Radio August

Af
| Årgang 10 (1935) nr. 07 - side 186-188

RADIO AUGUST

Den radiofoniske Interesse samlede sig i August særlig om de tre Salzburgtransmissioner. Teknisk lod disse en Del tilbage at ønske; der var mange Forstyrrelser, der i Don Juan endog førte til lange Afbrydelser, men alligevel fik man et stærkt Indtryk af Festspillenes høje kunstneriske Standard. I de to Mozart-Operaer glædede man sig især over Dirigenten Bruno Walters dramatiske Vitalitet. Den klassiske Nummeroperas Tilbøjelighed til at falde i Stumper og Stykker paa Grund af de enkelte Numres, strengt sluttede Form overvandt B. W. ved det rivende Tempo, der var over hans Forestillinger. Dette Tempo forplantede sig ogsaa til den talte Dialog (i Bortførelsen fra Seraillet) og selv om det gik ud over Diktionens Tydelighed, saa vandt Forestillingen som saadan i Helhed og Sluttethed. I Don Juan øgedes Sammenhængen ogsaa ved det dramatiske Liv, der var over Klaverledsagelsen til Seccorecitativerne; fra nogle ligegyldige Støtteakkorder blev Ledsagelsen løftet op til et selvstændigt og betydningsfuldt Led i Opbygningen, der forbandt Højdepunkterne og forberedte og understregede Stemningen. Storartet er ogsaa. B. W. i sit Detailarbejde; hver Takt fraseres, og dog er intet overeksponeret, men alt er Led i store, brede Opbygninger, f. Eks. et crescendo, et ritardando eller lignende. Sangerne var gennemgaaende af høj Kvalitet. Nævnes maa særlig Luise Hellezgruber, der forvandlede Elvira fra en kværulant ældre Dame (saaledes kender vi hende fra de fleste Opførelser) til en af Liv og Temperament dirrende Kvinde, og Margherita Perras, der sang Konstanze i Bortførelsen saa teknisk blændende, saa musikalsk fornemt og dog levende og med en Stemme saa underdejlig, at man fristes til at kalde hende den største Sangerinde, vi i lange Tider har hørt.

Fidelio gik paa Grund af fading helt i Fisk for mig. Dog lyste nogle Enkeltheder som f. Eks. Kvartetten frem af alt det uklare som straalende Beviser paa Toscaninis Ensemblekunst, hvori klanglig Afbalancering og rytmisk Præcision frembringer vidunderlige Virkninger.

Foruden disse Udsendelser bragte Maaneden endnu en Opførelse af stort Format: Erich Kåstner og Edmund Nick: Livet i den store By. Dette Radiospils

Sujet er kendt fra Kåstner og Fallada-Storbyproletarens legemlige og aandelige Nød, og Massernes gærende Drift. mod nye Livsformer og ny Kultur. Formen minder om det gamle Oratorium med en Historieus (Speaker), der for-. binder de enkelte Billeder med forklarende Tekst. Nicks Musik er Storbyens. Musik saadan som den er, ikke som den bør være, den er flintrende banal og. uden Gnist af pædagogisk Islæt; heri adskiller Nick sig fra Komponister som f. Eks. Bernhard Christensen. Teknikkener Weill'sk, en enkelt melodisk Linjemod et rytmebetonet Akkompagnement, kun af og til ved Slutningen af et Nummer folder Satsen sig ud i svulmendesenromantisk Harmonik. Men naar man er kommet sig af sin Forbavselse overdenne Foragt for al god Smag, saa glæder man sig over Nieks Talent og Dygtighed. F. Eks. den mandlige Vuggevise, hvor de monotone Intervaller giveren ubeskrivelig Blanding af Inderlighed. og Søllehed, eller Slutningskoret, der med sin kanoniske Teknik illustrerer Massernes Fremdrift, eller Chansonettevisen med den virkningsfulde Kontrast mellem Soloens sløve Melodik og det. nervøst hamrende Refrainkor af Skri-vemaskinedamer. Af de optrædende præsterede især Lulu Ziegler storartet Kunst. med sin uforlignelige Karakterskildring-. af den trætte Chansonette, den bekym-rede Mor og den pjattede Overklassedame.

I Kammermusikprogrammerne sporerman Tendens til at forlade Strygekvartettens og Klavertrioens slagne Landevej. Medlemmer af DUT spillede engelsk. Kammermusik. Bax' Kvintet for Obo og Strygere var præget, af alle Stilarteri Tiden omkring Verdenskrigen. Skrive- maaden er vertikal, Harmonikken snart senromantisk Kromatik, snart impres-sionistiske Klangvirkninger, Oboens solistiske Behandling minder om nyere

fransk Pastorallyrik, og i sidste Sats. møder vi engelsk Folkemusik. Alt dette. gør Værket usammenhængende og skjuler de gode Ting, det rummer, f. Eks. den lyrisk skønne Indledning til anden Sats. En efterfølgende Kvartet af' Matthew Locke virkede i sin om samti-. dige Italienere (Rossi, Legrenzi) min-dende rene Friskhed mere overbevisende som Talsmand for engelsk Musikalitet.

Nævnes skal ogsaa H. Munck, M. Steen Andersen og C. Steffensen, der spillede- Beethovens Trio for to Oboer og engelsk .Horn. Det var en god Idé at fremdrage ,dette yndige Stykke, der trods det høje -Opustal helt igennem var præget, af den unge Beethoven, hvad enten det er den pastorale Instrumentklang, der har givet Værket Karakter eller Komponisten -har brugt Materiale fra et Ungdomsværk. Ligesaa dygtigt og musikalsk som -disse tre Herrer, spillede Erik Thomsen ,og Folmer Jensen Musik af Kuhlau, som stadig overrasker een med sit Talent ,og sin Dygtighed. Det Variationsværk, man her hørte, var saa fantasifuldt i N.'arieringen og samtidig saa organisk i Opbygningen, at man kom til at tænke .paa Beethoven i hans bedste Ting.

Blandt de nye danske Kompositioner, -der har været opført, bør først og frem-mest Hermann D. Koppels Variationer -over en jødisk Folkedans for Strygetrio nævnes. Den viste, hvilket kompo,sitorisk Mesterskab Koppel nu besidder. Den primitive Musik har betydet meget for ham, den har befriet Satsen for den Komplicerethed, der skæ-mmer saa megen moderne Musik, fordi den ikke opfattes umiddelbart gennem øret og alt:saa er overflødig. Koppels Sats er henrivende gennemsigtig, hver rytmisk Finesse, hver smidig ført melodisk Linje i Mellem- eller Understemme staar fuldstændig klart, og det polyfone Spind bidrager kun til at give Satsen Sammenhæng, utydeliggør den aldrig. Senere paa Aftenen hørtes en Trio af Kaj Rosenberg, der fængslede ved sin flydende og umiddelbare Musiceren. Temaerne udvikledes naturligt og organisk af hin.anden, og Formen var klar og overskuelig, især i første Sats. Stykket laa godt for Instrumenterne og klang derfor godt, kun kunde man have ønsket, at Komponisten havde været lidt mere kritisk overfor sine tematiske Indfald. U,dførelsen af de to Værker ved Else Marie Bruun, Julius Koppel og Torben Anton-Svendsen var klangskøn og velforberedt i Sammenspillet.

Riisager er altid anderledes end man tror. Da Brugsmusikken kom til Danmark, holdt han Artismens Fane højt i store farverige Orkesterstykker, og nu skriver han saa pludselig sin lille Ouverture, der med sit enkle harmoniske Dur og Moll, sine klare melodiske Linjer og sin knappe italienske Form staar Brugsmusikken meget nær. Den er i hvert Tilfælde god Radiomusik, og

dygtige Amatører vil sikkert ogsaa med Udbytte kunne spille den.

Debois' Symfoni viste, hvor lidt Carl Nielsen betød for sine Samtidige. Det blev den yngste Generation forbeholdt at drage Nytte af hans Landvinding, og her bekræftes atter Læren om, at mm skal have Tingene paa Afstand, før de kan virke. Debois' Værk er præget at Impressionismen: Heltonetrin, Parallelbevægelser i store Tertser og en Masse Motivstumper, der dukker op og forsvinder i et af - Strygertremolo fremkaldt clair-obscur. I al denne Franskhed virker en Mellemsats i Gade'sk Folketone helt mærkeligt.

Mens jeg tænker paa den danske Musik vil jeg gerne paatale den Udsendelse af populær dansk Musik, der retransmitteredes over tyske Stationer. INIeningen med en saadan Udsendelse er dog vel at vise det kunstnerisk bedste af den folkeyndede Musik herhjemme, men Joachim Andersen, Emil Hartmann og Lumbye kan ikke komme ind under denne Kategori. Elverhøj- eller Drot og Marsk-Musikken havde her været paa deres rette Plads, og er Carl Nielsen virkelig endnu ikke populær? Tyskerne viste i deres Udsendelse af populære Folkesange mere Sans for, hvad det ved en saadan Lejlighed kommer an paa. Alle Sangene tilhørte den rige folkelige Musiklitteratur, der med Berlinerskolen som Udgangspunkt blomstrede i Tyskland i Begyndelsen af forrige Aarhundrede, og selv om Udsættelserne med deres Senromantik og forcerede Polyfoni berøvede Melodierne meget af deres Friskhed og Ynde, saa var Udsendelsen dog langt bedre i sin Art end den danske.

Det er i det hele taget utrolig daarlig Musik, man hører ved officielle Lejligheder herhjemme. Betegnende er Musikprogrammet ved Kvindernes Fredsligas Stævne. Griegs Sangerhilsen og Lange Milllers Kornmodsglansen er i Aaret 1935 stadig Udtryk for musikalsk Feststemning. Dette skader det musikkulturelle Arbejde enormt, ved saadanne Lejligheder var der netop Mulighed for at agitere for god Musik.

Solistafdelingerne er stadig Radioens sløjeste, hvad der ikke er saa mærkeligt, naar hele Tidens antisolistiske Tendens tages i Betragtning. Smukt var dog Esther Vagnings klassiske Program, der blev saa lyst og let spillet, at man ikke savnede de autentiske Instrumenter. Rent galt er det med Sangudsendelserne. Her er det Musikken fra Aarhundredskiftet, der dominerer, velsagtens fordi den giver saa dejlig Mulighed for at præsentere Sjæl, og det lader jo til. at være de fleste Sangeres Hovedopgave. Morsom var dog den Idé1 som Edel Andersen, Jytte Forchhammer, Edith Smith og Dagmar Schou havde faaet med at synge Brahms og Schuberts Sange for fire Damestemmer; det var klangligt vel afbalanceret, og musikalsk smukt formet.

Endelig har der været et Par Musikforedrag. Peder Gram talte om Musikforstaaelse og Nutidsmusik. Han nøjedes (vel af praktiske Grunde) med at definere sit Emne og kom ikke med nogen Forklaring af de Muligheder, hvorved 'Musikforstaaelsen (Evnen til at opfatte det musiktekniske og omsætte det psykisk) kan vækkes og udvikles. Ligeledes forklarede Hr. G. Nutidsmusikken som Antiromantik, altsaa, ud fra rent musikalske Synspunkter (Stravinski contra Strauss), men Musik er kun

en Del af Kulturbilledet, og vor Tids Musik kan ikke forstaas uden paa Baggrund af hele vor Kulturindstilling. Foredraget burde have været, udsat til en anden Aften, paa Grund af en Salzburgtransmission var det saa sent, at de fleste vel ikke har haft Kræfter og Lyst til at høre det.

, Reidar Brehmer talte om moderne norsk Musik. Han begyndte med at sige, at der ingen bestemt Linje kunde paavises, og Foredraget var da ogsaa. nærmest en Opremsning af Navne og Værker. Da der ingen Musikdemonstrationer var, blev det hele temmelig vagt og svært at følge, thi de nyere norske Sange, Hr. Holbøll senere paa Aftenen sang, var ikke egnede til at vise den Nyorientering paa kirketonal Basis, som Hr. B. havde omtalt, Sinding-Plagiater som de var.

Walter Zacharias.