Louis Glass 1864-1936

LOUIS GLASS 1864-1936

AF RICHARD HOVE

DA Carl Nielsen, der var jævnaldrende med Louis Glass, for 5 Aar siden døde, føltes det som reves selve det levende Hjerteblad ud af den danske Musiks Træ; fra ham strømmede Vækst og Liv til hans sidste Time. Ved Louis Glass' Død staar man overfor hans Production som overfor et historisk Stof, som et øjebliks Akti~alitet giver Anledning til at beskæftige sig med og prøve paa at se i dets historisk betingede Sammenhæng for derigennem at finde dets Berettigelse, da det kom frem og dets Mulighed for at leve i Fremtiden.

Lad mig straks være ved, at jeg tror, at denne Musiks Livskraft ogsaa. historisk set er ringe. Det skal ikke være sagt af ond Vilje mod de Værker Glass har skabt, eller en Underkendelse af det rige Kunstnersind Glass havde, men Sindet alene gør det ikke, der skal ogsaa levende Musik til, og den saynes smerteligt ofte i den store Production Glass har efterladt sig.

Louis Glass havde den Ulykke at blive født til at være Komponist. Det vil sige, at han fra ganske lille blev bragt i et skævt, Forhold til Omverdenen, ved at blive betragtet som Undtagelsen. Læs i den Forbindelse den nærmest tragiske Autobiografi, der findes i Gerh. Lynges Bog om Danske Komponister i det 20. Aarhundredes Begyndelse. Denne Mand er en Mand uden Ungdom.. Han troede, at Alderdommen kunde skænke Mennesker en anden Ungdom, men Barnd'ommen kommer ikke tilbage.

Louis Glass var i sin Kunst og i sit Væsen en stor Natursværmer. Hans Speciale var Skoven. Han har skrevet en »Skovsymphoni« og en Suite, der hedder »Sommerliv«, som ogsaq foregaar »ved den store Eg inde i Skoven« og des foruden flere Klaverstykker med Titler og Motiver fra Skoven - med Jægerhorn, som ingen nulevende har hørt in natura, og indlagte Solsortfløjt. Han fortalte selv, at hans bedste Strygekvartet »var kommet til ham i Rude Skov«; men han oplevede ikke Naturen paa første Haand, det var bevidst Følelse, der kunde blive baade Føleri og Krukkeri -- som det sker, naar han for at give et musikalsk Billede af en Kostald maa udtrykke sig med 7 B'er i As-moll.

Men hvorledes kan en Kunstner, om hvem man med fuld Ret kan fælde en saa knusende Dom for at væ- re uægte og andenhaands, dog gøre Krav paa at faa sit Værk taget op til Omtale? Det kan han, fordi han trods alt var en Kunstner, han manglede blot Evnen til at bedømme sig selv, til at vurdere sine Oplevelser. Der var Oplevelser, der -var nye for ham, fordi han som voksen saa dem med Barneøjne, men han manglede Barndommens Realitetsforhold til Tingene. Hans sene Barndom var litterær - den første Selvoplevelses haardhændede Maade at tage Livet og dets Foreteelser i Besiddelse paa, var ham nægtet. Der var skudt for mange andenhaands Indtryk imellem.

Men Kunstner var han. Hans Evne til at opleve stort og nyt var paa helt andre Felter førstehaands. Hans Rige var blot ikke af denne Verden. Hans sande Liv foregik i metafysiske Spekulationer. Hans Aand havde hjemme mellem Stjernerne.

Dansk Litteratur har en Parallel til denne Komponist i Digteren Karl Gjellerup, som ogsaa voksede til en virkelig Digter, da han brød ud fra den faste Jord og gik ind i Buddhismens Spekulationer. Ogsaa han var i sin Begyndelse uoprindelig, ikke naturbestemt, men andenhaands i sine Sanseoplevelser, men blev D~gter i det østlige Paradis rene Konstruktioner. Han havde blot den Fordel frem for Glass, at han vidste det, medens Glass til det sidste drønite om at være i Kontakt med Livet og Naturen omkring sig.

Ved Bedømmelsen af Glass Virksomhed som Komponist har jeg maattet holde mig udelukkende til hans trykte Arbejder, et Forhold jeg meget beklager, da de ikke udgør Halvdelen af hans Production. I den utrykte Halvdel er tillige en større Del af hans Værker i stor Form, og da det navnlig var i denne Form hans Væsen udfoldede sig, kan det bidrage til at gøre Billedet af Komponisten noget skævt, men da Glass' Manuskripter ikke er i noget offentlig Biblioteks Eje, er der intet at gøre ved det.

Glass' tre første Opus er for Orkester - en Festmarsch, en Suite og en symphonisk Koncert for Obo. De blev venligt modtaget af Pressen, da de kom frem omkring 1890, men Pressen var maaske venligere dengang end nu overfor ung Musik, som un.,,ugtelig ogsaa var mindre ny i sin Udtryksmaade, end den er i Dag. Da vi intet kender til disse 3 Opus, viser de os kun Glass' afgørende Interesse for Orkesteret. Glass beherskede det romantiske Orkesters Teknik. Han er en af de smagfuldeste Instrumentatorer, vi har haft. Han skrev en sund og skøntklingende Orkestersats uden Eksperimenter, men ogsaa uden paatrængende Forbilleder - n-ærmest var han vel paavirket -af Slaverne, Tschaikowsky og Dvorak - inan har yndet at tale om Bruckner, men jeg maa med en enkelt Undtagelse sige, at det er mig

mest umuligt at finde Paavirkning fra Bruekner hos Glass -- det er en Ytring, der maa stamme fra, at dansk Musikli'v er ganske uden Kontakt med Bruckners Kolossalstil.

Først med op. 4 kommer vi til et trykt Værk, og disse »Fantasistykker« indleder paa karakteristisk Vis hele den lange Række af smaa Klaverstykker, som er af saa ringe Værdi, at Glemselen for længst har taget dem. Det er Efterklang efter Schumann - den hele Schumann skrevet nok en Gang, og ikke engang oversat paa dansk. Disse første »Fantasistykker« er endda ikke de værste. Genren er endnu ikke ganske udpint af Komponisten. Det første Stykke »Fri og frank« har noget venligt og flydende over sig, man. lytter velvilligt, skænker »Waldscenen« en kærlig Tanke, men lad gaa - og »Regnvejr« er en morsom teknisk Ide. Resten er ikke saa rart. Der ses tydeligt Glass' Trang til at »illustrere«. Man synes hele Tiden, at der maa have været en underforstaaet Tekst, som Komponisten har siddet og nynnet, medens han »fantaserede« paa Klaveret; og medens Hænderne »af sig selv« leger paa Tangenterne, kommer der en eller anden lille teknisk Ide, og den fastholdes og gentages, indtil man er ganske tomhjernet. Det er fristende at frerndrage et groft Eksempel - Skitser op. 21 No. 5.

Der er 28 Takter. Der staar faktisk ikke noget som helst andet i Stykket, Motivet flyttes lidt rundt paa Klaveret, det er alt. Det viser tillige et andet Karaktertræk ved Glass' Musik - det er den bestandige Fastholden ved en faldende Melodilinie. Det gælder 90To af Klaverstykkerne og næsten ligesaa meget af Sangene. Et Motiv, der synker mod Jorden, springer óp og falder atter som en Sekvens. Det gaar igen atter og atter, selv i stort anlagte Værker, som Fantasien for Soloklaver op. 36, der er tilegnet Stoffregen, og det virker der inere nedslaaende end de iøvrigt overordentlig fikst udførte, Eksperimenter i den reneste Salonstil. Op. 20 Nr. 2 f. Eks., hvis Fainilie-Journal Stemning, hvor Aavandet rinder om Baaden i sødt henklingende Harpeggioer, er langt over Grændsen, hvor anstændig Musik hører op, er et yndigt Sofastykke. Efter det følger et »Sko N7æventyr«

og hvor har Lange-Milller alligevel gjort det langt bedre i sine »Skovstykker«, derpaa en »Borgruin«, som Smetana har gjort uforglemmelig længe for inden, en »Stormfuld Foraarsmorgen«, der er vægtig og med me,-zen P dal Trille o--, Kromatik - o~_t saal des kan man blive

ved. Selvfølgelig er der en »Knecht Rupreelit«, en »Matrosenlied« og en »Erster Verlust« - og hvor faar man ikke Respekt for Schumann, naar man spiller disse Efterklange, hvilken Koncentration kræver denne lille Form ikke af sine Dyrkere, hvilken Selvkritik og hvilken Fornyelsesevne.

Men mærkeligt er det at se Glass vokse, naar han stiller sig større Opgaver. Allerede i Klaversonaten i E-dur op. 6 møder vi et Værk, der overrasker i Konsekvens og Stofrigdom i Forhold til Klaverstykkerne, og med As-dur Sonaten op. 25 naar Glass at skrive et Værk, der er helt paa Højde med hans Tid og tillige giver et godt Billede af hans personlige Musikindhold, som her afgørende slaar igennem de let genkendelige Forbilleder, Beethoven og Brahms. I E-dur Sonaten er det mere Schuberts Aand, der har ført Pennen, men det er en venlig Aand, og T'onefaldet er blevet naturligt og dansk. Bedst er Midtersatserne, fordi de er personligst. Det hele er stærkt romantisk og sødt drømmende. I det hele taget er Glass den mest romantiske af alle Danmarks romantiske Komponister; men hans dybe Fortrolighed med Klaverets Klang redder ham fra at styrte i den Banalitetens Afgrund, som han ofte balancerer over. Typisk i alle Maader er en Strofe

som denne fra Adagioen. Finalen spinder fælt over et Thema af ringe Udviklingsmulighed, som til Gengæld bliver udviklet til sidste Draabe. Men langt kraftfuldere og knappere former As-dur Sonaten sig. Stolt starter den med det fulde Greb i Klaveret og fører Satsen gennem gode Themakontraster. Romantiske, men ikke karakterløse, harmoniske Vendinger holder Interessen vedlige hele Satsen igennem, og et rigt »Fuldgrebspil« giver den en Koncertklang, uden at den dog er saa vanskelig, at den byder nogen Hindring for den øvede Klaverspiller. I Scherzoen, hvor Glass na-vnlig finder en personlig Form (alle Scherzoerne i Klavertrioen, Skovsymphonien, 2' Violinsonate, Svastika og her, er i Virkeligheden bygget over det samme Klangmotiv), er Triodelen med den markante Paukebas ypperligt udnyttet. Adagioen har med sin Beethoven-Linie en pathetisk Ro, som er sj:q Qlden i nyere Musik, og Satsen er i højere Grad end ellers hos Glass fri for Sentimentalitet. Og saa kulminerer Sonaten endda i Finalen, som med uskyldig ydre Lighed med Beethovens Appassionata er en af Glass bedste og stærkest koncentrerede Satser. I den finder man en Strofe

som virkelig hører sammen med den danske Tone i vor Guldalderromantik paa Musikkens Omraade, og som er en stærkt virkende Kontrast til det vedholdent synkoperende Hovedthema.- Glass As-dur Sonate hævder sig godt blandt hans Jævnaldrendes Sonateproduetion, baade med Sindings, Sjøgrens, ja, selv med Sibelius

Klaversonate kan den sammenstilles uden at trykkes af Naboskabet.

Endnu to store Klaveropus har Glass udsendt: Fantasien for Solo Klaver op. 36 og Impromptu og Capriccio op. 52.

Fantasien er et tungt og kedeligt Stykke, hvori det fantastiske ikke er let at faa øje paa. Derimod er Impromptuet (fra 1917) et langt mere vægtigt. Værk. Det har den rige Klaverklang, som Glass med sin Fortrolighed med Klaveret formaar at give sine bedste Arbejder for Instrumentet, eft usøgt Originalitet i Bevægelse og Harmoni og en usentimental Følsomhed, som vil sikre det Pladsen som Prøve paa, hvad Glass formaaede, men sjældent. naaede. Til Gengæld er den efterfølgende Capriccio - trods mange Noder, der mest er skrevet over 3 og 4 Systemer, temmelig gold Klaverlarm.

Nær til de to gode Klaversonater slutter sig de to Violinsonater, hvoraf den første i Es-dur op. 7 endda maa anses for at være bedre en(1 Klaversonaten. For det første rummer den en lykkelig Forening af de to Instrumenters Klangværdier. For det andet er det som om den overdrevne Dyrkelse af Schumann, vi møder i Klaverstykkerne, i Kammermusikken fra første Færd maa vige for et Forsøg paa at naa en dybere Vejrtrækning, derved at han søger at nærme sig et beethovensk Idealbillede, saaledes at det romantiske genfindes mest i den krydrede Klaverstemme. I Klang og Nodebillede staar Førstesatsen de Sjøgrenske Violinsonater nær, men atter her er Scherzoen den mest fuldbaarne Sats, og det viser det oprindeligt musikalske hos Glass, at denne lette, charmefyldte Sats faldt ham saa naturligt.

C-dur Violinsonaten op. 29 naar derimod knapt As-dur Klaversonaten, men er alligevel et af de Arbejder man vender tilbage til. Her er den bevidste Dyrkelse af Beethoven endnu tydeligere, og en ganske spartansk Klaverstemme viser, at Glass kunde koncentrere sig om det afgørende og endda opnaa de Virkninger, han mente gav Udtryk for det, der var ham væsentligt.

Begge Violinsonater fortjener at spilles og vil ogsaa kunne berede den dygtige Amatør fuld Valuta for det Arbejde med det tekniske, som de kræver for at naa til deres Ret.

Violoncelsonaten op. 5 er desværre utrykt. Det vilde have været interessant at følge Udviklingen gennem de tre samtidige Ungdomssonater, og denne Sonate har tilmed, da Celloen var Glass' eget In~ strument, sikkert budt paa rent spillemæssige Tillokkelser, idet Glass som faa havde Forstaaelse af Instrumentets Klangmuligheder og Sans for teknisk betinget Motivdannelse.

Derimod er en »Foraarssang« for Violoncel og Klaver (Orkester) og en »Efteraarssang« for Violin og Klaver Salonmusik uden Interesse.

Til Gengæld er Klavertrioen op. 19 maaske Glass 'betydeligste Værk. D~~t er skrevet »paa Opfordring« og modtoges meget forbeholdent af Kritikken, da det kom frem, men dets musikalske Kraft har sejret. Det spilles stadigt, og man hører med Glæde dets Udtryk for Trods og Styrke, for stille Resignation og musikalsk Vitalitet.

Med et voldsomt Greb tager Komponisten Spillet i Besiddelse,

udnytter sit Motiv klogt uden at udpine det, leger overlegent med det og opnaar fortræffelige Virkninger af Instrumenternes Sammenspil, nyder Kontrasten mellem den brede, klangmættede Start og en spidst spillet, kontrapunktisk Behandling og fører Satsen fuldtklingende ud. Sidethemaet er knapt saa værdifuldt, men virker alligevel rigtigt.

Stille og blid er Andanten med den gentagne Vekslen mellem Dur og Moll og det brahmsfarvede Sidemotiv, der lykkeligt undgaar den bestandigt faldende Glass-Linie, der saa ofte tynger hans rigt klingende langsomme Satser til Jorden. Klaverbehandlingen naar med ganske enkle Midler delikate Klangvirkninger, og Interessen svækkes intet øjeblik af overflødige Vendinger. Scherzoen er igen en af Glass gode Ydelser i denne Musikkarakter. Indenfor en knap Ramme giver de smaa Motiver en expansiv Kraft, en Fart og Flugt og navnlig Sammenhæng, som det ellers kan skorte paa. Det er utvivlsomt ogsaa brahmspaavirket i Tankegang og Udtryk, men det er et sundt Udtryk for Tidens Form at fremsætte musikalske Tanker paa, den talentfulde og nødvendige Gentagelse og Udformning af et Genis Sprog, som betinger den virkelige Tilegnelse. Dette gælder endnu mere Finalen, der giver et endnu voldsommere og heftigere Klangudtryk end første Sats, som den er direkte thematisk beslægtet med. Navnlig i det smukke Sidethema, er den Brahmsform, som er det egentlige ved Glass, umiskendelig.

Med dette Værk in mente maa det beklages, at Glass' Klaverkvintet op. 23 er utrykt. Rummer den tilnærmelsesvis ligesaa store Værdier, vil den være en Berigelse af dansk Musik fra Udgangen af Romantikken, en Periode, der kun rummer et Faatal af gode danske Værker, og den vilde med Held kunne afløse Mallings ballet- og likørfarvede Klaverkvintet, som man nu er tvungen til at gribe til, dersom man vil spille et dansk Stykke for denne Besætning fra denne Tid. Der er Nordmændene bedre hjulpet med Sinding, men det var jo muligt, at Glass kunde slaa ham ud.

Noget tidligere end Trioen er den trykte Strygesekstet op. 15. Den er fra den Tid, da Brahms 2 Sekstetter bedaarede alle Kammermusikelskere og her i Danmark affødte hele 3 Værker for denne noget ekstraordinære Besætning, Gustav Helsteds, Hakon Børresens og Glass'. Her er ikke Stedet til at foretage en fristende Sammenligning mellem disse Værker, men Glass har i alle Fald ogsaa. her skrevet et fuldgodt Stykke Kammermusik. Trods Forbilledet er det her i langt mindre Grad end i de tidligere omtalte større Værker Brahms, der har øvet Indflydelse. Her mærkes det, at Glass ogsaa havde franske Interesser og Sympathier. Et Navn løber mig i Pennen - Ernest Chausson. Er det ikke en Musik, som i afgørende, Drag ligner denne Eklektikers dygtige og kultiverede Kunst? Er det ikke det nittende Aarhundredes Afslutning, saa god som den blev skrevet? Ma nge Paavirkninger løber sammen og danner en Stil, som ikke er ny, men heller ikke uden Livskraft, naar den sikkert udsiger Sandheder, som Gentagelsen endnu ikke har gjort banale.

Glass' Sekstet er et dygtigt Arbejde med en rigt klingende og naturligt kontinuerlig Sats. Første Del interesserer straks ved den vilkaarlige rythmiske Udformning - 2. (4 /4+ 2.3/4) - (4 /4+ 6. 3/4) -

(2 .4/., + 2.3/,,) - (4/4 + 6 -3/4). Ideen fastholdes ikke, Satsen er i

Hovedsagen i normal 4delt Takt, men det er en spændende Optakt til en stor og kraftfuld Sats. Efter en kort klagende Andante med César Franekske Harmoniseringer følger Scherzoen, der i det ydre ganske vist er direkte skrevet med Brahms som Forbillede, men i Besiddelse af en personlig Tone og en fremaddrivende Energi. Den korte »Trio« (Andante) bringer baade rythmisk og klanglig Afveksling. Finalen giver Indtryk af stor umiddelbar Glæde ved at musicere og en overordentlig Lethed i Behandlingen af Instrumenterne, der faar Lov at spille ud med fuld praktisk Udnyttelse af deres Ydeevne. - Sekstetten hører sammen med Klavertrioen til Glass bedste Kompositioner.

Helt anderledes er det med Glass sidste og fjerde Strygekvartet

Fis-moll op. 35. Her svinger Paavirkningen over mod det slaviske, som er det afgørende, for sidste Halvdel af Glass' Produetion. Førstesatsen arbejder tungt med grødede Harmonier og vingelamme Themaer; et ydre appassionata larmer op, inen river ikke i-ned, og Adagioen indeholder et rent ud forfærdende Eksempel paa Glass' faldende Tonebevægelse i den Midterdel, der ved Betegnelsen poco piu mosso ses at være beregnet paa at bringe mere Liv i Satsen.

Men fra Scherzoens anden Del _ 2 /4 - tager Kvartetten mere Flugt, og Finalen forsoner i nogen Maade med det ikke særligt inspirerede Værk.

Men nu Symphonierne. - Først den 3' - Skovsymphonien - er trykt. - Karakteristisk er det, at Glass egentlig følte sig mest tiltrukket af den symphoniske Digtning. De fire af de seks Symphonier har enten Navn paa Værket eller Betegnelse for det poetiske Indhold ;af de enkelte Satser eller begge Dele, og med Forkærlighed dyrkede Glass i sin sidste Tid Orkesterstykket med vejledende Titel - »Havets Sang« - »Elverhøj« '- »Naar Storbyen vaagner«.

Skovsymphonien, der er tilegnet Edv. Grieg, har naaet en vis Popularitet og med rette, den er populær, men ikke i nogen god Betydning. Den er fuld af Haandgribeligheder i musikalsk Illustration af Skoven i samme Stil som Zacho i 90'ernes Slutning malede. Men symphonisk bliver denne Musik ikke, der sjældent naar ud over 16 Takter mellem hver Fermat, der sætter Bevægelsen i Staa, inden et nyt Motiv h2eftes til. Tonen er naivt dansk, fortyndet Gade, saaledes som Emil Hartmann ogsaa skrev, men Instrumentationen er fortræffelig, som ,altid hos Glass; han havde et usvigeligt øre for Orkesterklangen.

Et mægtigt Spring er der netop i Henseende til det symphoniske fra denne Symphoni til den 10 Aar senere 4' Symphoni. Denne Symphoni, der er fri for poetiske Titler, tror jeg nok, jeg vilde have anset for Glass-bedste, dersom den ikke havde været hæmmet af en ulykkelig Banalitet i sidste Sats. Det virkelig symphoniske Drag er over dette Værk, som efter sin ret almindelige Introduction springer løs paa sit Allegro risoluto Hovedthema i fuldt fortissimo - Fuldgrebsspil som i Klavertrioen - og er af en levende Kontinuitet, som fører Motivet frem til det lyrisk indsmigrende Sidethema, og dette Thema fortsætter sig med rythmiske Kombinationer af 6/_, og 4/4 over ' i et Koralmotiv, der fuldfører Førstesatsens Materiale, og gennem genialt virken ' de Omtydning af 11/4 Rythmen til 3/2 fører til Reprisen. Det er en af Glass alle~bedste Satser. Inspirationen brister ikke og den tekniske Formaaen er stedse paa Højden med den skabende Vilje. - Anden Satsen - et fantastisk Intermezzo - afsvækker ikke dette Indtryk. I kontrasterende Motiver opbygger Hoveddelen Hornenes bankende Pulsrythme og Violinernes spændende Indhug.

Derovenpaa indtræder spillende og capricciøst en vidt løbende Fløjtestemme for at naa Kulminationen med et Thema med fuldt folkeligt Marschsving, dejligt fri for Dybsindighed, inen med en Slagkraft, der giver den rette befriende Udløsning.

I virkningsfuld Kontrast indskyder Glass nu en As-dur Andante, hvor en sødtklingende, Melodi slynger sig over blide Harpeslag, og derefter gentages med opfindsomme Varianter Hoveddelen.

Adagioen er det, der forsvarer den Tale, der er ført om Bruckner Paavirkning hos Glass. Den langsomme Sats i Bruckners 7' Symphoni har afgjort været Mønsteret for denne bredt syngende Tonedigtning. Det mærkes meget tydeligt i den lille poco scherzando Strofe, hvortil

der findes et ganske parallelt Indfald hos Bruekner.

Men Satsen er paa ingen Maade plagierende Bruckner eller byggende paa Reminiscens. Netop saaledes skrev Glass, naar Aand og Haand vilde det samme. Den naivt salige Sang fylder ham og Glæden ved den fulde og skønne Orkesterklang, som her er saa rigt udnyttet, som han nogensinde naar det. Kun en virkelig Symphoniker skriver saaledes, og ogsaa uden Svastika vilde Glass i-ned denne Symphoni 'have sat sig et varigt Minde i dansk Musik.

Men endnu staar Finalesatsen tilbage - denne Prøvesten paa en Symphonikers Kræ fter. Anslaget er der. Fuldgrebsspillet - dennegang i Dur aabner Satsen med et markant Motiv, men allerede ved denne Indgang bekymres man for Holdbarheden af Stoffet ved at opdage, at det er et to Takts Thema, der skal holde og bære en Finale, og da man saa naar til Sidethemaets Koral og opdager, at den ogsaa kun bestaar af 2 Takter, ved man egentlig, at det store Kast gik for kort

til at naa Maal. Sekvensforskydninger gør det nu ud for den fremad~ skridende Udvikling af den store Strofe, og et sangbart Indskud mangler indre Kraft til at redde Satsen, som nu spinder og larmer saalæ- nge en Finalesats skal vare. Alle ydre Midler er i Brug, men det nytter ikke, det er en Distanceblænder. I det afgørende øjeblik svigtede Kraften, som den saa ofte har gjort det i Danmark, og Glass ejede ikke den Evne at vrage og vente paa, at det rette Stof skulde komme til Raadighed.

Allerede denne Symphoni har i sig Elementer, der ikke falder igennem overfor Carl Nielsens Symphoniskaben og er af en lige saa stor, men helt fra ham forskellig Støbning; men han ejede ikke Carl Nielsens Evne til at fuldbære sit Værk. Det er den poetisk betonede Skabelsesvilje, der vil lave Musik og lader sig nøje med et ydre Billede af det, som har foresvævet hans Fantasi, men ikke har faaet Tid til at blive fuldbaaret som et Værk, der er vokset organisk af den melodiske Jordbund, Glass trods alt bar i sig.

Saaledes blev denne Symphoni ikke helt det dens Anlæg betingede, men det lykkedes til Gengæld med den næste, Sinfonia svastika, som har større kunstnerisk Helhed, men knap saa store Maal som e-mol Symphonien, skønt dens poetiske Titel bebuder, at den vil besynge hele Menneskelivets evige Kredsløb.

Symphonien har fire Satser - Dagvirke, Hvile, Skygger, Morgengry - kalder Glass dem, og som altid er han en systematisk Skildrer af den symphoniske Digtnings høje Skole. Man er klar over, at de enkelte Motiver »betyder« noget, men de er lykkeligvis af en saa stor musikalsk Kraft, at vi kan undvære en pedantisk Pegepind, der frister til at optage en Discussion med Komponisten, i Stedet for at følge Musikkens naturlige Strøm.

Der er sket det, at Dimensionen er vokset for Glass med Aarene. Det naive, som han i sin Ungdom troede var det nemme. er f or

svundet for et metafysisk Livssyn, der har givet ørene Evighedssusen. Stoffet er saa stort, at han er ydmyg overfor det, og derfor tjener hans Evne ham paa en sjælden og lykkelig Maade. Hans Themaer faar indre Styrke og Bæreevne. De synker ikke tungt mod Jorden, men bevæger sig i vidtspændte Buer med store Intervaller, og hans overordentlige Instumentationskunst fejrer Triumfer.

Sinfonia svastika staar som Udgangsmonumentet for den romantiske Orkesterstil i Danmark. Alle Romantikkens Midler er brugt og brugt rigtigt. Det Anstrøg af det sentimentale, der ellers har været over Glass Harmonik er forsvundet, men bevaret er en kraftig krydret Toneblanding. Purpur, violet, knaldende gult, sort og himmelblaat er der paa Paletten, Guld og Sølv glimter ud af det dunkle, og blodrødt galer Trompeten.

En regulær Analyse af denne Symphoni vil jeg se bort fra, fordi den ganske vilde sprænge denne Artikkels Ramme med den Mangfoldighed af Nodeeksempler, der vilde være nødvendig for at gøre systematisk rede for Stoffet; men det er at haabe, at denne Symphoni vil bevare klingende Liv til dens Mission i dansk Musikhistorie er endt. Det var fortjenstfuldt af Statsradiofonien, at den bragte denne Symphoni til en helt rigtig Opførelse, men det vilde være endnu mere fortjenstfuldt om den bevarede denne Indstudering ved at gen~ tage den med mindre end Aars Mellemrum.

Der kah selvfølgelig rejses æsthetiske Indvendinger mod denne S-vm-phoni, som mod ethvert Kunstværk overhovedet. Svagest staar

-»enerzoen, b Ryggerne, der vel er et virtuost Urkesterstykke, men ikke rigtig har thematisk Gehalt til sin Længde, og en meget udvendig og haandgribelig Mestersanger Parallel i sidste Sats er ofte nok nævnt, men det vejer kun lidt mod det, at Glass i denne Symphoni fik givet et helt og kunstnerisk afbalanceret Udtryk for det, der var det dybeste i hans Væsen og for alle Sider af det Livssyn, der var hans, lige sundt i Dagvirkets Arbejdsglæde, Hvilens Afspænding, Natteskyggernes Gøglespil og det store Daggry mod det teosofiske Evighedsliv, hvori han saa sit Livs Maal og Fuldendelse. Paa Grændsen til en ny Tid, for hvilken disse Tanker var taabelige og forargelige, er det en Bedrift at fremsætte og fastholde sin Tro og sit Livssyn med en saadan Styrke

Slet ikke fjernt fra Svastikas store Linier, men snarere som en Forstudie, staar Fantasien for Klaver og Orkester op. 47, i hvilken det fantastiske Element er ganske anderledes levende end i den tidligere omtalte Fantasi for Soloklaver op. 36. Storliniet i sin Mangfoldighed og navnlig præget af rythmisk Opfindsomhed, slutter det smukke Værk med en ædel lyrisk Melodi i 7 /4 Takt, der bringer Sindet Hvile efter Storm og Strid.

Det er efter det Højdepunkt Glass naar til i denne Periode at beklage, at hans 6' Symphoni »Skjoldungeæt« kun har opnaaet en enkelt Opførelse. Efter sin Titel maatte man vente, at Glass' nationale Tonestof i dette Værk naaede en Synthese. At det kun har faaet een OPførelse, siger jo intet om Værkets Væ- rdi. Den Skæbne deler det med Carl Nielsnes 6' Symphoni, som i sin sidste Sats indeholder noget af hans st ærkeste Musik. Dersom Statsradiofonien havde anset det for mindre vwsentligt at opføre ligegyldig Parademusik af Rimsky-Korsakof og anden Musik, der var moderne i Kammersangerens Ungdom, og interesseret sig mere for virkelig at lede efter Værdier i den nationale Tonekunst, havde vi maaske været mere kendt med disse Værker.

For Scenen skrev Glass kun en Gang - Balletten »Arthemis« som blev koniponeret i 1912 og efter 5 Aars Ventetid i 1917 opnaaede en saa formidabel Fiasko, at den blev taget af Programmet efter en eneste Opførelse. For den, der nu gennemgaar Musikken, er denne Skæbne ret ubegribelig. Balletten er fuld af festlig klingende Orkestermusik. Ikke just stor og dyb Musik, hvad man heller ikke venter af en Ballet, men karakteristisk og malende Musik, som det var naturligt for Glass at skrive den. Fiaskoen var ikke Glass', men ramte derfor haardt, nok alligevel. Theateret er en grum Guddom for danske Komponister at tilbede. Det har opbrændt mange ærlige Arbejdstimer og givet Lamperøg, som Løn.

Tilbage staar at nævne en Række Sangopus. Heller ikke her havde Glass en lykkelig Haand, skønt han har tilrettelagt flere baade pompøse og indsmigrende Numre. Det villede og bevidste dræber dem oftest, og at gennemgaa, dem vil i mange Henseender være at gentage, hvad der er sagt om Klaverstykkerne. Ejendommeligt er det at gennemse det Hefte J. P. Jacobsen Sange, hvor han har brugt de samme Tekster som Carl Nielsen. Havde Carl Nielsen ikke været, havde Glass' Sange maaske levet, der'er megen intim Stemningsskildring i dem, men nu har Glemselen taget dem, og de kan ikke drages ud deraf.

Det har før været sagt, at Carl Nielsens store Begavelse stillede Glass i Skyggen, fordi et lille Land ikke har Plads til flere store Aander paa samme Felt og samme Tid. Det er baade rigtigt og galt. Disse to jævnaldrende Komponister kan nemlig ikke maales med samme Maal. Carl Nielsen var en Banebryder, hvor Glass var en Afslutter. Ser man retfærdigt paa Glass i Forhold til hans Samtid, vil man ogsaa. se, at han godt kan taale at maales med sin Tids Maal. Lad os nævne nogle af hans jævnaldrende for at se, hvad det betyder: Herhjemme Fini Henriques, i Sverrig Peterson-Berger, i Norge Sinding og Halvorsen, i Tyskland Pfitzner, d'Albert og Weingartner, i England Elgar, i Frankrig Ernest Chausson, Gabriel Pierné og Dukas

i det Selskab kan Glass' store Værker være bekendt at nævnes.

Naar jeg begyndte med at sige, at jeg havde ringe Tro paa Livskraften i Glass' Musik, saa deler han her Skæbne med disse dygtige Komponister. Deres Værker er symptomatiske for Tiden. De 'falder paa de sidste Skanser for en Tid paa Tilbage~og. Det afgørende i Stilarten var sagt af andre. Nye kunde de saa ikke være, kun kultiverede og opfindsomme Brugere af et færdigt Materiale, og det faar selv for Historikere kun liden Interesse.

Et lille Lands fattige Kaar har nok været, Hemning i meget, men alligevel har Glass naaet at give Udtryk for Danmarks Stemme i evropæisk Musikliv i denne nys afsluttede Periode. Og det er sværere at være med til at dække et Tilbagetog -end at storme frem med det nye. I en ny Stilperiode opdager alle nye Synspunkter, men naar det stunder mod Afslutningen er de interessante Eksperimenter forbi, og kun Sindets Renhed og Kraft kan bære. Det var ikke altid at Kræfterne for Glass fulgte Viljen, men det skete, og naar det skete, bar Kunstværket Bud om en Aand, hvori den guddommelige Gnist brændte. Ingen kom i den store Form op paa Siden af ham, og f aa har forsøgt det.

Denne Artikkel skal ikke sluttes uden at mindes, at Glass ogsaa i Ord kæmpede. med aaben Pande for sit kunstneriske Livssyn. Han var ingen ringe Forfatter. Mest var det, naar Harmen over det uægte greb ham, naar han syntes, at Ungdommen gjorde sig Vejen for let. Han vidste, at det skønne var svært, og han var ikke bange for Arbej det.

I en af disse Artikler finder jeg en Trosbekendelse, som i en Nøddeskal giver os Glass inderste Forhold til Musikken. Det er i Anledning af Knudåge Riisagers Anmeldelse i Februarheftet 1929 af DMT af Gustav Smiths Bog om Musikkens Dobbeltvirkning, hvori Riisager skriver: '»At Musikken vitterlig ikke kan handle om noget andet end Musik«, at Glass' Genmæle falder saaledes:

»Denne Livsløgn i Renkultur træffer man saa ofte i moderne »Afhandlinger om Musik, at der bør tages til Genmæle imod den. »Selv om Livet i Naturen giver sig tilkende paa mange Maader, saa »er dog alle Former et Udtryk for det samme. Man kan kalde »det »Kraft« - om man vil, men det bør dog ikke glemmes, at der »her er Tale om en Kraft, som er formaalsbestemt, idet den har et »nærliggende Maal, som kan ses, og et fjernere, som kan anes.

»I Musik og Malerkunst taler man i vor Tid saa ofte om Formerne, »som om det var ud fra disse, at Livet fremstod, medens Sandheden »tvinger os til at fastholde, at de kun er Udtryk for dette. Der kan »derfor ikke udfra Formerne bygges nogen Videnskab, der har Bud »hverken til Nutid eller Fremtid. Formen bliver, som Livet er, og det »er derfor ikke Formen, der bestemmer Livet, men Livet der bestem»mer Formen. Musik er netop et særlig karakteristisk Udtryk for »Livet, og derfor er denne Kunst meget mere end Toner.«

Tydeligere kan det ikke stilles op. Det er to Tidsaldre, der brydes mod hinanden, og selvom den ene var dømt til at vige, kan vi godt lade det ske med Manér, for der var Hjerteblod i Glass og Mod til at gaa mod Strømmen, selvom han saa, at den allerede var saa stærk, at hans Tid skulde rives overende og hvirvles bort med den, og maaske glemmes indtil det historiske Syn giver den sin Ret tilbage.