Schall og Weyse

SCHALL OG WEYSE

AF SVEN LUNN

VED Det unge Tonekunstnerselskabs Orkesterkoncert i Thorvaldsens Museum den 21. d. M. opføres to danske. Instrumentalværker fra det 18. Aarhundrede, nemlig Claus Schalls Fagotkoncert og en Symfoni af C. E. F. Weyse. - Claus Schall er en af de rigest ud-styrede musikalske Personligheder, der nogensinde er født i Danmark, og,det siger ikke saa lidt i Buxtehudes og Carl Nielsens Fædreland., Men i Modsætning til disse to, saa lærte Schall aldrig Musikkens Teori til Bunds. Forgæves prøvede han i sin Ungdom at faa den gamle Koncertmester Johan Hartmann, I. P. E. Hartmanns Bedstefader, til at undervise sig i Teoriens Grundsætninger, men det blev aldrig til noget. Det Schall efterhaanden kunde, havde han lært sig selv. Han følte altid sin Mangel paa Viden som en Hemsko, »Jeg duer ikke for den højere Musik«, sagde han, og det er ikke svært at rette Stil i hans Værker. - Han er den eneste betydelige danske Repræsentant for den Tid, der betegnes ved Navnene Haydn og Mozart, og hans Stil har Rødder hos Bach-Sønnerne, Scheibe, Sarti, Scalabrini og andre af de Komponister, der var Modenavnene, i 1770'erne i København.

Claus Schall er født 1757 Aaret efter Mozart --- som Søn af en københavnsk Skomager, der ogsaa var Dansemester, og i en ung Alder kom han selv ind som Balletelev paa Det kgl. Teater, og dér fik han en straalende Karriere. Først Balletrepetitør, saa Violinist, Koncertmester, Kapelmester, og det er ikke uden en vis Stolthed, at han uden paa sine sidste Partiturer skriver: Musikken af Ridder, Hr. Professor og Musikdirekteur Schall. - Det var som Balletkomponist Schall vandt et Navn. Foruden Musik til Operaer og Syngespil har han skre~vet, ikke mindre end 29 Balletter, der tilsammen er opført omtrent 1100 Gange! Men desuden foreligger der adskillige Balletentréer, Divertissements etc. fra hans Haand foruden Klaverværker, Danse, Violinværker, 5 Violinkoncerter, en Fløjtekoncert, en Fagotkoncert etc., saa man forstaar, at hans Produktion har ikke været lille.

Balletmusik skulde dengang være let. Selv Mozarts Balletmusik er saa let, at den ikke virker, naar man tager den frem. Og
derfor er Schalls Balletmusik ofte af en saadan Kvalitet, at den ikke opfordrer til Genoptagelse. Men alligevel, enkelte Steder f. Eks. i de store dramatiske Balletter Lagertha, Rolf Blaaskæg, Sigrid o. a. er den af en saadan Styrke, at den virker frapperende. Og naar man har disse store, stæarke Steder for sig, saa undres man ikke over, at Oehlenschläger kunde sige, at Schall i tragisk Flugt og Begejstring hverken naaedes af Weyse eller Kuhlau. Hele Lagertha-Musikken virker som een storslaaet Ouverture til Oehlenschlägers T'ragedier, og der er over den en egen speciel nordisk Tone, netop den Tone, der senere hos I. P. E. Hartmann skulde udfolde sig saa skønt, og blive karakteristisk for ham.

Schalls Fagotkoncert er saa vidt'vides den eneste danske Fagotkoncert; den bærer ikke noget Aarstal, men maa sikkert henføres til ca. 1790. Det kan ikke oplyses, om den har været opført i Schalls Levetid; muligvis er den kommet frem i Kongens Klub, et musikalsk Selskab, hvor Schall var Kapelmester. I forniel Henseende adskiller Fagotkoncerten sig fra den almindelige Koncertf orm, - idet' den egentlig kun har to, Satser. Første Sats, en Allegro, indledes'med -et Poco, Adagio, der ogsaa i nogenlunde uforandret Skikkelse afslutter Satsen, og anden Sats er en Rondo Andante.

Da Weyse som 15-aarig i 1789 kom til København var det for at studere Komposition hos den kendte I. A. P. Schulz, der dengang var Kapelmester ved Det kgl. Teater.. Schulz tog ham til sig som en Søn og lod ham bo hos sig i tre Aar, indtil Weyse selv kunde ernære sig ved sine Kompositioner og sine Elever. At han derefter blev her hele sit Liv og blev saa dansk som nogen er almindelig kendt; dansk havde han iøvrigt altid været, han er født i Altona, der dengang hørte med til det danske Monarki. -.Weyses første Kompositioner bl. a. forskellige af hans Allegri di bravura bærer ofte Præget af -vis teoretisk Tørhed, det er først henimod ca. 1810, at hans Musik faar denne ejen~ dommelige varme Tone, der er speciel for ham. Rigest udfolder han sig i musikalsk Henseende, der hvor han har Ordet til Hjælp. Størst er han paa de to Yderfløje af sin Produktion, paa den ene Side i de smaa Romancer, Morgen- og Aftensangene til de Ingemannske Tekster og paa den anden Side i de store Kirkekantater, hvor han mesterligt spiller paa det store Instrument der med Solister, Kor, og Orkester var givet ham i Hænde. Karakteristisk er, at han ikke har efterladt sig nogen Kammermusik udover Rondoen for to Fagotter og Fløjtestykket til Slotsgartneren i Rosenborg Have.

I Aarene umiddelbart før 1800 skrev han en Del Instrumentalmusik, bl. a. synes han at have skrevet en Klaverkoncert, der desværre er gaaet, tabt. Sine syv Symfonier skrev han efter eget Udsagn i Aarene 1795- 97, ganskevist bærer Nr. 6 - den der skal fremføres ved DUTs Koncert - Aarstallet 1798, men derfor kan den godt være skrevet før. De første fem Symfonier synes at være skrevet soin øvelser, senere har han omarbejdet dem alle og benyttet dem til forskellige Formaal. Nr. 1 blev'Ouverture til Balders Død, Nr. 4 blev brugt til Macbeth - Nr. 6 udgav han selv i 1798 som Op. 1, den foreligger i fint kobberstukne Stemmer, Gravée par Sonne aux dépens de l´auteur, staar der paa Titelbladet. Det var imidlertid ikke Weyse selv, derbekostede Udgivelsen, men den kendte Mæeen Etatsraad - senere Geheimekonferentsraad - Constantin Brun. Det synes at være denne Symfoni, Weyse har sendt til Schulz efter dennes Bortrejse fra København, og som Schulz udtaler sig om i et Brev til Weyse. Han henviser til Haydns økonomisering med Blæserne og tilraader Weyse at læ-se en bestemt »Abhandlung fiber den Missbrauch der Blasinstrumente«. Det kunde ogsaa være nødvendigt; der er ikke mange Pauser i Symfoniens Blæserstemmer. Schulz siger, at lidt mindre Blæsere havde skabt større Klarhed, men ellers roser han Symfonien, »Allevegne hersker Weyses Aand«, siger han, og han mener, at Symfonien er af stor Effekt. - Symfonien blev meget spillet herhjemme, bl. a. blev dens første Sats længe efter Weyses Død benyttet som Ouverture til Købmanden i Venedig.