Radionyt Marts-april

RADIONYT MARTS-APRIL

Det var en god Ide at arrangere en Udsendelse med D.u.T.'s dygtige Orkester under Ledelse af Fritz Busch, kun burde det have været en Aftenudsendelse, Eftermiddagskoncerterne er jo niere beregnet paa Underholdning og kan jo heller ikke aflyttes af en meget stor Del af Lytterne. Efter en Afdeling med Schuberts 5. Symfoni, der ikke rigtig fængslede, fordi den virkede som en fortyndet Wienerklassicisme, og ~,lozarts Es Dur Koncert, levende og upedantisk spillet af Hermann D. Koppel, fulgte en Afdeling ny dansk Musik. Orientalisme er en hyppig og som Regel ikke behagelig Foreteelse i evropæisk Nilusik, da den ofte er et ganske udvendigt Forsøg paa at efterligne det, den paagældende Komponist forestiller sig ved orientalsk Musik. Ganske anderledes med Otto Mortensens kirgisiske Suite; dels er Motiverne originale, dels er Mortensens musikalske Mentalitet i nær Slægt med de almengyldige Værdier, der rummes i folkelig Kunst. Teknikken er tilpasset Stoffet, den enkle, ofte parallelle Harmonik beherskes af de rene Intervaller (Kvart, Kvint, Oktav) og Udformningen baseres væsentlig paa den instrumentale Variation. Radioen burde hyppigt spille dette Stykke, der til sine gode Egenskaber ogsaa føjer een meget vigtig: Letfattelighed. Letfattelige er Bentzons tre Stykker for Sol Oinstrumenter og Instrumentkor derimod ikke. Bentzon har for

nyet Koncertformen ved at benytte for~ skellige Soloinstrumenter i de forskellige Satser. 1. Sats (Fløjtesolo) er en meget faststømret Bygning med et prægnant Tema som Fundament, 2. Sats (Obo, Violin, Cello) er virkningsfuld med Sologruppens af de samtidige Linjer skabte, afunktionelle Harmonik i DJodsætning til Tutti'ets rytmiske Figurer, og i 3. Sats (Cellosolo) skriver Bentzon en saa bred og flydende Melodik, at man kommer til at tænke paa Bach. Med Riisagers føromtalte lille Ouverture sluttede denne gode Afdeling.

En anden Eftermiddagsudsendelse var ogsaa værd. at lægge Mærke til: Drengetimens Premiére paa »Skolen paa Ho'det«. Sven M. Kristensen har her atter leveret Bevis paa, hvilken ypperlig social Digter han er. Han, der i »De 24 Timer« var ungdommelig respektløs og sværmerisk forelsket i 1933-Stil, og som i Trompetkvadet og Larsen-1,1iserne er bitter Samfundssatiriker, han er i »Skolen paa Ho'det« drengeagtig robust og frisk. Han snakker om Naturfredning, seksuel Oplysning, Færdselskultur, Planøkonomi og meget andet aktuelt saa naturligt, at alle forstaar det og derfor slet ikke mærker det pædagogiske Moment, der ligger bag. Man maa være en i- ihyggelig Katedertyran for ikke at glæde sig over dette storartede og morsomme Felttog mod Skolens og Verdens Daarskab. Bernhard Christensens Musik staar fuldt paa Højde med Teksten. Melodikken er smidig og vel afbalanceret, og de »blaa Toner« giver den Friskhed. og Ynde. Harmonikken er bygget over sindrige Funktioner, der dog binder den sammen, og Rytmen er saa inciterende kraftig, at det kribler i Tilhøreren. I det Ydre ses Komponistens store tekniske. Dygtighed: Passacaglia-Teknik i Morgensangen, Modsætningen mellem Solo og Kor i Geografitimen, og Dobbeltkorteknik mange Steder. H. Elbirk fortjener megen Ros for Opførelsen; det er fuldstændig ui)egribeligt, at Radioen opretholder en Skandale som det lille Børnekor, naar den har en Mand med saadan musikkulturel Forstaaelse indenfor sine Mure.

Dansk Musik er afvekslende nok, naar der af samme Generation kan skrives saa forskellige Værker som Riisagers: dionysiske Suite og Bentzons: Photomontage. Riisager er saa fransk som den skinbarlige Debussy. Hans Akkorder er saa mangesterninige, at det tit er svært at høre, om de er dissonante eller konsonante, og denne Svæven forhøjes ydermere ved den paa Blandingsteknik byggende Orkestration og den ustandselig skiftende Rytme. Hos Bentzon er alt Linie og Form; Temaerne fremsættes næ~ sten kategorisk og deres Indhold udformes paa ægte symfonisk Vis, Satsen er enkel og overskuelig, Instrumentationen bygger paa Klanggrupper. Det er Synd, at Bentzon ikke har taget Skridtet fuldtud og givet sit Værk en mere detailleret Forklaring, som det nu er, forstaar man i Grunden ikke Meningen med Titlen: Photomontage og Undertitlen: et Nutidsbillede.

Ogsaa Kammermusik-Udsendelserne bragte et Værk af Bentzon: Preludio pathetico for Strygekvartet. Dette Værk fængslede ved sin artistiske Beherskelse af den kammermusikalske Teknik. Satsen er meget afvekslende, snart polyfon og imitativ, snart en enkelt melodisk Linie ført mod virkningsfulde Harmonier, og hvor - som mod Slutningen - det lineære Moment trænger paa, der koncentreres Satsen i unisono. Over det hele ligger et Skær af mandig Alvor. Aldeles ypperligt blev Værket spillet af Erling Bloch-Kvartetten. Einborgs Kvartet: Oktober var et dystert og uroligt Stykke. Ydersatsernes rytmiske Rastløshed forplantede sig baade til de mere lyriske Sidetemaer og til den langsomme Sats her i Form af en mærkelig skæl

vende Ostinato-Figur, der dirrede bag den af Kromatik og Forudhold stærkt spændte Harmonik. Riisagers Temperament fornægter sig ikke i hans Strygekvartet Op. 25, hvor det især giver sig Udslag i rytmisk Fart, men den stærke Dissonans-Ophobning trætter øret; smukt virkede 2. Sats med den opadgaaende melodiske Linie og den lyriske Ro.

Rosa Prahl sang en Eftermiddag en Afdeling Sange af Riis-Magnussen, denne Komponist indtager forsaavidt en Særstilling, som han er den eneste, der har videreført den danske Romance fra forrige Aarhundrede. Fra sin nærmeste Forgænger, Lange-Mfiller, adskiller han sig gennem sin rensede Melodik og Harmonik, heri spores indirekte Carl Nielsens Indflydelse, og det gør disse Sange behagelige at høre paa. Holbøll-Kvartetten sang et Program af fortrinsvis ældre Ting. Roger Henrichsens: Nu skilles Skyerne ad, havde en frisk Begyndelse og Slutning, men 1fellemstykket blev ødelagt af et kromatisk Skridt. Glass': December var et Stykke højromantisk Harmonik i god Pagt med Helge Rodes Digt. Et virkelig yndefuldt og morsomt Stykke, der burde være højt skattet af vore Mandskor, var derimod Ludolf Nielsens: Gamle Maren Skimmel. Det er svært at forestille sig den Mennesketype, som kan have Glæde af en Udsendelse som Afdelingen med Hans Tørsleff: Sange. Teknisk - hvis man kan bruge et saa fint Ord - ligner de al romantisk Musik fra Lange-Milller i Nord til Hugo Wolf i Syd, det hele er saa ligegyldigt som vel muligt.

Sluttelig skal omtales et Par udenlandske Ting. En velklingende Komposition for Fløj-te, Guitar og Strygere af Malino interesserede nærmest, fordi den blev godt spillet af d'Hrr. Bentzon, Forchhammer, Medici og Bracony. En Klaversonate af Monrad Johansen havde fine Titler, der søgte at dække over skruede Passager, kromatiske Akkordfølger og allehaande impressionistiske Sekund-Tricks. Sparre Olsens Variationer, som Mary Barrat-Due ogsaa spillede, hørte jeg desværre ikke. Endelig rummede Josef Kosma's, Suite: Hverdag, gode Enkeltheder. Indledningen var fast bygget op over et pentatont Tema, i »Fabrikken« imponeredes man af et virtuost rytmisk og dynamisk Crescendo, og morsom var ogsaa den fugerede Sats over Børnemotiver. Walter Zacharias.