Continuo - kontrabas

Af
| DMT Årgang 11 (1936) nr. 03 - side 69-71

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

CONTINUO - CONTRABAS

AF EBBE HAMERIK

SELV i dygtig Udformning af Continuo, hvor man maa anerkende Bearbejderens Indsigt og Evne til - ved diskret, aldrig forstyrrende Anvendelse af Cembalo (eller Orgel) - at lade Kompositionshelheden vederfares Retfærdighed, hører man næsten uden Undtagelse Contrabassen spille hele Generalbassen en Oktav dybere end foreskrevet af Komponisterne. Skal virkelig denne Slendrian, som desværre upaatalt har vundet Hævd, vedblive at bestaa? Det medfører ikke blot, at Basstemmen - undertiden med Rette, oftere med Urette - tiltrænger sig en altdominerende Tyngde, der ikke staar i rette'Forhold til de øvrige Stemmer, men det virker i polyfon Sats efter faa Takter saa ødelæggende Klangen og trættende selv det t ' rænede øre, at man maa undre sig over, hvor ligeglade Musikere er med musikhistorisk Viden, og hvor lidt Musikhistorikerne agter almindeligt Musikerøre.

Contrabassen er det yngste af Strygeinstrumenterne. Paa Bach's Tid benyttede man saaledes ikke Contrabas men »Violone«, alias Barytonen, som var blødere og især svagere i Tonen. Ikke engang Violoncellen, der er næstyngst i Strygergruppen, benyttedes saa meget som Viola da gamba, hvis Tone udmærker sig- ved at være betydelig finere og spinklere end den fede, fyldige Cellotone. Først saa sent som i Slutningen af det 18. Aarhundrede, da Haydn og Mozart skrev deres sidste Symfonier, forstaar man paa Instrumentationen, at Contrabassen har vundet virkeligt Indpas, og at dens Oktavfordobling bliver tilsigtet som almindelig Regel.

I Haydn's yngre Aar er det derimod tvivlsomt, om han overh-ovedet har regnet med at benytte Contrabas ved Udførelse af sine Værker. Rimeligvis har han ladet Violoncellen ene om at udføre -Basstemmen. Hvis der saa har været en habil Contrabassist til Stede, har denne sikkert her og der faaet tildelt Fordobling 8va bassa eller unisont af enkelte vigtige Toner, endda maaske en letspillelig Basgang. Faktum er: hvorsomhelst Haydn i sine første halvthundrede Symfonier ønsker at give Bassen Vægt, kobler han - i Modsætning til sin Instrumentation af de senere Symfonier - Viola 8va sopra paa Violoncellens Bas uden smaaligt. Hensyn til, at Bassen derved ofte kommer til at ligge over Sekundviolinen. Denne orkestertekniske Fremgangsmaade dokumenterer tydeligt, hvor ringe Tillid Komponi.sterne saa sent som i Midten af det 18. Aarhundrede havde til Contrabassens Ydeevne. Man kan næsten fastslaa,- at de ikke har regnet alvorligt med den indtil ca. 1760.

Beethoven maatte nøjes, med den trestrengede Contrabas, og endnu længe efter, at den firestrengede var kommet i Brug, blev Instrumentet altid spillet med behandsket venstre Haand. Først for et halvt hundrede Aar siden maatte Spillerne endelig bekvemme sig til at lægge den fingerskaanende men for hurtige Noder og Intonationens Renhed hemmende Handske bort. Det dybeste C (en Oktav under Violoncellens dybeste Tone) er af allernyeste Dato (ca. 1900). Opfinderen deraf medvirker endnu i Operaen Unter den Linden.

Enhver, der har beskæftiget sig med førklassisk Instrumental Musik, vil have bemærket, hvor ofte det dybe C og andre dybe
- men ikke dybere - Toner forekommer. Undertiden finder man endda hurtige Passager, der indeholder de dybe Noder. Det er en I given Sag, at Komponisterne var for praktiske Musikere til at skrive noget, der ikke kunde udføres, alene af den Grund, at de oftest selv ledede Værkernes Opførelse. Naar man nu imidlertid veed Besked med, at Basstemmen blev skrevet for Viola da gamba og Baryton (Violone),er det allerede betænkeligt, at erstatte disse Instrumenters sprøde og fine Klang med Violoncels og Contrabas' fyldigere og grovere Tone. Men at lade Contrabassen gaa med ustandseligt, saaledes som det nu bruges, altid en Oktav dybere end foreskrevet, er og bliver fejlagtigt og klangnedbrydende.

Havde man i det 17. Aarhundrede kendt Contrabassen, saaledes som Nutidens Bassister har lært at beherske den, vilde man utvivl,somt have vidst at benytte den paa rette Maade. Derfor skal vi ved opførelse af den gamle Musik heller ikke udelade dette fortræffelige Instruments Anvendelse. Vi kan simpelthen ikke undvære det, siden Barytonen. er gaaet af Brug. Men det skal benyttes med Forsigtighed og Omtanke.. Her og der kan man vel tillade sig at forstærke Violoncellen, hvor Basgangen har særlig Betydning, dog som Regel da kun in unisono. (Notation 1 Oktav højere end Violoncellen). Oktavkobling (Notation unisont med Violoncellen) før man, hvor det musikalsk synes vort øre paakrævet, eller hvor det i det mindste er forsvarligt af klanglige Hensyn, ogsaa benytte, men sparsomt og kun for enkelte, isolerede Toner. Bestræbelserne bør gaa ud paa at gøre Basgangen klar og Klangen gennemsigtig. Generalbassen maa aldrig trykke Musiken med Klumpfod, saaledes som man nu er vænnet til at høre det, enkelte hæderlige Opførelser undtagne. Hist og her kan man tillade sig Anvendelse af Pizzikato; Contrabassen ejer netop Evnen til i pizz. klart at fremhæve en vigtig, ikke for hurtig Basgang (f. Eks. Bachs D-dur Suite, anden Sats). I enkelte Tilfælde, hvor Violoncellen spiller areo, vil det være forsvarligt at lade Contrabassen pizzikere, men det maa gøres med største Diskretion og Hensyntagen til Kompositionens Helhed. 16 Fods Bas kan bedre taales i pizz. end i areo af klanglige Grunde. Hvis begge Basinstrumenter samtidig spiller areo, bliver Klangen tung og i det dybe Leje grødet. Contrabassen bør derfor ofte pausere, være Reserven, der sætter ind paa det vigtige Sted. Ganske sjældent kan det tillades, at den udfører Basstemmen uden Cello, men der maa da kræves særlige, Grunde, der taler herfor. Af betydelig og ret sjælden anvendt Virkning kan det store Instrument være, hvor Bassen har faaet, en cantilene tildelt og denne bevæger sig i Contrabassens højeste Leje. (F. Eks. Brandenburgerkoncert Nr. 1, Adagio, 9. Takt o. s. v.) Lader man den paa saadanne Steder spille unisont med Violoncellen, vil man hurtigt erkende Fordelen: Melodien faar større Klangintensitet og mandig Plastik uden at slæbe og at forgroves, saaledes som det fremkommer ved gængs Oktavkobling. Lader man Violoncellen paa saadanne Steder gaa alene, bliver Klangen nemt for sødladen og uden tilstrækkelig Marv.

Naturligvis er det nemmere fremdeles at lade fem være lige og fremture i at spille »nodetro« efter Udgiverens trykte Partitur og Stemmer; men er det musikermæssigt at lukke ørene, naar man aner, at der maa være Fejl og Mistydning til Stede?"

Årgang 11/1936, nr. 03