Radio September

RADIO SEPTEMBER

Som radiofonisk Supplement til de nordiske Musikfester fandt i September den nordiske Musikuge Sted. Det er med rette blevet sagt, at Formaalet med saadanne Arrangementer var at vise Landenes p. t. Musikstandpunkt, og at det derfor var de unge, hvis Arbejde naturnødvendigt ikke kan være saa kendt i Ind- og Udland, der først og fremmest burde opføres. Men først i Oslo 1934 lykkedes det for Danmarks Vedkommende - til en vis Grad - at gennemføre denne Anskuelse i Praksis. Ved den danske Udsendelse i Musikugen spilledes Værker af Hornemann, Gram og Carl Nielsen. Udsendelsen betød altsaa et mægtigt Tilbageskridt i Forhold til Osloprogrammet, thi intet af de fremførte Værker tilfredsstiller de ovenfor antydede Krav, og den, der bedømmer moderne dansk Musik efter denne'Ud

sendelse, maa absolut tro, at de sidste 35 Aar er gaaet sporløst hen over Landet. (Hermed er selvfølgelig intet sagt om Værkernes kunstneriske Værdi.) Russeren Malko satte hele sit Talent ind for at bøde paa Danskernes Fadæse. Han spillede Carl Nielsens g-moll Symfoni saare skønt, især glædede man sig over den plastiske Opbygning af Andanten fra den enkle og stilfærdige Begyndelse over Mellemstykkets polyfone Brus til $lutningens recitativiske Eftertænksomhed. At Resten af Programmet var fyldt med czekisk Musik var 'kun en Under~tregning af den Foragt for nulevende danske Komponister, som denne Udsendelse saa tydeligt vidnede om.

Om den øvrige skandinaviske Musik, - i hvert Fald saaledes. som den Præsenterede sig gennem Udsendelserne - kan man først fastslaa det negative Moment, at de andre nordiske Lande ikke har haft nogen Komponist, der som Carl Nielsen og Laub herhjemme var istand til at føre Musikken over det døde Punkt, der opstod, da Romantikken var forbi. De store Nationalromantikere, Grieg, Stenhammar, Sibelius o. s. v., hviler stadig tungt over Skandinavien, det viste Jordans, Alfvéns og Melartins Værker klart nok. Men samtidig kan man ogsaa iagttage mere positive Ting: flere skandinaviske Komponister søger aabenbart at komme udenom denne Afhængighed og finde nye Veje frem. Her har vi Forklaringen paa de tydelige Spor, som de nyere evropæiske Musikretninger har sat i nordisk Musik. De -er der næsten allesammen: Richard Strauss (Monrad Johansen og Uuno Klarni), Impressionismen (Brustad og Fartein Valen"", de nytyske Polyfonikere (Erik Larsson) og Strawinsky og den primitive Musik (Sparre Olsen). Ved Si,den af den traditionsbundne viser der sig en eksperimenterende Retning, og heri ligger en Garanti for Fremtiden.

Fælles for Udsendelserne var den gode Udførelse, imponerende dygtigt spillede Orkestrene under Dirigenterne Kram, Haapanen og Wiklund; og blandt Solisterne glædede Finlænderen Erik Cronvall med sin tindrende klare Violinklang. Synd var det, at den norske Udsendelse næsten blev helt ødelagt af magnetisk Uvejr.

Som naturligt Supplement til Musikugen fandt der en islandsk Udsendelse Sted, der dog hvad Kompositionerne angik fulgte den nordisk-romantiske Tra,dition. Islandsk 2Musikalitet viser sig foreløbig tydeligst i de mange udmærkede Eksekutører; en af dem, Elsa Sigfuss, ydede Udsendelsens bedste Indsats med sin dejlige Stemme og sin dybe Musikalitet.

Malko indledede sin Optræden her med en stor Orkesterudsendelse, der var særlig bernærkelsesværdig paa Grund af ,Opførelsen af Hinderniths Koncert for Orkester. At bedømme et saadant Arbejde efter en enkelt Overhøring er ikke muligt, kun nogle Hovedindtryk fæstner sig. Hindemith sværger ogsaa i dette Værk til Polyfonien og den ydre Form minder om Barokkens Concerto grosso, f. Eks. Modsætningen mellem en Solistgruppe og en Tuttigruppe i første Sats. Men Kendskabet til Folkemusikken har ført Hindernith til den rene (ikke-akkordiske) Melodik, og den rensede Linje

giver hans Polyfoni sit særlige Præg ogbetyder det nye, Fremskridtet,. * sammen-lignet f. Eks. med en Mand som Max Reger. Noget lyrisk er der over dette Værk, noget, man ikke ofte møder hos Hindernith. Jeg tænker paa det Sted,hvor de høje Træblæsere slynger sig ividtspændte Buer over de dybe Instru-menters Ostinato. Ved samme Udsendel-se spillede Folmer Jensen Mozarts Es-dur Koncert. Foran Mikrofonen har hanudviklet sig til en storartet Pianist. Hanhar som ingen anden forstaaet Radioensførste Bud: Klarhed. Hans Passager,Ornamenter og Figurationer er utroligsoignerede, og den tekniske Klarhed tje-ner en bedaarende Sans for musikalsk Plastik, der trods det fineste Detailar-bejde skaber Sammenhæng i de bredeste Opbygninger. Opbygningen i tredje Sats,inden Hovedtemaet anden Gang kom-mer, var simpelthen mesterlig; trods devældige Figurationer stod Afsnittets do-minantiske Karakter ganske klart.

I Vivaldis Koncert for fire Violiner og Orkester glædede man sig over den Dygtighed og Stilsikkerhed, hvormed vore Musikere spiller klassisk Musik. Men hvorfor bruger Radioen ikke Cembalo, naar den nu ejer et? Klangen falder jo meget bedre sammen med Strygerne end det moderne Klavers tunge Tone, rent bortset fra det historisk ukorrekte i Benyttelse af Klaver til Continuo.

Et andet Resultat af Malkos Ophold her var Genopførelsen af Ramuz og Strawinskys: Historien om en Soldat. Midt i Verdenskrigens sindssyge Europa, hvis Musik beherskedes af Impressionismen med dens anæmiske Skræk for de klare Konturer og af Ekspressionismen med dens hysteriske Forvrængning af de gamle Musikmidler, skrev Strawinsky dette Værk, (ler den Dag i Dag virker som en frisk og knaldhaard Fanfare, et moderne: tilbage til Naturen. Som saa mange andre (Carl Nielsen, Bartok, Hindemith og Jazzkomponisterne) søgte og fandt Strawinsky Naturen i den primitive Musik; ikke -saa meget gennem Laan af Motiver, men gennem bevidst Anvendelse af primitiv Teknik: den rene Melodik og den frie, asymmetriske Rytme. I vor Tid, der i Vanvid og Uhygge ikke staar tilbage for Krigstiden, virker Strawinskys 'k""ærl-z stadig lige ungt og

revolutionært og der er god Grund til at takke Radioen for, at det kom frem just nu. Det var Synd, at man ikke havde engageret det Ensemble, der hin mindeværdige Foraarsdag 1927 paa det ny Teater førte Historien til Sejr. Især savnede man smerteligt den udmærkede Hinar Juhl som Fortælleren; Martin Hansen ødelagde med sin overdrevne Følelsesfuldhed helt det kunstnerisk værdifulde Modsætningsforhold mellem Fortællerens jævne Beretning og de dramatiske Perioder, hvor Personerne selv taler.

At Radioledelsen ikke alene kan gøres ansvarlig for de daarlige Solistafdelinger, viste Solistforbundets Tivolifest,

der blev udsendt in extenso. Ikke een

Ide, ingen Trang til Fornyelse - blot en Række traditionelle eller helt ligegyldige Numre (Johan Strauss, Offenbach, Glinka, Popper o. s. v.) - planløst og meningsløst. Det var urtrist! Behøvede Radioen at lade Hr. Hofoperasanger Jørgen Bendix synge Schumann? Med sin grødede Stemme og sit skabagtige Foredrag ødelagde han komplet den Naivitet, der er disse Sanges største Aktiv. Vi har mange herboende Sangfolk, der kan gøre det lige saa daarligt og heldigvis adskillige, der kan gøre det langt bedre.

Midt i Solistforbundets Graat i Graat kom saa den radioteknisk glimrende gennemførte Transmission fra Budapest. Hvor er det ærgerligt, at man i en Tid, da ungarske Komponister har ført deres Land frem i første Række af musikproducerende Lande, saa skal høre Musik af Liszt. fra Ungarn, Liszt, der trods alt sit tekniske Fyrværkeri og sine, rytmiske Kunster er saa stendød som nogen kan være. Men det maa Ungarerne jo selv om! Naar man har ærgret sig nok, saa skal det siges, at pragtfuldere Musikudførelse har vi ikke længe hørt gennem Højttaleren. Orkestret under

Dohnanyi, Bela Bartok, der er saa stor en Komponist, at man let glemmer, at han ogsaa er Pianist i Verdensformat, Sangerinden Anna Bathy og Soloviolinisten Laszlo, et eller andet (han stod ikke i Programmet) - alle havde eet Fællestræk: Tonens tindrende Glans og uforlignelige Intensitet. Der var straalende Glans og Fest over denne Udsendelse, saa man glemte helt at ærgre sig over Musikken.

Professor Abrahamsen holdt to Foredrag om Heise, hvad der kan være god Mening i, da Heise tidt staar lidt i Skygge af Gade og Hartmann i den almene

Bevidsthed, skønt hans Begavelse trods Ensidigheden - bestemt ikke er ringere. Professoren talte saa jævnt ogligetil, som man bør ved en saadan Lejlighed, men gik dog ikke af Vejen forsaglige Betragtninger, f. Eks. Analyse af' Heises Akkompagnementsteknik og Melodidannelse - altsammen understøttet af udmærkede Musikeksempler. Morsom var ogsaa Omtalen af Heises Stilling til samtidige Komponister, man fik et stærkt Indtryk af hans udpræget konservative Natur.

Magister Kai Aage Bruun holdt et af' sine fra tidligere Aar kendte Foredrag om Orkestret og dets Instrumenter. Den fornøjelige og instruktive Maade, hvor-paa Instrumenterne præsenteres, forklares og sammenlignes og de velvalgte Instrumentationseksempler bør sikre disse Foredrag en Plads i Lytternes Gunst.

Under denne Kategori oplysende Musikudsendelser maa ogsaa henregnes. Transmissionen fra Folkemusikskolen. Det var en god Ide at lade den indgaa i Serien Hørebilleder fra Dagliglivet. Derved understregede man Musikken som naturligt Led i Hverdagen, og samtidig fik man maaske en Del Lyttere i Tale, der ellers aldrig hører Musikudsendelser. Xlindre glædelig er derimod Serien: Hjemmets Klavermusik. I en Tid, hvor stadig flere Musiklærere forlader Salonmusikken som Undervisningsgrundlag til Fordel for mere sund Mdsikføde, virker saadanne Udsendelsermed Rachmaninoff, Heller, Sinding o.s.v. direkte skadelige, fordi de frister til at falde tilbage til den gamle Skure. Radioen burde have flere maanedlige l,'dsendelser med pædagogisk Musik, (baade Skolemusik og Musik for Privatundervisning) men det skulde saa være i Samraad med Sagkundskaben - in casu M p. F.

Sluttelig skal nævnes den udmærkede Trio: Joh. Bentzon, Alberto Medici og, Otto Mortensen, der havde Radiodebut. De er alle tre musikalske paa samme fornemme Maade, sætter aldrig deres. egen Person og Opfattelse i Forgrunden, søger aldrig det originale. Og saa kan de alligevel alle tre frasere frit indenfor den strengeste og klareste Rytmik. .Man har ikke Lyst til at fremhæve nogen af dem, - og det er vel det bedste,. man kan sige om et Ensemble.

Walther Zacharias.