Ny dansk musik i radioen

Af
| DMT Årgang 11 (1936) nr. 02 - side 50-53

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

NY DANSK MUSIK I RADIOEN

AF SVEN LUNN

I sidste Nummer af DMT har Hr. Kaj Rosenberg skrevet en Artikel, 7,32% nyere dansk Musik, som omhandler Statsradiofoniens Forhold til dansk Musik af i Dag. - Jeg regner med, at den af Hr. Rosenberg foretagne Optælling af de'i Tiden fra 5. Juli til 5. Oktober 1935 i Statsradiofonien spillede musikalske Værker er rigtig, og lægger derfor Hr. Rosenbergs Tal til Grund for mine Betragtninger. - Da Hr. Rosenberg kom til det Resultat, at de af Statsradiofonien i den Tid fremførte Væerker af nulevende danske Komponister i Forhold til det samlede Antal spillede Musikværker, beløb sig til 7,32%, var det et Resultat, der »undertraf hans mest pessimistiske Forventninger«.

Jeg maa, sige, det gik mig ganske modsat. Jeg havde ikke i min vildeste Fantasi tænkt mig, at Tallet var blevet saa stort. For nogle Aar siden foretog jeg selv en mindre Statistik, og det blév - naar al dansk Musik blev regnet med - Tal, der laa langt under Hr. Rosenbergs 7,32%. - I det anførte Sommerkvartal blev der foruden de 102 Værker af nulevende danske Komponister spillet 126 Værker af afdøde danske Komponister. Giver det første Tal 7,32%, saa giver det andet 7,58%, altsaa ialt 14,90%. - Det er en udmærket Fremgang, og jeg nærer alt muligt Haab om, at Tallet med Aarene vil stige.

Der skal fares med Lempe, hvad ny dansk Musik angaar. Selv om man godt kan sige, at Statsradiofonien har Forpligtelse over for de p.T. levende danske Komponister, maa man dog ikke helt tilsidesætte Hensynet til Lytterne. Det plejer sjældent at være blide Ord, man hører, naar man spørger Folk i Almindelighed, hvad de synes ,om de nye danske Kammermusikværker, der kommer frem i Radioen. De nye Værker bringes frem af Statsradiofonien med stor Forsigtighed, og det er klogt.

Hvad Hr. Rosenbergs Tal, de 7,32% nyere dansk Musik angaar, saa vil jeg paastaa, at dette Tal er misvisende. For det første kan jeg ikke gaa. med til nogen demokratisk Enhedsvurdering af de fremførte Værker. I den optalte Periode spilledes Louis Glass' Skovsymfoni, et stort Orkesterværk i fire Satser. Af denne Symfoni spilles ofte Scherzoen, 3. Sats, som et selvstændigt Nummer. Skal de to Værker - Symfonien som Helhed og Scherzoen som Enkeltnummer - rangere lige? Og naar Radioen -- efter den paagældende Periode - lader opføre en helt ny Symfoni af Riisager under de gunstigst mulige Vilkaar ved en Torsdagskoncert, er det saa ikke en Indsats, der burde tælle 100 Gange mere, end hvis man blot ved en Eftermiddagskoncert uden Prøve opførte et enkelt Nummer af hans Børnesuite? - For det andet er Tallet misvisende, fordi Hr. Rosenberg kun har holdt sig til den »saakaldte lødige Orkestermusik« og fuldkommen ignorerer Dansemusikken. Endvidere siger han »Jeg ved, at der foruden den i Statistikken optalte lødige Orkestermusik udsendes danske Sange, som Sproget afskærer Udlandet fra at faa. rette Udbytte af«. -- Maa jeg nu spørge: Hvad kommer Udlandet os ved i dette Tilfælde? - Og hvad dansk Dansemusik angaar, saa kender jeg adskillige Værker her, der i musikalsk Værdi og Lødighed staar langt over visse Herres »Andante religioso'er«. - Og for det tredje er Tallet misvisende, fordi der ikke ligger nogen Aarsoptælling, men kun en Kvartaloptælling til Grund for det, og det drejer sig tilmed om det Kvartal, der altid er Statsradiofoniens svageste, nemlig Sommerkvartalet.

Hr. Rosenherg forlanger, at Tallet sættes op fra 7,32% til 15% (et Tal der altsaa er lige saa svævende som det andet), og hvis en eller anden Magt vilde være dum nok til at gøre det, hvad'sker saa? Det er ikke sikkert, at Statsradiofonien spiller mere af Kaj Rosenberg af den Grund. Det kunde være, at den blot for at komme op paa Tallet lod Tarps iøvrigt udmærkede »Folketone« daglig være en passende andagtsfuld Indledning til Kaptajn Jespersens Morgengymnastik. - Ingen Lov vilde kunne fordre, at alle nulevende danske-Komponister blev spillet. Simpelthen fordi man ikke kan definere, hvem der er Komponist. Er vi meget large, saa kan vi sige, at der er ca. 15-20 Navne i øjeblikket, der tæller, men naar vi saa kommer ud over dem, saa er det at være Komponist herhjemme kun et Spørgsmaal om Mangel paa Blufærdighed og Selvkritik. Enhver veluddannet Organist, enhver Konservatorieelev kan - teoretisk - komponere, men det er kun de udvalgte Aander, hvem det er beskaaret at kunne skrive Musik. Mange har klogeligt ladet deres Værker blive i Bordskuffen, fordi de var i Besiddelse af lidt Selvkritik, men andre har i Selvoptagethed sendt deres Opus'er ud. Jeg har været med til at gennemgaa, alt, hvad der i et Aar er trykt eller udgivet af dansk Musik i Danmark. Det er ubegribeligt, saa meget Skidt og usandsynligt Møj, der er der imellem. Mange - de fleste - af Publikationerne har Komponisterne selv financieret. Der er Folk imellem, hvis Navne man ellers ikke støder paa, Folk der ikke engang kan skrive en ren Sats, men som forsynder sig mod de elementæreste Regler og hvis »Musik« ikke indeholder Spor - Musik! - Skulde disse være med til at fylde op i de 15 %?

Naturligvis vilde det være udmærket om Procenten for Udsendelser af nulevende danske Komponisters Værker steg. Det jeg ønsker at paapege her er, at den slet ikke er saa f orfærdelig lille, og at det er farligt at forlange, at den skal blive større, at den skal naa et bestemt Tal, saa kommer der uvægerlig en kollosal Reaktion fra Lytternes Side, og det vil gaa ud over Komponisterne. Procenten maa hellere vokse med stille Vækst, saaledes som den hidentil har gjort, og det er min Overbevisning, at den Politik Statsradiofonien paa det Punkt i øjeblikket fører er den, som Komponisterne ogsaa bedst kan være tjent med.

Hr. Rosenberg skelner stærkt mellem afdøde og nulevende danske Komponister. Det er kun de sidste der kommer med i hans 7,32%. Åltsaa Carl Nielsen kommer udenfor, og nu ogsaa Louis Glass. Skulde man sætte et Tal, der gjaldt nyere danske Komponister, saa vilde dette faktisk blive adskilligt højere. Hr. Rosenberg paaberaaber sig Valutakontorets Assistance og betoner derved, at hans Aktion nok saa meget er sat i Gang af økonomiske som af kunstneriske Grunde. Det, skulde dog nødigt komme saa langt, at man behandler Komponisterne paa samme Maade som man behandler en Lirekassemand, hvem man giver en 25-øre for at forsvinde. - Hr. Rosenberg har moralsk set ikke Lov til at sætte de afdøde Komponister i en Klasse Nr. 2. Vi har herhjemme 50-Aars Beskyttelsen, hvilket vil sige at i de første 50 Aar efter hans Død ejes den økonomiske Ret til hans Værker af hans Arvinger, der derigennem er sikret en Indtægt, der givet maa staa i et naturligt Forhold til den Indtægt, Komponisten selv havde, da han levede. (Dette gælder naturligvis ikke Døgnfluerne.) Jeg finder, at alle Komponister der har Familie og derigennem har paataget sig økonomiske Forpligtelser overfor andre, maa være- interesserede i dette. Og hvis Hr. Rosenberg har gennemtænkt Konsekvenserne af sit Forslag, finder jeg hans Adfærd noget ukollegial overfor afdøde Kolleger.

Hr. Rosenberg drager stærkt til Felts mod de udenlandske Dirigenter, der har taget Pladsen op for o. s. v. - Den har vi hørt
før. - Jeg gad vide, hvilke danske Dirigenter de egentlig har taget Pladsen op for. Hvem kan man sætte i Stedet for Busch og Malko? De store Musikoplevelser, vi har haft med dansk Musik, har netop været, naar disse Herrer har fremført danske Værker. - Tænk f. Eks. Paa Riisager, hvorledes Malko har løftet ham op i det Plan han hører hjemme. Sandheden er den - og her skal den frem - at det er de store Koncerter under Ledelse af de store fremmede Dirigenter, der faar en til at forsone sig med de mange halvgode Orkesterudsendelser, man hører i Ugens Løb, og med de ikke bedre Udsendelser man hører udenfor Torsdagskoncertsæsonen. - Naar nu Reesen gaar, saa er Grøndahl tilbage til at klare Ærterne. Vi kan- vist nemt blive enige om, at hverken Statsradiofonien, Lytterne, Komponisterne eller Grøndahl selv kan være tjent med, at man giver ham større Ansvar end det, han har. - Der er en mærkelig Inkonsekvens i, at Hr. Rosenberg foreslaar, at danske Komponister, der ogsaa er Dirigenter ved visse Lejligheder skal have Lov til at fremføre egne Værker, naar han lidt senere i sin Artikel raillerer over, at Komponisten Otto Olsen engang som Gæstedirigent i Radioen har opført Værker af sig selv.

Svarer Opførelsen af nulevende danske Komponisters Værker til 7,32%, saa er Tallet for de tilsvarende udenlandske Komponisters Vedkommende adskilligt lavere. Der faar man i Virkeligheden ikke engang den nødtørftigste Orientering. Det gør man endog knebent nok, naar man drejer om til Udlandet. Det er uretfærdigt af Hr. Rosenberg, naar han siger, at de forskellige Lande sender noget, der giver Udtryk for de enkelte Landes Mentalitet: Opera fra Milano, Zigeunermusik fra Budapest o. s. v., naar han vil paastaa, at Nutidens danske Komp~onisters Værker skulde give et lignende Billede fra Danmark. Der findes moderne Komponister baade i Italien og i Ungarn, dem hører man sjældent. Og fra Tyskland hører man saa godt som aldrig moderne tysk Musik.

Vil det have sine Vanskeligheder selv om man inderligt maa. haabe at Vanskelighederne overvindes at bringe de 7,32% i Vejret, saa kan der ikke være nogetsomhelst i Vejen for, at det andet Tal, de 7,58%, der gælder Opførelser af afdøde danske Komponisters Værker sættes stærkt i Vejret. - Og her kunde man godt lade baade de udenlandske Dirigenter og andre tage et større Tag, end de gør. Men det vil jeg gerne vende tilbage til en anden Gang.

Årgang 11/1936, nr. 02