperimenternes Tid er ved at være forbi«, og at vi nærmer os en »Afklaring« af den »ny« Musik. Naar man saa konstaterer, at det, som har vakt dette Hr. Hoves lyserøde Syn paa Tilværelsen er - Emborgs og Senstius' nydeligt pasticherende Koncerter, ja, saa synes (let ikke uberettiget at udtale sin Mistanke om, at det ikke bare er i ~,1usiken selv, men ogsaa i (le æstetiske Begreber, der for Tiden hersker en Smule Forvirring.Povl Hainburger.