Svar til C.H. Debois

Af
| Årgang 11 (1936) nr. 04 - side 102-102

SVAR TIL C. H. DEBOIS

Hr. Organist C. H. Debois!

De har i sidste Nummer af DMT retret et Angreb paa mig for min Anmeldelse i Avgust-Nummeret 1935 af Deres »100 Salmer« Op. 21. En Smule post festum forekommer det mig - men naar det skal være ......

Min Anmeldelse ' er præget af Mangel paa »kunstnerisk Redelighed«, skriver De, men mener formodentlig »kritisk Redelighed«. Det kan jeg naturligvis ikke lade sidde paa mig og nødes derfor til at forsøge paa at gendrive Deres Beskyldning:

De kalder min Jævnførelse af Deres og Rungs Melodier til »Kimer, I Klokker« for Reminiscensjageri. Ja, hvis det kun var sket for at paavise. Lighed. Eksemplet- maa imidlertid ses i den større Samenhæng, hvori det forekommer, nemlig Paavisningen af det overflødige i en Melodi, som ikke alene i saavel Anslag som Deklamation, ligner en til samme Tekst i Forvejen eksistei-ende, men tilmed musikalsk set er saa langt ringere.

De beklager Dem endvidere over Udtrykket »ørepineri« i Forbindelse med visse af Deres Dissonansbehandlinger. Ogsaa her maa jeg fastholde min Opfattelse. Hvorvidt øret vil akceptere en Dissonans eller ej, afhænger ikke i første Række af dennes absolute Karakter, men af dens reelle Stilbaggrund. Og Modbevægelse eller ikke: indenfor en i øvrigt ganske simpel Viseform virker de af mig citerede Dissonanssteder søgte og skruede, altsaa unaturlige - og følgelig pinagtige. De har selvfølgelig Lov til at beklage min efter Deres Indstilling for ømfintlige Høremaade, men De burde holde Dem for god til at sætte Spørgsmaalstegn ved det oprigtig mente i mine Ord og skyde mig per

sonlige eller paa anden Vis usaglige Mo~ tiver i Skoene. Den Slags virker desuden altid som ufrivilligt Udtryk foregen indre Usikkerhed.

Endelig anker De stærkt over, at det af min Anmeldelse ikke fremgaar, om. Deres Arbejde er skrevet af en Dilettant eller af en uddannet Musiker. Jeg maa tilstaa, at det ikke er faldet mig ind, at det skulde være nødvendigt overfor Offentligheden direkte at understrege, at en Organist i den danske Statskirke har gennemgaaet en tilbørlig teoretisk og, praktisk Uddannelse. Som Kunst, som en Musik udsprunget af virkeligt Talent, af skabende Evne, kan jeg ikkeanerkende Deres Op. 21, det er teoretisk Husflid, som enhver uddannet Organist vilde kunne gøre Dem efter og i mange Tilfælde utvivlsomt bedre. Men hvis Deønsker det, skal jeg gerne erklære, at De sandsynligvis godt kan skrive en Sats (der findes vist af haandgribelige Fejl ikke andre i Deres Opus end de parallele Kvinter og Oktaver i 2. Takt af Nr. 63) og at de tonale og harmoni-ske Særheder, hvormed det i øvrigt vrimler, vel blot er udsprunget af den Frygt for det jævne, naturlige og lige-til, som ofte er den Svages Kendetegn. Hvad endelig det »naive« angaar, nødes jeg til ogsaa her at staa ved mine Ord. Det er naivt at sætte sig hen med Sal-mebogen. foran sig og skrive løs - til »Giv mig, Gud«, »Aleneste Gud«, »Krist. stod op« etc., Tekster, til hvilke derfindes Melodier, for hvis absolute Uantastelighed Aarhundreder horger.

Jeg beklager at maatte sige Dem alle disse Ubehageligheder. De har jo dog ved. at beskylde mig for Mangel paa Rede-lighed selv været. ude om det.

Deres ærbødige

Povl Hamburger.