Mekanisk musik

MEKANISK MUSIK ved JUrgen Balzer

/1' Händel: Ouverture til »Samson« (Decca K812, 4,50 k-r.).

Der er en smule for stærk rumklang og en (måske deraf følgende) overbetoning af bassen. Queens Hall orkesteret under Henry Wood spiller med god stil. Man må være lidt betænkelig ved den foretagne ombytning af den fugerede allegro og menuetten. Det er sikkert lier gjort ud fra den betragtning, at allegroen har mere slutkraft, end menuetten, men forbindelsen grave-fugeret allegro er jo en stilejendommelighed, som hermed ødelægges.

/1 Veracini: Largo, og Ciabrano: La Caccia. (HMV. DA1452, 4,50 kr.).

Telmanyi er voxet stærkt, som kunstner i den senere tid. Hans spil kunde tidligere være præget af en skæmmende mangel på egalitet. Denne uligevægt har nu veget pladsen for en klarhed og ro, der gør denne plade til en lille perle.

11 Humperdinck: Af »Hånsel und Gre~ tel«. (HMV. EG2899, 3,50 kr.).

Optagelsen er bemærkelsesværdig ved erstatningen af de sædvanlige kvindestemmer med to af Regensburger uorhkorets drenge.

11 Brahms: Klaverkoncert no. 2, b-dur, op. 83. (HM~'. DB2696-2701 å 6,50 kr.)..

Denne . Brahms' 2. koncert er jo så langt et tal~nemmeligere optagelsesobjekt end dep l. Satsen er klarere og formen, isæ~ i den virkelig symfoniske scherzo, mere oversigtlig. Arthur Schnabel udfører klaverpartiet både musikalsk og dygtigt. Man kunde måske ønske en lidt mere fjedrende rytme, klangen bliver ofte lidt hård, men måske er det optagelsens skyld. De engelske orkestre spiller meget Brahms, 'det, gælder ikke mindst B..B.C.-orkesteret under Adrian Boult, og er indstillede på den tilbageholdende spillemåde, hans instrumentation fordrer.

// Zollån Koddly: Hårg Jdn'os-suite. (FINIV. DB2456-58 å 6,50 kr.).

Det er egentlig synd, at Kodåly står så stærkt, i skygge af Bårtók. Blidere af gemyt og roligere af temperament er han nok så let tilgængelig for lægmanden, der søger ind i musikken af i dag, og særlig egnet er hans Håry Jånossuite efter sangspillet af samme navn. Håry 4ånos er en gammel soldat, der om aftener! sidder i landsbyens kro og fortæller om sine bedrifter i en stil å la Miinchhausen: Han hai` befriet (len franske kejserinde Marie Louise, nan har gennemskuet alle Wienérhoffets intriger, han har taget selve Napoleon tilfange på slagmarken. Disse eventyr illustrerer Kodåly med sin musik, ligesom han senere sætter musik til de ungarske folkeeventyr i sin »Szekely fono« (Ungarsk spindestue). Hvad der kun lykkes for de færreste er her lykkedes for, Kodåly: En me,st'erlig syntese af folklore og kunstmusik. - Udførelsen, Minneapolis symfoniorkesteret under hans- landsmand Eugene Ormandy, er god, selv om orkesteret« er et noget ujævnt ensemble.

11 Prokofjef: Violinkoncert i d-dur, op. 19. (Col. LX433-35 å 6,50 kr.).

Koncerten bør jo nu forsynes med betegnelsen »no. 1«, idet Prokofjefs 2.

koncert (op.~ 63 i g-moll) for kort tid siden fik sin uropførelse i Madrid. Denne no. 1 er et tidligt værk, der forarbejder yderst uegalt stof. Det er gjort med hele den elegance, der kendetegner Prokofjef; arbejdet er klart og renligt, enkelt i formen

tredelt første ,,ats, kort scherzo, rondoagtig finale med tilbagevenden til første satsens tema.

Szigetis. spil er så overlegent, at man knap gætter de uhyre krav, værket stiller til, solisten.,

Jazz. Årmstrongs indspilninger for Decca ligger gennemgående under hans standard. Der er kun en af pladerne, der hæver sig over den, men den er til gengæld også i den fineste klasse, især hvad det sanglige angår. Det er »You are mg lucky star« - »I'm in the mood for love«. På samme niveau og i samme form spiller Henry Allens orkester »Truckin'« og »I found a dream« (Panachord), ligeledes behersket af en trompetist, der spiller og synger. Men de er vidt forskellige - Armstrong og Henry Allen - i stil og individualitet.

Af bluessangeringen Bessie Smitli har der hidtil kun eksisteret en enkelt plade. Der er nu udsendt en ny, »Gimme a pigfoot« og »Take me for a buggy ride« (Parl.), og hun er værd at stifte bekendtskab med. Hun repræsenterer en meget folkelig unuanceret negersang, synger på højeste gear hele tiden, og slutter omtrent hver periode af med, at stemmen rutscher en lille terts ned, som man kender det fra primitiv musik.

Benny Goodman har et par gode or

kesterplader, »Blue skies« og »I)ear old Southland« (HMV.), og hans trio med Teddy Wilson og Gene Krupa har indspillet »Somedag sweetheart« og »Who« (HMV.). En overraskende nyhed på HMV. er det danske ensemble, som under ledelse af violinisten Svend Asmus~ sen spiller »Tiger rag« og »My blue heaven«. Resultatet er al ære værd, især hvad det improvisatoriske angår. Det er præget af en fantasi, der står på højde med amerikanernes, og man har kun det ønske, at ensemblet var noget mindre spidst i klangen.

Et godt studiemateriale for pianister er to nye klaverplader, den ene at '-ieady Wilson: »On treasure island« - »I found a dream« (Br.), den anden af hans hvide kollega Joe Sullivan: »Minor mood« - »Little rock getaiv,ag« (Br.). De overgås begge klangligt, men ikke musikalsk, af Fats Waller, hvis orkester møder med »Dinah« og »Somebody stole mg gal« (HMV.). Bare man kunde f å Fats Waller vænnet af med at råbe på sine plader.