Om undervisning i stemmedannelse i underskolen

OM UNDERVISNING I STEMMEDANNELSE I UNDERSKOLEN

AF AGNETE ZACHARIAS

NAAR Børn begynder at lære at synge i Skolen, er de vel i Reglen 7-8 Aar gamle. Før den Tid har de hovedsagelig brugt Stemmerne til at skrige med, lige fra de første Gang saa Dagens Lys og senere hen, naar de var syge eller arrige, naar de var kommet noget til eller i Almindelighed ønskede at henlede Omærksomheden paa deres Person. Og last not least. - tænk, hvor Børn kan skraale op, naar de bliver ivrige i deres Leg! Naar vi voksne ofte lider under, at Børn er saa støjende og trætttende, skyldes det jo vore noget slidte Nerver, og vi skal vist være forsigtige med at overvurdere den Skade, de kære Poder forvolder deres »smaa. fine Organer« under deres Skrigen og Raaben. Et normalt, sundt Barn kan uden Tvivl »misbruge« sin Stemme utroligt uden at gøre den ubodelig Skade, ellers vilde der sikkert være endnu flere syge Stemmer, end Tilfældet er nu. At der alligevel er Grund nok til Bekymring skyldes vel nok hovedsagelig vort omskiftelige Klima, som forvolder de gentagne Forkølelser og kroniske Katarrher, og hvis vi skal tro vores hidsigt polemiserende læger - en forkert Ernæring og Uvidenhed blandt Lægfolk om Nødvendigheden af Tilførsel f. Eks. af Kalk og Levertran for at komme de daarlige Slimhinder til Hjælp i deres underlegne Kamp mod Infektionerne. (Men naturligvis maa Medicin kun anvendes, naar den er ordineret af en Læge.) Er Slimhinderne nemlig angrebne - saa kommer Faremomentet ved at skrige og skraale.

Naar Sanglærerne deler Børnene i Sangere og Brummere, A, B, C eller hvad de nu benævnes - hænder det vist desværre tit, at en eller anden bundmusikalsk lille Fyr med kronisk Luftrørskatarrh el. I. kommer i Brokkassen, fordi han ikke kan synge klart eller ikke kan komme op paa de høje Toner, ja, maaske endda ikke synge helt rent paa Grund af Hæshed. Hvis Sanglæreren i saadanne Tilfælde kunde alliere sig med Skolelægen og faa Barnet undersøgt - evt. videresendt til Specialist i svære Tilfælde - vilde han gøre en Velgerning mod dette Barn, ikke blot paa det sanglige Omraade, men tænk, hvor en klar, behagelig Stemme har meget at sige for et Menneske, der søger Stilling senere hen i Livet!

Mange Mennesker er af den Mening, at »det er Synd« at lære Børn Stemmedannelse. Først og fremmest mener de, at det er kedeligt, ja, nogle er endda saa naive at mene, det er skadeligt!!! Hvis det keder Børnene, kan man vist gaa ud fra, at det er Lærerens Skyld! og hvis det skader dem, er det fordi Læreren mangler Evne for Faget eller selv har gaaet hos en af »de falske Profeter« og faaet Stene for Brød; han er da i høj Grad at beklage - men endnu mere de Hundreder af smaa Stemmer, som er betroet til hans Røgt og Pleje.

Det naturlige vilde være, at der til Stadighed fandt et Samarbejde Sted mellem Dansklæreren og Sanglæreren, saa den førstnævnte paatog sig at lære Børnene Vokaløvelserne paa Glidetone med dertil hørende Ordeksempler med lang, stødt og kort Vokal, samt en grundig Gennemarbejdning af alle Konsonanter. Men for at dette ganske selvfølgelige Forhold skal være til Stede, kra.,ves det elementære: at enhver Dansklærer interesserer sig for Artikulation og Stemmedannelse, og at han selv har lært det fornødne. For nogle Aar siden fik de unge Vikarer i København 40 Lektioner i Artikulation og Stemmedannelse fordelt i Hold paa indtil 7 Medlemmer; dette er vistnok senere blevet ændret til Hold paa indtil 15 Medlemmer, der faar 20 Lektioner - enhver kan slutte sig til Resultatet. Da man ikke kan - og ikke maa - skelne skarpt mellem Tale og Sang, bør der arbejdes sammen i Fagene Dansk og Sang mod det store Maal: sunde, klare, smidige Stemmer og et tydeligt, naturligt, kønt Sprog.

Hvor vilde det aflaste Sanglæreren, hvis han straks fra Begyndelsen kunde gaa ud fra, at i hvert Fald Vokalstillingerne var Børnene nogenlunde bekendt! og at Eleverne var vant til, naar de nævnte en Vokal, da at sige den paa en lille blød Glidetone og ikke mase den frem med Sprængansats i stødt Form.

Med denne Artikel er det ikke min Mening at slaa til Lyd for en særlig Metode i Sangundervisningen - jeg søger stadig at udbedre min egen Fremgangsmaade - men blot at forsøge at vække til Daad en Del af de Sanglærere, som mener enten »at de ikke har Tid« eller »at de ikke selv kan nok« til at arbejde med Børnenes Stemmer. Den sidste Kategori bør snarest raade Bod paa det forsømte, og den første bør tænke Sagen nøjere igennem. At en Times Sangundervisning om Ugen er frygtelig lidt, skal ikke benægtes, men det er daarlig økonomi at spare paa Stemmeøvelserne; det giver nemlig Bagslag og medfører: grim Klang, falske Toner og daarlig Tekstudtale. Desuden faar Eleverne for ringe Stemmeomfang med presset Højde og nødes til at trække Vejret for hyppigt, hvilket ødelægger Legato Sangen.

Men hvad kan man da tilraade en Sanglærer, der ikke har en lang Specialuddannelse bag sig og kun en enkelt eller to ugentlige Undervisningstimer? Først og fremmest at lære at bruge sin egen Stemme frit og naturligt og dernæst at træne sit øre op samt læse god Litteratur om Stemmeteknik og høre gode Grammofonplader og Koncerter. Det elernentære Børnene skal kære er: fri Holdning, »duftsugende Indaanding« og indvendig Gabestilling (»varm. Kartoffel i Munden«) - alene disse tre Ting gør Underværker! men de skal indprentes mange Gange i hver Time, ikke bare siges een Gang for alle.

Dernæst de to Hovedhjørnestene: den slappe Kæbe (i alle Mundaabningsgrader!) og den altid brede Tunge med Spidsen mod Undertænderne (undtagen ved n, d, t, 1, s).

Hvis man vil undgaa at strande paa det Skær, der hedder Kedsommelighed (og Tvang), skal man vogte sig for at gaa altfor systematisk frem efter en bestemt Slagplan og foresætte sig, at i denne Tinie skal der gøres dit eller dat -- men man skal forsøge at gribe en Situation og bygge videre ud fra den. Til Eksempel: indstuderer man med en Klasse »Du danske Mand«, og Børnene i København sandsynligvis synger: Du dænske Mænd - kan man tage Anledning til at spørge: hvordan staver I danske og Mand? og naar Svaret er faldet, da fortsætte: ja, men det var jo slet ikke a, I sang, vi maa vist hellere lære at sige et rigtigt kønt a.

Hvordan man saa vil lære Børnene det nødvendige uden at gøre det trivielt, afhænger naturligvis af den paagældende Lærers Fantasi og Undervisningsteknik. Skulde jeg raade, vilde jeg ,sige: For alt i Verden sig ikke Tingene paa akkurat samme Maade! men varier Udtrykkene -- om ikke for andet, saa for Deres egen Skyld, at Stoffet ikke bliver plagsomt Hoveriarbejde for Dem, men at De ligefrem kan glæde Dem til Stemme-øvelserne, fordi De har fundet paa en ny Maade at forklare dem paa. Blot maa man altid holde helt klart for sig selv, hvad det er der reelt skal læres, nemlig: De tre Kæbe-Stillinger, de to Tunge-Stillinger og urundet og rund Læbe Stilling.

For at lære Børnene den nye Fornemmelse: at være slap i Underkæben, bruger jeg sommetider den Lignelse, at Kæben skal hænge som en Trapez i sine Tove og tegner paa Tavlen (se Bilag 1), hvoraf det fremgaar, at man kan og skal føle Kæben ligesaa slap paa i, y, u, som paa e, ø, o og æ, b, aa, a. At lave en fin Fortunge-Stilling med »Smørhul« paa Midten, hvori Vokalen lægges, er en ren Sport for Eleverne. Noget af det sværeste er egentlig at undgaa den smilende Mundstilling ved i, e, æ, a, hvorved Tonen bliver presset, flad og hæs; her hjælper det kun Gang paa Gang at vise baade den rigtige Mundstilling med den bløde runde Tone og den forkerte, -- til Skræk og Advarsel. Det kan jo i det hele taget ikke gentages ofte nok: at enhver Forklaring preller af paa Børnene, hvis Læreren ikke samtidig kan demonstrere baade Artikulationen og Stemmeklangen paa fyldestgørende Maade.

Eleverne tilegner sig altid lettere Vokalstillingerne, hvis man giver dem Lov til selv at finde Ordeksempler i Forbindelse med Glidetoneøvelserne; har vi haft a-aa, og Læreren først nævner evt.: bade-baade og beder børnene hitte nogle tilsvarende Ord, skal de nok efterhaanden nævne: Kage-koge, Vare-vore etc. For at undgaa Stavefejl i de danske Stile er det klogt at gøre opmæ- rksom paa, at Skriftsproget og Udtalen ikke altid dækker hinanden.

Da det jo tager forholdsvis lang Tid at indøve alle Vokalerne, og Stemmen for alt i Verden ikke maa være Stedbarn, kan man straks fra Begyndelsen tage fat paa den i-ene Tonedannelse ved at nynne Melodier igennem paa ng - inen endelig rigtigt! Tungen skal væ- re helt bred og væltet frem i Munden, Kæben slap og Tonen skal ligesom suges ind gennem Næsen (for straks at iværksætte en Slags Aande-. drætsstøtte paa en primitiv Maade). Udføres denne Nynnen med Tungen presset ned i Halsen, saa Lyden bliver »ung-agtig«, og Sternmen klinger mørk og tyk, skader øvelsen i Stedet for at gavne. Selv om vi jo ved, at enhver Tone opstaar i Struben, skal vi paa ng have Fornemmelsen af, at Klangen udspringer i Næsen.

Naar Eleverne begynder at blive nogenlunde fortrolige med Vokalstillingerne og Følelsen af at gabe indvendig, tegner jeg følgende, Figurer paa Tavlen (se Bilag 2). Da en klemt Klang Og daarlig Tekst skyldes en mangelfuld Indstilling, gælder det om at gøre sig smidig og at kunne skifte hurtigt. Man maa gøre sig klart: at enhver Tone er uløseligt knyttet til en Sproglyd, og kun den Omstændighed, at man har stillet utilstrækkeligt ind, giver Een Fornemmelsen af, at Teksten er en Hindring for Stemmen. De Mennesker, der f. Eks. vilde ønske, at de kunde synge alting paa o, har blot ikke lært at stille rigtigt ind til de andre Vokaler. Det er iøvrigt netop en meget almindelig Fejl at synge alle Ord i en Slags o- Stilling ud fra en misforstaaet. Stræben efter Egalitet. Den virkelige Egalitet i Stemmeklangen beror tværtiniod paa den stadig - hurtigt skiftende - præeise Indstilling til hver enkelt Sproglyd.

Man kan saa tidligt som muligt begynde at gøre Børnene opmærksom paa, at nogle Konsonanter kan man synge paa og andre ikke. De stemte Konsonanter er følgende: i-ri, n, ng (Nasallydene), w (som i Rav), v, d (røde), 1, j, g (bage) og r. Hvis man nemlig ikke søger at faa samme gode Stemme-Kvalitet Paa disse Lyd som paa Vokalerne, kommer man for ofte ud af sin gode Klang - spilder Luft - og man skal enten have Ulejlighed med at forbedre Tonen paa ,den næste Vokal, eller man maa regne med, at Resten af Sætningen daarligere sunget. Pas ogsaa paa Endestavelserne! Hold Svælget aabent og sold ikke med Luften paa -len, -net, -ste, -mer osv.

Husk endelig, at selv om de Stavelser ikke maa betones, skal de have en fri og køn Klang.

For at Børnene skal blive »Dus« ined de ustemte Konsonanter: p, t, k, b, d, g, f, s, sj, r(1), kan man lade dem synge nogle Ord (se Bilag 3) og indskærpe dem, at Konsonanterne --- særlig Lukkelydene - skal siges kraftigt og bestemt, saa bliver de en Hjælp for Stemmen, foruden at T'eksten naturligvis bliver tydelig. Siges Konsonanterne udflydende, bruger de Luft og vanskeliggør Tonedannelsen paa de efterfølgende stemte Lyd.

For at lære Eleverne en naturlig Højdefunktion, bruger jeg f. Eks. følgende øvelser (se Bilag 4). Jeg forklarer Børnene, at de skal tænke sig Stemmen som en Elastik, der kan trækkes ud i Længden og blive tyndere (naar de synger opad) under Udførelsen af disse øvelser. Jeg indøver som Regel enhver ny Sang paa ng i flere Tonearter - og meget højere op end den senere skal synges med Tekst - for at gøre Stemmerne klare og smidige, Højden volder ingen særlige Vanskeligheder, naar man blot sørger for, at Eleverne har aabent Svælg, god Artikulation og Fornemmelsen af at suge Stemmen ind (for at regulere Luftstrømmen).

Dette er i store Træk, hvad jeg mener, en Sanglærer maa kunne overkomme af Stemmedannelse med Børnene i Underskolen. Lad Hensynet til Stemmerne gennemsyre Undervisningen! Tænk aldrig: Nu skal vi først have Melodien og Rytmen i Orden, og saa kan vi bagefter »file« lidt paa Klang, Renhed og Tekst - da er det nemlig for sent! Falskheden og den tykke, grimme Klang har taget Føringen!

Fodnoter:
(1) r findes i baade stemt o« ustemt Form.

(bilag 1 og 2)

Bilag 2. Fornemmelser af Svælgindstilling ved de forskellige Vokaler. -Efterhaanden som man bliver dygtigere, kan man tænke sig at sænke »Gulvet« paa de to første Tegninger, men ikke for tidligt, da det let kan forveksles med tungerodspres (Knødel).

(bilag 3)

transponeres over hele Stemmens Omfang. Andre Ordeksempler: Bradepande-, Kraftstationen, Fodboldkampen, Provstedatter o. I. Paa samme Maade øves Ord med stemte Konsonanter, f. Eks. Lindeblomsten, Kongesønnen, Billedbogen. Villavejen, Landsoldaten o. s. v. Endelig kan man lave smaa Sætninger og synge. dem paa Skala ned og op, f. Eks.: Hvedebrødet smager lifligt. - Kakkelovnen ryger rædsomt. -- Kom dog, Kristian, tag din Taske. - Bagerdrengen bader daglig. - Hesten æder dejlig Havre. - Vilhelm bor ved Villavejen.

(bilag 4)

Disse øvelser udføres baade paa ng og forskellige Vokaler over hele Stemmens Omfang. Desuden øves Højden oppefra pp paa ng (se øvelse 4h), idet man tænker »i« og forestiller sig at suge Stemmen ind.

Fodnoter:
(0) Fru Agnete Zacharias' artikler i DMT, 1934 pag. 141 ff, »Stemmedannelsens Betydning for Korarbejdet« må forudsættes læst, inden ovenstående artikel.Pågældende artikler er også udkommet som særskilt, hæfte under titlen »Stemmedannelseog Korsang« til en pris af 80 øre.(Red.)