I. internationale kongres for musikopdragelse Prag 4.-9. april 1936

I. INTERNATIONALE KONGRES FOR MUSIKOPDRAGELSEPRAG 4.-9. APRIL 1936

Det vilde være frugtesløs møje, at berette om alle Prager-kongressens foranstaltninger. For det første var der så mange, at pladsen her ikke vilde slå til; for det andet kan de ikke regne med samme interesse hos læseren. Kongres,;en,,, ledere gik nemlig ud fra (len fuldstændig rigtige tankegang, at det ikke kunde være deres opgave ved et vilkårligt udvalg at fremhæve en enkelt pædagogisk arbejdsretning på en andens bekostning. Tværtimod lod de de mest forskelligartede bestræhelser komme til orde - uden dog derfor at lade hånt om et centralt synspunkt - således at kongresbesøgerne fik et indblik i vejenes. mangfoldighed og derigennem mulighed for efter eget subjektivt skøn at skelne mellem godt og ondt.

Forfatteren til disse linier mener at handle rigtigt, når han ikke upersonligt refererer foredrag efter foredrag, men i stedet beretter om (let, der synes ham særlig interessant, hvorved han selvfølgelig er sig sin subjektive indstilling fuldstændig bevidst.

l'-'oredragsholderne fra Danmark, England, Holland, Jugoslavien, Rumænien, Svejts, Tjekkoslovakiet og USA kresede alle om temaet »folkeniusikopdragelse«, eller, som en tjekkisk referent prof. Vladimir Helfert, Briinn, udtrykte sig »mus,ikkens socialisering«. Kongresdeltagerne var enige om, at (let var lier (let nutidige opdragelsesarbejdes mest påtrængende opgave lå, og kongresledelsen, under prof. Leo Kestenbergs anførse-l, havde betragtet (let som sin opgave, at give, gæsterne fra al verdens lande et indblik i de forskellige nationers syn på problemet, hvordan de griber det an, og hvor vidt de er nået i løsningen.

'TO forskellige arbejdslinier trådte kl a rt frem: nogle ser sin vigtigste opgave i at opdrage lægfolket til musikalsk selvvirksomhed (Svejts, Jugosla,,, i e n, Rumænien). Andre for øger at o`pdrage den musikinteresserede til at blive en åndeligt aktiv musikhører, således som (let med særlig energi og omtanke sker i Nordamerika. Den hollandske folkemusikskoles arbejde viste, at der her åbenbart tilstræbes en lignende lige~ stilling af (le to mål som i København, dér som her dog med en tydelig betoning af (let praktisk musikalske arbejde.

En fuldstændig ligevægt mellem de to

muligheder fordrede hr. Helfert i en fortrinlig beretning om musikopdragelsen i B8hmen og Måhrisch-Schlesien; ganske vist gjaldt kravet skolemusikopdragelsen, der skal nyorganiseres af den tjekkoslovakiske stat. Folkemusikskoler findes nemlig hverken i Tjekkoslovakiet, i Rumænien eller i Jugoslavien.

England kender foreløbig kun bondemusikskoler, hvilket fremgik af (le to foredrag, der blev holdt af prof. E. Den], Cambridge, og Mary Ibberson, Hitchin, den kvindelige leder af bondemusikskolerne i Hertfordshire. I Englands storbyei~ findes der -- naturligvis bortset fra den gængse privatundervisning - næsten ingen bestræhelser i retning af lægfolks musikalske uddannelse. Londoner- læreren Charles T. Smith fortalte om skolemusikundervisningens levendegørelse gennem skoleopera-opførelser, hvorved det bemærkelsesværdige er, at han ikke arbejder med specielt komponerede skoleoperaer, men med værker fra (len almindelige operalitteratur i forenklede bearbejdelser. Hr. Dent fortalte udfra selvsyn mange glædelige ting om den pædagogiske stikces, hi-. Smith har haft, siden han i krigsårene optog dette arbejde i en folkeskole i et londonsk fattigkvarter.

Ved siden af skolearbejdet findes der i (le engelske storbyer en del meget storslået anlagte koncerter for børn, grund~ læggeren og organisatoren af disse koncerter, Robert Mayer, London, fortalte selv licrom. 11ersonlig kan jeg ikke. afholde mig fra en vis skepsis overfor sitdanne foranstaltningen; musikopdragende værdi, - en ungdoniskoncert af det tjekkiske filharmoniske orkester, ,,om vi havde lejlighed til at høre, bestyrkede mig kun i min tvivl -; hr. Mayer har imidlertid organiseret sine koncerter med øjensynlig pædagogisk dygtighed og kan med tilfredshed henvi,,se til en flerårig rolig vækst af koncertorganisationen, (let er derfor muligt, at (let blot er de tilsvarende foretagen(ler på kontinentet, der har grebet sagen galt an, og derved givet mig grund til min skepsis.

De forskellige aldersklasser, der kommer i betragtning ved folkemusikopdragelsen, er børn, ungdoni og voksne. De engelske bondemusikskolei- står åbne for alle aldersklasser; amsterdammerfolkemusikskolen - der, efter de prøver at dømme, som hr. Willem Gehrels lod os stifte bekendtskab med, ledes særligt udmærket - er bestemt for børn; svejtser-gruppen, under ledelse af Samuel Fisch, Stein a. Rhein, der havde meget fælles med den tyske »ungdomsbevægelse«, bestod af unge piger; amerikanerne endelig beskæftiger sig i øjeblikket, efter hvad fru Samaroff- Stokowski fortalte, væsentlig med uddannelse af voksne.

Målet for fru Samaroffs arbejde er at vinde den kun lidt interesserede eller helt u-interesserede voksne for musikken, at opdrage ham til musikforståelse. Hun tror, og vel ikke med urette, at en sådan skoling af de voksne vil vise sig gavnlig for de unges forhold til musikken, fordi interesse i hjemmet nu som før er et af de vigtigste udgangspunkter for opdragelse. Den metode, som fru Samaroff beskrev, er meget fikst fundet på. Hun søger at gribe eleven der, hvor han er mest oplagt til at vise interesse, ,selv om grundene dertil er nok så usaglige. Lægmanden interesserer sig fx. for ørkesterpartiturer, sikkert udfra en ,,lags sensationstrang; altså går undervisningen ud fra denne interesse.og for,søger gennem praktiske metoder samtidig med at eleven får forklaret partiturets opbygning at give ham vejledning i at høre. Mange kongresdeltagere syntes, at dette var i dårlig forstand »amerikansk«. Denne anskuelse kan jeg ikke dele; tværtimod synes der mig hermed at være givet en særlig frugtbar impuls til et arbejde, der utvivlsomt er blevet skudt noget i baggrunden her i Europa. Vi europæere har ofte taget fat på. folkemusikopdragelsen. med alt for lidt realisme, vi kan i denne henseende lære meget af Amerika.

At man dér med megen energi arbejder for den musikalske folkekultur, fik vi at vide af et foredrag af hr. Charles S. Smith, New York, om udviklingen af de offentlige musikbiblioteker. Når udvidelserne er fuldendt, kan intet af de store europæiske biblioteker - bortset naturligvis fra deres bestand af middelalderlige håndskrifter, som lægmanden kan være utrolig ligeglad med - måle sig med de amerikanske samlinger.

Mange af foredragene blev illustreret ved oplysende elevkoncerter. Rumænerne og Jugoslaverne fremførte kun kor, der til gengæld var fortræffelige. Den

hollandske børneskare musicerede derimod både korisk og med instrumenter (blokfløjter, violiner og slagværk). Dette var dog ikke den eneste forskel: især det jugoslaviske kor, dannet af bjærgarbejderbørn, var skolet indtil kunstnerisk fuldkommenhed, mens derimod det hollandske var en elevgruppe fra en folkemusikskole, dvs. typiske dilettanter, der ikke musicerede koncertmæssigt, men som var forbavsende godt musikalsk skolede. Det vilde være forfejlet at spille det ene eksempel ud mod det andet. I en samarbejdning af sådanne to på en vis måde modsat rettede inusikdyrkende grupper ligger målet for (len sunde udvikling.

Svejtserne-, hvis sanglige ydelser var i-et jævne, overraskede ved en fremragende kultivering af blokfløjtespillet. Gruppen ikke blot spiller instrumentet, men fremstiller det selv. Samtidig hermed kan bemærkes, at hr. Fisch fortalte om en folkeklaverskole i Zilrich, der var ,sat i gang af direktøren for Zilricher konservatoriet. Eleverne deles i klasser på tre, der hver får tre års, klaverunder,,,isning efter meget moderne metoder, der erindrer om Frieda Loebensteins. Også i København findes jo sådan undervisning arrangeret fx. af musikpædagogisk forening. At man på to så forskellige steder er kommet til meget nær samme løsning af dette problem, tyder på at bestræbelserne er rigtige.

Fra Tjekkoslovakiet hørte vi nogle for størstedelen ganske udmærkede skolekor, særlig bemærkelsesværdigt var et kor fra en landsbyskole i Karpatorusland. Udførelsen stod på det højeste niveau, musikken selv på et desværre meget ringere. Imponerende var pragergymnasiasternes strygeorkester, der spillede Jørgen Bentzons koncertino op. 23 helt nydeligt, omend ikke ganske dadelfrit, og som leverede en sober ledsagelse til Finn Høffdings kantate »Ein Musikus wollt' fróhlich sein«.

Koret fra den danske folkemusikskole stod på højde med de andre ensembler; desværre var deltagerne noget trætte efter den lange rejse og de anstrengende prøver i Prag. Københavnerne var de eneste, der fremførte moderne musik (Bentzon, Høffding, Mortensen) som noget, der naturligt hørte hjemme i (let musikopdragende arbejde. Alle de ancire grupper fremførte enten slet ikke moderne musik, eller tog (len kun med som en slags »appendiks«,- der skulde vise: »at det kan vi også«, uden at man derfor kunde mærke, at de 'udførende havde noget ægte forhold til den moderne stil. Af danske deltagere i kongressen kan nævnes: regeringsrepræsentanten Mogens Wóldike, Jørgen Bentzon (der skildrede opbygningen af den københavnske folkemusikskole), Karl, S. Clausen, Richard Paulsen og Viggo Forchhammer. Finn Høffding var jo desværre forhindret på grund af sygdom.

De impulser, som pragerkongressen har givet arbejdet i København, kan sammenfattes således: udvidelse af folkemusikskolen til også at omfatte børnegrupper; udvidelse af faget musikkundskab efter det amerikanske eksempel, så det bliver en særafdeling for voksne med tilhørerskoling som mål; udvidelse af instrumentalafdelingen ved i højere grad at inddrage blokfløjtearbejdet (blokfløjtefremstilling).

Nogle enkelte af de øvrige foranstaltninger skal endnu nævnes. Jacques-Dalerozes opvisninger; en ikke meget udbytterig diskussion om temaet »Hvad. venter komponisten sig af musikopdragelsen« og vice versa, der blev indledt af Ernst Krenek; et foredrag af Curt Sachs, Paris, om grammofonpladen og musikundervisningen, der illustreredes med plader fra en nylig af Sachs star

tet serie, der bringer stilægte sungne og spillede mønstereksempler fra hele musikhistorien; endvidere den pragtfulde sangerinde Engel Lund, der sang et internationalt folkeviseprogram.

Noget udførligere skal slutdiskussionen omtales. Her kom alle deltagernes glæde over kongressen til orde; uden udenrigsminister, formand for selskabet for musikopdragelse dr. Kamil Kroftas initiativ var den ikke kommen i stand, og forsamlingen udtrykte enstemmig un(ler anførsel af den engelske og amerikanske regeringsdelegation ønsket om en fortsættelse af det nu endelig påbegyndte internationale musikpædagogiske samarbejde. Prag skal gøres til et centrum for musikpædagogiske spørgsmål, således at man dertil kan rette alle forespørgsler og flå alle oplysninger. Den første kongres skal følges af en anden, som den spanske regering har tilbudt at lade afholde i Barcelona. Yderligere skal arbejdet fortsættes i møder af de enkelte musikpædagogiske faggrupper. Og endelig er (let planlagt at udgive et internationalt tidsskrift for musikopdragelse. - Lad os håbe,' at alle disse ønsker må blive virkelighed i en frugtbar, international tankeudvekslings interesse.

Ilerbert Rosenberg.