Mekanisk musik

Af
| DMT Årgang 10 (1935) nr. 08 - side 210-211

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

MEKANISK MUSIK ved Jilr gen Balzer

/1 Bach: Brandenbursk Koncert no. 5, ,d-dur. (Pol. 15073--76 å 5,00 kr.).

V'i har tidligere omtalt Polyphons publikation af den 1., 2. og 4. brandenburgske koncert i indspilninger efter originalmanuskripterne ved Berlins filharmoniske orkester under ledelse af Alois Melichar. Den 5. er vel nok den populæreste, fordi den benytter så kendte og elskede soloinstrumenter som fløjte, violin og cembalo. Dens dimensioner er ogsaa. større end de andres; de tre soloinstrumenter giver jo anledning til en række kombinationer, omgrupperinger af de obligate stemmer, der går i bredden. Udførelsen er smuk, solisterne kunde udmærket krybe frem af deres anonymitet, og Melichar fortjener en kompliment for den stilrene løsning af det prekære dynamiske problem.

// Mozart: Violinkoncert no. 4, d-dur. K-V: 218. (Col. LX386-88 å 6,50 kr.).

Mozarts violinkoncerter galdt. i lang tid som mindrelødige stykker, som kun sjældent dukkede op på virtuosernes repertoire, og for virtuoser er der heller ikke meget at gøre i dem; den samtidige franske koncert er langt taknemmeligere for violinens artister. Så meget mere er her at gøre for musikeren. Det tjener til vor tids ære, at de nu så hyppigt spilles og optages på plader. Heifetz har således indspillet a-dur koncerten, Menuhin både no. 7 i d-dur og den nyopdukkede »Adelaide«-koncert og her følger nu Szigeti med en sjældent skøn udførelse af no. 4, med den folkeviseagtige finale med de ejendommelige tempoforandringer. Det er også teknisk set en fuldendt skøn optagelse.

11 Schubert: Symfoni no. 7, c-dur. (HMV. DB2415-20 å 6,50 kr.).

Det er et meget vanskeligt værk at gengive på grammofon. Ganske vist er

orkestrationen uhyre gennemsigtig, Schubert er i denne henseende Brahms antipode, men meget af symfoniens virkning beror på de langt gennemførte dynamiske stigninger og sådanne steder kommer let til at virke for flade i den mekaniske gengivelse. Man må dog anerkende det fremskridt, der her er sket i løbet'af de sidste par år. Iøvrigt er der meget at glædes, over i B.B.C.-orkesterets udførelse under Adrian Boult. Knap så helstøbt som den Buschske gengivelse herhjemme i foråret, men dog med ægte musikalsk følelse overfor den egenartede Schubertske lyrik, der ikke tåler den sentimentale overfølsomhed, stedse kræver en forening af friskhed og nænsomhed.

1/ Koppel-Christensen: »Melodien, der blev væk«. (HNIV. X4512. 3,50 kr.).

To sange fra den succesombruste komedie. Selve »melodien« i indspilning ved Bernhard Christensens instrumentalensemble er nogenlunde vellykket. Refraintexten er den svageste af komediens sange. Helge Rungwald er tilbøjelig til at gå i underkanten, hvad der især skader den anden side med den prægtige »Sangen om Larsen«: »Det sku' vær' så godt, å så er det faktisk skidt!«. Det er så meget mere synd som Rungwalds tydelige textiidtale gør ham særlig egnet til grammofonsanger.

/1 Jazz. Charles Barnets orkester har ikke før været. fremme på det danske marked. Nu foreligger det med »Growlin'« (HMV) i en hotstil, som vilde vinde meget, hvis optagelsen havde været noget mindre klangfuld. Det mellemste chorus, repræsenterer en rytmik så kompliceret, som det næppe før er hørt i jazzmusiken. Det er overhovedet en meget fin plade, idet bagsiden er optaget af en n_- ,?Ipianosolo af Fats Waller,

»-4-111 gator c*Pawl«, som forøvrigt -også er kommet på tryk og således frembyder et.glimrendp studiemateriale.

goswell sisters h'ar nu også indsunget »St. Louis Blues« (Br.), i den yderste slowstil, hvor de brillerer i særlig grad med deres klanglige volumen og »smear«-figurer. Bagsiden » Tra v'l in' all alone« er ikke så~ lidt sentimental. Connie Boswell har en meget smuk soloplade med Ambroses orkester, »I'11 never sag »never again« again« (Br.), ined to refrainer, det sidste var Jeret.Jazzens anden store sangerinde, Ethel Watérs, Udsender også en ny plade, »I airit gonna sin no mor~« (Br.) og,»7ra(Ie

m(zrk«.. Den sidste er en blanding af tale og sang, og er interessant at studere, fordi man her klart kan høre, hvor nær de . to ting ligger hinanden hos hen(te, og beherskes af den samme fysik. Brunswick har i løbet af sommeren -udsendt en række plader med Bob Ho-,vards orkester, og den første er nu kommet herhjemme. Det er »Corinne, Gorinna« og »A porters. lovesong to a chambermaid«. Orkestret er lille og udsøgt, bestående af solister, hvoraf man I~ær lægger-. mærke til pianisten Teddy Wilson, og så Bob Howard selv,. som er en storartet sanger.