Ret for saxofonen Del 1

Af
| DMT Årgang 11 (1936) nr. 04 - side 100-101

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

RET FOR SAXOFONEN, I

AF SIGURD M. RASCHER

EN stadig tilbagevendende kendsgerning, der ledsager f remkomsten af alt nyt, er, at dette nye grundet på manglende sagkundskab bedømmes helt skævt. Dette fører til helt for-kerte meninger, ja ikke sjælden til total afvisning af dette-nye. Det ses ikke blot på tekniske områder (jernbane, cykle, flyvemaskine), men også hvor nye kulturelle faktorer dukker frem (bog-trykkerkunsten, det kopernikanske verdenssystem, Gallilei etc.) Hvis nye ting idag hurtigt spredes, skyldes det nutidsmenneskenes sensa-tionslyst. Dermed er ikke sagt, at den åndelige træghed, den altfor-store sendrægtighed til at danne sig nye begreber ikke findes endnu,tværtimod, men man stoler nu kun paa hvad den siger der skrigerhøjest. Det er meget interessant at se, at saxofonen er blevet offer forbegge indstillingerne (den træge - den sensationslystne). Netop der-for er det særlig vanskeligt at nå frem til en klar forestilling om-saxofonen. Thi den ene afviser ganske instrumentet tillige med den musik, i hvilken det hyppigst bruges, (fordi han antager en kausalsammenhæng mellem instrument og musik), mens den anden, frastødt af den måde, saxofonen almindeligvis er blevet bekendt på, som en buldog har bidt sig så fast i sin egen lille mening, at det ofte er næsten umuligt at få ham til at revidere sine anskuelser, så de passer til kendsgerningerne. At hjælpe en og anden dertil er formålet med disse linjer.

Saxofonen blev opfundet af belgieren Adolph Sax (født 6. 9. 1814 i Dinant), søn af instrumentmageren Ch. J. Sax i Bruxelles. Han fik .af sin far en grundig uddannelse både i teknisk instrumentbygning og praktisk musik. Adolph lærte at spille fløjte og klarinet og opnåede virtuos dygtighed. Takket være denne dobbeltsidige uddannelse kunde han på grund af sine evner som instrumentbygger udbedre de akustiske fejl, hans øre opdagede. Ligeledes blev han på denne måde sine egne instrumenters bedste fortolker. Hans første store -selvstændige arbejde var forbedringen af sin klarinet, som han udstillede i året 1835, og som havde 24 klapper. 1836 fuldendte han en ny basklarinet, der i henseende til tone og mekanik var så betydelig bedre end de gamle, at Meyerbeer selvsamme år anvendte den i sin opera: Hugenotterne. I de følgende år arbejdede Sax på saxofonen. Hans mening var med dette instrument at forbinde strygere og blæsere på den ene side, og træ- og messingblæsere, på den anden side til en klanglig enhed. Med den i 1841 fuldførte saxofon havde Sax fuldtud løst, den af ham selv stillede opgave. 1842 vandrede han da med saxofonen tilfods til Paris, 28 år, kun med 35 frs. i lommen, men stolt. Her mødte han ligeså begejstret anerkendelse (Berlioz, Meyerbeer) som misundelig afvisning (Lafage, C. Pierre) . Det lykkedes 'ham dog at åbne et værksted, hvor han i de følgende år videre udbyggede sin opfindelse, stadig bekæmpet på de utroligste og ufineste måder af Paris' instrumentmagere, der frygtede en ny konkurrence. Desuden forbedrede han mange andre instrumenter, som han ofte var tvunget til selv at spille, da de fleste musikere nægtede at spille de sax'ske instrumenter, bestukket af de pågældende instrumentmagere.

Kun opfinderens uhyre energi skyldes det, at saxofonen alligevel -nåede frem gennem alle disse vanskeligheder. Siden den tid har mange komponister anvendt saxofonen i deres værker. Jeg skal her blot - nævne nogle få exempler: mens Sax levede skreves bl. a.: L'Arlesienne af Bizet med meget smukke saxofonsoloer i ouverturen, menuetten og Carillon, operaen »Hamlet« af Ambroise Thomas med en stor saxofonsolo i l' og 2' akt. Vincent d'Indy bruger i sine operaer »Fervaal« og »La Légende de Saint-Christophe« 4 henholdsvis 6 saxofoner til at forstærke koret. Desuden Meyerbeer i »Afrikanerinden«, Halévy i »Jødinden«, Massenet i »Le roi de Lahore«, »Werther«, »Herodiade« og »La Viérge«, Delibes i »Sylvia«, Saint-Saëns i »Les Noces de Promethée« og »Henry VIII«. Kastner skriver allerede i året 1845 ,den første saxofonskole og bruger desuden saxofonen i sine værker: »La Harpe d' Eole« og »Le dernier roi de Juda«.

Sax døde den 4. februar 1894, næsten 80 år gammel, og allerede nu er antallet af værker, hvori saxofonen anvendes som solo- eller -orkesterinstrument omtrent 400. Heri ikke medregnet operetter o. l. F. ex. bruger Rich. Strauss i »Sinfonia Domestica« en saxofon-kvartet, Debussy skriver en rhapsodie for orkester og saxofon, Rudi Stefan (død i krigen 1915) giver saxofonen en vigtig part i sit oratorium: »De første Mennesker«.(Fortsættes.)

Årgang 11/1936, nr. 04