Aabent brev til konservatoriet m.m.

Af
| DMT Årgang 11 (1936) nr. 05 - side 109-113

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition S-annonce

Annonce

Køb en annonce hos Seismograf

AABENT BREV TIL KONSERVATORIET M. M.

Konservatoriets Indbydelse til en interskandinavisk Musikerkonkgrrence er herhjemme blevet modtaget med noget blandede Følelser af den indbudte Ungdom. Man har paa den ene Side glæ-det sig over de store og usædvanlige Chancer og følt Taknemlighed mod den anonyme Musikniæcen, hvis storslaaede Gavmildhed har muliggjort Konkurrencens Afholdelse, men har paa den anden Side staaet uforstaaende. overfor de opstillede Betingelser. Jeg vil forsøge at sammenfatte Hovedpunkterne i Kritikken af disse.

De fleste studser over den ret usædvanlige Bestemmelse om at lade de 7 deltagende Instrumenter konkurrere i een Gruppe. Til Begrundelse af denne Fremgangsniaade anføres, fra sikkert direkte underrettet, men uofficiel, Kilde, at Formaalet er at udfinde, opmuntre og belønne et Antal unge musikalskt og kunstnerisk arbejdende Musikere, mere end indenfor hvert Instruments Dyrkere at fremhæ-ve de i mere virtuos Henseende fremskredne. Lad os antage det muligt for de 3 Dommere med fuld Retfærdighed at udfinde saadaiine syv og sæ-tte det Tilfælde, at der blandt disse var en Repr.,wsentant for hvert af de 7 Instrumenter. Mener Konservatoriets Ledelse saa, at det virkelig skulde være muligt at kunne konstatere en saa afgørende Forskel i musikalsk Henseende paa Udøverne af 7 forskellige Instrumenter, som den, der svarer til Forskellen paa Præn-liesuimneriies Størrelse. Hvis virkelig Formaalet er det fra uofficiel Side h--,.u,vdede, virker den valgte Fremgangsinaade mærkværdig lidt overbevisende. (Det er nævnt i Dagspressen, at der er stillet 30.000 Kr. til Disposition for Konkurrencen; hvis dette Tal er rigtigt, skulde man tro det muligt at finde en Form, hvor Omkostningerne ikke sluger omtrent 2 /:~ af Summen).

Lige saa nedniuntrende er Bestemmelsen om Deltagerantallets Begrænsning ved Lodtra--,,kning. Kan man forlange at Musikere paa ol) til 35 Aar, der inaa antages baade at have Forsørger- og Arbejdspligter, skal arbejde med en Konkurrence for øje i 2-3 Maaneder, for saa »ved Lodtrækning« at blive udelukket fra en-hver Chance. Det er forstaaeligt, hvis Deltagerantallet af økonomiske og tidsmæssige Grunde ønskes begrænset; inen var det ikke muligt, først ved et paa Ansøgningernes Opgivelser hvilende Skøn og dernæst. ved Konkurrencer i hvert Land, at indskrænke Deltagerne til et rimeligt Antal; enten man vil kunne sætte Tallet lidt højere eller indenfor de 90 at lade hvert Land udvælge et bestemt Antal Deltagere. (Hvad vil det forresten sige, at Deltagerne indtegnes i den Rækkefølge Ansøgningerne indkominer; har de senest anmeldte mindre Chance i Lodtrækningen eller hvordan?) Ligesaa uklar er Sætningen om det indbetalte Beløbs Fortabelse eller Tilbagebetaling; er det Meningen at man udover de 30.000 ønsker 30 Kr. af hver konkurrerende Musiker? I saa Fald smager det, uanset Beløbets Størrelse og Undvaærlighed for de daarligst stillede, lovlig meget af Lotteri.

Begræmsningen af de Komponister man kan spille virker unægtelig ogsaa lidt mærkelig, naar Indbyderen er det kgl. danske Musikkonservatorium, med netop i Aar forhøjet Statstilskud og yderligere Tilskud fra Kulturfonden. Interessen for og Forstaaelsen af Samtidens Musik i Ind- og Udland bortvises paa den mest eklatante Maade; og de nulevende danske Komponister maa vænne sig til den triste Tanke kun at være egnede til at betale til Kulturfonden.

Naar man deltager i en Konkurrence ved man altid paa Forhaand, at Tilfældigheder kan komme til at spille en afgørende Rolle for ens Præstation. Jeg synes Konservatoriets Ledelse skylder baade sig selv og os unge at drage Omsorg for, at vi ikke møder op med den Fornemnielse, at Betingelserne for Konkurrencen forøger disse Tilfældigheders Mængde i en saadan Grad, at det alvorlige Arbejde og den kunstneriske Indsats drukner som Numre i en Tombola.

Johan Ben tzon.

Ovenstående åbne brev har været forelagt konservatoriets bestyrelse, der har svaret med følgende brev:

Til

Dansk Musiktidsskrift.

Naturligvis træ---kkes der ikke Lod mellem samtlige Indnieldelser. De 80 først indtegnede deltager i hvert Fald. Men hvis f.Eks. Nr. 79, 80, 81 og 82 indmelder sig samtidigt, finder Lodtrækning mellein disse Sted. Vi inente, at dette fremgik klart af Betingelserne; inen dette synes altsaa ikke at være Tilfældet. At de, der afvises, fordi der er overtegnet, faar deres 30 Kr. tilbage, er en Selvfølge.

Konservatoriet besvarer gerne enhv'er Forespørgsel angaaende Forstaaelsen af Betingelserne.

Derimod vedrører Gavens Størrelse kun os og Giveren; (let anførte Tal er f ri Gætning.

Selve Betingelserne ønsker Konservatoriet ikke at diskutere. Tan-ken ined Konkurrencen er ikke mindst at give de Unge Lejlighed tilat høste en gavnlig Lære; Konservatoriet fører den Tanke ud i Livetnøjagtigt i Giverens Aand og tager i enhver Henseende det fulde Ansvar. P. B. V.

Rudolph Simonsen.

Konservatoriet redegør i ovenstående brev på fyldestgørende made for bestemmelsen om lodtræ-kning og dementerer de vilde rygter om størrelsen af den anonyme givers gave. Tilbage bliver spørgsi ålet om n

begrænsningens hensigtsmæssighed og om. inuligheden for konkurreneens gennemførlighed i den tilsigtede ånd.

Konservatoriet begrænser antallet af kvalificerede deltagere på to måder, dels ved at fastsætte et højeste deltagerantal (80 ev'. 90), dels ved at forlange betaling for deltagelsen i konkurrencen - (soni en slags sikkerhed for påg.,,--*-~ldende deltagers alvorlige vilje til at gennemføre konkurrencen efter bedste ævne). En begrænsning af deltagerne til et bestemt antal, kan foretages udfra forskellige synspunkter, fx. i lighed med hvad Johan Bentzon foreslår i sit åbne brev. Konservatoriets princip, hvorefter de først indtegnede har størst chance for at komme med, synes mig afgjort uheldigt; derved begunstiges den mere ubekymrede musiker, der tager chancen, på bekostning af den ikke nødvendigvis ringere musiker, der først efter nøje, og måske langvarig, overvejelse tør bestemme sig. Og der kan -~,,ære mange gode grunde, også kunstneriske, til først sent at bestemme sig for at deltage i en konkurrence af denne art. Men bortset fra dette virker den anden bestemmelse (indskudsbetalingen) st,--i,,rkt adgangsbegr«-i~nsende, så stærkt måske, at den første bestemmelse vil vise sig ganske overflødig. Men selv om denne besten- irnelse var udeladt og der meldte sig 100, 110 eller 120 deltagere, vilde så det have medført uovervindelige vanskeligheder for konkurrencens gennemførelse? Vilde det ikke tværtimod have været i konkurrencens ånd, om så niange som muligt kvalificerede unge havde høstet den gavnlige lære, som konservatoriet i sit brev hævder er den ikke inindst vigtige tanke med konkurrencen? Deltagertallet burde ikke have wæret begrænset ved et inaksiniumstal, men kun ved betaling af garanterende indskud, og endda burde indbydelsen have åbnet mulighed for den dygtige, ubemidlede inusiker til at søge fritagelse for denne udgift.

Vigtigere end deltagerspørgsmålet er dog spørgsmålet om, hvorvidt konkurrencens kunstneriske idé er gennemførlig udfra de fastlagte betingelser. Det sa~regne og ved første øjekast tiltalende ved denne konkurrence er jo nemlig forsøget på at gøre den til en prøve i mu

,alitet, foretaget på et repertoire, d-er almindeligvis betragtes som det centrale indenfor den solistisk udførte niusik. Nu skal imidlertid, ifølge betingelserne, bedønimelsen af den større eller mindre »klassiske musikalitet« hos deltagerne foregå ved at sammenligne n-iusikydelser på 7 forskellige instrumenter i et repertoire på mindst 7 stilistisk vidt forskellige værker + en uoverskuelig mængde anden musik. Når man betænker, hvor divergerende opfattelserne er vedrørende den rigtige udførelse af klassisk musik (tænk blot på problen-let en violinsolosonate af Bach), når man endvidere betænker, hvor meget mere skæbnesvanger den dom er, der udtaler sig om graden af en inusikers musikalitet, end den dom, der tager et afgørende hensyn til graden af den tekniske færdighed (det første står nemlig i den almindelige bevidsthed som noget irreparabelt, mens der kan rådes bod på det andet ved flid og energi), så begynder man at forstå det umenneskelige ansvar, der hviler på dommerne i denne konkurrence.

Lad mig med et par eksenipler gøre æmnet anskueligt. En pianist spiller Carl Nielsens tema med variationer og Haydns f-moll variationer, en anden spiller Beethovens sonate op. 111 og Griegs klaverkoncert, en violinist spiller Bachs solosonate i g-moll og Sibelius' violinkoncert, og endelig spiller en klarinettist Mozarts koncert i a-dur og en koncert af Weber; alle fire er dygtige musikere, den tekniske ydelse er upåklagelig (og jo forøvrigt relativt underordnet det musikalske). Er det nu muligt for nogen selv nok så kvalificeret dommerkomité udfra dette materiale at træffe en retfærdig afgørelse om, hvilke af disse fire musikere, der er musikalsk bedst udrustet? Et andet eksempel. Vi går en 14-15 år tilbage i tiden, da flere af de nu toneangivende personligheder i konservatoriets læ-rerstab var unge musikere under 35 år, fylket omkring idéen »ny musik«. Vi forudsætter, at forskellige af disse unge musikere har besluttet sig til »at høste gavnlig lære« i en lignende konkurrence, bl. a. violinisten Thorvald Nielsen, pianisten Rudolph Simonsen og oboisten Svend Felumb. Er der mulighed for en virkelig retfærdig dommerudtalelse om, hvem af disse tre der har den bedste musikalske form og opfattelse? Foruden disse tre deltager imidlertid også pianisten Haraldur Sigurdsson, fløjtenisten Holger Gilbert-Jespersen samt et betydeligt antal ligeså kvalificerede danske og andre musikere fra de fire øvrige skandinaviske lande. Overvej nu omhyggeligt, hvordan De vilde bære Dem ad med retfærdigt at nummerere disse mennesker med tallene fra 1 til 15 udfra deres musikalske ydelser i et repertoire som det ovennævnte. Og overvej hvorledes De pænest skal fortælle et par stykker af de ovennævnte herrer, at deres musikalske form og opfattelse er af en sådan art, at de ikke kan belønnes med et diplom.

Det er alvor, når jeg siger, at jeg ikke forstår, hvordan nogen musiker, hans uomtvistelige ideelle vilje, personlige hæderlighed og inusikalske dygtighed ufortalt, tør være dommer i konservatoriets konkurrence. Såfremt ikke en af deltagerne er et geni og dertil det eneste blandt de deltagende, vil uddelelsen af førstepræmien blive en uretfærdighed mod adskillige af de andre præmiedeltagere, endvidere vil rækkefølgen af præmietagerne ikke kunne undgå på forskellige steder at blive tilfældig.

At mange unge tager chancen for at vinde de så rigeligt og velment til rådighed stillede penge, er der intet at sige til. Blot må de selv og offentligheden være klar over, at ligegyldigt hvad resultat dommerkomitéen tilsidst, kommer til, så vil dette resultat m'ed ~tørst ~and,~ synli,«,,hed kun kunne betyde, at alle 15 pr,,pmietagere, og en god del af de andre deltagere er praktisk talt lige musikalske og lige dygtige unge musikere. Alt selvfølgelig under forudsætning af at den talentfulde ungdom overhovedet melder sig til konkurrencen.

-Giini?ar Heeriip.

Årgang 11/1936, nr. 05