Radio Januar-februar

RADIO JANUAR-FEBRUAR

Den musikalske Interesse samler sig nu atter om Torsdagskoncerterne, hvor Radioorkesteret under Fritz Busch hver Uge paany dokumenterer, at det - baade hvad Tuttiklang og de enkelte Grupper angaar - staar fuldt paa Højde med de førende evropæiske Ensembler. Om Busch som Dirigent kunde og burde der skrives en hel Afhandling, jeg vil blot nævne et Par Ting, der forekommer mig særlig karakteristiske. Busch's Dynamik er absolut, hans forte er et forte, hans piano et piano, alt er udpræget og distinkt; tænk bare paa Dynamikken i 2. Sats af Beethovens 7. Symfoni - den uhyre Forskel paa anden Temahalvdel og Gentagelsen. Bemærkelsesværdig er ogsaa den Overlegenhed, hvormed Busch fører rytmisk inkongruente Figurer mod hinanden som i Brahms' Haydnvariationer eller Mestersangerforspillet. Naar der er en saada-n Dirigent, vil man jo helst høre lutter Mesterværker, og i saa Henseende har Programmerne hidtil ladet en Del tilbage at ønske, det gælder ogsaa de Nyheder, vi fik at høre ved sidste Koncert. Reger forlader i sin Balletsuite Kontrapunktikkens sikre Grund og kommer derfor ud at svømme i alt muligt forskelligt: Tristan-Teknik med Kromatik og mærkelige Forudhold (2. Sats), Impressionisme med Tertsparalleller, Heltoneskridt og slørede Klange (3. og 4. Sats), og i Valsen nikkede man genkendende til Rosenkavaleren. At Klavervirtuosen Busoni kan skrive en vældig effektfuld Violinsats, viste hans Koncert i D-Dur, men andet viste den bestemt heller ikke; at man glædede sig over dette Værk skyldtes Henry Holst, der er en Violinist i Verdensformat, for hvem saadanne Sager som Spiccatooktaver, kromatiske Dobbeltgrebspassager o. lign. er Barnemad og som desuden ejer en over hele Instrumentets Omfang lige smuk Tone.

Leipzigertransmissionen var for saavidt interessant, som der opførtes Værker af det nye Tysklands mest anerkendte Komponister. Pfitzners Ouverture til »Kåtchen von Heilbronn« var et langt Udtog af Wagners samtlige Værker: skælvende Lohengrin-Violiner, kvidrende Skovfugle-Blæsere, truttende Siegfried-Horn, altsammen i en Sauce af altererede Treklange og Kromatik. Graeners: »Die Flåte von Sanssouci« var skikkeligere - en ganske udvendig

Barokpastiche(gamle Danseformer,

Cembalo), der dog var iblandet nogen Tsjaikofski-Melankoli (Begyndelsen og Slutningen) og lidt Folkedanserytnier. Disse Værker indrammedes af Orgelmusik af Bach og Händel, dygtigt spillet af Giinther Ramin, der synes at have overvundet noget af sin Subjektivitet.

Kaj Rosenbergs 7,32C/e er for denne Maaneds Vedkommende en Overdrivelse i optimistisk Retning, der har næsten ingen nutidig dansk Musik været fremme. Forrige ««,Nlaaned var aabenbart. en Undtagelse, og den burde dog have været Reglen! Ludolf Nielsens Fødselsdagskoncert viste det karakteristiske for denne Komponist: den udpræget klanglige Indstilling, der mest arbejder med harmoniske og instrumentale Virkemidler, snart som i Begyndelsen af Symfonisatsen af en virkningsfuld mørk Klangfarve, snart som i Skovvandringerne af en mere gennemsigtig impressionistisk Træhlæserklang. Blandt Solistafdelingerne bemærkede man Poul Schierheeks: Nakjælen som Radionyhed. Til M. Børups kønne, men ikke særlig tidssvarende Tekst - det er dog vigtigere, at de fattige faar Jord og Brød end at Digterne beholder deres Kilder! - har Schierbeck skrevet en lyrisk Musik, der dog paa visse Steder (Her var det, min Kilde blev myrdet, - eller der, hvor der tales om Lynet) bliver dramatisk og tonemalende. Musikken bærer Præg af sin Autors store tekniske Kunnen, ikke mange herhjemme skriver et saa overlegent Klaver accompagnement, og den Maade, hvorpaa de enkelte Sange formelt udledes af hinanden faar denne Cyklus til at virke som en Suite for Klaver og Sang. Sylvia Schierheck gav Værket den autentiske Gengivelse, sekunderet godt af Folmer Jensen. Ogsa,-t Engel Lund er en dygtig Sangerinde, der med teknisk Overlegenhed varierer sin værdifulde Stemmes Klangfarve efter de forskellige Sanges Karakter. Men hendes Program gav desværre Anledning til at fastslaa, at Begreberne om folkelig Sang endnu er meget forvirrede; med Undtagelse maaske af den lille Juleremse fra Sæby og Vuggevisen fra Bretagne syntes Sangene mere at være Affaldsprodukter fra en artistisk Musikkultur end folkelig Kunst, Teksterne stod ogsaa langt under, hvad man ellers er vant til i Folkepoesi. Cembaloet har været forsømt i den sidste Tid, det er Synd, for K. Joh. Isaksen viste med sit dygtige Spil i en lille Udsendelse, at dette Instrument egner sig ypperligt for Mikrofonen - langt bedre end Klaver. Her var der forresten en Opgave for vore unge Komponister: Radiomusik for Cembalo.

Medlemmer af Det unge Tonekunstnerselskab med Johan Bentzon i Spidsen havde faaet den gode Ide at spille Kuhlaus, Fløjtekvintet i A-Dur; vi har jo ikke saa mange levedygtige Kammermusikværker af dansk Oprindelse fra forrige Aarhundrede, derfor glæder man sig ogsaa over at høre dette gediegne

Værk i en saa sikker og velforberedt Udførelse. Folmer Jensen, 0. Fessel og V. Norup havde fundet et andet, sjældent. spillet Stykke; Trio i Es-Dur af Hummel. Som den meste Musik fra den Tid bærer Værket Præg af aldrig svigtende Smag og meget solidt Arbejde, Temaerne udnyttes tilbunds, hvert Instrument har sit at sige, alt er fastbygget og maalbevidst. En lidet kendt Komponist er her med Rette draget frem, og de tre udførende gik i Breschen for ham med hele deres tekniske Dygtighed og stilsikre Kultur.Walter Zacharias.