Aabent brev til hr. mag.art. Povl Hamburger

AABENT BREV TIL HR. MAG. ART. POVL HAMBURGER

Jeg vil gerne gøre nogle Bemærkninger i Anlednin af Deres Anmeldelse i DMT af mit Arbejde 100 Salmer Op. 21. Naar jeg foretager det usædvanlige Skridt at tage til Genmæle mod en Anméldelse, er det ikke for at begynde en Polemik; min Hensigt er kun at sige Dem, at jeg finder, at Deres Anmeldelse, trods den tilsyneladende store Grundighed og Saglighed, hvormed De gaar til Værks, i høj Grad savner kunstnerisk Redelighed, og denne Udtalelse skal jeg i det følgende motivere.

Arbejdet er kvantitativt langt det største, der foreligger paa Dansk fra én Haand og paa én Gang, og da det er skrevet af en alvorlig og inden for dansk Musik ikke helt ukendt Mand, maa Indholdet kvalitativt have Krav paa en nøgtern, objektiv og ganske uhildet Bedømmelse; men denne Betegnelse mener jeg ikke at' kunne anvende om Deres Anmeldelse. De aftrykker tre Takter af Rungs Melodi til »Kimer I Klokker« ved Siden af min for at paavise Lighed, trods det, at de to Melodier som Helhed er vidt forskellige. Det kalder jeg Mangel paa Redelighed. Den Slags tilfældige Lighedspunkter kan man finde Masser af i Musiklitteraturen. 3die Linie i Gr Ugers »Min Jesus lad mit Hjerte faa« er fuldstændigt lig med 3die Linie i Prætorius' »Op al den Ting«. - »Tappenstregen« (Forgangen Nat), »I Skoven skulde være Gilde« og »Jens Vejmand« begynder alle med seks Noder i nøjagtigt samme Interval-Forhold, og saa har vi endda det hele i Andanten i en af Haydns Symfonier. - Carl Nielsens »Der er et yndigt Land« er ganske Mage til Krøyers paa Stroferne - »det hedder gamle« o. s. v. o. s. v. Men hvis nogen pertentligt vilde

sætte en Streg under et af de her nævnte Steder, vilde jeg betegne det som Reminiscens-Jageri og ikke som redelig Musikkritik, og den samme Betegnelse vil jeg bruge, naar De anvender en saadan Fremgangsmaade overfor mig. I Deres Iver for at slaa mit Arbejde ned vover De Dem saa langt ud, at De betegner N. 8 Takt 6-7 og N. 19 Takt 23 som ørepineri. Det er reelle Modbevægelser holdt indenfor Toncarten uden nogensomhelst harmonifremmed Tone. Kalder De dette ørepineri, beklager jeg Deres Høresans, naar De som Anmelder kommer ud for ganske anderledes

atonale - Dissonanser, og jeg. kalder det ikke kunstnerisk Redelighed at gribe til saadanne Midler, der let kan bibringe de Læsere, der ikke er fuldt fortrolig med Harmonilære, den Opfattelse, at her foreligger noget uhyggeligt Dilettanteri. Skavanken ved Deres »Vejledning« overfor Læserne er i det hele taget den, at det ikke af Deres Anmeldelse fremgaar, om Arbejdet er skrevet af en Dilettant eller af en uddannet Musiker, og naar dertil kommer, at De forsøger Latterliggørelse ved paa overlegen Maade at slaa om Dem med Gloser som ørepineri, naivt og dødfødt, saa er De saa langt uden for Deres Opgave - at kritisere kunstnerisk redeligt - at Indsigelse er berettiget. Jeg understreger, at jeg ikke farer fornærmet op, fordi De ikke har rost mit Arbejde; i den Retning maa. De sige, hvad De vil, naar De gør det redeligt; men det er det, De efter min Mening ikke har gjort, og det var det, jeg gerne vilde sige Dem offentl igt.

Ærbødigst

C. H. Debois. Kbhvn., 10. Marts 1936.