Mekanisk musik

MEKANISK MUSIK ved JUrgen Ba Izer

Det vilde for blot få år siden have været utænkeligt på én måned at modtage supplementer af et indhold som disse for februar 1936. Vi tænker ikke her blot på de publicerede Carl Nielsen værker, der jo for os danske betyder den første landvinding på grammofonoptagelsernes område, men ligeså meget på de monumentale publikationer af de brandenburgske koncerter og Glucks »Orpheus«. Til en vurdering af de enkelte optagelser kommer vi senere, vi ønsker blot her at pege på tendensen: den stadigt stigende kvalitet i udvælgelsen af optagelsesobjekter og vi ønsker specielt at fremhæve denne tendens overfor de folk, der for få år siden førte -en forbitret kamp mod den »mekaniske musik«. Når vi idag, som følge af -vor operaledelses trang til at svælge i italiensk romantik og indbringende spekulation i jomfruhurs-sentimentaliteter, er berøvet muligheden for at høre den klassiske operas hovedværker i en for- svarlig udførelse (og en sådan betinges af en fortrolighed med stilen, som kun kan hidføres ved stadig omgang med denne), bliver muligheden for at høre -denne musik'ad den mekaniske gengi-velses vej af dobbelt værdi. -

Vi lever i et samfund, hvor kunsten som alle andre produkter er blevet til en vare. Således er (let indenfor boghandel, kunsthandel og inusikhandel, og

følgelig også indenfor handelen med grammofonplader. Herimod kan kritikeren intet udrette, det er politikerens sag. Hvad der står på pladen er i og for sig fabrikanten ligegyldigt, når ]blot det kan sælges. Men gennem opdragelsen af det købende publikum til i stadig højere grad at forlange det fuldendte, tvinges fabrikanterne til at yde deres hedste, og her kan kritikeren gennem påpegning af fejl og mangler og gennem anerkendelse hjælpe begge parter til at finde hinanden i det resultat, som øjeblikkets teknik muliggør. Kritik er ikke nedrakning, det er vejledning; vejledning såvel for køber som for sælger.

11 J. S. Bach: Sex brandenburgske koncerter. (Col. LX436-449 å 6,50 kr.).

Der er to prekære ting ved gengivelsen af""den meste barokmusik: continuo (udsættelse og besætning) og dynamisk frasering. Hertil kommer i nogle tilfælde problemet om besætning. Den foreliggende gengivelse, optaget under den fremragende violinist Adolf Buschs ledélse, er med hensyn til continuoens udsættelse adskilligt bedre end reglen er. Mindre heldig er besætningen: moderne flygel, det klinger tungt og uigennemsigtigt. Helt galt bliver det, hvor cembaloet foreskrives obligat som i 5. koncert. - Den dynamiske frasering hos Busch er vel ikke konsekvent gennemført som terrasse-dynamik, men er iøvrigt så diskret, at den aldrig slår for-men i stykker. - Den smukkeste plade i hele serien er den, der indeholder den 3. koncert i g-dur. Siden denne koncert blev yndlingsnummer for monstrestrygeorkestre, har vi aldrig hørt en så smuk gengivelse som denne solistisk besatte. -

/1 Gluck: »Orphée«. (Orpheus og Eurudike). (Col. LX 425-32 å 6,50 kr.).

Optagelsen er ikke partiturtro, forsåvidt der både er udeladt hele stykker og enkelte stykker er forkortet. Sådanne forkortelser kan imidlertid være mere eller mindre væsentlige og nægtes kan det jo ikke, at nogle af de forekommende forkortelser hører til de mindre heldige. - Det er åbenbart den franske bearbejdelse fra 1774, revideret af Berlioz i 1859, der er lagt til grund. Forkortelserne i 1. akts 1. scene er ret uvæsentlige, de går kun ud over en korrepetiton og slutningsritornellet. Værre går det ud over 2. scene, hvis rondoform. slås i stykker, idet kun arien: »Objet, de mon amour« og 1. recitativ: »Ombre chére« er gengivet. 3. scene og 2. akts 1. og 2. scene er nogenlunde komplette, men fra 3. scene begynder et meningsforstyrrende spring fra partiturets no. 34 til no. 40, hvorved recitativet: »Viens, viens Euridice«, der giver forklaringen på den gengivne arie no. 41: »Fortune ennemie«, går tabt. Videre gengives kun no. 43: »Yai perdu mon Euridice« og trioen no. 50: »Tendre amour«, hvorved handlingens mening bliver uforståelig., Slutningskoret frembyder et problem for sig, idet det ikke findes i nogen af originaludgaverne. Måske er det en tilsats af Berlioz. - At ouverturen og størstedelen af balletmusikken er udeladt er mindre væsentligt, da de kan fås særskilt. - Meget opvejes ved den overordentlige skønhed, hvormed Alice Raveau synger Orfeus. Jany Delille og Germaine Féraldy er hende værdige partnere. Paris' symfoniorkester under Henri Tomasis ledelse akkompagnerer diskret, kun mangler cembalo-continuoen. Marcel Moyses fløjtespil er en oplevelse for sig.

li' Mozart: Klaverkoncert no. 14, esdur. (K-V: 449.) (Decca K784-86 å 4,50 kr.).

Det er en i mange henseender smuk optagelse af denne sjældent opførte koncert. The Boyd Neel orchestra, er vistnok et ganske nyt orkester, der bærer

sin leders og stifters navn. Det er et noget uegalt ensemble, men spiller med megen charme og smuk frasering. Koncerten egner sig nu også særlig godt for et sådant mindre, halvvejs amatørorkester. Mozart betegner den selv som »mehr für kleines als für grosses Orchester geschrieben..., es kann auch ä quattro, ohne Blasinstrumente gespielt werden«. Klaverpartiet spilles smukt af Kathleen Long, men balancen mellem orkester og soloinstrument er ikke god. Det ligger dels i opstillingen foran mikrofonen, dels deri, at det moderne flygel er et dårligt instrument til gengivelse af Mozarts gennemsigtige klaversats. Til en grammofonoptagelse måtte det. være muligt at opdrive et Broadwood eller Stein, hvis klang stemmer overens med den foreskrevne.

11 Carl Nielsen: Violinsonate i a-dur op. 9. (HMV. DB2732-34 å 6,50 kr.).

Det er et godt valg netop at optage dette Carl Nielsens ungdomsværk som det første kammermusikværk. og som det værk, der skal indgå i international serie og, forhåbentlig, vinde nyt land for hans musik. Det er så lettilgængeligt og rummer dog i fast og sikker form hele hans mandighed, hans sunde lyrik, hans sans for den fantasifulde arabesk, alle de elementer, der idag gør Carl Nielsen til the grand old man i dansk musik. Det er samtidig en autentisk optagelse, thi hvilke kunstnere spiller idag Carl Nielsen med større autoritet end Emil Telmany! og Chr. Christiansen? Optagelsen er også teknisk meget fin; HMV.s Berliner teknikere har æren. Måtte den bane vej for optagelser af den 2. sonate, es-dur og f-dur kvartetterne! Blæserkvintetten er jo lovet os i en ikke altfor fjern fremtid.

// Carl Nielsen: Ouverture og Hanedans af op. »Maskerade«. (HMV- Z230, 5,00 kr.).

Under Hye-Knudsens ledelse har det kgl. kapel indspillet disse to populære stykker af operaen, der er velegnede til at give et indtryk af den Carl Nielsenske orkesterkunst. Hvad der kan indvendes mod den musikalske gengivelse er kun småting overfor den vellykkede helhed - man kunde ønske en lidt ponipøsere slutning på hanedansen, en smule mere »bid« -i accenterne. 'Teknisk set er pladen den hedste danske orkesteroptagelse. Man glæder sig over, at det er lykkedes at fastholde den fornemme strygerklang, der er kapellet egen.

11' Carl Nielsen: Fire sange'. (MMV. X4573-74 å 3,50 kr.).

Einar Nørby er, alle sine fortræffe'lige sangeregenskaber ufortalt, ikke den rigtige til at gengive balladestilen i »Irmelin Rose«. Bedre lykkes »Havet omkring Danmark« fra L. C. Nielsens -»Willemoes«. Agnete Zacharias synger

»Pagen højt paa Taarnet sad« med fuldendt indføling i Carl Nielsens udtryksfulde »koleratur«. Else Ammentorp virker en smule kølig i første del af ».Ehleblomsten«, mens den langsommere midterdel er meget smuk. - Teknisk står mandsstemmen bedst og friest, i klangen.