Mekanisk musik

Af
| Årgang 11 (1936) nr. 04 - side 103-104

MEKANISK MUSIKved Jilrgen Balzer

11 Mozart: »Cos' fan tutte«. (HMV. 20 plader (3 vol.) å 6,50 kr.).

Med denne publikation fortsætter »The Mozart Opera Society« sin virk~ somhed. Ligesom ved optagelsen af »Figaro« er det »The Glyndebourne Opera Festival Company« under ledelse af ~Fritz Busch, der står for det kunstneriske. Publikationsteknisk er der den ændring, at medens man af »Figaro« først udsendte et bind med enseniblerne, senere to bind med arier og duetter, publicerer man denne gang numrene i deres originale rækkefølge og tilmed med samtlige secco-recitativer. Udeladt er partiturets no. 7, 24, 27 og 28 samt enkelte scener af seccoet. Når desuden noteres et spring i 2. akts scene 16, hvor koret begypder på reprisen og solokvartetten således er strøget, er det vist også alt. Det er altså en publikation i største format og det kunstneriske svarer til (let tekniske. Med en besætning som Ina Souez (Fiordiligi), Luise Helletsgruber (Dorabella), Heddle Nash (Ferrando), Willi Domgraf-Fassbånder (Guglielnio), John Brownlee (Don Alfonso) og sklst, men ikke mindst Irene Eisinger (som en herlig Despina) forstår man, at Busch har kunnet skabe en så indtagende Mozartforestilling. Noget andet er, at man vel nok havde ventet et noget andet valg end »Cosi fan tutte«. Så vidt vides står »Don Giovanni« for tur som den næste i rækken. Måtte det lykkes at vedligeholde den smukke standard, der har kendetegnet de to første af »The Mozart Opera Societys« publikationer.

// Mozart: Klanerkoncert i es-dur. (K-V: 482). (HMV. DB2681-84 å 6,50 k r.) -

Mozarts klaverkoncerter er det mest aristokratiske

udslag af hans kunst. Skrevet for største delen til de musikal~ ske akademier (koncerter), som kun overværedes af de adelige kendere og liebhavere, er (le så langt væk fra den populære Mozart som vel muligt. Hvor li,,,,ir lian muntret sig i disse stykker, hvor har (let moret ham at lege med formens problemer om tutti og soli og temafordeling i den lange række af koncerter, hvoraf sjælden to er ens. Til akadernierne i 1786 skrev han de tre i es(lur, a-dur og c-moll, der alle hører til vor tids koncertlitteratur. Edwin Fischer gengiver her es-dur med samme finhed, som kendetegnede den tidligere publi

cerede i d-moll. Man beniærker knapt, at den udføres på et moderne instrument. Orkesteret er en kende svagere, til tider lidt uigennemsigtigt i klangen.

// Beethoven: Sonate i es-durl op. 31, 3. (Pol. 67069-71 å 6,50 kr.). - Beethoven: Sonate i f-moll, op. 57. (112NIV. DB2517-19 å 6,50 kr.).

Det er morsomt at sammenligne disse to vidt forskellige Beethovenfortolkere: Wilhelm Kempff i es-dur sonaten og Edwin Fischer i »appasionata«. Den første repræsenterer den forrige generations Beethoven-opfattelse, der stiller den reproducerende kunstner på lige fod med komponisten. Meget subjektivt, med overexponerede akcentueringer ogdynamik, for os noget grotesk, for datiden selve det titaniske. Skade kun at es-dur sonaten, denne Beethovens klassiske mønster-sonate, slet ikke rummer nogen problemer. Så er »appasionata« jo langt »interessantere«, spændingerne rækker videre, det er virkelig et problem at få den til at hænge sammen. Bare mærker man det overhovedet ikke på Fischers gengivelse i al dens selvfølgelighed. Og (let er vel nok den største kompliment!

// l Veyse: »Der står et slot -« og »Nu ringer alle klokker -«. (MIV. X4601, kr. 3,50).

Et indtrængende råd til alle vore roniancesangere: køb denne plade og læraf (len! Så musikalsk k-an man alts i behandle musik. Kunde Poul Pedersen beholde den evne op i årene, vilde vi i harn få en stor liedersanger. Akkompagnernentet er ikke Wóldike værdigt.

11 Schumann: »Dichterliebe«, op. 48. (HINIV. DB4987-89 å 6,50 kr.).

En franskmand synger Schumann på tysk! Manden er Charles Panzéra, den fremragende baryton, hvis herlige plade med »listearien« af »Don Juan« fik sidste års Candide-pris. Er hans opfattelse for gallisk, for elegant, for lys? Muligvis, men tiden er jo også løbet noget fra den Heineske poesi, (ler i lidt vel høj grad rimer Herz på Schmerz. Mindre synes den Schumannske fortoning at ældes. Der er momenter i denne cyklus, (ler fører hani langt op i vor tid. Det forborgne og det naive er begge frerntrædende træk i »Dichterliebe«; træk, (ler senere blegnede for en næsten brutal »ilberschwånglichkeit«. Panzéra og Cortot (og klaverstemmen er her lige berettiget med sangen) gennemfører den lyst farvede opfattelse med uendelig finhed.

/1 Brahms: Fire sange. (MIIV. DA1417, 4,50 kr.).

»Nachtigall«, »Der Jåger«, »Wiegenlied« og »Vergebliches Ståndchen«, alle samlet på en lille plade, alle sunget af Elisabeth Schumann med Georges Reeves. ved flyglet. Mere og bedre kan man vel egentlig ikke forlange.

11 Wagner: Siegfried-Idyll. (HMVDB2634-35 å 6,50 kr.).

Et herligt studie har de åbenbart fået dernede i Wien. Alle de skønne optagelser, den senere tid har bragt med Wiener philharmonikerne, vidner derom. Også denne lader dette storartede ensemble komme til sin ret under Bruno Walters ledelse.

/1 Puccini: Af »Tzirandot« og »Tosea«. (Pol. 35033, kr. 6,50.kr.).

I

Viorica. Ursuleac, rumænerinde af fødsel, er siden sin succes i Strauss' »Arabella« blevet Berlinernes yndling. Denne optagelse af »In diesem Schlosse« (»Turandot«) og »Nur der Sch5nheit -« (»Tosca«) viser en stemme af sjælden dramatisk og musikalsk fuldkommenhed.

11 Gershwin: Rhapsody in blue. (HMV. C2806-07 å 5,00 kr.).

Rhapsody in blue er jo herhjemme kendt og elsket fra snart mange koncertopførelser. Den publiceres her for første gang i original koncert-version. (Den af Whiteman indspillede er arrangeret af Grofé). Den er nydeligt spillet af J. M. Sanroma og Boston orkesteret, fortræffeligt, optaget, men jazz-versionen, der er den korteste, er også den bedste, selvom klaverpartiet dér er skudt noget i baggrunden.