Strawinskys memoirer

Af
| DMT Årgang 10 (1935) nr. 08 - side 203-206

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition S-annonce

Annonce

Køb en annonce hos Seismograf

STRAWINSKYS MEMOIRER

AF JÜRGEN BALZER

FOR den, der interesseret følger nutids-musikken er Strawinskys memoirer nødvendig lekture. Det drejer sig jo dog her om meninger, fremsat af den musiker, hvis navn er knyttet til nogle af de mest særprægede og betydningsfulde momenter i den moderne musik, og hvis indflydelse paa avant-gardens yngre komponister næppe kan overvurderes. Det foreliggende bind med titlen »Chroniques de ma vie« (187 sider, hos Denoël et Steele, Paris 1935) omfatter tiden indtil 1920, produktionsmæssigt set indtil »Pulcinella«balletten. I forordet giver Strawinsky programmet for disse erindringer: »Jeg har naturligvis ikke kunnet begrænse mig til en tør' opramsning af fakta. Når jeg fordyber mig i mine erindringer, er jeg tvunget til at tale om mine meninger, om min smag, om hvad jeg holder af og om det, jeg hader. Men jeg ved altfor godt i hvor høj grad disse følelser vexler med tiden. Derfor tager jeg mig vel iagt, for at forvexle mine nuværende reaktioner med mine tidligere«. Sådanne udtalelser er jo velegnede til at vække forventninger hos læseren, men paa dette punkt vil man jo nok føle sig noget skuffet. I virkeligheden er memoirerne en uhyre nøgtern og saglig fortælling om de omstændigheder, der er knytte til de forskellige værkers opståen. Kun glimtvis dukker udtalelser op, der berører forfatterens kunstneriske principper. Men når de kommer, er de til gengæld så tydelige, at de ikke lader nogen tvivl om den ideologiske baggrund for Strawinskys skaben.

Om musikkens kunst siger han: »Det som fortryllede mig i disse vers (talen er om russisk folkepoesi), det er ikke så meget anekdoten, der ofte er rå, heller ikke billederne eller metaforerne, der altid er henrivende uventede, derimod sammenkædningen af ord og, stavelser og den velklang, de frembringer og som på os har en virkning, der ligger meget nær ol) af musikken. Thi jeg betragter musikken som, efter sit væsen, ude af stand til at udtrykke noget som helst: en følelse, en gestus, en sjælelig tilstand, et naturfænomen etc. »Udtrykket« har aldrig været musikkens ejendom. Dens existensberettigelse afhænger ikke heraf. Hvis, som det næsten altid er tilfældet, musikken synes at udtrykke noget, er det kun en illusion, ikke en realitet . Musikkens fænomen er os givet alene med det formål at bringe orden i tingene, d. v. s. en ordning mellem mennesket og tiden. For at realiseres kræver den derfor nødvendigvisog udelukkende en konstruktion. Når denne er færdig, ordenen opnået, er dermed alt sagt. Det vil være forgæves at søge eller venteandet deri. Det er netop denne konstruktion, denne oprettede orden,som i os frembringer en absolut egenartet følelse, som intet har tilfælles med vore almindelige følelser eller med de reaktioner, somskyldes hverdagslivets indtryk«. - Det er denne, her så skarpt formulerede intellektuelle opfattelse af musikken, der har gjort Strawinsky til en af førerne blandt førkrigstidens avantgarde komponister. Og ganske parallelt hermed løber naturligvis hans opfattelseaf den reproducerende kunst. I omtalen af mødet med Pierre Monteux og deres samarbejde i anledning af »Pétrouchka«s uropførelse i Paris siger Strawinsky: » og han havde tilrettelagt udførelsen af mit partitur efter dets bogstav. Jeg forlanger ikke bedre af en orkester-chef, thi enhver anden holdning fra hans side fører øjeblikkeligt til»interpretation«, noget jeg har en sand rædsel for. Thi »interpreten«kan kun tænke paa »interpretationen« og bliver således til en over-sætter (tradueteur), hvad der i musik er en absurditet og for interpreten en kilde til forfængelighed, som uundgåeligt fører ham overi det latterligste storhedsvanvid.« I en senere omtale af Erneste Ansermet forekommer en paralleludtalelse: »Jeg havde kun sjældenthaft lejlighed til at høre ham og kunde derfor ikke i ham forudseden udmærkede orkesterehef, der så trofast forstår at overlevere tilhørerne min musikalske tanke uden at forråde den ved en personlig og vilkårlig interpretation. ...... Den reproducerende kunstners værdi måles nøjagtigt gennem hans evne til at se det, som i virkeligheden findes i partituret og så sandelig ikke ved hans hårdnakkede søgen efter det, som han gerne så deri.«

Om de enkelte værker er der mange interessante udtalelser. Således får man at vide, at Strawinsky var meget utilfreds med Nijinskys koreografi til »Le sacre du printemps«. »Jeg havde forestillet mig den sceniske side af værket som en følge af yderst enkle rytmiske bevægelser, udført af store menneske- blokke, af umiddelbar virkning på tilskueren, uden overflødige detaljer eller komplikationer, der kunde forråde anstrengelsen. Der var kun ét stykke, la danse sacrale, som slutter kompositionen, der var skrevet for en ,enkelt danserinde.« Strawinsky frakender her ikke Nijinsky hans uomtvistelige evner som danser, men han mener, det var en fejl af Diaghileff, at denne absolut vilde gøre Nijinsky til balletmester. Den skandale, som »Saere« gjorde ved uropførelsen i Paris i 1913, må efter Strawinskys mening tilskrives Nijinskys koreografi. - Interessant er også skildringen af de forhold, der skabte »Historien om en soldat«. Under krigen opholdt Strawinsky sig med sin familje i Schweiz, og det kneb undertiden med at skaffe det nødvendige til livets opretholdelse. Sammen med Ramuz kom han da på den idé at lave en lille vandrescene, der skulde arbejde med så små kunstneriske midler, at den kunde spille selv under de trangeste lokaleforhold. Til denne scene blev da »Historien« komponeret. Tre skuespillere og en oplæser, et orkester på syv mand plus en dirigent, alle virkende på samme tribune: tilvenstre orkesteret, i midten »seene« og tilhøjre oplæseren ved et bord. Orkesteret blev sammensat ~af to repræsentanter, en høj og en,,dyb, for hver af symfoniorkesterets tre grupper: strygerne repræsenteredes af en violin og en kontrabas, træblæserne af en klarinet og en fagot, blikblæserne af en trompet plus en basun, hertil kom én musiker til at betjene alt slagtøjet, ialt syv mand. Man ser, hvorledes det værk, vi betragter som ét af de mest fremragende i det moderne musik-teaters historie, har fået sin form gennem de usædvanlige materielle omstændigheders tryk.

Om sine samtidige blandt de moderne komponister udtaler Strawinsky sig i reglen med megen anerkendelse, men uden forsøg på karakteristik. En undtagelse er Schönberg, som han lærte at kende under et besøg i Berlin, hvor denne inviterede ham til en opførelse af »Pierrot lunaire«. Strawinsky affejer værket med en bernærkning om, at det synes ham at være en tilbagevenden til den Beardleyske æstetisisme, men frernhæver dog instrumentationen. Værre går det ud over Bayreuth. Festspillenes sammenblanding af teater og kultus synes ham ulidelig: »Det vilde ganske afgjort være på tiden at slutte med denne upassende sammenblanding af kunsten som religion og teateret som tempel.« Om Wagners musik udtaler Strawinsky sig ikke. - Om jazzen udtaler han sig her på en ganske anden måde end i et interview, der blev offentliggjort ved hans sidste besøg i København. Det hedder her: »På min anmodning sendte man mig en bunke af denne musik, som henrykkede mig ved sin virkelig folkelige holdning og ved rytmens friskhed; et musikalsk sprog, der tydeligt røber sin negroide kilde.« Det er efter på denne måde at have gjort sig fortrolig med jazzen, at han som portræt-type komponerer »Ragtime for elleve instrumenter« og »Piano-rag-music«.

Det virker ejendommeligt at høre denne komponist, der har fejret sine største triumfer på teatret, bekende sig til koncertmusikken: »Jeg har måttet konstatere, omend med beklagelse da jeg dog er ophav til adskillige sceneværker, at et renligt arbejde kun kan komm.e til sin ret på tribunen, medens i teatret, som repræsenterer os mange elementer på en gang, musikken ofte er tvunget til at underordne sig og ikke kan regne med den omhu som i koncerten.«

På anekdoter er memoirerne, just ikke rige. Morsomst er følgende: Den russiske ballets opførelse af »Pétrouchka« i Wien blev fra mange sider rnødt med en modstand, der grænsede til sabotage. Da Strawinsky på premiéreaftenen opholdt sig bag kulisserne, må hans fortvivlelse have været ret synlig, thi en gammel funktionær, der passede tæppet, slog ham på skulderen og sagde trøstende: »De skal ikke være så ked af det. Jeg har været her i 55 år, og det er ikke den første gang, noget sådant hænder her hos os. Ved »Tristan« var det ligedan.«

Med beskrivelsen af »Pulcinella«, med året 1920 slutter Strawinsky dette første bind af sine erindringer. Utvivlsomt har han ret i at sætte skel her. Ved den russiske revolution blev Strawinsky emigrant (han har for nylig fået fransk borgerret) og samtidig ophører den intime forbindelse med russisk folkekultur, der kendetegner den forrige periodes værker. I fremtiden bliver han »verdenskomponist«, når undtages operaen »Mavra« med text efter Pushkin, henter han nu sine påvirkninger fra alle verdenshjørner. Strawinsky er stadig et af de interessanteste fænomener indenfor moderne europæisk musik, men samtidig så sammenhængende med den fallerende del af vor kultur, at de yngste, der ser sig henvist til ganske andre arbejdsfelter end koncertsalen, nødvendigvis må vende sig til andre forbilleder.