Werner Egk

Af
| DMT Årgang 10 (1935) nr. 09 - side 220-224

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

WERNER EGK

AF KNUDÅGE RIISAGER

I løbet af de sidste år er et nyt navn kommet stærkt freni blandt yngre tyske komponister. Det er MUnchener - komponisten Werner Egk, hvis udvikling må iagttages med den allerstørste interesse. Iår bliver hans nye opera »Die Zaubergeige« spillet på over tredive scener i Tyskland, herunder Statsoperaen i Berlin, (men ikke, naturligvis, München), og hans orkesterværker møder man stadig hyppigere på koncertprogrammerne. Der er derfor grund til også herhjemme at gøre opmærkso. på Egk, så meget mere som han er det første virkelige betydende navn i den nyere tyske musik, som har gjort en selvstændig indsats, udover den linje der forud har været angivet i Hindemith og hele den skole han repræsenterer.

I 1932 gav Hermann Scherchen en koncert i Tonhalle i Müchen med ny tysk rnusik på programmet. Ved den lejlighed opførtes for første gang Werner Egks »Vier italienische Lieder« for tenor og orkester. De gjorde stormende lykke. Dagen efter havde Schotts Söhne ikke alene købt dette arbejde til snarlig udgivelse men samtidig knyttet Egk varigt til forlaget, således at alle hans senere værker er udkomne der. Ved en festlighed, der samme aften blev afholdt, lærte jeg Egk at kende og har siden haft lejlighed til at følge hans virke og studere de hidtil fremkomne værker.

Kort tid efter denne koncert arrangeredes en opførelse af hans børnespil »Ræven og ravnen« efter en af Æsops fabler, spillet af skolebørn med ledsagelse af et lille orkester. Det var en meget morsom forestilling. Den fandt sted i en kreds af moderne interesserede inusikmennesker, en forening der kaldes »Die Juryfreien« og som i det hele taget udelukkende beskæftigede sig med de nyeste begivenheder indenfor alle kunstarter.

I modsætning til Hinderniths børnespil »Wir bauen eine Stadt«, der netop opførtes samme aften, går Egk ud fra det princip, at rnan må lade børnene agere og kostumere sig efter deres egen frie fantasi og praktisk taget selv improvisere texten til spillet, idet det ledsagende orkester består af rigtige musikere, der udfører det meget fordrende partitur. Medens nemlig Hindernith er gået ud fra, at det gælder om at fange barnets interesse ved så at sige at lade musiken blive melodisk elementær og teknisk forenklet, ned til barnets forståelse, således at den ledsagende musik f. ex. også kan udføres af børn og amatører, kræver Egk modsætningsvis netop en udviklet musikalsk forståelse og appellerer derved til barnets intelligens, drager barnets musikalske sans opad i et virkeligt musikalsk plan og fanger dets opmærksomhed ved den opfindsomhed og fantasi, han i sin musik lægger for dagen. De børn, der deltog i stykkets udførelse, var som sagt skolebørn fra en af de sidste barneskoleklasser, og bortset fra de indstuderede kor havde de ikke forud lært nogen bestemt fastlagt scenegang eller færdige repliker. De havde fået den opgave, indenfor de rammer der gaves af selve fablens gang og den musik der omgav de enkelte afsnit at genfremstille, efter deres egen indskydelse, den fortælling, som de alle i forvejen kendte fra deres æventyrlæsning. De havde selv fremstillet alle dragter og masker, og der opstod under spillet de mest indtagende og virkelig inspirerede situationer. Det kan ikke gengives ved et referat, fordi det netop ganske improviseret udsprang af hele den øjeblikkelige stemning. Idéen er ganske sikkert den rigtige løsning på det problem, som efter Hindemiths første forsøg har beskæftiget så mange yngre komponister.

I sommeren 1933 opførtes i Frankfurt radio Egks næste værk, en radioopera »Columbus« for soli, kor, orkester og talekor, til komponistens egen text. Textbogen er blevet til under anvendelse af . autentiske dokumenter og ældre spansk dramatisk literatur. Om denne »Funkoper« skriver Egk selv i forordet til textbogen, at texten tilstræber den yderste knaphed og koncentration. Det musikalske sprog er afledet fra de store forbilleder i det sidste århundrede og fører de af disse skabte harmoniske og melodiske udtryksmuligheder bevidst og organisk videre, ganske særligt gennem en yderligere udbygning af de harmoniske og orkestrale virkemidler.

På en meget beskeden måde har Egk hermed villet karakterisere sit tonesprog, og til en vis grad er denne karakteristik da også rigtig. Men i hans stil ligger nu rigtignok tillige betydeligt mere end dette. Hans, musikalske sprog er nemlig både friskt og sundt, hans orkestrale fantasi absolut selvstændigt fængslende og hans melodiske evne ganske uafhængig af forbilleder. Den udbygning af det forrige århundredes harmonik, som han taler om, er da også foretaget med åbenbart nyskabende talent, og man kan vistnok bedst sige, at Egk har taget sit udgangspunkt i tiden før den schónbergske atonalisme og derfra har bygget sin egen stil op.

Der er ingen tvivl om, at det vilde være en lønnende opgave for vor egen radiofoni at foranledige en opførelse af »Columbus«, så meget mere som der næsten ingen specielle radiooperaer findes.

Det eneste hidtil udgivne orkestervaærk af Egk er en suite formindre orkester, »Georgica«, over bayerske folkemelodier. Det er et charmerende stykke musik, både fordi det er så fornemt gjort og fordi de benyttede melodier er såre fortryllende. Egk viser sig hersom en nøje kender og elsker af den bayerske folketone, som en ægtefødt Münchener, og det er ikke mærkeligt, at denne suite haropnået en enestående popularitet i løbet af ganske kort tid. I år spilles den iøvrigt på operaen i Köln, som ballet, men premiéren har endnu ikke fundet sted. - For kammerorkester har han 1933 skrevet »Sechs kleine Miniaturen«.

Egks største og interessanteste arbejde til dato er dog hans »Spieloper« efter en mester Jakel komedie af Pocci, »Die Zaubergeige«. Sammen med Ludwig Andersen har han omarbejdet Poccis marionetkomedie til en treakts lystspilopera, der havde premiére i mai måned iår på Frankfurteroperaen.

Emnet er et fund, ligesom texten til historien om en soldat, fordi det drejer sig om et musikalsk motiv, et rigtigt spillemandsæventyr. Personerne er den klassiske rnester Jakelkomedies figurer, Kasper, Gretl, røverne, luftens og jordens ånder, soldater og vægtere, selve borgmesteren og Cuperus, der til slut naturligvis optræder som deus ex machina, i bengalsk belysning. Altså hele apparatet fra den primitive Jakel-forestilling og holdt, hvad texten angår, i den samme stil som man kan finde i tysk barokdigtning.

Handlingen er kort fortalt denne: Kasper elsker Gretl og er ellers temmelig misfornøjet med at gå rundt som simpel bondekarl og muge under hestene, drive svin og passe kreaturer. Han bliver enig med Gretl om, at han skal drage ud og søge en bedre tilværelse. Det former sig nu sådan, at luftens og jordens ånder beslutter sig til at skænke ham en violin med en underfuld trolddomskraft, på den betingelse, at han fremtidig forsager al elskov og ikke røber denne betingelse for noget menneske. Kasper går ind herpå og giver sig straks til at spille på instrumentet. Pengepugeren Gyldensæk, der er hushovmester hos fyrstinde Ninabella, og som er på vej med en mængde guld, kommer i disput med Kasper og må til sidst følge hans violin i en vildere og vildere dans, under hvilken han ender med at tumle udmattet omkuld og ligge bevidstløst på jorden, mens Kasper drager af uden at bekymre sig om ham. Nogle røvere, der har ligget på lur efter Gyldensæk, udplyndrer ham nu og forsvinder. Da Gyldensæk vågner, tror han, det er Kasper, der har bestjålet ham, og beslutter at hævne sig, hvis han ser ham.

Som i alle æventyr således også her: tid og sted glider umærkeligt afsted og skifter uden fornuft, og næste billede viser os allerede Kasper som en berømt og berejst kunstner. Under navnet Spagatini har han nået stort og sælsomt ry, og da fyrstinde Ninabella skal holde en fest, og de skuespillere, der skulde have optrådt, udebliver, vil hun lade hr. Spagatini tilkalde. Hun sender sin Hushovmester Gyldensæk hen til det værtshus, hvor Spagatini er taget ind, og Gyldensæk genkender straks i ham Kasper, medens Kasper ikke aner, at han kan mistænkes. for at have udplyndret Gyldensæk. Fyrstinde Ninabella er imidlertid ikke ganske sikker på, at det vil lykkes Gyldensæk at overtale Spagatini og sender derfor yderligere sin kammerpige Gretl, Kaspers tidligere kæreste, hen til værtshuset. Kasper og Gretl genkender straks hinanden, men Kasper kan jo ikke elske hende og må intet sige om grunden dertil. Akten slutter med, at borgniesteren møder op for at tildele Spagatini den gyldne kæde, og hele folket jubler for den store kunstner.

Sidste billede er festen på slottet. Alle kvinder er vilde efter ham, og lian selv kan ikke elske nogen, ikke engang den, lian virkelig holder af, Gretl, der er fortvivlet over at finde sin Kasper så forandret. Ninabella har arrangeret et stævnemøde mellem sig og Kasper i lysthuset, og her falder Kasper for fristelsen og kysser hende. I det samme arresteres han af vagten, der er tilkaldt af Gyldensæk, der vil hævne det formentlige røveri. Kasper griber efter sin violin - men den er stum. Da alle er gået, kommer Cuperus ind og tager instrumentet til sig.

Nu skal Kasper hænges, men forinden må lian få eet ønske opfyldt, og han beder da om at måtte tale med Gretl. Hende fortæller han, livilken trolddom han har været bundet af. Ved galgens fod står Cuperus, forklædt, som tigger, med violinen og giver Kasper den i hænde. Kasper er jo i virkeligheden uskyldig i det rov, han nu skulde i galgen for, og moralen af historien må derfor naturligt nok blive, at der kommer redning i sidste øjeblik. Med violinen i hånd begynder han at spille, og alle gribes af dansen. Røverne bekender, og de slette føres bort, Cuperus og luftånderne viser sig i apoteose, og Kasper udtaler til sidst stykkets moral, idet han takker ånderne for deres højmodige gave, der har bragt ham megen lykke og rigdom, nemlig den viden, at ingen magt og intet gode i verden kan sammenlignes med den lykke at eje et tro hjerte. »Tag derfor violinen tilbage,« siger han, »ti jeg ønsker intet andet end sundhed og det daglige brød, så længe jeg lever sammen med min Gretl.«

Som man ser, er det hele yderst harmløst og ligetil. Fablen kendes fra en række folkeæventyr, og dens musikalske styrke ligger naturligvis deri, at den direkte opfordrer til en lystig spillemandsmusik, ganske særligt i de scener, hvor trylleviolinen så at sige overtager handlingen.

Werner Egk har løst sin opgave således, som denne münchenermusikant naturligt måtte udtrykke sig. Han har bygget sin musik op på den grundtone, der går igennem den bayerske folkemusik, og man mindes på en frisk og lunerig måde om, at »Ländleren« havde sit hjemsted i de bayerske alper. Med anvendelse af alle de tekniske muligheder, der står til rådighed for en nutidig komponist, har han skabt et meget indtagende partitur, hvis lyse og muntre, rytinisk meget levende klangbillede er et fornøjeligt »divertimento«, og som giver en forfriskende fornemmelse af noget på eengang nyt og dog så gammelkendt. På nærværende sted kan der ikke blive plads til en nærmere analyse af denne musik, der indeholder mange glade og vittige partier, men skulde man under eet give en sammenfattende karakteristik af operaen, kan det vist bedst siges derhen, at den er en lystig og feststemt spillemands heldigt inspirerede værk, folkelig i denne betegnelses ædle betydning. Eller som Egk udtrykte det i programmet til premiéren i Frankfurt: dette stykke henvender sig til fattige og rige, unge og gamle, mand og kvinde, bagere og postbude, skorstensfejere, regeringsråder, direktører, professorer og alle andre stænder, som kongen af England plejer at ønske til lykke nytårsaften.

Werner Egk er født 1901 i Auchsesheim i Bayern. Han gik på gymnasiet i Augsburg og studerede tillige musik hos forskellige Lærere i Frankfurt og München. Efter en lang sygdom rejste han 1925 til Italien, hvor han blev i to år. Sin første opførelse opnåede han her med en komposition for 120 blæsere, »Standmusik«, skrevet for det i byen Spezia stationerede marineorkester.

Fra Italien rejste Egk til Berlin, men drog allerede i 1929 tilbage til München, i hvis nærhed han nu har sit hjem: en stille, idyllisk beliggende villa i landsbyen Locham, omgivet af store nåleskove, tæt ved den skønne Starnbergersee. I de senere år har han foruden at beskæftige sig med kompositionerne rejst en hel del omkring og dirigeret egne værker, og i denne vinter leder han en række af førsteopførelserne af sin nye opera på tyske scener.

Det er interessant i denne forbindelse at vide, at Egk selv fortæller, at en meget væsentlig forudsæting for hans hidtidige fremgang som komponist skyldes den forståelse, han tidligt fandt hos ledelsen af den meget betydende sydtyske »Bayerische Rundfunk«. Alle hans værker er meget hurtigt blevet opført der, og man har, i erkendelsen af den værdi, der ligger i bevidst at fremme kompositionen af nye arbejder, direkte stillet ham opgaver af vidt forskellig natur. Det før nævnte verdslige oratorium »Columbus« er ligeledes opstået på forslag og »bestilling« af denne institution.

Det kan endelig nævnes, at det er blevet overdraget Egk at skrive den indledende festmusik til Olympiaden i Berlin 1936.