Radio November-December

Af
| Årgang 10 (1935) nr. 10 - side 256-258

RADIO NOVEMBER-DECEMBER

Torsdagskoncerterne har i den senere Tid bragt en Del nyere og ny Musik, hvad der er meget glædeligt, da Radioen er den eneste Institution, der ejer Midlerne til at fremføre store og svære Opgaver. Dog bør man retfærdigvis tage sig mere af danske Komponisters store Arbejder, der ellers ligger og mugner i Skrivebordet. Riisager har hidtil været ene om at repræsentere dansk Musik af 1935. Hans Sinfonia er meget forskellig fra de tidligere hørte Ting. Det improviserende og capriciøse har veget Pladsen for fastere Konturer, Ternaerne har faaet megen Plastik (Hovedtema i l. Sats) og Satsen er blevet fyldigere paa Grund af polyfont Arbejde, f. Eks. det meget smukke Strygersted i 1. Sats. Hele Værket virker rent og friskt, saa man glæder sig til at høre det snart igen.

Den franske Koncert var, hvad Programvalget angaar, den mest helstøbte vi endnu har haft i Aar. Roussel indtager en Særstilling i sin Tids Frankrig. Mens andre Komponister fortabte sig i klanglige Drømmerier, arbejder Roussel med Linje og Form, saa man tit tænker baade paa Brahms og Carl Nielsen, og i Strygersinfoniettaen var der ikke saa lidt af Barokkens livsfriske Kraft. Det er kærnesund diatonisk Musik, dejlig at høre paa. Afstanden mellem Roussel og hans Samtid føltes st~erkt i Ravels Klaverkoncert. Den begyndte i forrygende Tempo under rytmisk Højspænding, men saa blev Komponisten vist bange, - det hele endte i tomt Passageværk og i en Mellernsats, som man først antog for Parodi paa Salonmusik, indtil (let gik op for een, at Manden mente det helt alvorligt - men Viktor Sehiøler spillede aldeles storartet baade klangligt og rytmisk.

Det er let nok at se Svagheden i Sch8nbergs Gurrelieder: Wagnerpaavirkningen, den altfor pathetiske Tone, der gør Værket meget ensformigt o. s. v., og der var ingen Grund til at opføre dette Stykke, naar saa megen anden Musik f. Eks. af Hindernith endnu er uopført herhjemme. Men siges skal det ogsaa, at Sch Bnberg behersker den senromantiske Stil dygtigt, hans Kæmpeorkester klinger smukt og ikke overlæsset, og i visse Episoder (Sommervindens Jagt og Slutningskoret) er han ikke saa lidt i Slægt med J. P. Jacob

sens farverige, eksalterede Drømmeverden, og man bør væ-re modig nok til at synes om det. Dejligt klang Kor og Orkester under Malko, men Solisterne havde med Undtagelse af Fru Steffensen ikke nær musikalsk og stemmelig Kraft til denne Opgave.

Med et andet senromantisk Værk: Sibelius' 2. Symfoni tog Malko Afsked

forhaabentlig kun for denne Gang. I vor Tid, der er baade anærnisk og hysterisk, er det vidunderligt at høre denne passionerede Musik, der strømmer med vældig Livskraft og tit - som i Slutningen af 2. Sats eller i Finalen

hæver sig til gigantisk dejlige Tonemasser, haaret af Blikblæsernes Klangpragt, - for saa atter at synge saa lyrisk skønt som i 3. Sats' Træblæserstykke med Hornenes dæmpende Baggrundvirkning.

Af ældre Ting indtager Mozarts Requiern Førstepladsen, skønt Wienerklassikernes Kirkemusik nok er den Del af deres Virke, vi vanskeligst faar fat i, fordi disse Ting ligger saa langt fra det, vi nu forstaar ved Kirkemusik, og fordi Datiden synes at have forlangt at blive diverteret ogsaa i Kirken. Men mange dejlige Ting findes i 'Mozarts sagnomspundne Værk, f. Eks. det store Indledningskyrie eller (let skønne Lacrymosa, og glimrende blev det udført under Tango, der kan faa et Kor til at synge og et Orkester til at spille saa uendeligt fint og levende, saa dynainisk fintafskygget, at (let er en Fryd. Gabrielis Sonata pian' e' forte med Blikblæserkor klang festligt.

Af Koncerternes to udenlandske Solister var Piatigorsky en lige saa glimrende INIusiker som fænornenal Tekniker. Han spillede Haydns Koncert i D saa dejligt som muligt med en utrolig ædel Frasering og en hedaarende lys Tone. Poldi Mildner fyldte Griegs AMoll med hele sin Ungdoms Varme og sin eminente Dygtighed, en forbavsende Kraft disponerer dette Pigebarn over!

Maskeballet var ikke nogen god Radio-Opera. Musikken er saa snævert knyttet til den sceniske Handling, at Stykket maa virke lidt musikalsk kaotisk i Radioen med de mange Ensembler o. I. Men godt blev der sunget under Tangos Ledelse, der som altid var helt tip top. Navnlig Else Sehøtts Stemme lød meget smukt over hele det store Omfang og Foredraget var dramatisk levende, men ogsaa Edith Oldrup Pedersen skal nævnes for sin Stemmes tindrende lyse Klang og sin sanglige Nerves Skyld.

Det er kun selvfølgeligt, at Radioen understøtter Provinsens aktive Musikliv, og de derhen hørende Udsendelser bør omfattes med Interesse af alle Lyttere. Aalborgtransmissionen viste, at Byen raader over et Kor og Orkester, der arbejder meget dygtigt, rytmisk prægnant og klangligt fintfølende overfor Dirigenten Georg Høebergs Intentioner. Blandt Solisterne var Ellen Als med sin meget smukke Stemme og sit

ægte Sangtalent særlig bernærkelsesværdig. Tiden er unægtelig ikke gaaet sporløst hen over Hartmanns: Dryadens Bryllup. Adskilligt virker rent ud trivielt (Hyldningskoret f. Eks.), til Gengæld er der ogsaa- meget kønt (Dryadens Død), saa Indtrykket bliver her som saa tit overfor romantisk Musik noget blandet; Aalborgenserne kan forresten trygt give sig i Lag med større Opgaver.

De, der kender Thomas Jensen som ,den ypperlige Dirigent baade af klassisk og moderne Musik, maatte ærgre sig over det traditionelle Program, han spillede ved en Folkekoncert. Den assisterende Ragnhild Bro-Kjærholm har en glimrende Stemme, der dog bruges saa besynderligt, at f. Eks. Forskellen mellem Højde og Dybde nærmest virkede komisk. Naar Koncerten alligevel blev en Oplevelse, skyldtes det Vagn Borggaard Olsens blændende Gengivelse af Liszts Ungarsk Fantasi. Teknisk overlegent lod han Klaveret klinge snart med en dejlig fyldig Akkordklang, snart i sølvglitrende Diskantpassager og saa havde han endda Overskud til de fineste rytmiske og dynamiske Nuancer. Aarbus og Danmark kan være stolt af ham!

Drengekorets Koncerter viste, at 1N1ogens Wb Idike har faaet Løn for sit teoretiske og praktiske Arbejde med en 1)estemt Stilepoke. Han behersker det 16-17'ende Aarhundredes Musik i alle Retninger. Terrassedynarnikken har fortrængt den gradvise Stigen og Falden, Tempoet er saa hurtigt og levende, at de lange Linjer i f. Eks. Palestrinas Nilarcellus-Kyrie træder helt klart frem, og Klangen er straalende glansfuld (rig paa Overtoner), saadan som vi kender den fra de Mixtur-rige Barokorgler. llerved er denne Musik blevet befriet

for al Højtidelighed, er blevet flydende Guld, som Venetianerne sagde om Villaert.

Vore gode Kammermusikensernbler gør Radioens Udsendelser af Kammermusik til noget af det bedste, der bydes. E. Bloch, Knud Pedersen, L. Gunder og T. Anton-Svendsen fremførte en værdifuld Kvartet af Respighi, helt frigjort fra Puccini med tydelige Spor af den moderne Musiks Landvindinger: god organisk Udvikling af de enkelte Afsnit i den eneste Sats, polyfon Behandling af Stemmerne, saa Værket virkelig var kammermusikalsk, og en kirketonal Tematik, der næsten mindede om Carl Nielsen. Et Afsnit med svagt dissonerende Pianoakkorder var ligefrem skønt. Gerhard Rafn-Kvartetten spillede brillant og med sprudlende Liv en Kvartet af Dittersdorf, som al Musik fra den Tid storartet Haandværk, der dog ikke savnede betydelige Momenter, saaledes nogle næsten Beethoven'ske Modulationer i 1. Sats. Janaceks Stykke virkede mere orkestralt end kammermusikalsk. Den udvidede Breuning-Bache Kvartet spillede Mozarts Kvintet i g-Moll med sin klassiske Tradition i god Orden, men det pragtfulde Stykke virkede mere yndigt end passioneret. Det samme kan siges om Esther Vagning, Knud Pedersen og 0. Liltzhøfts Udførelse af Schuberts B-Dur Trio; fint og klart stod Værket, men især Fru I,'agning spiller saa smukt, at man gerne vilde have hørt lidt mere af hende.

Felumb og Carlo Andersen har I-iver haft et smukt klassisk Program fremme. Marcello, Stradella o. s. v. maa have haft Forudanelser om Radioen, deres Musik egner sig saa godt for (len, takket være den enkle Struktur.

Sangsolisterne har bevæget sig ad mere end udtraadte Stier - paa et Par meget glædelige Undtagelser nær. Karen Bitsch, der sang et fornemt Program fra det 17.-18. Aarh., er en yndig Sangerinde med en lys og dog varm Sopran og en naturlig og yndefuld Musikalitet, der er parret med megen Stilsans; hende vil man meget gerne høre snart igen. Fru Ebba Bjarnhofs Stemme lyder ogsaa godt i Radio, og hun har megen Følelse for Romancekunsten, men det var Synd at ofre disse gode Egenskaber paa Sandbys Sange; der var betydelig renere Luft i Lauridsens Ting, som hun sluttede af med. Den finske Sangerinde Astrid Hartmann sang Sibelius med en skøn Stemme, livis -~-arnie Klan- i Forhindelse med et rneget tempermentsfuldt Foredrag var lielt i Pagt med Kompositionernes roniantiske Ilassion. Ilmari Hannikainen, der ogsaa liyldede den 76-aarige Mester (hvorfor var der forresten ikke arrangeret et Foredrag om Sibelius??.) med en Afdeling Klaver Musik, viste sk, som cl] meget dygtig Pianist, der fik Instrumentet til at klinge rned niegen Farverigdoni, soni (let bør i (len slags Musik.

Rud. Simonsen og Prof. Abraliarnsenhar fortsat deres Musikoplysningsarbej-de. Selv om man ikke kan vente, at saa-danne Foredrag vil. ,endre (len store Lytterskares Musiksyn -- (let er kunplanniæssigpaa bre-deste Basis i Stand til ---- saa niaa man

(log liaal)e, at det Arl)ejde og (len 13cgejstring, der gi-,,er sig Udtryk i disse Udsendelser, maa. blive belønnet derved, at en og anden Lytter forstaar, at (ler i Musikken findes visse Problemer, det lønner sig at tænke over. Der var ogsaa Begejstring i Dr. Kroglis Foredrag om Håndels Operaer, og der var Farve og~ Liv i det Kulturbillede, lian oprullede. De ved 'Musikdenionstrationerne med-~,irkende Sangere, (ler rent vokalt ydede udniærket Arbejde, lod sig af Foredragsliolderens stærke Betoning af (let dramatiske forlede til at overexponere Fraseringen. De stærke Nuancer hugger (le brede melodiske Linjer itu, og man var af og til betænkelig nær -,,ed Wagner.

.I

Walter Zacharias.