Folke- og skolemusik

FOLKE- OG SKOLEMUSIK

AF JENS PETER LARSEN

MAN hører ikke -saa sjældent Udtalelser som: »det er let nok at kritisere« - »kritisere kan vi jo allesammen« osv. Ja, gid det var saa vel! Men desværre - naarman ser en Anmeldelse som Povl Fledelius´ af Folke- og Skolemusiks første Aargang (Dec.-Heftet af »DMT«), saa maa man endnu en Gang sige til sig selv: hvor er det dog svært at kritisere og hvor er der faa, der kan. Kritisere, det vil jo ikke sige at finde nogle mere eller mindre tilfældige Ting at gøre Vrøvl over og andre ligesaa tilfældige at rose, men det vil sige at kunne kende Forskel, at kunne skelne mellem sandt og usandt, væsentligt og uvæsentligt, værdifuldt og værdiløst, god Kunst og daarlig Kunst.

For at kunne skrive en god Kritik maa man i hvert Fald, være i Besiddelse af tre Egenskaber: absolut Uvildighed, kritisk Evne og virkelig Sagkundskab over for det aktuelle Emne.. Om Povl Fledelius' Uvildighed er der ikke Grund til at tvivle. Hans kritiske Evne vil jeg efter den foreliggende Prøve sætte et stort Spørgsmaalstegn ved. Hans Sagkundskab har i dette Tilfælde været saa utilstrækkelig, at han selv har følt Trang til at gøre opmærksom Paa det. Jeg maa tilstaa,at jeg ikke forstaar, hvordan man tør paatage sig at anmelde en Aar-gang Korlitteratur, naar man, stillet overfor den elementære Opgave at vurdere en firstemmig, rent akkordmæssig Korsats, blankt erklærer: »Jeg føler mig ikke kompetent til at bedømme selve Bearbejdelsen«! Og naar det videre i Omtalen af et Hefte tostemmige Udsættelser hedder: »Hvadenten Udsættelserne er i stilen eller ej« og ved et andet Hefte: »Udsættelserne er utvivlsomt (!) særdeles dygtigt gjort« --saa spørger man uvilkaarligt: ja men er det da ikke Kritikkens Op-gave at give klar Besked om, hvorvidt det er godt eller daarligt Arbejde?

At det yderligere er en selvfølgelig Forudsætning for en samvittighedsfuld Kritiker at have sat sig nøje ind i det forelagte Værk, skulde i og for sig være unødvendigt at fremhæve, hvis ikke Povl Fledelius netop paa dette Punkt tydeligt havde svigtet. En Del overfladiske og misvisende Betragtninger burde og kunde have været undgaaet, hvis Arbejdet var gjort lidt grundigere.

Det er navnlig Bemærkningerne til de enkelte Hefter, dette gælder. De indledende Betragtninger maa i Forhold hertil karakteriseres som relativt uskadelige, omend i nogen Grad overflødige. Et Tilløb paa 1½ Side synes saaledes, lovlig langt for at naa til en saa vag og upræcis Karakteristik af Foretagendet som denne: »Formaalet ligger ganske i Linje med de sidste seks Aars Bestræ-belser paa at skaffe Stof til Skoler og musikalske Institutioner -«. »F. & Skm-« ligger jo i Virkeligheden paa Linie med en Række tyske Serier (»Beihefte des Musikanten«, »Das Chorwerk«, »Kl. Bärenreiter-Hefte«, tildels, »Nagels Musik-Archiv« m. fl.), til hvilke der ikke tidligere har eksisteret noget dansk Sidestykke. Fælles for disse Serier er, at de - i Modsætning til egentlige Sangbøger o. I. - ikke forfølger et snævrere pædagogisk Formaal, men i første Linie et musikalsk, at de ikke gaar ud fra en bestemt, afgrænset Kreds - Gymnasium, Folkemusikskole, Folkekor - og søger at finde Stof til den, men at de gaar ud fra Stoffet som det primære, det egentlige bestemmende, ikke b.lot et medbestemmende Synspunkt. Lignende Tendenser har været fremme, ikke mindst i »Gymnasiesangbogen«, som utvivlsomt har gjort en overordentlig værdifuld Indsats, men alligevel repræsenterer »F. og Skm.« paa dansk Grund noget væsentlig nyt, hvad Læserne af P. Fl.s Anmeldelse skal have vanskeligt ved at faa fat paa (1). Ikke mindst skulde de enkelte Hefter ved at bringe~et sammenhørende Stof betyde en Hjælp til at komme bort fra de endnu ret gængse Lobscows-Programmer, der har fundet et karikeret Udtryk i Radioens Grammofonkoncerter - de vilde være morsomme, hvis de var ment som en Vittighed! - hen til Programmer, der er præget ikke blot af Afveksling, men tillige af fornuftig Sammenhæng.

Naar Anmelderen beklager Hefternes uregelmæssige Udsendelse, saa kan Redaktionen fuldt ud slutte sig til Beklagelsen over, at det ikke lykkedes at bekæmpe Børnesygdommene bedre, men naar der videre ankes over, at »den oprindelige Plan med Hensyn til Numrenes Indhold og Rækkefølge« skulde være blevet »temmelig stærkt ændret«, saa vil en Jævnføring af den citerede Bestillingsseddel og den færdige Aargang godtgøre, at Anklagen er aldeles ubegrundet. Om nogen fastlagt Rækkefølge har der aldrig været Tale, og i den udtrykkelig som »foreløbig udgivelsesplan« betegnede Liste (10 Hefter) er der sket den Ændring, at et Hefte (Hassler) er overgaaet til en anden af Forlagets Serier, og et (Caldara) er helt udgaaet, og til Erstatning er kommet to andre Hefter, som iøvrigt begge af Anm. betegnes som værdifulde (2). Den paastaaede Uorden kan her næppe siges at være paa vor Side. Det vil sikkert være vanskeligt helt at undgaa, saadanne inindre Ændringer, og de findes ganske paa samme Maade i de tilsvarende tyske Serier-. En klog Korleder bør næppe heller-. lægge sit - Repertoire an paa Ting, der endnu ikke er udkommet.

Bemærkningerne til de enkelte Hefter er i høj Grad præget af Tilfældighed.

Allerede Omtalen af det første Hefte, Aagaards Sange, maa hos den, der ikke kender det, fremkalde helt gale Forestillinger. At de to fremhævede Sange tydeligt nok er det værdifuldeste i Samlingen begrunder ingenlunde den flotte Bemærkning, at »Heftet er en Blanding af godt og ondt«. Aagaard er ikke altid inspireret, men han er altid ærlig! Og det er for let at komme til et Resultat ved at klistre en nedsættende Etikette - »Bragesnak« - paa Teksten og saa lade den trække Musikken med sig (»Skøn Freja«). - Laubs og Viderø's Folkeviseudsættelser (H. 3 og H. 7) stilles op mod hinanden, som om det gjaldt et Valg mellem to konkurrerende Firmaer, og Afgørelsen skydes ind under den højeste Domstol: Smagen (»nærmest en Skønssag«). Jeg kan ikke se, at der er noget fornuftigt Grundlag for en vurderende Sammenligning mellem to Ting, der er saa væsensforskel~ lige som disse: en cantus firmus-Bearbejdelse i den klassiske Vokalpolyfonis stiliserede Taktrhytme og en folkelig Imitationsform i naturlig Viserhytme. Skal man »foretrække« Hasslers eller Eccards Koraludsættelser? Mon ikke hver af dem kan være god til sit Brug? Lad os glæde os over at høre Drengekorets smukke Udførelse af Laubs vanskeligere Udsættelser og lad mindre dygtige Amatørkredse glæde sig ved selv at synge og spille Viderø's til deres Brug mere egnede Bearbejdelser! - Hefte 4 (Händel) har Fledelius faaet helt galt i Halsen. Det er forb- levet lykkeligt skjult for ham, hvad der gør dette Stykke i usædvanlig Grad egnet til at give Amatørkor et Førstehaandsindtryk af Händel: at det i al sin Korthed giver en virkelig Forestilling om Händels enestaaende Evne til Form. Løsrevne Arier (Largoen!) eller Kor kan vel give et vist Indtryk af Udtrykkets Monumentalitet, men først, i Sammenstillingen, eller rettere den organiske Udvikling af den større Helhed lærer man Händel at kende i hans fulde Storhed. Dertil kommer, at der baade for Korets og Solisternes Vedkommende stilles saa ringe tekniske Krav, at Værket maa betegnes som en meget overkommelig - og overordentlig taknemlig - Opgave for et Amatørkor, der ønsker at samle sig om en lidt større Bedrift.

Den eneste Vanskelighed er Orkesterbesætningen, som i de fleste Tilfælde maa reduceres, hvad der i Udgaven er forudset, idet der er givet nøje Anvisning paa de mest nærliggende Reduktionsmuligheder. Denne Reduktion finder P. Fl. »højst uheldig«, dels fordi den medfører »en betydelig klanglig Forringelse«, dels fordi den vil »give Anledning til uheldige Arrangementer«. Ja, han gaar endog saa vidt, at han ønsker ~ Heftet. fjernet: »Værket kan altsaa i sin originale Form næppe opføres af Amatørkredse. Det tjener derfor ikke i tilstrækkelig Grad det folke- og- skolemæssige Formaal og burde' maaske have. veget Pladsen for noget mere praktisk anvendeligt«. Det lyder meget bestikkende, men naar man gaar Begrundelsen efter, ser det mindre godt ud. P. Fl. er altsaa paa dette Tidspunkt af Artiklen en svoren Modstander af al Reduktion. I Indledningen priser han derimod Gymnasiesangbogens »uvurderlige Betydning for dansk Musikliv«, og netop Gymnasiesangbogen er jo i særlig Grad - som Karl Clausen i sin Tid saa stærkt. fremhævede det her i Bladet - præget af en -saadan Orkesterreduktion. Af dens fem Håädel-Kor er de fire reduceret paa ganske lignende- Maade! Altsaa, naar Gymnasiesangbogen reducerer - uden Angivelse af Originalbesætning . er det af »'uvurderlig Betydning« - naar Folke- og Skoleffiusik aftrykker Originaludsættelsen-og foreslaar en subsidiæ'r Reduktion er det en »betydelig Forringelse«! Forøvrigt anbefales et Studium af G. F. Händels Værker, med særligt Henblik paa hans Evne til at indrette sig efter Forholdene. Det vil forhaabentlig overbevise Hr. Fl. om, at hvad man end kan sige af ondt om Händel: smaalig med Hensyn -til klanglige Ændringer, det var han ikke!

Nok saa forbløffende er dog Anmeldels'ens Redegørelse for de »uheldige Arrangementer«, der kan opstaa. Naar der tales om at opgive enten Stryger- eller Obogruppen »til Fordel for den anden« (!) - navnlig det med at opgive Strygergruppen er en ualmindelig god Idé - eller at bevare dem begge »overførte til Strygere«, saa vil selv en flygtig Gennemlæsning af Forordet godtgøre, at disse visselig meget uheldige Arrangementsforslag praktisk talt intet har at gøre med Udgavens Forslag, men udelukkende maa krediteres Povl Fledelius, og at man kun kan komme til dem ved helt at se bort f ra Forordets. Redegørelse. Det er ganske vist en ikke ualmindelig Form for Polemik at skyde Modparten noget Idioti i Skoene og saa hænge ham op~ paa det, han aldrig har sagt, men da jeg absolut ikke mistænker Povl Fledelius for bevidst at benytte sig af en saadan Fremgangsmaade, kan jeg ikke se'anden Forklaring, end at han simpelthen ikke har sat sig ordentlig ind i det han skulde anmelde, og det er jo egentlig ikke. nogen Undskyldning.

Hvad den praktiske Anvendelighed angaar, skal jeg endnu kun oplyse, at Værket er valgt paa Grundlag af praktiske Erfaringer, og at jeg yderligere i den korte Tid efter Udgivelsen har været med til at opføre det tre Gange i forskellige Kredse og derfor tror at turde. forsikre, at det er særdeles praktisk anvendeligt. Men skulde P. Fl. være i Stand til at udpege andre Stykker af Händel, som byder paa. lige saa store Fordele og som kan opføres i helt original Skikkelse, tror jeg Redaktionsudvalget vil tage med Kyshaand imod dem. Maa jeg- til Slut blot anføre, at en svensk Anmeldelse, som Plads- og Sømmelighedshensyn forbyder mig at aftrykke, staar til Raadighed, hvis Hr. Fl. skulde ønske at revidere sine Begreber om Heftet.-

Hefte 8 (Carl Nielsen) bringer udover den citerede Inkompetenceerklæring et Par Eksempler paa Sange, der efter Anmelderens Meninger daarligt valgt. Det synes dog snarere som om det er Anmelderens Eksempler, der er daarligt valgt. Den paa visse Punkter tydeligt af flerstemmige Tendenser bestemte Melodi'til »De Snækker mødtes« - Modbevægelsen i Linje 5, 7 og Overgangen fra den unisone Begyndelse (den 3st. Form) til Akkordvirkningen L. 4-5 - er af Carl Nielsen selv udsat dels i almindelig harmonisk Klaversats (»Tyve folkelige Melodier« og »Folkehøjskolens Melodibog«) dels for tre lige Stemmer (»Sangbogen Danmark«, hvor en flerstemmig Udsættelse ikke hav.de været nødvendig), saa han synes i hvert Fald i Praksis ikke at have ønsket den betragtet som »Idealet af en enstemmig folkeviseagtig Strofe«. Og »Morgendug, der sagte bæver« er saa nær Carl Nielsens Udsættelse, at den omtrent kan kaldes Originaludsættelse! P. Fl. opfatter den som en graciøs Melodi, idet han begaar den almindelige Fejl at lade første Vers af -Teksten bestemme Indtrykket af Melodien. Det vanskelige ved denne, Sang ligger netop i Modsætningen mellem det graciøse første Vers og det kraftige andet (»Heltedaad, der aldrig glemmes -«) og fjerde (»Nej, vi vil vort Hjem. ej bytte --«), og det er indlysende, at det er til disse Vers og ikke til det mere graciøse første Melodien passer. - Omtalen af Hefte 10 - (Schulz' Serenata) er typisk for den Lethed, hvormed der gaas hen over Problemerne. Vi faar at vide, at Viderø's Bearbejdelse er »mere stilrigtig« end den foreliggende af Walter Rein, men hvori Forskellen bestaar, og hvad vigtigere er, hvordan Bearbejdelsen forholder sig til Originalen -- Værket er jo ikke skrevet for, men tilrettelagt for blandet Kor og Instrumenter - det faar vi ikke noget at vide om. Og naar det om Rings ypperlige lille Kantate (H. 6) hedder, at den ikke kan prises tilstrækkeligt, saa vilde jeg næsten mene, at det samme gælder Kollegaen Schulz -- i hvert Fald synes jeg godt, man kunde forsvare at kalde Serenaden ikke blot en Gevinst, men en meget stor Gevinst endda (jeg tror ikke, Ring vil blive forflærmet over at skulle taale Schulz som Ligemand!)

Det er med en vis højtidsfuld Bæven, man læ-ser de følgende Bemærkninger: »Det er givet, at man kan rette Kritik mod mangt og meget i første Aargang af F & SM. Men jeg ser ikke min Opgave i nogen snæver eller smaalig Kritik«. Der lægger sig et Skær af Barmhjertighed over den strenge Dommer, men man spørger alligevel: Er det noget væsentligt og principielt, der er tilbage at kritisere, hvorfor faar vi det saa ikke med? Og er det noget uvæsentligt, hvorfor saa aabne disse bundløse Perspektiver efter den bekendte Recept for »venlig« Omtale: jeg kunde godt sige noget slemt om den Mand, men jeg gør det ikke, for jeg vil ikke skade ham!

Jeg -beklager at have lagt saa stærkt Beslag paa Bladets Plads i denne i og for sig mindre verdensomvæltende Anledning, men dels -synes det stadigvæk paakrævet engang imellem at minde om, hvad Kritikkens Opgave er, dels forekom det mig, at hverken Dansk Musiktidsskrift og dets Læsere, Folke-og Skolemusik og dets Redaktion eller Povl Fledelius selv kunde være tjent med den paagældende Anmeldelse uden Kommentarer."

Fodnoter:
(1) Iøvrigt er der jo her Tale om Realisationen af en seks Aar gammel Plan, som man vil se af en Artikel i »DMT« Dec. 1929. Paa det Tidspunkt var der, som den ytrede Interesse viste, absolut ikke Mulighed for at realisere denne Plan. Det er et glædeligt Bevis paa, hvilken Udvikling, der i 'Mellemtiden er sket, at der nu virkelig synes at være Basis for Foretagendet.

(2) Ansvaret for at Caldara-Heftet er udgaaet, er i væsentlig Grad mit. Dels ønskede jeg som Medredaktør ikke at faa Skyld for at hyppe egne Kartofler - det Manuskript, der skulde benyttes, tilhører mig - dels stod det Redaktionsudvalget - efter Udsendelsen af den foreløbige Plan - mere og mere klart, at Korværker med dansk Tekst bør gaa forud for den rene Instrumentalmusik, som jo findes i rigelig Mængde i tyske Udgaver. Maa jeg af passende Værker blot nævne de to Sonater af Caldara (udgivet under Steffanis Navn!) og Torellis Koncert (Nagel), Scarlattis Koncerter (Vieweg) og de smaa nylig udkomne Vivaldi-Symfonier (Peters), som jeg ved Lejlighed gerne vil vende tilbage til her i Bladet. Men skulde der være et stærkt ønske om den lovede Sonate, staar den selvfølgelig til Raadighed.