Knudåge Riisager: Sinfonia op. 30

Af
| Årgang 10 (1935) nr. 10 - side 249-250

KNUDÅGE RIISAGER: SINFONIA OP. 30

AF JÜRGEN BALZER

RIISAGERS nyeste værk er komponeret i løbet af foråret iår, fuldendt i juni og opført første gang ved statsradiofoniens 9. torsdagskoncert under Nikolaj Malkos ledelse. Besætningen er normalt, stort orkester. Det er ret kort, spiller ialt ca. 18 minutter.

Det består af tre satser: Feroce, Violento e fantastico og Tumultuoso. Formelt adskiller de sig noget fra den gængse,duotematiske sonateform (derfor vel også »sinfonia« i stedet for »symfoni«),- idet de mere beror på et enkelt temas, musikalske- udarbejdelseend på relationen mellem to kontrasterende tanker. Ideen i Riisagers senere produktion har jo været at prøve materialets bæreevne, det musikalske materiales melodiske, harmoniske og rytmiske muligheder indenfor en strengt musikalsk fantasi. I denne henseende.er værket en fortsættelse af den sidste strygekvartet, kun er rammen somfølge af den store form endnu videre, eller rettere: komponistens ønske om muligst vide rammer for sin fantasi har affødt d en større form. Det er en moderne »Symphonie fantastique,«; moderne, ikke blot gennem materialets nutidighed, men derigennem at enhver litterær eller anden ikke-musikalsk baggrund mangler.

Fælles for de tre satser er, at de alle beror på primært rytmiske ideer. Første sats (Feroce 4/4, 1/4 = 104) således på følgende tema:

(nodeeksempel)

Karakteristisk for dets anvendelse i satsen er følgende trompetsted Temaet og dets rytmiske varianter behersker hele satsen med undtagelse af to indskudte polyfone strygerperioder, hvoraf som exempel den anden begynder således:

(nodeeksempel)

Gentagelsen af trompeternes variant (ex. 2) leder over i reprisen, hvorefter- satsen slutter med en pp coda på hovedtonen h.

Anden sats (Violento e fantastica ~ 4/.1~ 1/4 = .96) sætter ind med følgende tema

(nodeeksempel)

der i to perioder behersker satsen i en tvekamp mellem strygere og blæsere. Herimellem er indskudt en polyfon strygerperiode med nyt materiale. Satsen klinger ud med en pp antydning af strygertemaet fra den mellemste periode.

Tredje sats (Tumultuoso 4/4, 1/4 = 132) opviser både i form og indhold stærke ligheder med første sats. Efter en exposition på 40 takter af følgende tema

(nodeeksempel)

udvikles temaet rytmisk videre, hvorved der ofte forekommer episoder, der ligger tæt op ad ex. 2, og andre steder af førstesatsen. Også her tredeles satsen af en polyfon periode, ligeledes i strygerne, denne gang med tempovexel. Perioden er dog kun kort, den fører op til en bogstavtro reprise. Herefter en coda med en episode for lilletromme og pauke og en ff slutkadence.

Når komponisten så konsekvent undgår den traditionelle sonateform, beror det vel på, at den enkle stigningsform, som her tilstræbes, ikke lader sig forene med den kontrasterende tankes (sidetemaet) optræden på et så tidligt tidspunkt som expositionen. Værket danner som helhed en bølgeform; de polyfone grupper begynder fåstemmigt, piano og fører gennem tiltagende stemmeantal og dynamisk crescendo op til de rytmiske perioder; de to første satser klinger ud i pianissimo uden egentlige slutkadencer, kun sidste sats har en sådan kadence med virkelig slutkraft.