Om holdundervisning - specielt i violin

OM HOLDUNDERVISNING
SPECIELT I VIOLIN

AF POVL FLEDELIUS

I Tilknytning til Fru Anna Veibels Artikel om Holdundervisning i Klaver (DMT Januarheftet) vil jeg gerne fremsætte nogle supplerende Bemærkninger om Holdundervisningen, specielt indenfor mit eget Fag, Violinen.

Det kan ikke kraftigt nok fremhæves, hvor afgørende Holdundervisningen i Væsen og Metode adskiller sig fra den tidligere eneher-skende Enkeltmandsundervisning. Ved den nye Undervisningsforni er opstaaet en Række af Problemer, Vanskeligheder og tillige Muligheder, som alle maa drøftes og klarlægges, for at man kan udnytte det nye paa den mest frugtbringende Maade.'Utvivlsomt har nemlig Holdundervisningen, hvis den først organiseres paa en ensartet og praktisk Maade, store Fremtidsmuligheder. Det er ikke saaledes at forstaa, at den nogensinde vil kunne erstatte Individualundervisningen, der er uundværlig for alle, der skal naa et betydeligt teknisk og musikalsk Resultat. Men paa Begynderstadiet, baade for Børn og voksne, kan Holdundervisningen allerede fremvise tilfredsstillende Resultater; tillige rummer den en økonomisk Fordel, idet den billige Pris, der opstaar ved, at der er flere om at dele en Time, hidlokker mange Elever, der ellers ikke vilde faa Lov til at spille. Og dette har igen en kulturel Betydning. Jo mere Holdundervisningen finder Indpas ved Skoler, saaledes som det allerede er Tilfældet, flere Steder her i København, og vinder Børnenes og Forældrenes Interesse, desto mere vil dette sikkert ytre sig i en stadig Stigning af den almindelige Musikinteresse og i en Oparbejdelse af Skole- og Amatørorkestre.

Men Holdundervisningen har sine Vanskeligheder. Fru Veibel peger paa et disciplinært og undervisningsteknisk Problem. Dette er fuldstændig rigtigt, men bør uddybes nærmere. For den, der kun arbejder med en enkelt Elev i Timen, existerer praktisk talt ikke Spørgsmaalet Disciplin. Men saa snart man har blot 3 eller 4, endsige flere Elever paa samme Tid, kan der opstaa Vanskeligheder, idet Børn ofte er impulsive og lidet koncentrerede og derfor kræver en anden Behandlingsmaade end de voksne. Dog løser Holdundervisningen i Violin i Hovedsagen selv det disciplinære Spørgsmaal, da man i den kollektive Undervisningsform har et Middel til at beskæftige og interessere alle Eleverne samtidig.

Alligevel er der mange Smaatterier, der kan hæmme Undervisningen, hvis man ikke piller dem ud fra Begyndelsen. Især er det fristende for den, der har en Violin i Haanden, at file eller klimpre paa den. Dette gælder saamænd ikke blot Børn, men lige saa meget voksne. (Tænk paa den ulidelige Støj i mange Orkestre, saasnart der indtræder en lille Pause.) Der er ikke noget at sige til, at Børnene hvert øjeblik skal prøve, om Violinen nu ogsaa stemmer, om de kan klare en vanskelig Passage, eller om Begyndelsestonen er den rigtige. Men de maa vænnes af med det. Der er navnlig to Ting, man fra Begyndelsen bør lægge Vægt paa, den ene for Børnenes, den anden for éns egen Skyld: Man maa undgaa alt, hvad der spilder Tid. (Der kan naas, meget paa en halv Time, hvis Tiden udnyttes rationelt.) - Og man maa undgaa al unødig Støj.

Ikke blot disciplinært, ogsaa undervisningsteknisk betyder det en stor Forskel, om man skal arbejde med en enkelt eller flere samtidig. Den kollektive Undervisningsform rummer en god 'Mulighed, nemlig Lejligheden til Sammenspil. Fra den allerførste Begyndelse, efter 3-4 Ugers Fórløb, kan Eleverne indføres i Sammenspil gennem smaa Kanoner og gennem lette to- eller trestemmige Melodier, der er saaledes udarbejdede, at alle Stemmerne svarer til Ho Idets Standpunkt og følgelig kan spilles af Børnene selv. Jeg tror ikke, Betydningen af dette Moment kan overvurderes. Her er nemlig et Middel til fra første Færd at træne Elevernes re øog Rytmesans og vænne dem til den gensidige Ind- og Underordning, der er en Forudsætning for alt Sammenspil. Holdundervisningen kan ved denne Træning virke som en Forskole til senere Dyrkelse af Kammer- og Orkestermusik.

Men samtidig kan det ikke nægtes, at netop det kollektive Moment skaber en Del Problemer, der maa. løses, hvis man ønsker at gøre de nye Muligheder frugtbringende. - Den største Anke, der er rettet mod Holdundervisningen, gaar ud paa, at Eleverne føres for langsomt frem, og at Teknikken ikke kan plejes tilstrækkelig grundigt. Praksis modbeviser denne Anke. Jeg har haft Held til at følge Violinundervisningen hos et Par Lærerinder (og der findes' sikkert mange flere), hvis Elever baade teknisk og musikalsk fremviste smukke Resultater.

Ganske vist skal det indrømmes, at enkelte særlig musikalske Børn vil sinkes ved at komme i Baas med andre mindre begavede; de bør derfor tidlig pilles ud og henvises til Individualundervisning. Men ellers er det mit Indtryk, at de fleste Børns Kapacitet ikke er særlig stor, og at de ikke taaler en altfor hurtig Fremadskriden. Tvæ-rtimod vil de netop have Gavn af en Undervisningsform, der som Holdundervisningen skrider ganske langsomt og systematisk frem. - Den bedste Metode til at opnaa de hurtigste Resultater er forøvrigt at gøre Holdene ensartede. Allerede efter faa Maaneders Forløb viser det sig, hvor forskellige Børnene er i Anlæg og Evner. Da bør man foretage en Ombytning, saaledes at de, der svarer til hinanderi i Dygtighed, bliver undervist paa det samme Hold. Og en saadan omordning maa stadig, med visse Mellemrum, finde Sted, saasnart det viser sig, at Holdene igen er ved at blive uensartede.

Et af de vigtigste Problemer ved den nye Undervisningsform er selve Tilrettelæggelsen. Skønt, eller maaske netop fordi Holdundervisningen er saa ung, arbejdes der allerede med flere forskellige Systemer og Violinskoler (f. Eks. Tonicado, Doflein, Aagaard, Ring). Det er imidlertid ikke saa væsentligt, hvilket System man hylder, hvis blot man gennemfører det konsekvent. Det vigtigste i denne Sammenhæng er vistnok, at man gaar uhyre gradvis frem. Mari maa, opholde sig længe paa hvert enkelt Stadium, inden man gaar videre til noget nyt. Det er specielt saa vigtigt for Violin, hvor Strøg og Haandstilling saa let kan forkvakles ved lidt overilede Fremskridt.

Foruden Tilrettelæggelsen af Stoffet som Helhed er der i det daglige utallige smaa Spørgsniaal, der trænger sig paa: I al Klasse- eller Holdundervisning spiller de tilsyneladende Petitesser en stor Rolle for den rationelle Udnyttelse af Tiden. Der er ikke Tid til Eksperimenter; alt skal paa Forhaand være gennemtænkt og tilrettelagt. Jeg fremdrager nogle enkelte af disse Spørgsmaal for at vise, i hvilken Retning min Tanke gaar.

Et af de Problemer, der først blev aktuelt for mig selv i min Undervisning, var Spørgsmaalet om, hvordan man skal rette, naar der gøres Fejl. Man hører undertiden Lærere, der lader Eleverne spille et helt Stykke igennem uden at rette, hvorpaa der falder en Bemærkning som, »det var jo ikke særlig godt, lad os høre det engang til«. Herefter faar Eleverne at vide, at de maa øve sig bedre paa det til næste Gang. - Dette er en utilfredsstillende og gold Metode. Eleverne maa rettes ustandselig, og de maa rettes under Spillet, ikke efter. Det maa som Hovedregel gælde, at man ikke maa lade Fejl gaa ubemærket, hen. Man maa i Holdunderundervisning ofte standse og gøre opmærksom paa, at snart én, snart en anden spiller urent, stryger forkert eller spiller i gal Takt. Det lønner sig at være pertentlig med disse Enkeltheder: Elevernes Opmærksomhed skærpes, og selv undgaar man altfor skærende Frembringelser fra de spillende. - Dog skal det indrømmes, at det i nogen Grad er en Konduitesag, hvor meget man i jøeblikket bør rette. Det kan undertiden være en Fordel kun at rette de grove Fejl; og ofte er det en gavnlig Opmuntring for Eleverne, at de faar Lov til at spille hele Stykket igennem i Sammenhæng.

Et andet Spørgsmaal er, hvordan man lader Eleverne selv gennemgaa et nyt Stykke. Her er den gradvise Fremgang den bedste Hjælp. Hvis den nye øvelse eller Melodi svarer nøje til Børnenes Ydeevne, og man i Forvejen lader dem gennemgaa Noder og Takt, skulde de nok, langsomt, kunne spille den igennem; og skulde det kliibe et enkelt Sted, bryder man af, forklarer Vanskeligheden óg begynder forfra igen. Imidlertid kan Stykket rumme et nyt Fænomen (det kan være noget saa tilsyneladende simpelt som at gribe en 2. el. 3. Finger direkte fra den løse Streng; eller det kan være en ny Strøgart). Da kan man i Forvejen isolere Vanskeligheden, fortælle, hvori den bestaar, hvordan den løses, og eventuelt gennem en lille øvelse, man selv laver, lempe det ind. Jeg fremfører et enkelt praktisk Eksempel. Da jeg første Gang gav mine Begyndere en lille Melodi med afvekslende 1/2 og 1/4 Noder, Eks. 1, troede jeg i min Naivitet, at de straks kunde spille den (1/2 og 1/4 Noder var i Forvejen indøvet. paa løse Strenge). Det viste sig imidlertid, at den samtidige Skiften -af Finger og Bue ' forekom dem meget indviklet og kun blev til Falskhed og Gnidder. Jeg prøvede da at isolere Melodi og Rytme, idet den første blev skrevet 'op som lutter Halvnoder (a) og Rytmen indøvedes, paa den løse Streng (b). Først herefter kombineredes med Held de to Fænomener. - Naturligvis kunde man i Stedet have hjulpet Eleverne enkeltvis tilrette. Men jo mere Børnene kan gøre selv, og jo mere man kan arbejde med dem alle samtidig, desto bedre. Det angivne Princip, at isolere RYtme og Melodi, har jeg ofte senere anvendt paa andre Ting, og det synes at være en Hjælp.

Vigtigt ved al Undervisning er, at man har et godt og pædagogisk Materiale. Her er Klaverpædagogerne heldigt stillede med Jacobsen og Mortensens Klaverskole. I Violin har vi intet tilsvarende. Der findes ganske vist en fortræffelig Violinskole, der hæver sig over alle andre (Th. Aagaards); men den er for vanskelig til Holdundervisning.

I det hele gælder det for de fleste gængse, Violinskoler, at de enten er svære eller endog upædagogiske, idet de ikke gaar tilstrækkelig gradvis frem. Af danske Skoler er Oluf Rings vistnok den bedst egnede til Holdundervisning, dog først efter et Aars Forløb, naar Eleverne kan saa meget, at de ikke behøver at opholde sig alt for længe ved hvert enkelt Nummer. Meget anvendt er den tyske Skole af Doflein (1). Den udnytter Sammenspilsmulighederne og indeholder mange gode Melodier, ' men er i Begyndelsen lidt vanskelig og uensartet: Allerede i 1. Stykke anvendes alle 4 Fingre i Forbindelse med skiftende 1/4 og -1/2 Noder. - I Stykke 3 og 6 forlanges det, at man skal begynde med 4. Finger. - I Stk. 10 (som i Forvejen er svært) skal man tillige binde Noder sammen.

Dog anvender Dofleinskolen et Princip, der baade synes praktisk og pædagogisk. I Stedet for straks at gaa i Lag med en bestemt Toneart, f. Eks. C-Dur, der kræ-ver forskellig Fordeling af halve og hele T'oner paa de forskellige Strenge, læres paa hele Violinen 1. Finger i Heltones Afstand fra den Iøse Streng og 2. Finger i Heltones Afstand fra 1. Finger. (Nodebilledet, ser ud som angivet i Eks. 2.) Det har den Fordel, at man i lang Tid kan indøve faste Afstande og Fingerstillinger, og at man derved simplificerer det i Forvejen vanskelige Renhedsproblem. Det næste Spørgsmaal bliver da, hvordan man senere forlader de faste Stillinger og naar til en Skala's og Tonearts større Bevægelighed. Her forsøger jeg (modsat Doflein) en gradvis Overgang til G-Dur Tonearten, hvor Eleverne paa det givne Grundlag blot skal koncentrere sig om to nye Vanskeligheder: den lille Terz paa a-Strengen (Tonen C) og paa e-Strengen (Tonen G) - Naar jeg derefter tilstrækkelig længe har opholdt mig paa dette Stadium og givet Eleverne absolut Sikkerhed i det nye Greb (i alle mulige Kombinationer, og forbundet med nye Strøgarter), gaar jeg over til C-Dur, hvor det nye igen indskrænker sig til to Vanskeligheder: den lille Terz paa d-Strengen (f) og Tonen f paa e-Strengen. Og efter C-Dur kan man da endelig - paa god gammel traditionel Vis - fortsætte med de andre nemme Tonearter. Det er min Opfattelse, at denne systematiske Fremadskriden fra de »faste Toner« gennem G-Dur til C-Dur maa være naturligere end bofleinskolens komplicerede Anvendelse af baade 3, 4 og 5 Krydser: Tonearter, der ikke er særlig praktisk anvendelige, hvis en Begynder ønsker at spille lette Stykker udenfor sin Violinskole.

Realiteten er altsaa den, at vi i Virkeligheden ikke besidder samlet Materiale, der i tilstrækkelig Grad bygger paa Holdundervisningens Idé. Et saadant Materiale maa navnlig opfylde to Betingelser: det maa i de mindste Detaljer være lagt gradvis an, og det maa i størst mulig Grad udnytte Sammenspilsmulighederne. Stoffet maa ogsaa gerne være lidt fornøjeligt: Melodierne bør være iørefaldende; ikke heller skal man glemme, hvor lykkelige Børn er, naar der ind imellem blandes Sange, de kender og holder af. Endvidere gælder det, at de fleste øvelser-og Melodier maa være ganske korte, i Begyndelsen højst 8 Takter: Desto bedre kan Eleverne koncentrere sig- om Vanskelig,hederne; og Læreren faar mere Tid til at gennemarbejde det tekniske grundigt. Som praktisk Eksempel anfører jeg nedenstaaende øvelse, Eks. 3, der tjener til Indøvelse af skiftende Halv- og Helbuestrøg.

Jeg anser denne øvelse for tilstrækkelig, idet man bagefter overfører Princippet paa en lille Melodi, Eks. 4, og i den følgende Tid fæstner det nye gennem andre øvelser og Melodier af lidt vanskeligere Art.

Med Hensyn til Materialet klarer de fleste Violinpædagoger sig vist saaledes, at de hurtigt anskaffer en eller anden Violinskole og ved Siden af denne finder Smaasange og Melodier, Børnene kan spille, en eller flerstemmigt. Jeg har selv anvendt denne Fremgangsmaade, men har nu, i det første Aars Undervisning, kastet Skolen over Bord og søger at tilrettelægge en Undervisning, der saa vidt muligt undgaar alle Spring og samtidig skaber lidt Variation, dels gennem Samnienspilsmomentet, dels gennem kendte og iørefaldende Melodier. Materialet opstaar ved Udvælgelse af eksisterende Ting (i denne Henseende har jeg haft uvurderlig Gavn af Otto Mortensens 39 Kanons og hans Spillebøger). Desuden har jeg selv prøvet at arrangere, evt. lave Smaating, der afpasser sig efter Holdundervisningens forskellige Trin.. Nogle faa Eksempler kan maaske vise mine Læsere, i hvad Retning Forsøget gaar.

Eks. 5 er en lille Kanon for det allerførste Trin. Den har ikke nogensomhelst musikalsk Værdi, men giver Anledning til en'hel Del Afveksling, naar man lader Eleverne spille den snart ' enkeltvis, snart flere paa hvert Parti. Selve Sammenspillet morer og interesserer Børnene.

Eks. 6 er, paa et langt senere Stadium, »Danmark, dejligst Vang og Vænge« med en 2. Stemme, der svarer til Elevernes Dygtighed paa dette Standpunkt. Jeg har i 2. Stemmen tilstræbt en saa jævn og. naturlig Fremadskriden som muligt; det viser sig da ogsaa, at den falder Eleverne temmelig nem, og de er glade for at spille noget, de kender.

Eks. 7 og 8 er de første Forsøg paa Indførelse i G~Dur. I Eks. 7 indføres den nye Vanskelighed kun eet Sted og i den simpleste Form. I Eks. 8 findes den desuden i Afstanden fis-g og i Nedgangen d-c-h

Eks. 9 er en lille tostemmig Melodi, hvor Princippet er følgende: i 1. Stemmen indføres overbundne 1/8 Dele saa nemt og simpelt som muligt, og 2. Stemmen er saa let, at den ikke kræver særlig øvelse, men næsten kan spilles fra Bladet. Desværre viste det sig i Praksis, at Tonefølgen a-g som 1/8 Dele i første Takt er uheldig: Enten maa man spille a med 4. Finger, hvilket er for svært, eller paa de hurtige Noder føre Buen fra a-Strengen til d-Strengen, hvad der heller ikke er tilfredsstillende. Melodien opfylder altsaa ikke fuldtud det tilsigtede Formaal, men er alligevel anført som Eksempel, fordi den baade gennem det rigtige og det forkerte belyser Vanskelighederne ved en pædagogisk Tilrettelæggelse.

Holdundervisningen er endnu saa ung, at man ikke fuldtud kan belyse dens Veje og Resultater. Alligevel har den allerede vist sin Berettigelse, maaske først og fremmest derved, at den - gennem Kammeratskabet og Sammenspillet - interesserei Børnene og giver dem Lyst til at spille. Derfor bør den i stedse stigende Grad vinde Indpas ved Skolerne." (Nodeeks.)

Fodnote:
(1) Das Geigen-Schulwerk. herausgegeben von Erich und Elma Doflein Heft I. Musik in Dur. Edition Schott No. 2201.