Radio Oktober-November

RADIO -OKTOBER-NOVEMBER

Transmissionerne af udenlandsk Folkeniusik har været fortsat. Mønstergyldig var den slovakiske Udsendelse. Ikke en Række Numre, der højtidelig forkyndes af en Speaker, men et sammenhængende Folkelivsbillede. Hvor var (let rart engang at høre Folkesang sunget eenstemmig eller i ganske primitiv tostemmig Parallelsang, og ikke i svær, firstemmig Korudsættelse! Den ungarske Udsendelse var mærkelig mat. En Udlænding kan naturligvis ikke dømme sikkert, men Musikken (og navnlig Harmonikken) gjorde et noget Salon-agtigt Indtryk, var i hvert Fald meget anderledes end den Tone, vi kender fra Bartok og Kodaly. Og rent galt var det med Frankrig! De dejlige kirketonale Melodier blev komplet spoleret af et gyseligt Klaverakkompagnernent, der til og med blev daarligt spillet.

Gennem Uds Qndelsen: »Ungdommen synger over Grænserne« fik man det Indtryk, at Treklangsmelodier er et internationalt Onde. Nogle Lande, Polen, Spanien, Ungarn - gjorde dog en smuk og særpræget Indsats. Danmark var repræsenteret af Radioens lille Børnekor paa. den uværdigste IIaade; Koret sang saa kælent og krukket som altid, og af Sangene var kun Weyses: »Vipper springe« musikalsk forsvarlig, - om end ikke tidssvarende - men den blev

til Gengæld jappet af, saa det var en Gru.

En Begivenhed - ikke blot radiofonisk, men i dansk Musikliv overhovedet- var de københavnske Gymnasiasters. Koncert. Dansk Ungdom kan være stolt af, at der af dens Rækker har kunnet dannes et Ensemble, der haade har haft Evne og Vilje til at gøre det store Arbejde, der kræves, for at et saa godt Resultat kan opnaas. Klangen er lys og yndig, milefjern fra den tykke Korklang, man saa tit lider under, og Finn Høffding viste sig som en fin og storartet Dirigent. Her var intet Foredrag, intet Effektjageri eller spidsfindig Fortolkning, men bare en strømmende naturlig Musiceren, saa Hjertet maatte frydes derved - og saa er Høffdings Foraarssang med sin naturlige Stemmeføring og sin gode Korsats maaske det yndigste Korstykke, der er skrevet siden Laubs Dage. (Desværre hørte jeg paa Grund af Kirketjeneste kun Koncertens første Del.)

Der blev spillet megen god Kammermusik, og mon ikke disse Udsendelserstyrker den paany vaagnende Interesse for denne dejlige Musikform! - Om Pro ,,krtekvartetten kan man sige det samme, som Dr. Jeppesen siger om Palestrinarnusikken: Deres Spil virker saa selvfølgeligt som et Naturskuespil, man nyder kun ubeskriveligt, tænker slet ikke paa det Slid, der gik forud.

Men ogsaa vore egne har præsteret meget godt. Leo Hansen, G. Frederiksen og V. Norup spillede Mczart med sprudlende Liv, levende (og dog ikke stilløs) Frasering og klanglig Pragt, -rigtig i Divertimento-Aand. Hvor alsi,dig Leo Hansen er, viste han ved en senere Lejlighed, hvor han sammen med Margrethe Kjældgaard, S. Lense Møller og Folmer Jensen spillede Corelli, Vivaldi o. s. v. Den store Stil, den brede Linje kom fuldt til sin Ret, og en saadan Udsendelse har ved Siden af den rent musikalske ogsaa den Betydning, at den italienske Klassicisme, der paa Grund af sin tekniske Overkommelighed og musikalske Enkelhed er saa velegnet for Amatører, bliver kendt i videre Kredse.

Blæserkvintetten havde en smuk Udsendelse, der var særlig bemærkelsesvær-dig ved den Nyhed (?), der her spille-des: en Pastoralsonate for Obo og Klarinet af N. Chédeville, et dejligt Stykke klassisk fransk ""Musik, der forener det gediegne polyfone Arbejde med en let og dog fornem Underholdningstone.

Fru Karen Friedericias tindrende klare V.iolintone burde man oftere høre baade i og udenfor Radioen, - men hvorfor spillede hun dog Fauré??

Endelig bør nævnes de to meget dygtige Pianister Jhs. Jørgensen og V. Schmidt Erichsen, der spillede Mozarts Sonate i D-Dur for to Klaverer, rytmisk spændstigt og klangligt velafvejet, ved dansk Blindesamfunds Udsendelse.

Der har ikke været megen ny dansk Musik i den senere Tid, hvilket er trist nok, da Radioen jo næsten er det eneste Sted, hvor der er Brug for artistisk Musik. Laurids Lauridsens D-Moll Trio ,er helt fri for Paavirkning fra den senromantiske Samtid. Med sine rene Intervaller og sin gode Form, hvor Temaerne udnyttes til Bunds i solidt polyfont Arbejde, er det et udmærket Stykke Kammermusik, (ler fortjente den fortræffelige Udførelse, som de Herrer Agerby, Rafn og Borre gav det. Nævnes skal ogsaa et Par Duetter af Sandberg Nielsen; takket være den selvstændige Føring af Stemmerne var (let virkelig Duetter og ikke bare tertsfordoblede Sange, og den strenge Diatonik gav dem et Drag af Friskhed og Renhed. (Ern-borgs Kvintet blev ødelagt for mig af Støj.)

Maaneden har haft mange gode Solistudsendelser, fordi Radioen har givet de fremefter orienterede Folk en Chance. Julius Koppel er blevet en pragtfuld Violinist med en stor, varm og maskulin Tone; og saa er han en saa glimrende Kunstner, at han kan spille Folkemusik (Bartok) helt naturligt og rigtigt; det var simpelthen herligt. Medici og Liltzhøft. havde hver en Afdeling klassisk Musik. Medici spiller saa naturligt musikalsk som faa, og den klassiske Stil ligger ham i Blodet ligesom den skønne Tone. Liltzhøft ejer ogsaa en prægtig Tone, mørk og intens, men aldrig sentimental; sund og nøgtern er hans Musikopfattelse, maaske lidt for nøgtern, men hvor er det dog bedre end det modsatte!

Et Par Komponistjubilæer er blevet fejret. Schiltz fik en halv Time, Saint Saéns to en halv - det kan man kalde den omvendte Verden. Julius Foss talte begejstret om Schiltz, men man kunde have ønsket de stilanalytiske Afsnit noget længere. Netop ved en Overgangskomponist gælder det om at vise Forbindelsen bagud og fremefter saa tydeligt som muligt. Dansk Mensuralkantori, der sluttede Udsendelsen, har gode Stemmer, men Totalklangen er for mørk, den gamle Musik kan ikke faa nok Glans, d. v. s. Overtoner. Dr. Krogh fik tildelt Saint-Saéns, med lod sig ikke forlede til Panegyrik, holdt sig nærmest til det kulturelle Milieu og den historiske Betydning. Saint-Saéns Koncerten var svag; hvis S. overhovedet endnu har noget at sige os, saa er det som Orkesterkomponist, derfor svarede den sene Aftenudsendelse ogsaa bedst til Dagens Formaal. Et Solfégeforedrag af 0. Liltzhøft gav et klart Billede af Systemet og understregede dets Værd i den praktiske Musikundervisning.

Sluttelig er der Grund til at omtale den paabegyndte, højst besynderlige Serie: Den danske Sang. Denne Serie er vist tænkt som en Erstatning for eller Fortsættelse af Skaarupudsendelserne i Fjor. Disse havde dog et pædagogisk Anlæg og et musikkulturelt Formaal, medens den nye Serie er det rene Pjank, thi hvad er Meningen med at agitere for: Flyv Fugl, eller: Det haver saa nyeligen regnet? Og hvordan kan Sang virke folkelig, naar den synges af Radiokoret - selv om det er eenstemmigt? Skoleradioen er nu vist ene om at udbrede Kendskabet til god, ny, folkelig Sanglitteratur.

Walther Zacharias.